Sprit, kaos og kommende tømmermænd

[Lancelin af Suilleaux]

Der lød en klirren fra de tomme rødvinsflasker, de to adelsherrer af Suilleaux og Sangy havde formået at tømme på bare et par enkelte timer denne aften, da lensgreven af Suilleaux placerede sin halvtomme rødvinsflaske hårdt på træbordet, dog selvfølgelig uden at fjerne sit tag om dens hals. Det slørrede blik var fast fokuseret på Theuderic af Sangy der befandt sig på den modsatte side af bordet med sin egen halvtomme flaske af dyre dråber fra Monteres. Alt imens knitrede det varmt fra pejsen i stuen af hotelværelset, de havde lejet til  aftenens formål. Værelset var allerede præget af deres hensynsløse og hovedløse druk, for rundt omkring befandt sig tomme flasker, møbler stod skævt og et billede hang gennemspiddet af pyntesværd efter at have været fungeret som et kreativt dartspil. 

Det var måske mere en tilbøjelighed end et tilfælde, at de to adelsherrer gerne brugte en aften eller to på at drikke sig plørede sammen for hyggen og venskabets skyld, godt gemt bag den interne sarkastiske og humoristiske begrundelse til andre om, at deres møde var for politisk og strategiske grunde. Og i traditionens tro kunne det ikke passe bedre end når de begge befandt sig i Levagny. Nu stod de så her, begge lænende op ad bordet i pejsestuen, en anelse svajende og godt bedugget af alkoholen i blodet, alt imens at de med smørrede smil forsøgte at holde fokus på hinanden.

"-- Theud!" Lancelin pegede svajende og bestemt på Theud med sin flaske i hånden og et slørret blik, "På tre tømmer vi! Vi bunder det rævepis til Monteres, hører du!" 

[Theuderic af Sangy]

Theuderic så op fra den klistrede bordplade, hvor halvt indtørrede spildte vindråber nu herskede og sikkert ville afgive en gæret lugt dagen derpå. Øjenlågene var tunge og let sammenknebne for at stille skarpt på kammeraten, der ellers ville have været to af. "Skål på det!" udbrød han drukkent, med et bredt grin på læben, som han rettede sig lidt op. Lettere dinglende. "En!" Begyndte han at tælle, som han atter fattede om flaskens hals og tog den til sig, imens dets indhold skvulpede rundt inden i. Han frigjorde sig fra det støttende bord og lagde læberne til vinen, imens Lancelin hidkaldte totallet.. og uden behovet for at udbryde det sidste tal, begyndte stafetten for dem begge, som vidste de på samme tid at sekundet efter tallet to, var startskuddet til aflivningen af gud-ved-hvilket-nummer flaske vin.

Som Theuderic vippede hovedet bagover og ihærdigt slugte den røde væske, svigtede den manglende balance og langsomt begyndte han at gå baglæns, indtil benene ikke kunne følge med mere og faldet var uundgåeligt. I ren refleks greb han ud efter hvad der end var nær og som muligt kunne redde ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var et kønt syn; den anden mere svajende end den anden. Lancelin selv havde formået at holde balancen ved at støtte sig til bordet, alt imens at han tømte sin flaske. Den røde væske kradsede i halsen. Varmede kroppen og gjorde tankerne mere fritaget. Fokuseret på sit eget pis havde han derfor heller ikke opdaget Theuds mistende balance, og selv da hans kammerats fald lød, så tog Lancelin sig de sidste par sekunder det krævede, at færdiggøre flasken til fulde.

Så lagde han flasken fra sig på bordet og så på Theud, der lå på gulvet. Et støn af et grin forlod hans hals over synet. Lancelin satte sin vej imod ham, omend en smule svajende, og som han nåede lensarvingen af Sangy, rakte han ned og tog hans ene arm for at hjælpe ham op. Så godt det nu kunne lade sig gøre. Sikke et ømt øjeblik det måtte se ud.

"Kom så op med Dem, ridder Sangy," brummede Lancelin med et flabet smil i mundvigene, "Du er ikke et særligt kønt syn når du befinder dig dernede.."

