En afsked og en begyndelse

[Olivia af Bois]

Sommerregnen faldt på den smalle sti, hvor en beskeden vogn blev trukket afsted af to heste, der kæmpede for at trække den igennem mudderet. Inden i vognen sad Olivia og kiggede ud på regnen, hendes tjenestepige sad foran hende, men de havde rejst så længe at de ikke længere havde noget at sige til hinanden. I stedet sad den rødhårede pige blot og kiggede ud på de mørke skyer, mens hun overvejede hvordan hendes liv mon ville blive.

I Levagny havde hun sagt farvel til sin familie, eller rettere, på gensyn, for de kom alle til hendes bryllup - men hun vidste at det egentlig var farvel. Hun ville ikke komme til at se dem lige så ofte i fremtiden og det var en bittersød afsked. Selvom hun var lykkelig over sin kommende fremtid med Édouard af Bois , gjorde det hende også bange og usikker. Hun anede vitterligt ikke hvad der ville komme til at ske, men hun ville gøre sit bedste for at gøre ham glad og for at gøre sine forældre stolte. Måske ville de endelig lægge mærke til hende.

Samtidig var der krig og det føltes mærkeligt at afholde et bryllup på dette tidspunkt, men det var for sent at lave om på og måske var det også netop det som folk hjemme havde brug for. Olivia forestillede sig at hun ville holde en fantastisk fest, hvor folk kunne have det sjovt og more sig, så de fik en pause for at bekymre sig om dem der var draget i krig.

---

Ganske vist havde mange fortalt hende om lenet og hun havde forestillet sig mange ting, men da vognen endelig stoppede, var det alligevel et stort chok for hende. Hun havde sjældent været rundt og besøge lenerne, fordi hendes familie ikke blev inviteret og ikke havde råd til at rejse. Nu stod hun her og tabte næsten kæben. Forsigtig begyndte hun at gå hen over den lange tynde bro, mens hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

Indenfor tog en tjener sig af deres kåber og tørklæder og gav dem et lille glas stærk brændevin at sunde sig på. Derefter blev hun ledt til sit værelse, hvor hun skulle gøres i stand inden hun mødte sine svigerforældre og sin kommende mand. Tjenestepigen havde fået strenge ordre på at følge hende hvor end hun gik, det var altafgørende at Olivia faktisk blev gift med Édouard nu og hendes mor stolede for lidt på mænd, til at lade hende tage afsted alene. Hun havde tilmed erklæret at hun ville komme en halv måneds tid inden brylluppet, fordi hun ville hjælpe til. I realiteten, ville hun bare sørge for at hendes datter ikke blev udnyttet.

---

Da aftenen gik på hæld, var Olivia endelig klar. Hun havde fået et bad, fået flettet sit hår og iklædt den nye kjole, som hendes mor havde fået syet til hende. Den var flottere end hvad de ellers havde råd til, i en rød farve, som passede til Bois’ våbenskjold. Tjenestepigerne bar et spejl ind for at hun kunne se sig selv. Forsigtigt, trak hun en lok af sit hår fri af den stramme fletning og strøg den bag øret.

“Middagen er serveret.” Lød det fra en tjener der bankede på døren. Olivia smilede en anelse og gik ud af værelset og fulgte efter tjeneren, med tjenestepigen lige i hælene.
Hun kunne ikke lade være med at betragte de smukke omgivelser, de flotte vinduer, udsmykningen på væggene og faklerne der lyste gangene op. Det fascinerede hende nok også mere, fordi hun skulle bo her. Hun havde altid følt at paladset i Levagny var en helt anden verden, men her var hun en del af den.

Det var svært at holde facaden, da hendes blik endelig faldt på Édouard. Hendes øjne lyste op og hun havde lyst til at løbe hen til ham og give ham et kram, men holdt sig tilbage som hun havde lært det på pigeskolen. Det var vigtigt ikke at være fjollet.
“Olivia af Tource.” Udmeldte tjeneren og Olivia nejede pænt og dybt, men vaklede bare en anelse da hun rettede sig op.
Forsigtig gik hun hen og smilede pænt til Baronen og Baronessen og hilste først på dem ved at neje en anelse, inden hun hilste på Édouard.
“Det er en ære at møde jer.” Sagde hun henvendt til hans forældre og så derefter på Édouard, ivrig efter at give udtryk for sine følelser, men holdt sig tilbage som et lille barn der snart skulle åbne en gave op. I stedet smilede hun blot svagt, selvom hendes røde kinder nok afslørede hendes nervøsitet.

[Édouard af Bois]

Der havde ikke været et roligt øjeblik siden Baronen havde publiceret sin søns forlovelse med den unge Olivia. Et umage par ville nogle mene. Det havde da heller ikke været nogen lettere opgave for Édouard at få faren overtalt til at give hans velsignelse til forlovelsen, men det var lykkes. I stedte kunne han nu se frem til at vise sin forlovede hvad der ville blive hendes fremtidige hjem.

