Regler er til for at blive brudt (s)

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde været ladt alene i byhuset i over en måned, imens Alexandre af Monteres ordnede ting i sin families len. Det havde ikke generet hende det fjerneste. I starten var det uendelig kedeligt, men da hun fandt ud af at snøre hans tjenestefolk, som nok ærlig talt villigt lod sig narre, i stedet for at lege barnepiger, blev det anderledes.

Hun havde besøgt teateret og Matiot Rêveur oftere end nogensinde før. Hun gik ud i dagtimerne, primært, men hun blev langsomt modigere. Hendes garderobe var blevet udbygget og hun lignede en rigtig pæn dame, når hun bevægede sig rundt. Ikke så pæn, at det var ufatteligt at hun var alene, men langt finere end hun havde følt sig udenfor de ækle silkekjoler på Rosen.

Det var blevet senere i dag. Hun havde spist aftensmad med sin bror og han havde fulgt hende det meste af vejen tilbage og uden tvivl holdt øje med hende resten af den.

Da hun kom ind i byhuset kunne hun mærke at stemningen var skiftet. Det fik hendes næsefløje til at udvide sig. Hun så blikkene på to tjenere og skyndte sig op af trapperne. På en måde vidste hun det allerede. Der lugtede anderledes. Lysene var ikke talg, men bivoks. Hun åbnede døren til soveværelset i et håb om at han ikke havde opdaget hendes forsvinden. Han måtte have travlt med at samle op på alting. Han var sikkert på sit lille arbejdskammer. Hellige gudinde.

[Alexandre af Monteres]

Dørhåndtaget gik ned til det stille soveværelse, hvilket fik den lange, mørkhårede skikkelse til at vende blikket i retningen. Siddende i en lænestol, afslappet men ganske elegant til trods for den lange rejses slid, lukkede Alex af Monteres roligt bogens slidte lædercover i med et par lange fingre. Hans fokus var tydeligvis blevet distraheret fra læsningen, selvom sandheden nok indebar, at den længe havde været det grundet fraværet af den kvinde, som nu endelig viste sin tilstedeværelse.

Det havde ikke ligefrem været i Alexs ånd, at være den der ventede. Især ikke efter at det var ham, som havde rejst flere dage på hesteryg. Og ikke nok med det, så viste det sig, at han, i stedet for den varme velkomst, blev budt ind i en velkomstkomité der nok nærmere bed negle over, at den kvindelige hovedperson ikke var at finde i byhuset selvsamme aften. At nådigherren af Monteres så var kommet tilbage et par dage før tid havde bestemt heller ikke hjulpet på tjenestefolkets klargørelse, og nu Alexs store hovedpine og bekymring for hvor Blanche Rosenknop forfanden nu befandt sig.

"Jeg troede, at vi havde en aftale, Blanche," lød det kort og kontant fra nådigherren, mens at hans karismatiske blå blik hvilede på den unge kvinde, hvis lettere viltre hår og øjne stadig kendetegnede hende bag facaden af det skræddersyede, fine stof, der tydeligt indikerede den nye stand. Han lod ordene hænge i luften for en stund. Aftalen om, at hun ikke måtte færdes alene. Når det ikke var sammen med ham, så var det sammen med tjenestefolk.

"Hvor har du været?" Stemmen var kølig og fast.

[Blanche Rosenknop]

Blanche stivnede i døråbningen. Hendes øjne var store som et dådyrs og hun overvejede om det klogeste træk hun kunne begå var at flygte reelt. Men hvor ville hun flygte hen? Alexandre var en magtfuld mand med kontakter både højt og lavt i Levagny. Hun ville ikke kunne gemme sig nogen steder. Så hun tog en dyb indånding og trådte ind over dørtærsklen, imens hun forsøgte at tænke sig til hvordan hun skulle komme udenom at nævne sin bror og teateret.

"Jeg har været ude og gå en tur," fik hun frem. "Jeg var ikke langt væk." Indtil videre var det hele sandt. "Og jeg var sikker. Jeg tog ikke nogen risiko." Hun sank og løsnede sit hovedlin, så det lyse hår faldt ned omkring hendes skuldre. "Jeg vidste ikke at du ville komme hjem i dag..."

