At føle på hugtænderne

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde fået beskeden for så kort tid siden, at hun knapt vidste hvad hun gjorde, da hun dukkede op til festen den aften. Hun var ikke blevet præsenteret for sin forlovede endnu, men hun vidste hvem han var - fordi hun vidste hvem de fleste var. Sladder ved hoffet havde gjort hvad syv års skolegang havde fejlet i og givet hende interessen til at lære alle slægterne og deres led at kende.

Derfor var hun ikke i tvivl. Jérôme af Charenoy var høj, bredskuldret og en af de mænd, der aldrig sagde noget. Hun var opsat på at lære mere om ham, inden han fandt ud af hvem hun var.

Opsat og skruppelløs. En farlig kombination, der ledte hende over gulvet i sin pæonfarvede kjole, imens Emblin af Bar Van var distraheret. Hun ville ikke have godkendt denne specifikke mission.

Hun fandt ham, sænkede skuldrene og nærmede sig langsomt. Da han fik øje på hende, nejede hun. "De må hjælpe mig," udbrød hun dæmpet. "En Beauvy forsøger at få mig til at danse med sig. Jeg beder Dem."

Hendes løgn var ubesværet, men også knapt en løgn. Der havde været mere end en Beauvy, der havde ønsket at danse med hende i sin tid, men den gren af slægten skulle hun ikke nyde noget af. Konservative ind til benet og avlede som kaniner.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme var ingen selskabsløve, men han forstod vigtigheden i at vise ansigt og repræsentere sin familie til de rigtige selskabeligheder. Det var også størstedelen af grunden til han var til stede den aften, men vin og mad i rigelige mængder, var ingen dårlig belønning for at gøre sin pligt. Han holdt sig dog helst væk fra dansegulvet, uden at det skyldtes manglende evner på det. Mere en personlig præference for samtaler med ligesindede, fremfor danse med kvinder der enten tænkte for højt om sig selv, eller slet ikke tænkte..

At han nyligt havde fået besked om, den næste forlovelse i familien ville blive ham selv, forstærkede kun den tanke. Han kendte familien, men ikke nok til at kende alle enkelte medlemmer og han havde ikke gjort nogen mindeværdig indsats, for at blive klogere inden han skulle møde sin tilkommende første gang.

En lys stemme hev ham ud af tankerne og distraherede ham fra vinglasset han lige havde løftet igen. Han så på den yngre kvinde med sammentrukne bryn og åbnede munden for høfligt at afslå, da hun fortsatte og fik ham til at tøve. Den nemme løsning var at bede hende afslå, eller finde en anden til at redde sig, men han gjorde ingen af delene “Jeg forsikrer Dem De kunne finde bedre redninger end at danse med mig, Nådigfrøken.” Svarede han med antydningen af et høfligt smil.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs kunne finde halvtreds andre at danse med, men det gik ikke, for det var netop Jérôme hun ville indfange og således måtte hun skrue op for sin historie. Hun gjorde sine øjne store og rystede på hovedet.

"Han lod mig kun gå, fordi jeg kunne udpege Dem, Herre. Jeg beder Dem. Jeg vil stå i stor gæld til Dem."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme lod sig ikke overbevise af de bedende øjne, men så søgende forbi hende i forsøget på at lokalisere hendes tilsyneladende problem “De gør mig nysgerrig på hvad De har fortalt ham, der var så overbevisende.” Mørke øjne spørgende fandt tilbage til hendes, mens han trådte bare lidt til siden, så hun ikke behøvede stå lige foran ham og se ud som om hun tiggede, selvom det reelt var hvad hun gjorde “Hvis jeg giver Dem en dans, fortæller De mig det så?”

[Alaïs af Charenoy]

Det var nemt. Alaïs havde allerede løgnen klar. Hun nikkede og lod blikket glide over ham. En forhandling om at blive reddet. Han var ingen galant charmør. Det krav havde hun heller ikke, men hun noterede sig det og sank lidt sammen i skuldrene.

"Selvfølgelig," medgav hun. "Tusind tak."

Hun rakte sin hånd frem i invitation og forventede at han tog den og ledte hende ud i dansen.