Som altid var det umuligt at sætte en eksakt dato eller tid på en ankomstdag. Édouard havde efter bedste evne forsøgt at få mest for hånden inden Olivia’s ankomst, så de kunne bruge mest muligt tid i hinandens selskab. Ventetiden var intet mindre end forfærdelig. De konstante forstyrrelser i forbindelse med forberedelserne til først og fremmest til at modtage komtessen, men i særdeleshed også til det forstående bryllup, havde tvunget ham til at tage langt flere pusterum i sadlen end sædvanligt.
Denne dag var ingen undtagelse. Det var med stor beklagelse at hovmesteren måtte melde at lensarvingen var redet ud på jagt tidligt på morgen, da Olivia gjorde sin entré inden hun var blevet ledt til sit kammer i gæstefløjen.

Beskeden om hendes tilstedeværelse på borgen nåede Édouard, allerede for enden af broen. Det havde trukket i hver en celle for at søge direkte mod hendes kammer og en endnu større selvkontrol ikke at give efter. Hun havde brug for hvilen, og de begge to et varmt bad inden aftens middag.

___

Afventende i et tilstødende rum til spisesalen stod Édouard med ranket ved siden af sine forældre, i klædt Bois’ røde og grønne farver. Dørene gik op og ind i lokalet trådte Olivia, klædt som en ægte Bois-baronesse og mindst lige så køn som den sidste gang han havde lagt blikket på hende. Édouard tog en reaktiv dyb indånding over synet og mærkede mundvigene sitre for at glide over i et mere blødt smil end det formelle der trak i dem.
Skikken tro gengældte både Baronen, Baronessen og Édouard høfligt hilsen som konveniens bød dem at gøre.
”Jeg ser min søn har undladt vise detaljer om Dem.” Brummede Baronen stikkende, med en irettesættende rømmen til følge fra sin kone inden han ytrede flere fornærmelser ”Jeg kan se hvorfor vores søn er så betaget af Dem, Nådigfrøken Tource.” Forsøgte den ældre kvinde at glatte ud og sendte Olivia et imødekommende smil, med en underlæggende beklagelse for sin mands bemærkning.
”Nicodéme, vil du følge vores gæst til hendes plads?” Baronessens blik rettede sig mod hendes søn. ”Naturligvis, maman.” Svarede han og strakte indbydende en hånd frem mod Olivia i stedet for den traditionelle budte arm. Det kriblede for meget i fingrene efter at mærke hendes hud mod hans.
”Vil De gøre mig den ære?”

[Olivia af Bois]

Selvom det også var svært for Olivia at vente, var det nok bedst, for hun følte sig svedig og træt efter rejsen. Efter forlovelsen var hun begyndt at tænke meget over at hun gerne ville se præsentabel ud og hun var derfor meget tilfreds med, at få et øjeblik inden hun mødte både ham og hans familie.

Da døren gik op og hendes blik faldt på ham, slog hendes hjerte lidt hurtigere. Hun kunne stadig ikke tro at dette skulle ske for hende, at han rent faktisk stod der og ventede på hende. Hun fik helt røde kinder af at se på ham og den måde han kiggede på hende på. Han var en del ældre end hende, men stadig tiltrækkende og nu var hun ikke en byrde for sin familie længere. Hun følte sig allerede en del gladere, håbede at hun kunne leve op til deres forventninger.

Efter de formelle hilsner til Baronen og Baronessen, blev hun et øjeblik stående for at være sikker på at de kunne få sagt det de ønskede. Baronens kommentar fik hendes kinder til at blive ildrøde og hendes blik flakkede flygtigt hen mod hendes forlovede, nervøs over om hun havde gjort noget forkert. Da hans mor derefter gav hende et kompliment, nejede Olivia en anelse, en hurtig gestus, men sagde ikke noget, for hun forsøgte at virke bly og ærbar ligesom pigeskolen havde lært hende det.

Olivia løftede øjenbrynene en anelse over tiltalenavnet og så igen på, åbenbart, Nicodéme. Et stort smil viste sig på hendes læber, da han bød hende sin hånd og hun lagde forsigtig sin ovenpå hans.

"Selvfølgelig, Nådigherre - eller skulle jeg sige Nicodéme? Sikke et pænt mellemnavn." Hun gik ud fra at det måtte være hans mellemnavn, sådan et navn som kun familien kendte. Nu kendte hun det også og det fik en kriblen til at glide ned ad hendes rygrad.

Derefter gik de sammen mod spisesalen og Olivia kunne ikke lade være med at ranke sig lidt, mens hun gik. Hun havde næsten helt glemt den pige der altid knækkede nakken så folk ikke så hende i øjnene. Nicodéme fik hende til at føle sig smuk, som om hun havde værdi. Middagen gik glimrende, Olivia sagde ikke meget andet end hvis hans forældre ville vide noget om hende, nogle gange spurgte hun indtil lenets historie, landområderne om det og forholdet med de omliggende lener.
Da middagen var overstået, følte hun at hendes hoved var fuld af nye informationer, men hun håbede stadig at Édouard ville bruge lidt tid sammen med hende, selvom han sikkert havde meget at se til.

