En aftale mellem ægtefæller

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste hvor aftenen skulle slutte henne, så til brylluppet mellem Tardigy og Bonville havde hun sørget for at drikke sig lidt mod til. Hun havde haft en enkelt, høflig samtale med Elasabenne af Falanie, men hun kunne knapt fokusere, for hun vidste hvad hun havde aftalt med Lancelin af Suilleaux.

Da de steg ind i den samme vogn efter festen, var hendes mellemgulv et virvar af fornemmelser. Der var tung luft inde i vognen og hun fandt ned at sidde lige overfor den intimiderende Johanot af Vigny. Da de alle var indenfor, satte vognen i gang og Helene sank. Det larmede på brostenene og var ikke lavet til samtale, men hun fangede Lancelins blik og følte sig lidt varm.

[Lancelin af Suilleaux]

Festen havde budt på ualmindelig masser af vin. Godt fyldt op på den røde væskes sødme, formidabel mad og aftenens underholdning, var den lille gruppe blevet enige om at fortsætte i Vignys byhus. De vidste alle hvilken aftale der lå og ulmede, som skulle indfries. En hemmelighed kun de fire imellem.

Som Helene fangede Lancelins blik, sigende og forsikrende om, at alt var okay, var der også en tydelig hentydning til firmandgruppens hemmelighed i deres tavshed. Han kunne ikke komme udenom tankerne, der dannede sig for ham; hvordan han ville se Helene om ikke så længe, vridende i lyst og med røde kinder. Et ganske smukt syn.

Som de nåede byhuset og vognen stoppede foran, åbnede kusken karetens dør. Lancelin tog imod Helenes hånd og støttede hendes vej ud af vognen. Deres blikke mødtes endnu engang og et vagt træk i mundvigen dannede sig på lensgreven, "Sænk dine skuldre. Slap af.." hviskede han lavmælt til hende, "- Jeg er sammen med dig."

Så gik de alle indenfor.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne var mest af alt nysgerrig. Det var ikke fordi hun brændte af indestængt begær efter den unge Grevinde, men hun var køn og prinsessens interesse var absolut vakt. Naturligvis ville det ikke blive sjovt, hvis den unge adelsfrue viste sig kun at gøre det for at føje sin mands ønsker, men så meget måtte tiden vise. For nu lod Elasabenne blikket glide over Helene i vognen og hun smilede diskret, mens hånden lagde sig mod Johanots lår.

Hun tog snart imod selvsammes hånd til at komme ud og hun så ganske regal ud, som de førte an. Snart efter var de alle inde, overtøjet efterladt hos tjenestepersonalet og havde fået skænket vin. Det var ikke unaturligt, at de blev ført til værtsparrets sovegemakker, for det var ikke uhørt at modtage gæster her, men i dette tilfælde var der naturligvis også en bagtanke. Der blev serveret vin og i den dæmpede belysning, var det en ganske intim affære. Elasabenne selv trådte hen til Helene og tog blidt hendes hånd, et krus i den anden.

"Det glæder os, at De tog imod vores invitation, Grevinde Suilleaux," konstaterede hun og vidste, at det var et tilfælde, hvor hun kunne tillade sig at tale på sin mands vegne. Tommelfingeren gled ganske diskret over Helenes håndryg og hun smilede, som blikket hvilede i grevindens.

[Helene af Suilleaux]

Helene var nervøs, men hun var også en villig deltager. Hun smilede svagt op til Lancelin og nikkede lidt, før hendes hånd gled ud af hans igen. Hun tog en dyb indånding og trådte indenfor i huset.

Snart efter stod hun på et soveværelse med en behagelig varme fra en knitrende ild og med et krus med vin i den ene hånd. Hun havde allerede taget et par tårer for mod og det var heldigt, for nu stoppede prinsessen foran hende og Helene overgav sin hånd i hendes varetægt.

Hun sank en klump, fugtede læberne og tvang sig selv til at se ind i øjnene på den ældre, mere erfarne og mere værdige kvinde. Det var lidt skræmmende, men hun nikkede en smule åndeløst. "Vi er meget glade og smigrede over invitationen, Deres Kongelige Højhed," fik hun frem. "Jeg især." Hun fugtede læberne igen og mærkede varmen stige op i kinderne.