[Theuderic af Sangy]

"Mortem!" Bandede han lavt da baghovedet ramte gulvet med en hul lyd. Flasken var faldet til siden, og vinen flød nu i en vag stråle ud af den, som den lå dér. Theuderic skævede til Lancelin der på magisk vis havde holdt sig stående og blot fortsatte stafetten. Theuderic nægtede at give op, så han rakte ud efter flasken og tømte de sidste dråber der var tilbage, inden han lod flasken trille bort.

Uden nogen form for graciøs koordination af lemmer, forsøgte Theud at stavre sig på benene. Hjælpen fra Lancelin der havde hægtet en arm ind i hans, var muligvis, faktisk hjælpsom, for selvom Lensgreven trak i Ridderen for at få ham op, så skubbede han samtidig også lidt til ham. "Hvad i alverden mener du med det?" Brokkede han sig med morskab i stemmen, "Nogle ville mene at jeg pyntede flot som enten en opsats på deres væg eller som bjørneskind på deres gulve." Lo han, skønt hans ord sikkert var sande. Theuderic rejste sig op, lykkelig over endelig at have fundet balancen.

[Lancelin af Suilleaux]

Holdende i Theuderic formåede de begge at holde balancen nok til, at de nu stod på deres ben. Godt beduggede og med varme i kroppen fra vinen, var det næsten et under. "Sikkert. Alt efter om det er dine elskerinder eller deres ægtemænd, du spørger," bekræftede Lancelin hans ord, imens at han fortsat holdte i stoffet ved Theuds skuldre for at stå ret, "Men for mig er du mere nyttig i live og på benene," drillede han flabet.

Så guidede han Theud mod sofaen, og på deres vej langede han ud og tog fat om en flaske, der stod på bordet. Med et bump landede de i sofaens hynder, ikke synderlig elegant. Og som de nu befandt sig i sofaen, rettede Lancelin sig nærmest kravlende i siddende position og lænede sig tungt tilbage mod sofaens ryglæn.

"Hvor kom vi fra? Vin!" Lancelin hævede vinflasken og gik i gang med at åbne den.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic lo lidt af dén bemærkning, efter at han var kommet på benene. "Jeg ved nu snart ikke. Nogle af de små damer har temperament." Kommenterede han og smilte og med støtten fra Lancelin i hans tøj, blev han nogenlunde sikkert gelejdet til en sofa ikke langt derfra. Her dumpede han ned, ganske uelegant.

Theuderic drejede på dinglende vis rundt på sit sæde, med intentionen om at ryggen skulle hvile på armlænet og fødderne forblive på gulvet, men det at være oppesiddende var åbenbart for ambitiøst et projekt. For han gled bare længere ned, næsten med det samme han havde gjort det. En flaske vin med en større sjat stod på gulvet ikke langt fra ham, så han vendte sig om på siden og rakte ud efter den, kun for at trække den til sig og tage en stor tår, "Apropos dét, hvordan går det med din?" Spurgte han kort efter, vedblivende ved emnet om temperamentsfulde madammer.

[Lancelin af Suilleaux]

Med sammenknebne øjne og en bekymringsfuld pande i rynken over, at flasken åbenbart var svær at få åbnet, lyttede han på sidelinjen til ridderen af Sangy. Til trods for, at samtaleemnet var rykket over på noget mere interessant, så vedblev Lancelin ikke at stoppe sin kamp med vinflaskens hals. Som de sad der, tungt tilbagelænet og liggende mod sofaens hynder, kunne man udefra undres over, at dé to herrer skulle forestille sig at være både lensgreve og kommende.

"Helene er den mest temperamentsfulde kvinde, jeg nogensinde har mødt," lød det fra Lancelin, hvis blik forblev på flasken, "Foruden smukkeste, mest charmerende og mest veltalende. Men det gør hende også til den perfekte lensgrevinde. Jeg tror efterhånden, at hun er begyndt at vænne sig til titlen."

