Den største skamplet

[Florine Laure Købmand]

13 februar 843, omkring klokken 20-21
I gaderne i Markedskvarteret
Tiegnet: Talon Våbensmed

En fælde. Det var hvad Florine havde måtte erfare at hun var gået i, og den værste af sin slags. Skammen havde allerede klæbet til hende fra første gang, men gentagelsen var sit eget forfærdelige mareridt. Hvis nogen skulle tro at det var lettere anden gang, tog de grueligt fejl.
Hun gik alene, og havde ingen rigtigt fornemmelse for tid og sted. Hun havde bare vidst, at hun måtte væk fra de giftige smaragdgrønne øjne og ulvesmilet. Først havde hun løbet. Nu gik hun bare som var hun indhyllet i en tåge. 
Hvis hun kunne ville hun skrubbe sig til huden var ildrød og med kogende vand. Men hun vidste allerede at følelsen ikke kunne vaskes af, og at den kvalmende skam ville gøre hende ude af stand til at fortælle nogen det. 
Hun følte sig skyldig, som hun gik der. Skyldig og ufatteligt dumt. Tusinde tanker og ingen tanker snurrede rundt til hun blev svimmel og måtte sætte sig ned på en trappesten og her var det som om hun for alvor mærkede, at hun rystede. Og det var ikke fordi det var koldt. 

[Talon Våbensmed]

Det var efterhånden timer siden at vinter mørket havde slugt hjertebyen, der for en stund fik tiltrængt lys og varme fra de omkring stående bålfade. Talon havde været halvvejs hjemme fra sidste patruljering af universitetsområde, idet han nært var væltet over et sæt lange ben stikkende ud af skyggerne, og havde måttet tage en større omvej for at hjælpe den stærkt berusede billedskærer hjem.

Med højt beklagende mave forsøgte Talon, for anden gang den aften, at nå det beskedne byhus, da en skikkelse siddende på et trappetrin fangede hans opmærksomhed. En kvinde eller en mindre mand at dømme ud fra størrelsen. ”Undsk-” Begyndte han indledningsvis og trådte med stoisk ro nærmere, indtil det blev klart hvem han var i færd med at nærme sig.
”Florine?” Udbrød han små forundret over at finde hende her, på dette tidspunkt, alene. De våde kinder og skælvende skuldre var, selv i det tætteste mørke, tydelige desto tættere han kom. ”Hey, hvor brænder det?” Spurgte han straks efter at være sunket på hug foran hende. Bekymringen tydelig at spore i det skæggede ansigt.

[Florine Laure Købmand]

Florine havde på sin egen måde troet at hun var ligeså usynlig for verden, som den var for hende, fordi alting føltes fuldstændigt tåget og samtidigt så forfærdeligt klart. Først registrerede hun ikke, at der var én, der havde spottet hende. Og da slet ikke, at det var Talon, før hans stemme lød og instinktivt rystede hun på hovedet. Nej, nej, nej... Ikke Talon... Det var næsten ligeså frygteligt, som hvis det havde været en af brødrene. 

Der sad han på hug, og hun hulkede og tørrede forgæves sine kinder febrilsk, men lige lidt hjalp det. Han havde allerede set, at hun græd. At hun rystede. Men hun kunne ikke sige noget. Ordene sad fast i halsen. "Det... Det brænder ikke, a-alt er... Det er..." forsøgte hun forgæves at overbevise. Stemmen helt slidt op af protester og gråd. Hun rystede på hovedet. Ordene slap op. Og så kom kvalmen snigende og skammen med. Som en kvælende fornemmelse og hun hev efter vejret. 

[Talon Våbensmed]

Det var sent og mørket havde allerede godt tag i hovedstaden og Talon vidste af erfaring fra sin job som drabant, at det begrænsede grundende til at en ung pige som Florine endte grådkvalt på et trappetrin.
”Alt er ikke fint.” Afsluttede han for hende, da ordene svigtede. Ikke at det havde gjort nogen større forskel, selv ikke den bedst leveret løgn ville kunne have overbevist Talon om at hele hendes verden ikke var ved at brænde op og kvæle hende i processen.
”Jeg er lige her.” Han strakte en hånd frem mod hende, uden at røre "Lad mig gribe dig, Florine." De dybe panderynker løsnede en smule, skønt de bange anelser forsat nagede bag ved.

[Florine Laure Købmand]

Selvfølgelig troede han ikke et sekund på hendes forsøg på en formildelse af omstændighederne. Hendes forgævede forsikringer om, at hun havde det fint. At alt var fint. Hvis bare det dog var.
Skammen var ved at tage livet af hende, men sorgen blandede sig med den, da hun mærkede, hvordan kroppen instinktivt trak sig fra hans håndsrækning. Som var alle mænd utilregnelige og alle deres hænder ubehagelige. 
Hun skævede til ham. Fortvivlet. 