[Lancelin af Suilleaux]

Sammen med Johanot havde Lancelin ligeledes fået sig et glas rødvin, og sammen stået en smule væk for at udveksle et par ord. Engang imellem, ganske flygtigt, kunne Lancelin ikke dy sig fra at se efter sin unge hustru, der blev taget godt imod af Elasabenne. Og mens at de to kvinder snakkede, velvidende om hvad der ventede forude, rettede Lancelin herefter sin opmærksomhed tilbage mod Johanot i deres samtale, mens de gik hen til et par stole og satte sig ned.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne var tilfreds med, at den unge grevinde mødte hendes blik, selvom hun virkede nervøs. Af samme grund smilede hun, næsten mildt og hun slap en blød lyd af tilfredshed. Hun slap da heller ikke grevindens hånd med det samme, men strøg endnu engang tommelfingeren over den i et blidt kærtegn.

"Godt," svarede hun dæmpet, men absolut sandfærdigt. Det var alt sammen meget sjovere, hvis Helene var en villig deltager. Andet tiltalte hende ikke så meget. I hvert fald ikke under disse omstændigheder. Det andet havde sin tid, sit sted. Ikke her. "De behøver heller ikke være nervøs for mig," tilføjede hun og kneb øjnene lidt konspiratorisk sammen, som hun lænede sig en anelse frem mod Helene. Et blødt smil krusede læberne, men blikket glimtede.

"Jeg lover Dem, at jeg ikke bider. Specielt meget."

[Helene af Suilleaux]

Helene strøg selv forsøgende sin tommel over den anden kvindes håndryg, imens hårene rejste sig i nakken på hende. Hun sank en klump og trak på smilebåndet, men var også virkelig ret nervøs. Med Galienne og Flavia havde hun været uvidende, høj på opium, knapt forstået hvad der foregik. Bevares, hun var lidt beruset nu, men hun vidste præcis hvad der skulle ske og var gået villig ind til det.

"Åh, det," udåndede hun med næsten latter i stemmen. "Jeg er bange for, at jeg nok ikke kan lade være med at være nervøs, men det betyder ikke, at jeg ikke vil, Deres Kongelige Højhed."

[Elasabenne af Falanie]

Det var en lille ting, det kærtegn, men det var en god start. Elasabenne havde fået kruset med vin, men havde ikke drukket af det og knapt andet den resterende aften heller. Hun behøvede ikke at drikke for at hengive sig og endte da også med at stille kruset fra sig nu.

"De kan nøjes med Elasabenne i aften," svarede hun dæmpet, selvom hun ærligt altid nød at høre sin titel sagt højt. Det gjorde ting for hende. Det var da også årsagen til de to sidste år. Den nu frie hånd løftede sig og med fingerspidserne strøg hun et par enkelte hår tilbage fra Helenes pande. Hendes mundvige sitrede lidt over ordenes tvetydighed.

[Helene af Suilleaux]

Ud af øjenkrogen havde Helene set at de to mænd satte sig ned. Deres rolle i aften var som tilskuere. Det var aftalen. Hun skulle blot hellige sig prinsessen. Det var ikke svært. Den ældre kvinde var virkelig smuk og måden hun strøg fingrene over Helenes hud gav hende kuldegysninger. Hun satte selv sig bæger med vin fra sig med let rystende fingre.

"Elasabenne," gentog hun dæmpet og med ærefrygt. "Så må De kalde mig Helene," forsikrede hun, uden at tilføje at det kun var denne aften. Prinsessen kunne som sådan kalde hende lige hvad hun ville. Hun sank en klump. "Jeg... Jeg håber De vil vise vejen. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med mig selv."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne smilede tilfreds over Helenes ord og slap en dæmpet, blød lyd. "Lad det ikke bekymre Dem," svarede hun, som fingerspidserne fortsatte ned over Grevindens kind i et blidt kærtegn. Hun trådte en anelse tættere på, velvidende at mændene så på. Det gjorde kun gode ting for hende.