[Alexandre af Monteres]

Han sad overvejende stille for en stund; tydeligvis skeptisk over hendes svar, der ikke fortalte meget om den rute, hun havde været på. Og værre endnu - hendes intention om hendes såkaldte aftentur. Det lå normalt ikke til Alex at være så forbandet fokuseret på en enkelt kvinde. Han kunne ikke miste fokus på sit eget, på sit arbejde, på situationen i Monteres. Men her sad han så, hvor det eneste der havde fyldt hans tanker var, hvor Blanche var trisset hen uden hans sikkerhed.

"Det vidste jeg heller ikke," erkendte han og lod det skærende gråblå blik falde i Blanches igen, uden nogen former for indikation af blufærdighed eller tilbageholdenhed, "- Men jeg havde lovet mig selv, at så snart jeg fik muligheden, så tog jeg afsted for at kunne bruge min tid sammen med dig."

Alex lagde bogen fra sig på bordet ved sin side. Lang, som han var, krævede det ikke særlig meget af ham. "Og så lader du mig sidde her og vente på dig i stedet, bekymret over, hvor du befinder dig," konkluderede han roligt for hovedet.

[Blanche Rosenknop]

Alexandre fremlagde det hele som om hun skulle være taknemmelig over at han ville bruge sin tid med hende. Som om hun ikke var hans fange. Hans ejendom. Hårene på hendes arme strittede og hun rankede sig helt og så ham i øjnene.

"Du behøvede ikke at tage afsted," konstaterede hun. "Eller at sidde og vente." Hun tog en dyb indånding og sank ned at sidde på sengen med blikket på ham.

"Hvis du lod mig gå helt. Gav mig min frihed. Så var du fri for at bekymre dig om mig."

Hun fugtede læberne. "Det ville intet koste dig. Jeg ville endda være taknemmelig."

[Alexandre af Monteres]

"Nej," Alexandre lod hænderne hvile mod stolens armlæn, og med en elegant bevægelse rejste han sig fra sin plads; høj som han var, virkede han næsten som et tårn i det mellemstore soveværelse. "Du har ret," erklærede han sig enig, måske endda ganske uventet i forhold til hans ord, Blanche tidligere havde hørt fra ham.

"Jeg kunne have brugt min tid med en skønhed af en halvnøgen kvinde her, i min seng, i stedet for at vente og bekymre mig om dig," fortsatte han, og slog let og nonchalant hånden i retningen af lagnerne. Hans intense gråblå blik søgte hendes.

"Jeg kunne have åbnet den første flaske vin ved min ankomst, uden at skænke dig en eneste tanke."

Hans hænder fandt hvile i lommerne. Og med rolige skridt gik han i tættere på.

"Men hvis det var så simpelt, Blanche," Alex stoppede op foran hende. Deres blikke mødtes ufortrødent; hans tydeligvis uden ønske om at afbryde den intense øjenkontakt, "- Så fortæl mig hvorfor, at jeg har så forbandet svært ved det?"

[Blanche Rosenknop]

Blanche fulgte Alexandre med blikket. Hun måtte kæmpe lidt for at lade være med at træde bagud og løftede blot hagen stædigt og så ham i øjnene. Hendes hjerte slog hastigt og hendes næsefløje udvidede sig, som hun trak vejret lidt hurtigere.

Han stod helt tæt på og hun kunne næsten mærke ham. Følte intensiteten imellem dem.

"Det ved jeg ikke," løj hun, selvom hun også mærkede det, der trods alt var mellem dem. Hun elskede ikke Alexandre. Til tider hadede hun ham. Men hun var tiltrukket af ham. Draget af noget ved ham. Og hun sank synligt.

"Jeg tror... At du er besat af mig," gættede hun dæmpet, før hun lagde en hånd mod hans brystkasse. "Men jeg ved ikke hvad det er du vil have, Alexandre. Ikke min krop?"

