Begyndelsen på et liv sammen [S]

[Hugubert af Morgis]

Det var efterhåndet et stykke tid siden at Hugubert og Laudine af Morgis var blevet gift under en lille ceremoni på Morgis lenet. De havde sovet sammen som mand og kone, men endnu ikke gået hele vejen. På trods af at de kendte hinanden, ville Hugubert gerne have at Laudine følte sig tilpas i sit nye hjem før han lagde an til mere. Det skulle ikke føles som en pligt for hende, selvom de fleste mænd nok ville være ligeglade, var Hugubert ikke sådan.

Derudover var hans datter kommet hjem og boet hos dem lidt tid, for at lære sin fars nye hustru at kende. I løbet af dagen, havde de siddet foran pejsen og hygget. Da Sibonie skulle i seng, ville hun have Laudine til at putte hende og havde tilmed taget hendes hånd og trukket hende med sig til sit værelse.

"Har du hygget dig? Sibonie virker til at kunne lide dig." Spurgte han med et svagt smil, da hun kom tilbage, mens han hældte et glas vin op til hende og rakte hende bægeret. Han ville meget gerne have at hans sammensatte familie fungerede sammen, men heldigvis havde hans datter taget godt mod Laudine. Det  var rart for hende at have en kvindelig figur i sit liv og  Hugubert havde på fornemmelsen, at hun næsten forgudede Laudine, datteren havde i hvert fald både overdynget hende med spørgsmål, ville gå hånd i hånd når de gik ture og Hugubert var næsten sikker på at hun snart ville glemme sin egen far.

[Laudine af Morgis]

Det kunne meget let have været et stort spektakel, at arvingen til Morgis blev gift, men i stedet havde det været en stille og køn begivenhed og Laudine kunne ikke have ønsket sig det anderledes. Hun havde tilbragt adskillige uger på borgen, da hun havde været syg og det glædede hende at være tilbage.

Til gengæld var det også et lettere overvældende ansvar at møde Huguberts datter, men hun var en livlig pige, der var let at holde af og Laudine følte sig beæret over pigens tillid og velvilje. Hun lovede dig selv at gengælde det med al den omsorg, som hun havde. Og det var en del.

Antydningen af et smil hvilede endnu på hendes læber, da hun kom tilbage ind i det opvarmede rum og hun tog taknemmeligt mod vinen og gled ned at sidde. "Meget," forsikrede hun og smilede mildt til ham. "Jeg kan også frygteligt godt lide hende."

[Hugubert af Morgis]

Det var forstående at hun følte sig overvældet, de fleste adelsdamer skulle ikke også overtage en andens familie, men blot starte deres egen. Hugubert havde været gift før og selvom han ikke kendte til hendes følelser, ville han være forstående overfor dem.

Hendes ord fik ham til at blotte tænderne i et bredt smil og han så hende i øjnene. "Det er jeg glad for du kan. Jeg håber ikke, at det er for stor en mundfuld for dig." Sagde han og hældte vin op til sig selv også.
"Hun tager snart tilbage til pigeskolen. Så er det bare os to et stykke tid." Og hushjælpen, selvfølgelig, men det var indforstået.
"Er du ellers faldet godt til?" Spurgte han og lænede sig frem mod hende og tog hendes frie hånd i sin, men han gav sig til at glide tommelfingeren over hendes fingerspidser. Imens drak han lidt af sin vin og så på hende med et skævt smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine rystede let på hovedet. "Det er et stort ansvar, men jeg vil gøre mit bedste for at leve op til det," forsikrede hun, før hans næste spørgsmål fik hende til at se kort ned i skødet med et smil. Så fandt blikket ham igen.

"Jeg er glad for at være tilbage her. Jeg savner ikke Levagny."

[Hugubert af Morgis]

"Virkelig?" Huguberts blik lyste en anelse op og hans smil blev bredere, men så blev han opmærksom på hvor tydelig han måtte virke og han rømmede sig lidt.
"Det er jeg glad for at høre. Jeg håber du vil blive lykkelig her. Du må endelig sige til, hvis der er noget du har brug for." Sagde han med et skævt smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine smilede lidt af ham, men var også helt varm indeni over hans omsorg og åbenlyse glæde. Det var helt svært at forstå, hvordan hun nogensinde havde tænkt, at han var følelseskold.