[Jérôme af Charenoy]

En del af ham havde nok håbet hun ville afslå, men han var en mand af sit ord, så han tømte sit glas og satte det fra sig, før han tog hendes langt mindre hånd og førte hende med sig ud på gulvet “De gav mig aldrig Deres navn.” Påpegede han, mens han trådte ind foran hende og nogenlunde ubesværet faldt ind i dansen “Men jeg antager De ikke er en Beauvy.” Han viste ingen beklagelse over ikke at kende alle ved både navn og ansigt.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde selvfølgelig forberedt sig. Det var heldigt, for hun følte sig helt blank et sekund, før hun huskede hvad hun havde tænkt. "Martimiers," løj hun glat, velvidende at det var et len langt fra Charenoy og Zorete. Hun havde været på pigeskolen med en Martimiers.

"Jeg fortalte ham, at De var min trolovede og ganske skinsyg," konstaterede hun og selvom det var løgn at hun havde sagt det, så passede den første halvdel i hvert fald.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme hævede det ene bryn lidt og et splitsekund sitrede antydningen af et underholdt smil ved hans ene mundvig “De er ikke bange for at tage chancer.” Musede han, halvt for sig selv og uden helt at have bestemt, om han mente det var positivt eller det modsatte “Jeg kunne have en ligeså skinsyg hustru tilstede.” Kunne have.. ville måske snart have det. Han anede det ikke.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs trak på smilebåndet. Ironisk, at han ville sige det. Hun var ikke skinsyg - men hun var heller ikke hans hustru endnu.

"Har De det?"

Hun løftede sin hånd fladt og lod den hvile mod hans, imens de gik rundt om hinanden.

"Eller er De vitterligt selv skinsyg?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme lagde hånden mod hendes og den anden bag ryggen mens de gik en lille cirkel omkring hinanden. Der gik et sekund før han svarede på spørgsmålet med en kort hovedrysten “Ikke endnu.” Svarede han, og lod det blive svaret på begge hendes spørgsmål.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs var nysgerrig på ham. Han var vældig bastant i sin udtryksform, men mere glidende på dansegulvet, trods sin manglende begejstring ved at skulle danse med hende.

"Da danser godt, Ridder Charenoy," indrømmede hun. "Hvorfor har De ikke fundet en forlovelse endnu?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme var realist. Det mente han i hvert fald selv og komplimenten blev ikke taget for mere end overfladisk høflighed “Fra mine danseevner til mit privatliv uden mellemstop.” Brummede han, lidt mere underholdt end fornærmet. Forlovelser havde det med evigt at være et emne især kvinderne gik op i. Han sænkede hånden, kun for at løfte den anden og gå modsatte vej rundt, mens han betragtede hende vurderende. Han var normalt ikke manden der delte ublu af sit privatliv “Der ligger ingen forpligtelser på mine skuldre i den henseende. Jeg har tid.” Svarede han derfor.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde selvbevidsthed nok til at få lidt varme i kinderne over ridderens observation omkring hendes spørgsmål. Hun sænkede blikket et øjeblik, men kun kort, før hun løftede det igen og mødte hans.

"Er ægteskab kun en forpligtelse?"

Hun kunne mærke varmen fra hans hånd imod sin og han føltes ikke så kølig lige nu, som hun havde forestillet sig ham på afstand.

[Jérôme af Charenoy]

Jérômes bryn krøb lidt sammen over de mørke øjne, som om han reelt gav hendes spørgsmål overvejelse, hvilket han også gjorde, selvom det var en kende mere privat, end han foretrak samtaler med kvinder han ikke kendte “Er det ikke?” Startede han med at. Spørge tilbage “En forpligtelse for sin familie. En forpligtelse til en anden familie og en forpligtelse til en anden person for resten af livet.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs trak på skuldrene, imens de gik rundt om hinanden, endnu engang med blikkene i hinandens. Den kølige betragtning fik hende til at tænke på hvordan han ville være som mand. Kedelig, stiv, formel. Hun tog en synlig indånding.

"Jeg ville håbe at et ægteskab kunne handle om mere end kun pligt," pointerede hun. Det var en farlig sti at gå ned af. Risikabel. "Om at... Det ved jeg ikke. Bare mere."