[Alexandre af Monteres]

Hans kæbe spændtes. Det var tydeligt at se, at han kæmpede for at bevare kontrollen fra at følge noget dyrisk i ham. Han havde lyst til at tage hende nu og her. Vise hende, hvor meget hun havde ret. Samtidig med den indædte lyst han havde samlet på sin tur væk fra hende, hvor han ikke havde haft mulighed for at stå foran hende som hun. Det irriterede ham inderligt, at hun havde fået sådan en ubevidst kontrol over ham. Skubbet ham væk fra hans vanlige liv hvor han havde alt, han behøvede. Nu hungrede han, som hun sagde, som en besat efter én, der end ikke ønskede ham.

Han sank besværet da hun lagde en hånd mod hans hårde brystkasse. "Sygeligt," indrømmede han, og idet at hun fjernede den grænse, han så inderligt havde prøvet at bibheolde, kunne han ikke længere dy sig.

Hans hånd fandt ufortrødent og hæmningsløst de fine snore i hendes kjoles øverste del.

"Kan du huske, hvad jeg havde lovet dig?" Hans lange fingre flettede sig kontrollerende i snorene; kun millimeter fra at miste kontrollen til, at han med et enkelt, farligt og behændigt ryk kunne åbne kjolens top i et sårbart øjeblik.

"Først når du giver mig lov. På den måde ved jeg, at jeg har mere end bare din krop. Også selvom, at enhver fiber i mig skriger efter at åbne disse snore, løfte dig op og endelig tage dig hen over sengen. Hårdt, så jeg vil kunne se dine kinder blive røde og dit blik fjernt for mig. Som en kompensation for de mange ugers adskillelse, der har været."

Så slap han roligt snorene og lod blikket, der var faldet mod hendes kjoles stof, rette sig i hendes øjne igen, "Når du giver mig lov." 

[Blanche Rosenknop]

Blanche lyttede nøje til Alexandre, men hans tale fik også blodet til at bruse i hendes årer. Hun lukkede øjnene halvt i og skælvede svagt. hendes fingre krummede sig sammen omkring hans tunikas stof og hun kunne mærke hans varme brystkasse inde bagved. Selvom de stod stille der, tæt nok på hinanden til at mærke hinandens små bevægelser, følte hun sig lidt stakåndet over hans ord.

Fristelsen var der til at overgive sig, til at lade ham gøre alt det han beskrev og blive hans elskerinde for den tid det varede. Hun havde haft ham før, men aldrig som han beskrev nu. Altid som en straf over hans skrivebord, aldrig med målet fortabelse. Aldrig som en genstand for passion og virkeligt begær. Han var en magtfuld mand og hun var draget af ham.

Men hun var kløgtig. Ikke dum. Og hun åbnede øjnene helt og så op i hans. "Og hvad så, når du er blevet træt af mig, Alexandre? Når du har haft mig hundrede gange i alle kropsåbninger og på alle møbler i dette hus? Hvor ender jeg så henne? På gaden? Tilbage på Rosen?"

[Alexandre af Monteres]

Deres blikke hvilede i hinandens. Alex så end ikke ud til, at reagere fysisk på spørgsmålet, udover, at han for en stund var overvejende tænksom. Så åbnede han læberne, der var blevet en anelse tørre efter den lange hjemrejse til Levagny.

"Jeg tror ikke, at du forstår, Blanche," afbrød han roligt stilheden, inden at han ubevidst fugtede læberne og tog en hørlig indånding, "- Ser du, sandheden er nok nærmere når du bliver træt af mig."

Et måske uventet svar for den unge rose. Alex havde, med andre ord, sagt, at hun i sidste ende havde en kontrol over ham, som han ellers så sjælden gav fra sig.

"Hvis det her skal være fair for os begge, så kræver det nogle spilleregler. En fælles enighed om, hvad det her indebærer. Regler, der respekteres fra vores begges sider." Den sidste sætning var tydeligvis alvorlig. Og først nu, fjernede han sig roligt fra hende for i stedet at gå mod den stol, han havde siddet i tidligere. 