"Det vil jeg gøre," lovede hun, selvom hun ikke troede, at det ville ske. Til gengæld så hun på ham med ægte omsorg.

"Er du glad og tilfreds?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde i lang tid været træt af livet og hans indebrændthed havde gjort ham mere ubehagelig end han egentlig var. Laudine havde givet ham livsgnisten tilbage, det var som om han var vågnet op af en lang drøm.

“Ja. Mere end du kan fatte. Det er rart at have selskab herhjemme igen, det er så ensomt uden dig.” Sagde han. “Jeg havde jo helt vænnet mig til det, da du var syg.” Bemærkede han og så hende i øjnene med et smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine gengældte smilet og det fik små rynker til at danne sig ud for hendes øjne. "Det er jeg glad for," svarede hun og mente det fuldt ud.

"Og jeg er også frygteligt glad for dig."

[Hugubert af Morgis]

"Det er jeg glad for." Sagde han og gav hendes hånd et klem, derefter strakte han sig en anelse mod hende og placerede et kys på hendes kind.
"Jeg elsker dig." Sagde han med et smil og løftede sin hånd op og strøg en lille rød lok bag hendes øre.

[Laudine af Morgis]

Det gav et sug gennem Laudines mave. De havde ikke haft meget fysisk kontakt og selv denne lille smule var nok til at gøre hendes kinder en anelse varme. I kombination med hans ord.

"Jeg elsker også dig," sagde hun dæmpet og lænede kinden en anelse ind mod hans hånd. "Ganske meget."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert smilede varmt og mærkede også selv en reaktion, han ikke havde oplevet længe. Han havde ikke været så forelsket siden sin kone og selv dengang, ja det var noget andet. Selvom han holdt af hende, føltes det som noget andet at være sammen med Laudine og høre hende sige de fire magiske ord. Han følte sig som født påny, som et andet menneske, som om hun havde givet ham håbet tilbage.
"Det gør mig så glad." Sagde han med et bredt smil. Derefter rejste han sig op, mens han omsluttede sin hånd om hendes og løftede den for at hun skulle rejse sig.
"Lad os gå i seng. Det er sent." Sagde han og mødte hendes blik.

[Laudine af Morgis]

Laudines mave summede behageligt og hun tog imod opfordringen uden tøven. Hun lod hånden forblive i hans, selvom det ikke var strengt nødvendigt.

"Er du meget træt?" spurgte hun dæmpet og strøg tommelfingeren over hans håndryg.

[Hugubert af Morgis]

"Nej slet ikke." Bemærkede han, selvom det ikke var helt sandt. Derefter gav han hendes hånd et klem og smilede skævt.
"Men lad os gå i seng alligevel." Bemærkede han og lænede sig ned mod hende, så hende flygtigt i øjnene og kyssede hendes læber blidt og kortvarigt.

[Laudine af Morgis]

Laudine blinkede en enkelt gang over hans ord, før hun kom til at smile en anelse. Hendes kinder antog lidt farve, men hun besvarede villigt hans kys og selvom det både var blidt og kort, var det nok til at få hendes knæ til at føles en anelse bløde.

"Mh," slap det hende, tilfreds, før hun åbnede øjnene lidt forsinket og nikkede. Fingrene sneg sig ind mellem hans og hendes tanker summede lidt, som de bevægede sig op mod sovegemakkerne.

[Hugubert af Morgis]

Det var først efterhånden nu at Hugubert havde glemt hvor frastødende hun havde fundet ham til at starte med. Nu var alting anderledes og tanken slog ham ikke mere, at hun ikke ønskede at være ham nær. De gik hånd i hånd op til sovegemakkerne, hvor de sammen ville bruge natten sammen og denne gang havde Hugubert ikke tænkt sig at holde sig tilbage.

I stedet kyssede han hende igen, da de stod ved sengen, ganske forsigtig og blidt men dog mere krævende end han havde tilladt sig selv førhen. Han havde haft et ønske om at de skulle gå langsomt frem, kun fordi at hun ikke skulle føle det som en pligt, men være drevet af lyst.