Grænseløs beundring

[Libitina Farver]

Forbeholdt | Jacques Philippe af Mont

Omgivelser | Lun sommeraften i Markedskvarteret, Philoctra Daimore

---

Usikker på hvad hun kunne forvente var Libitina trådt ind i Philoctra Daimore’s hemmelige verden. Om det var nysgerrighed eller umættede hudsult, der i sidste ende havde fået hende til at gå imod egne principper var ikke til at sige med sikkerhed. Hvad der derimod hurtigt stod klar malplaceretheden.

Forsynet med et glas af husets vin, og forsat alt for påklædt sammenlignet med de forbi passerende, tog den sortklædte farver frue plads blandt bløde puder og lod de nat sorte øjne sceneriet ind. Opsatte påklædningsskærme sikrede illusionen af privatliv, for klubbens tilstedeværende gæster, mens lange gråhvide bånd af brændt røgelse hvirvlede omkring for at dække over duften af svedige kroppe og sexferomoner, der hang tungt i luften.
Trods mængden af traditionelt tiltrækkende mennesker var der dog ingen som ved første øjekast fangede, ikke før end en mørk skikkelse bevægede sig i det ydre synsfelt og fik Libitina til at dreje hovedet i dens retning.

[Jacques Philippe af Mont]

Lave stemmer mængede sig med dæmpet latter og fyldte det mørke rum med en summen. Nydelse, blandt de deltagene. Omend den var uskyldig eller bizar.

De deltagende der havde søgt klubbens anonyme fristelser, var formodentlig tiltrådt med det fysiske begær brændende indeni.. for Jacques, var dette dog ej tilfældet. Ikke på en sådan måde.
For Jacques, var skam som de andre, på jagt efter tilfredsstillelse af indre, hungrende fantasier, men hans bare præg af noget lidt mere... ejendommeligt, end blot foreningen mellem mand og kvinde. Noget mere kostbart. Bedre.


Han foretrak dem urørte. Uforpurrede, med deres ungdom intakt. Deres uvidenhed og ynde føltes godt mod huden. Han regnede dog ikke med at finde et sådan eksemplar på et sted, som dette, hvor adgangen oftest var begrænset til de erfarne blandt de erfarne... og alligevel fandt han sig selv i en udveksling af dæmpede ord med en ungdommelig sjæl, der havde forvildet sig herind. Sikkert tiltænkt som påhæng på en af de øvrige deltagende. Jacques bøjede sine ord mesterligt, skønt udvekslingen udadtil måtte lignede en samtale af høflighed, sådan som han stod der; statelig i formel påklædning, men kunne man høre dem tale, ville man kunne forstå at den noget ældre Herre formodentlig snart havde overtalt den unge mand til at lade sin håndflade opskære. Han så endda henrykt ud ved ideen. Stakkels unge fjols. Men ak, det var en gave Jacques besad og meget få kunne modstå den, når først de forlorne, forgyldte ord forlod hans læber.

Han tabte sin opmærksomhed et kort øjeblik, som han følte et blik hvile i nakken. Han drejede hovedet over skulderen og kastede de mørke øjne sideverst og fandt en frue siddende. Betragtende. Han blik hang ved hende, som studerede han hende, lige så hun studerede han.

Så trak han mundvigen lidt opad og hilste med et vagt, høfligt nik.

[Libitina Farver]

Den sortklædte farver frue havde ikke været tilnærmelsesvis diskret i sit skue af de to mænd. En sjælden ægte interesse brændte i de sorte øjne der først havde hvilet nysgerrig på den ældre mere velklædte af skikkelserne, men udviklede sig hurtigt til en delt bevågenhed som den unge fyr indbydende strakte en hånd, håndfladen op ad, frem mellem dem. En atypisk gestus set med de fleste øjne, men ikke Libitina’s.

Taget på fersk gerning flyttede hun blikket fra hånden og rejste sig i en glidende blød bevægelse og trådte nærmere, hvor hun med et imødekommende smil trækkende i mundvigene kalkuleret hilste ”Godaften Messieurs,” En ganske svag, knapt nok noter bar, duft af metalliske noter fulgte hende der hen "Jeg håber ikke jeg forstyrre Dem, men jeg kunne ikke undgå at bemærke hvilken eklatant kemi der er mellem Dem. Et sjældent syn selv i disse rammer, der skulle vel aldrig være plads til endnu en?"

[Jacques Philippe af Mont]

Der var noget fængslende i hendes blik. Selv på afstand. Noget, mørkt, der drog opmærksomheden mod hendes feminine skikkelse, som hun havde rejst sig og med en kvindes blide, vuggende bevægelser strøj mod dem. "Som en natskygge, Monsieur." lød det fra den unge mand, der havde fulgt Jacques blik og fundet sig selv lige så betaget.

En natskygge, minsandten...

Han bemærkede en velkendt, metallisk duft, der hang i luften omkring hende, som hun trådte an. Men han troede næppe hun kunne bære en sådan duft. Omend den var udsøgt. Det måtte være hans hunger, der snød sanserne til at tro. "Madame," hilste han, som hendes stemme lød. Han kunne ikke lade være med at trække lidt på mundvigene, ved italesættelsen af det forestående mellem han og den unge mand. Han skævede sigende til det unge menneske, inden han rettede blikket mod hende igen. "Ah." - "Hvis det er helhed De søger, er jeg bange for at De vil finde min smag lidt for.. pikant." Nøjedes han med at kommentere.