"- Så længe dette her foregår, så er du min, og jeg er din. Kunder er udelukket, så mangler du penge, så kommer du til mig. Hovedsageligt rører vi ingen andre, men hvis man har lyst til at stille lysten hos en anden, skal der gives lov først." Første regel blev lagt på bordet, idet at han satte sig elegant til rette, "- Jeg rører dig ikke før, at du giver mig lov. Men har du først givet mig lov, så holder jeg mig ikke tilbage, Blanche." Anden regel. Hans blå blik virkede nærmest gennemtrængende i kontrast til hans mørke glød. 

"Jeg forventer, at du dukker op når jeg sender bud efter dig. Uanset hvad du har gang i. Og det gælder også den anden vej. Den der sender bud bestemmer sted og handling. Du er fri til at gå hvor du vil, uden mig, men med anden følge. En tjenestepige, efter mit valg. Men hver dag skal ende, du og jeg, i samme seng til natten.." Reglerne blev remset op, uden særlig meget overvejelse over, at Blanche kunne modsige sig dem. 

[Blanche Rosenknop]

Alexandre talte længe. Han sagde meget. Men Blanche lagde allermest mærke til det han ikke sagde. Den høje, faretruende mand svarede nemlig ikke for alvor på hendes spørgsmål. Hun hørte hans betingelser, blev draget af løfter om at kunne gå friere, men hun glemte ikke, at han ikke havde givet hende et rigtigt svar. Da han tav, vidste hun derfor godt hvad hun skulle sige.

Hun havde afklædt sig ned til sine kjoler og løsnet sit hår, da hun fik sin taletid. Nu tog hun en dyb indånding og så ham i øjnene.

"Du gør dig mange tanker om det praktiske arrangement, hvis jeg siger ja til dig," konstaterede hun. "Men du har ikke svaret på hvad der sker med mig efter det her er slut." Hun fugtede læberne og løsnede sin overkjole, før hun trak den over hovedet og foldede den pænt sammen.

"Jeg ejer intet. Ikke engang min frihed. Hvis jeg vier det næste år eller de næste fem eller ti til dig, hvad har jeg så, når jeg bliver gammel, rynket og grå? Ingen mand vil ønske at gifte sig med en gammel kvinde, der engang var en adelsmands elskerinde. Jeg har intet erhverv, ud over det du selv har oplært mig i." Hun satte sig på sengen i sin natkjole og tog sine sko af, før hun rullede sine lange strømper ned over lår og benene.

"Mit blod løber hedt, når du rører mig og taler om de ting du vil gøre ved mig, Alexandre, men det fryser til is ved tanken om den midaldrende kvinde, der har smidt sin ungdom væk på hovedløst begær. Jeg er ikke dum. Jeg ved godt hvordan en hores skæbne ser ud. Jeg så det hver gang de blev for gamle til Rosen. Du kommer ikke til at begære eller længes efter mig for evigt." Hun begyndte at flette sit hår med vante fingre.

"Jeg er stadig en hore, Alexandre. Spørgsmålet er bare hvilken pris du vil betale for mig. Hvilken sikkerhed vil du give mig, for at gøre mig til din?"

[Alexandre af Monteres]

Hans øjne kneb en smule, da hun fortsatte i sit spørgsmål om, hvad der ville ske med hende efterfølgende. Mest af alt fordi, at hun ikke bare godtog de ordre og de regler med et enkelt nik. I stedet stillede hun sig kritisk på denne såkaldte aftale, som udefra kunne se ud til mest af alt at omhandle Alex´s egen fornøjelse, til trods for, at han havde en mening med det.

Inderst inde ønskede han at passe på hende. På baggrund af en eller anden følelse, han ikke helt kunne kontrollere. Det gjorde det bestemt ikke nemmere for ham, at se hende afklæde sig under hendes ord. Ubevidst knugede hans ene hånd sig sammen over den effekt, som hun havde på ham.

Alex rømmede sig en anelse, da hendes endelige spørgsmål kom frem i lokalet. Overvejende lagde den ene albue mod stolens armlæn, og lod et par lange fingre tænksomt falde mod sine læber.