Flasken ville stadig ikke åbne, og for en stund førte Lancelin vinflaskens prop mellem sidetænderne for at løsne den.

"Og hvad med din rødblussende blomst?" mumlede han med et diskret, drillende træk i mundvigen, "Stikker hun?"

[Theuderic af Sangy]

Hans grå øjne hvilede på kammeraten, som en bekymret mine lagde sig i hans pande over den manglende adgang til sin vinflaske. Han klukkede leende af synet, "Skal du have hjælp til det der, Lancelin?" Lød det lavt, en tydelig kammeratligt prikken (xD).

Theud førte flasken til munden, selvom han virkelig ikke burde, så meget som rummet allerede snurrede. Lancelins ord fulgte. Ordene fik hans ene bryn til at hæve sig lidt. "Huh?" - "Sig mig, var hun ikke en af de føjelige?" Undrede han sig. Han mente da at hun huske hende sådan. Velopdragen. Føjelig. Så stak han Lancelin et skævende blik. "Eller er det dig der allerede har forpurret hende?" Drillede han, med humor i stemmen og et flabet smil på læben.

Han drak sig endnu en tår og strakte sig efterfølgende som en magelig kat i en solstribe. Smilet om hans læber, var ikke just helligt som vennen spurgte til den lille, røde blomst. Theuderic var ikke genert over sin egen bramfrihed da han sagde; "Hun har et ansigt som en komtesse, men en mund som en skøge", og mindedes kort nætterne med et smørret smil. "Når hun stikker, så gør hun det godt." Hentydede han.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med en nonchalant håndsrækning, at vinflasken endte hos Theud, nu hvor han ligefrem tilbød sin hjælp, "Her. Inden vi tørster." Nu måtte han stole på, at Theud havde mere held med det end ham selv. De kunne vel takke deres allerede gode indsats med de nu tomme flasker, der stod rundt omkring i rummet.

Lancelin betragtede Theud med hævede bryn idet at han satte sig en smule fremad mod sin kammerat. Helene havde ikke været nem at få fingrene i, for ikke at sige ej heller helt nem at ´opdrage´. Han havde givet Rouvry slægtens blod skylden.

"Du har ingen anelse om, hvor meget hun stod imod mig. Du skulle have set hendes ansigt da jeg første gang fortalte hende, at jeg havde tænkt mig at have hende for mig selv til bryllupsnatten.." sagde Lancelin lavmælt imellem dem med et flabet smil, "Men ved Mithras, det var også svært at lade hende være indtil da.."

Roligt lænede Lancelin sig tilbage i sofaen endnu engang. Med en enkelt bevægelse kastede han benet over det andet og lyttede interesseret med i Theuds fortælling, som var de igang med at diskutere politik eller et andet vigtigt storslået emne.
"Hvad er det dog, du får den kønne rødhårede til, Theud.." smilede Lancelin ganske flabet, "Og jeg som ellers havde troet, at Fleur af Aren var ganske uskyldig af sig.."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic, stadig liggende halvvejs ude af sofaen og alt for drukken, satte sig op for at tage i mod vinflasken. Havde han ikke rykket bagdelen ind i tide, var han gledet ned på gulvet. Han lænede sig tilbage i sofaen og satte vinflasken på låret, som han rakte ned efter daggerten. Hans blik gled dog blankt og rødt mod Lancelin, da han lænede sig frem og han stoppede kort hvad han havde gang i.

Han hævede et bryn, lidt i overrasket skepsis. "Virkelig?" - "Blev hun sur?" Spurgte han, lidt undrene. Theuderic kunne ikke rigtigt se det gale i at sige sådan til sin hustru. Han mente nok selv, at det faktisk havde været flatterende. Alt det der, med at de var de eneste ene der kunne tænde et begær og sådan noget. Det plejede de da godt at kunne lide at høre?

Et lille latterfnys udstødtes gennem næsen og han trak et rævesmil. "Du fik ikke et stykke inden?"