"Jeg skal med glæde vise Dem vejen, Helene," lød det helt dæmpet og et glimt af hvide tænder var synlige, før hun lænede sig frem og strøg et blidt kys mod grevindens rosenrøde kind.

[Helene af Suilleaux]

Helene var også akut opmærksom på mændenes opmærksomhed. Hun vidste at det tilfredsstillede Lancelin at se hende tæt på den anden kvinde og at han så frem til at se mere, men hun tænkte også på at en anden mand ville se hende. Nøgen. Sårbar.

Hun blinkede og fokuserede på prinsessen. Hun var blid i sine bevægelser og det rørte Helene, som lagde en tøvende hånd imod hendes kind og forsøgte et blidt kærtegn. Så, helt langsomt og stille, lænede hun sig ind efter et kys.

-

Ved siden af Lancelin af Suilleaux sad Johanot med et bæger med vin og tog en tår, imens han så de to kvinder i stille samtale. Han fugtede læberne. "Jeg kan forstå på det hele, at det er anden gang Deres hustru deler seng med en kvinde," konstaterede han dæmpet. "Hertuginden er god til at vælge dem, men det er nu en upassende levevis. Jeg håber ikke de påtænker selv at ophøre med at spille en rolle, som hertugen?"

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne var ikke så bekymret for, at Greven af Suilleaux ville se hende, omend hun i langt højere grad var interesseret i Johanots opmærksomhed. Selvom han ikke var aktivt deltagende, var han absolut en del af det for hende og hun var bevidst om den dæmpede lyd af stemmer, selvom hun ikke så på mændene. Hovedparten af opmærksomheden var dog på Helene og hun smilede, som den unge nådigfrue selv lænede sig ind.

Dét vakte for alvor hendes interesse og hun tog imod de bløde læber, mens fingrene strøg over Grevindens hals og lagde sig mod den. Hun dvælede i det, ganske blid og med tålmodige bevægelser, som hun på et tidspunkt strøg hånden langs den anden kvindes side og om til ryggen, hvor snører skjulte sig.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde konkluderet, at hun lige så godt kunne læne sig ind og tage hul på det. Hun vidste trods alt hvordan man kyssede, for lige den del var ikke anderledes end den var med drenge eller mænd.

Elasabennes læber var bløde og kysset var nemt at blive opslugt i. Hun fik en lille kuldegysning over at kunne høre de dæmpede mandestemmer og af at vide at Lancelin så på hende, imens hun hengav sig.

Hun tog en hørlig indånding, da hun mærkede fingre ved sine snører i ryggen, men så fordybede hun sig blot mere intenst i kysset med den ældre kvinde.

[Lancelin af Suilleaux]

Bægeret tippede Lancelin netop mod sine smalle læber, alt imens at han lyttede sagte og overvejende til Johanots eftertænksomme konstatering. Lancelin førte bægeret stille ned efter at have taget en slurk af den søde vin, og med blikket på sin hustru lænede han sig en anelse nonchalant tilbage i stolen. Betaget af den skønhed, der var over de to kvinders interesse i hinanden.

"Jeg er langt fra færdig med hende," svarede lensgreven ærligt og kort for hovedet, "Dette er simpelthen kun for at give hende oplevelsen," Lancelin skimtede tilbage mod Johanot med et vagt træk i mundvigen.

"Desuden," fortsatte han og satte sig bedre til rette, "Så er jeg sikker på, at hun gennem dette kan lære en del."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne kastede et enkelt blik på sin mand, mens hun kyssede Helene, men kun ganske kort, før hun havde ladet øjnene falde i igen. Hun tog sig tiden til at gøre sig bekendt med Grevindens kys, alt imens at fingre løsnede snører.

Til sidst trak hun sig væk og lod blidt hænderne glide over Helenes skuldre, hvorfra de skubbede overkjolen ned. Stod det til hende, var hun fortsat direkte til underkjolen, men utvivlsomt ville den anden være mere komfortabel, hvis de fulgtes ad.