"Je-jeg... Jeg kan ikke, vil du ikke være sød ikke at røre mig," hviskede hun og slog blikket ned af skam, for det i sig selv afslørede noget, hun ikke havde lyst til at afsløre om sig selv og det der var sket. Og da hun tænkte på det på ny, blev kvalme til at hendes mave vred sig og hun troede alvorligt, at hun skulle kaste op nu.
"Jeg er så fry-frygteligt dum."

[Talon Våbensmed]

”Okay.” Svarede han overbærende, dog forstående, og lod hånden falde.

”Ey,” Det var ikke første gang Talon havde siddet overfor ødelagte sjæle, men aldrig havde det med nogen han nærede et dybere bekendtskab til. Alligevel mærkede Talon langsomt hvordan den professionalisme han opbygget over de sidste mange år begyndte at slippe. Tålmodigheden havde derimod aldrig været større.
”Du er mange ting, Flo, men jeg kan garantere dig for at dum ikke er en af dem.” Pointerede han blidt, men fast "Hvad end der er sket dig, så er det ikke din skyld."

[Florine Laure Købmand]

Hun ville så gerne holdes om, så frygteligt gerne bare forsvinde ind i Talons trygge favn, som var familiær og rar og ... hun kunne bare ikke. Hendes krop ønskede ikke at blive rørt af nogen eller noget som helst lige nu, og det var en frygtelig følelse.

Hans ord bar på den mængde af omsorg, som hun havde brug for i stokkemål, og hun snøftede ind, men uden at føle nogen former for forløsninger. Det kunne han ikke vide. Han kunne ikke vide hvor dum hun havde været, og hvordan det også lidt var hende egen skyld.
"De-det ved du ikke," peb hun grådkvalt. "Du-du... ved ikke, det var også..." 
Skælvende bøjede Florine sig forover og græd så frygteligt ned i sine hænder, så hun slet ingenting kunne se. Hun ønskede at gå i ét med asfalten.
"Jeg skulle have været hjemme for længe siden."

[Talon Våbensmed]

Hun havde ønsket en afstand som han respekterede, hvor meget det så end flossede hans eget hjerte, alt mens vreden boblede lige under overfladen over den uretfærdighed hun så tydeligt var blevet udsat for. Florine var ikke bare som en yngre søster eller en niece, hun var nærmere som en datter Talon havde set vokse fra lille spire til yndig blomst.

“Vi finder på noget. En grund som hverken vækker mistanke eller åbner for spørgsmål.” Han løsnede fibulaen der holdt drabant kappen om de brede skuldre, hvorefter han holdte den frem mod hende “Den dufter nok noget af dufter af mand og det beklager jeg dybt for, men det er det bedste jeg har at tilbyde lige nu.” Han stod bedre imod kulden lige nu end hende.

[Florine Laure Købmand]

På én gang havde hun brug for afstand, men også omsorg. Hun havde brug for aldrig at blive lagt hånd på igen og samtidig brug for det varmeste kram hun nogensinde kunne få.
Talon varmede hende med sin omsorg. På afstand. Han forsikrede om, at de ville finde på en forklaring, som ikke åbnede for spørgsmål og havde hun ikke elsket ham før, gjorde hun det i den grad nu. "T-Tak. Tak for at du vil hjælpe mig. De vil tro mere på det, hvis du kan bekræfte en historie," lød det hæst.

Hun så op, da han tog sin drabtantkappe af for at række hende den. Hun tøvede kort. Havde dårlig samvittighed over at tage imod den, for så manglede han den jo, men lod sig så omsvøbe af den noget store kappe. Den duftede ganske vist af mand, og det burde måske frastøde hende, hvis det ikke var fordi denne præcise duft var associeret mere med Talon specifikt end noget andet. Det føltes på en måde som at få det kram fra ham, som hun i det skjulte behøvede mere end hun var klar over. 
"Den dufter af dig. Det er rart," mumlede hun taknemligt og knugede lidt om den. Det fjernede ikke hendes skam eller trang til at blive usynlig og synke i jorden, men det svøbte hende i noget hun associerede med kærlighed mere end væmmelse.
"Nogengange ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, Talon." 

[Talon Våbensmed]

Det krævede alt i Talon ikke at ryste på hovedet af hendes takken, som var hjælpen alt andet end den største selvfølge. Løfterne var trods alt langt lettere at afgive end at holde, selv med de bedste intentioner i sigte. Den rette løgn var dog derude, men lige nu var første prioritering at få hende sikkert hjem i en tilstand, der ikke indbød alt for mange spørgsmål.

Latteren var kort og ru, men ikke mindre varm af den årsag “Åh, du skulle nu nok finde ud af det.” Lød det opløftende. “Du har trods alt hovedet skruet bedre på end de fleste unge piger i din alder.” Pointerede han ærligt.

Påpasselig med ikke at sætte sig alt for tæt, tog Talon plads på trinet ved siden af hende. “Har du en veninde som dine forældre ikke vil stille spørgsmål ved at du overnattede hos?” Spurgte han, selvom venskabet til ene niece var det oplagte valg som dække, men det var bedst ikke at være forudindtaget.