Som Lancelin lænede sig tilbage igen, fortsatte Theuderic sin møven med vinen. Han jog spidsen af daggerten i korken og drejede den op. Han lo dæmpet til kammeratens bemærkning, som han lagde daggerten fra sig. "Kun det hun selv gerne vil." Bemærkede han lidt smørret. "Jeg viser hende såmænd bare hvordan man også kan gøre." Lød det tilføjende. Han rakte flasken over og sendte ham et seriøst blik med begge bryn hævet. "Uskylden har jeg taget. Det er hvad der er tilbage der er sjovest." Han gav slip på flasken og satte sig tilbage. "Hun er.." Han ledte kort efter ord, "Sulten." - "Åben." Han smilte lidt for sig selv.

[Lancelin af Suilleaux]

Natten udenfor var allerede på sit mørkeste. Som timerne var gået med alkoholen, var det et under, at de stadig befandt sig, som de gjorde i sofaen. Det havde de vel efterhånden vænnet sig til, takket være de mange andre nætter, der var foregået med nærmest præcis samme udgangspunkt.

Lancelins blik rettede sig mod pejsen, hvis flammer stadig var tydelige. "Befippet. Mest af alt fordi, at hun nok nærmere ikke havde regnet med, at hun skulle ægte mig. Også selvom at lensgreven af Rouvry og hans hustru havde gjort sit for, at jeg ville gå den vej, og hun vidste det. Du skulle have set hende i den røde kjole, hun trådte op i, da hendes forældre sendte hende op til mit kontor på et tidspunkt.."

Det blå blik skimtede over på Theud, der fik åbnet flasken med vin. Et træk i mundvigen fremviste et lettere flabet smil, da han kom i tanke om de ting, som han havde udsat den stakkels Helene for inden brylluppet. Hun havde nærmest været ude af sig selv over hans uacceptable og direkte opførsel.

"Et par enkelte kys, jeg fik sneget ind.." svarede lensgreven kort for hovedet, "Den ene, hvor hun takkede den af med en lussing."

Lancelin tog imod rødvinen alt imens at han lyttede til Theud, der fortalte om sine oplevelser med den unge nådigfrøken af Aren. Eller rettere, de oplevelser, som han førte hende ud i. Det mindede om Helene, der ligesåvel nærmest havde rødmet ved tanken om de ting, som Lancelin havde sagt, såvel bragt hende ud i.

"Så må du hellere mætte hende.." drillede Lancelin, som han førte vinen mod sine læber og smilede mod dens hals, "Hvem ved, måske har hun andre elskere end dig, Theud?" Så tog han en slurk af rødvinen med et drillende kammeratligt blink. Det plejede jo ofte at være omvendt med Theud og hans elskere. 

[Theuderic af Sangy]

Han kunne ikke andet end at trække lidt vidende på smilet. Adelen var en social slagmark. Forældre kunne være nådesløse i den kamp. Ikke få gange, var både komtesser og enkefruer... Nådigfruer, sågar, gået til ham, hvis ikke af egen interesse, så af forældrenes der ofte betragtende dem, et sted fra sidelinjen. Theuderic var ikke den til at afslå, hvis han blev budt, men det var oftest af andre årsager end giftermål for øje... selvom hans egen mor også havde gjort ham forsøget med introduktion, med præcis giftermål for øjet. Et ubehageligt minde krøb ind under tågen af alkohol, som han funderede over dette.

"Mmh, rød er en udsøgt farve." Bemærkede han, bekræftende vennen i at Helene sikkert havde set ganske pragtfuld ud i det dyrtfarvede stof.. men egentligt tænkte han mere på røde lokker der bølgede blødt over nøgne bryster og porcelænsbleg hud.