"Fortæl mig dine betingelser. Hvad kræver du?"

[Blanche Rosenknop]

Blanche betragtede manden, der allerede ejede hende. Han kunne have gjort med hende hvad han ville, men han kunne ikke tvinge hende til selv at ønske det og det var åbenlyst hvad han begærede. Han var besat af hende, det indrømmede han selv. Det var en midlertidig magt, men hun var ikke dum nok til at lade den stå uudnyttet. Hun greb om den og ville bruge den fornuftigt.

"Jeg vil have et hus," sagde hun endelig. "Et ordentligt et, som jeg selv er med til at vælge. Jeg behøver ikke at bo der nu. Jeg kan leje værelserne ud. Men det skal stå i mit navn og pengene vil være mine. Du vil stadig betale alt for mig. Købe mig tøj, mad. Pengene fra huset må jeg selv gemme og bruge som jeg vil."

Hun bandt knude om sin fletning og rejste sig for at gå over mod Alexandre. Her stoppede hun op. Hun sank ned på hans skød med et ben på hver side af ham. "Hvis jeg får det, så vil jeg lade dig bruge mig som du vil." Hun løftede en hånd og strøg den over hans kind. "Jeg vil også eje alle smykker og kjoler du giver mig. Men du vil have retten til at pille dem af mig eller flå dem op."

Hun lænede sig lidt ind mod ham og lod ham dufte til hende. Hvis han virkelig var besat? Det kriblede i hende. Hun havde lyst til ham og hendes bryster var hårde under underkjolen. Det ville han kunne se og mærke.

"Hvis du siger ja, må du gøre alt ved mig i nat, men du må ikke tage mig. Ikke før du har holdt dit løfte. Alt andet."

[Alexandre af Monteres]

Et let støn forlod hans læber, og han måtte kort lukke øjnene i for at kontrollere sig selv. Hendes glatte fingres lette kærtegn mod hans ru kind. Hendes feminine duft, som ramte ham. Hendes stilling, siddende overskrævs på hans skød. Hendes brysters berøring, der tydeligvis fortalte ham, at han ikke var ene om lysten. Det var ingen tvivl; hun var en Rose, og hun kendte sine styrker og de små tricks for at sno en mand om sin lillefinger. Og her sad Alex så, og mærkede tydeligt på egen krop hvad kunderne faldt for hos sin den forretning, han havde bygget op. Noget, han vanligvis aldrig havde ladet sig falde i.

"Så jeg skal købe dig," sagde han hæst, og åbnede sit blik igen. Og som han rettede blikket ned mod den tynde underkjoles stof, der faldt mod hendes bare lår, lod han en hånd søge forsigtigt ind under.

"Du gør mig ikke meget bedre end alle de kunder, du har haft, Blanche.." fortsatte han lavmælt. Hans hånd bevægede sig roligt op ad den bare hud. Underkjolen trak sig syndigt med, jo længere han kom op. De lange fingre gled over hoften, hen forbi navlen, fulgte hendes krops hud og former, som kærtegnede han silke. Så landede hans hånd mod formen af hendes bryst. Han betragtede silhuetten af sin tommels kærtegn mod hendes brysts følsomme knop under underkjolens tynde stof. 

"Så lad det være vores aftale," bekræftede han roligt, og lod blikket falde mod hende igen. 

[Blanche Rosenknop]

Blanche skælvede let under Alexandres store hænder. Hendes øjne gled i for er kort øjeblik, før hun åbnede dem igen og så på ham, imens hans blik var fæstnet på hendes krop.

"Ikke mere end en hustru ville blive købt af den tryghed hun får ved et lovligt ægteskab," pointerede hun og tog en dyb indånding, da han strøg fingrene over hendes bryster. "Men du kan ikke tilbyde mig ægteskab, så jeg vil have en anden tryghed, Alexandre. Er det urimeligt?"

Hun gav sig til at løsne snørerne i hans tøj. Hun var tiltrukket af ham. Så meget var åbenlyst nok, selvom hun pressede ham.