En krage blandt ravne

[Alaric Ombre Noir]

Markedspladsen
Galienne af Saulet

Det havde været svært at holde sig ren og pæn i flere dage efter, at Alaric havde fået sit bad hos Ancret, men han havde gjort sit bedste, og han ville da også mene, at han stadig var præsentabel nok til at møde op på markedspladsen for at finde et sted at spille - og håbe, at han ikke blev jaget for meget væk. For det første fordi han ingen form for tilladelser havde til at være her, eller vidste om det var noget, han burde have. For det andet fordi ingen umiddelbart kendte ham, og folk var altid så skeptiske overfor fremmede. For det tredje kom der så mange borgerlige her, at han allerede følte sig som en tyv alene for at være her. En følelse der var svær at ryste af sig, og han håbede blot, at ingen her ville tænke over, at han nok nærmere var krage end ravn.

En dyb indånding som han lagde buen mod viellen og begyndte at spille. En melodi, der virkede glædelig og måske ikke var direkte dansende, men den lænede sig derop ad, indtil der lod til at være nogen, der faktisk lyttede med. De første var børn. Det var det næsten altid, var Alarics oplevelse. De lod sig fange, særligt som han satte historierne på. En dynamik mellem viellens musik og understregning af stemningerne i fortællingen, som han forsøgte at holde de lyttende med vers, hvor viellen holdt forstærkende pauser.

Historien om en prinsesse, der holdt en kæmpe fest med artister fra hele verden. Og en trold så grim, der dukkede op. "Prinsessen, så yndig og fin, bad ham danse til festen sin" og danse det gjorde trolden, og Alaric lod musikken understrege det med et par lette trin selv imens. "Prinsessen hun lo og lo, og trolden blev varm om hjertet kan du tro. Han dansede til fødderne gav op, og prinsessen forsvandt da i sit tårn højt op". Et eventyr havde de fleste nok gættet nu. "Fra prinsessen yndige øje løb en tårer ned, og trolden tænkte 'Med mig skal hun aldrig mere være ked'. Han ville prinsessen finde, og han ville gifte sig med hende".

Fortællingen var en, hans mor havde fortalt ham som barn. I lang tid havde han egentlig glemt den, men efter badet med Ancret følte han sig snart som den her trold i fortællingen. Selvom han da ikke havde planer om at gifte sig med Ancret. Han havde selvindsigt nok til at vide, at han var en trold i prinsessens øjne. "Trolden ledte og ledte, men så var det at det skete. Han så noget grimt og grumt i et af paladsets smukkeste rum. Et monster med øjne skæve og fødder store, et monster med behårede hænder sorte. Da blev trolden kold og klam, som han så, at monstret det var ham. I spejlet så han sig selv, og han bad Guderne slå ham ihjel - for ingen kunne elske sådan en sjæl. I det samme kom prinsessen ind med smil fra kind til kind. 'Der var du, min ven, dans for mig igen'. Men trolden på gulvet lå med hjertet knust, og prinsessen befalede: 'Fra nu skal alle være hjerteløs'."

[Galienne af Saulet]

Galienne trængte om noget til at komme væk fra Flavias skuffelse og sin egen fiasko i at fange en ung herres hjerte.
Hun var ikke opmærksom på boderne omkring sig og det var det samme. For med tabet af hertugindens gunst var også røget hendes adgang til penge og andre goder, som hendes egen familie ikke havde adgang til.
Galienne var 100% i sit eget hoved for at finde en løsning på den gotiske knude som hendes omstændigheder var blevet til.

Fraværende i tanker stoppede hun ved en simpel sang omkring en prinsesse og en trold. Sympatisk, men trist. Hvor hun kunne relatere til det. Normalt ville hun have givet skjalden en mønt eller to, men ironisk nok var hun mindst lige så fattig som ham, skønt ingen kunne se det

[Alaric Ombre Noir]

Som eventyret nåede sin ende, begyndte børnene at flakke videre. Af unge og voksne var få stoppet op, men en ganske yndig sjæl stod der og havde virket både fjern og opslugt af rimmene på en og samme tid. Alaric kunne af gode grunde ikke vide, hvad der lå bag det blik, han følte, der havde hvilet på ham fra den unge kvinde. Han lod sit blik møde hendes, som han slog blide toner an med fingrene på viellen, mens han lod buen falde. "Blid og mild som sommerbrisen er de øjne, der møder mig. Hvid og fin som nyfalden sne er den hud, der omfavner deres sjæl. En mønt for Deres tanker, Nådige frøken" bad han og lod viellen falde til buen, før han samlede den lille krukke op med mønter, som han bød hende. Tog hun en, forventede han, at hun ville lette lidt af sit hjerte til ham. Alaric tvivlede trods alt på, at det blot var hans gode udseende og hans mors godnathistorier, der havde fået hende til at stoppe sådan op og lytte.

[Galienne af Saulet]

Galienne blev opmærksom på at deres øjne mødtes og slog rådvild blikket ned. Det havde ikke været meningen at han skulle lægge mærke til hende. Hun stirrede på jorden foran sig, da han igen begyndte og hun løftede blikket på ny.
I et indbildsk øjeblik troede hun at han sang om hende. Det ville være romantisk hvid en ædel herre ville synge til hende i slottets haver. At nyde selskab uden frygten for at fejle.

Forsigtigt, som troede hun at han gjorde grin med hende, tog hun forsigtigt en mønt med fingerspidserne.
"Hvad for Dem til at tro mine tanker er det værd?" spurgte hun forsigtigt.
"Jeg burde lægge en mønt i skålen, i stedet for at fjerne en." Hvis han spurgte hende om en mønt, var hun på skideren. Men at lade som om at hun var uden bekymringer, var blevet en rustning for hende.