"Mange tak for mad, det var en fabelagtig fasan." Bemærkede hun og smilede til baronen og baronessen, som allerede var i færd med at gøre mine til at rejse sig. Derefter skævede hun mod Nicodéme, smilede en anelse og rakte ud og tog hans hånd under bordet. Hun gav den et forsigtig klem, inden hun trak den til sig igen.

[Édouard af Bois]

Det var år siden Édouard var blevet tiltalt med sit mellemnavn af andre end baronessen eller hans søstre, men at høre det frommet af Olivia’s fine stemme fik det til at lyde som om hun aldrig havde kaldt ham andet. De blå øjne spillede muntert og varmt ”Jeg kan ikke se nogen grund til De ikke måtte, De er trods alt mit hjertes udkårende.” Den formelle tiltale med vilje holdt så længe de var i forældrenes nærvær.

Med skridt tilpassede hendes, førte han hende med sig ind i den store spisesal. Bois var på ingen måder et fattigt len hvilket tydeligt viste sig i bordopdækningen, der efter skarpe instrukser af baronessen selv, var en mindre festmiddag værdig.
”Bare hver dig selv.” Hviskede Édouard opmuntrende ud for hendes øre, da han galant trak stolen for Olivia og derefter skubbede den ind til bordet. Han tog pladsen ved siden af.
Middagen forløb, næsten, uden større kontroverser. En enkelt perfid bemærkning fra baronen om hvilken øjenfarve de kunne forvente kommende arvinger ville få, der hurtigt blev slået ned af et skarpt ”Euvrouin.” fra baronessen og et mindst ligeså stikkende blik fra Édouard, var hvad det var blevet til imellem de mere fredsommelige samtaler om lenet. Olivia svarede godt for sig, virkede tilpas nysgerrig og lyttende, og fik Édouard til at se på hende med slet skjult stolthed. 

Ladt alene tilbage, søgte hans hånd hendes igen. "Jeg tror," Smilende løftede han deres hænder til sine læber og placerede et kys mod hendes håndryg "At du har charmet baronessen lige så meget som du har charmet mig." Baronen krævede stadig lidt mere overbevisning før han var helt solgt på sin kommende svigerdatter.

[Olivia af Bois]

Det var hyggeligere end hun havde troet og Nicodémes forældre var meget venligere end hun havde håbet på. Inderst inde havde hun været bange for, at han ville have haft forældre som ville se ned på hende på grund af hendes familie, hvis de gjorde så skjulte de det godt.

Da han tog hendes hånd og kyssede den, smilede hun varmt og så ham i øjnene. Hun håbede på at han talte sandt, men hun kendte ikke hans forældre så godt som han gjorde.
"Det håber jeg." Sagde hun med et lettere usikkert smil, Olivia troede i virkeligheden ikke på at hun var god nok, så at hans forældre var tilfredse med hende, virkede usandsynligt.

Derefter blev det tid til at rejse sig og efter et lille glas vin i det tilstødende rum, var det begyndt at blive tid til at gå i seng. Olivia havde i hvert fald svært ved at holde sig vågen, efter sådan en lang dag.
"Jeg er vist helt udmattet efter turen, men det har været en fantastisk aften, mange tak." Sagde hun og nejede langsomt, hvorefter hun vendte sig mod Nicodémus.
"Vil du følge mig til mit kammer?" Spurgte hun, hendes kammerpige og tjener ville selvfølgelig være lige i hælene på dem så de ville ikke være helt alene, men hun havde ikke helt lyst til at sige godnat til ham endnu.

[Édouard af Bois]

Det havde været med fuldt overlæg at Édouard kun pointerede sin mors begejstring over sin kommende svigerdatter, for selvom baronen havde været ganske lemfældig, hvis man så bort fra bemærkningen om de to farvede øjne, så gik det ikke hans søns næse forbi at faren stadig havde sine forbehold. Édouard selv var derimod mer end tilfreds med Olivia’s håndtering af situationen hun var blevet sat i. Hun ville ikke komme sovende til sin fremtidige titel som baronesse, men han var kun blevet af større over om hun nok skulle vise sig opgaven voksen.

Snakken over aftens servering af lenets producerede calvados foregik mere løssluppent. Mens Édourard vende årets trøffelhøst og den traditionelle efterårsjagt med Baronen, så havde Baronessen med interesse spurgt ind til Olivia’s rejse og inviteret hende på en spadseretur gennem borghaven den følgende dag. Baron parret var de første til at trække sig tilbage og snart efter fulgte de forlovede deres eksempel.
Med tjenestefolkene bag sig fulgte Édouard Olivia mod sovekammeret.

”Jeg håber ikke aften har været for overvældende for dig?” Spurgte han med en let bekymring, som døren kom i sigte længere fremme.