Theuderic vendte blikket mod Lancelin, som han skimtede til ham. Et leende grynt lød, dels over den beskedne bemærkning der indikerede mere, og dels over Nådigfruens løse hånd. "Der blev du sat på plads, Suilleaux." Lo han stille. Han rakte ned til den forsømte sjat, som han havde stille til siden for at åbne Lancelins flaske. Og selvom han virklig, virkelig ikke burde drikke mere, så førte han flasken til læberne og sippede til den dyre, sødefulde vin. Han sank med et smil og drejede hovedet mod ham. "Det ville faktisk ikke overraske mig, hvis hun havde." Bemærkede han og drejede hovedet væk igen. Betragtende vægtpynten i den anden ende af rummet. "Det plejer ikke at nage mig.. men det gør det lige med hende." Brummede han lidt irriteret. Han funderede over dette et kort øjeblik, inden han så sukkede lidt opgivende og satte sig mere op i sofaen, "Men hvad fanden.. det er alligevel snart slut." - "Nogle vil mene, at man er blevet for gammel til et liv som ungkarl."

[Fleur af Aren]

Det var ikke første gang Fleur havde taget turen ud gennem værelsesvinduet, under påskud af at være gået i seng. Et knæ havde skrabet mod byhuset på vejen ned, men det krævede mere end en hudafskrabning at bryde det magnetiske træk mod Sangy’s lens arving.

Fleur have memoreret den lille sammenrullede strimmel af papyrus, hvorpå tid og sted var anført i sirlige blækstrøg, inden det var blevet stukket ind i flammen på det nu ud puste lys. Alligevel måtte hun tøve et splitsekund for at vælge den rette gade, at snig sig ned ad for at komme til hende og Theuderic’ nye mødested.
Hjertet taktede som en galoperende hest, da hun nåede kroen. En ældre ridder som Fleur genkendte som en af hendes fars kollegaer på væbnerskole, kom væltede ud af døren så hun måtte trykke sig op imod murværket, og igen blive mindet om risikoen. Fornuft bød hende at vende om, tage tilbage til familiens byhus, men tanken om arbejdende muskler og mørkekrøller imod det rodet sengelinned var for stor en fristelse.

Stadig gemt under hætten skygge bankede Fleur på døren ind til det lejet værelse. Uvidende om en aftale var blevet glemt til fordel for en anden.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med et smørret smil, at Lancelin førte vinflasken op mod sine smalle læber, alt imens at han lyttede til Theuds erkendelse. En erkendelse om, at den kønne, lille rødhårede måske var lidt ala Theud hamselv, og at han i sidste ende ikke brød sig om tanken. Tanken om at dele hende. I så fald, så håbede Lancelin, at Theud fandt en løsning på en eller anden måde.

Og som de snakkede om solen, komplet uvidende om hvem det var, der havde forvildet sig til værelsesdøren, blev de pludselig afbrudt af den lette banken mod det hårde træ. Lancelin sænkede vinflasken og skimtede mod lyden, og stadig stærkt påvirket af alkoholens brusen i sit blod blev det heller ikke til den store reaktion udover dette til en start.

"Vi har gæster," informerede Lancelin kort sin kammerat ved sin side, som om, at han ikke allerede havde hørt det samme som ham selv.

[Theuderic af Sangy]

Han svingede drukkent hovedet mod døren og med lige så lidt reaktion i både stemme og ansigt som kammeraten selv, brummede Theuderic sagte; "Huh.. Det har vi minsandten også."

For en stund sad de to herrer blot og stirrede dumt på døren, som om den på magisk vis ville gå op af sig selv og afsløre den ventende gæst. Ingen med nok tankevirksomhed til at overveje, at der, i teorien, og som det mindste, verbalt kunne tilkendegives at vedkommende kunne træde ind. Næh. Istedet sad de blot og ventede på at det ikke tilstedeværende tjenestepersonale ville tage sig af det.

Da det efter et rums tid gik op for ham at der ikke skete noget, vippede Theuderic sig fremover og forsøgte at støde fra sofaen for at rejse sig, med resultatet at han istedet blot faldt til siden og ned i armlænet. "Lance.." Lød det roligt, "Jeg kan ikke stå." Åbenbarede han for ham, som han køligt observant erklærede det åbenlyse. Hentydningen og det indirekte spørgsmål lå flettet ind i sætningen. "Kan du?"