Møl mod en åben flamme (P, S)

[Fleur af Aren]

Forbeholdt | Theuderic af Sangy

Omgivelser | Teaterkvarteret, foran "La Théâtre de Rêves" ikke langt fra "Den Sorte Svane"
Tidspunkt | Tidelig aften

---

Aftens forestilling på La Théâtre de Rêves var allerede I fuld gang med første akt, men Fleur befandt sig ikke indenfor de kurvede murer sammen med det øvrige publikum, som hun ellers havde lovet inden hun gik hjemme fra. I stedet stod hun udenfor med vinterkåbens hætte trukket op og blikket vendt håbefuldt i retningen af Sangy’ernes byhus i håbet om en ganske bestemt herreskikkelse inden længe ville komme til syne.

Der havde ingen garantier været for at han ville have dukket op. Ikke efter at være blevet taget på sengen aften forinden, så da han endelig dukkede op, badet i en halo af sølv fra den rejsende måne, mærkede Fleur sit ansigt splittes i et bredt halvmånesmil.
”Jeg havde nært troet du ville have ladet mig fryse fast.” Små drillede hun i stedet for at hilse med et godaften. Tydeligvis ikke længere synderligt hjemsøgt af hverken Grevinden af Sangy’s ansigt eller ord, trådte hun nærmere, imøde kom Theuderic før han havde lukket det meste af den sidste afstand mellem dem. Hun ville have kysset ham, hvis ikke det var fordi hætten i gerningen ville have været i fare for at falde nok tilbage til at blotte hendes ansigt for nysgerrige sjæle, der gemte sig i natten.

[Theuderic af Sangy]

Gårdagens hændelser lå ikke langt fra Theuderics hukommelse. Det faktum at Veronique af Sangy, hans egen mor, med sine egne øjne havde set han og Arendatteren i fuld vigør, ville have eftetladt ham reflekterende over hvorvidt han skammede sig eller ej, men ak, den efterfølgende samtale synes faktisk snare at overskygge sindet, end refleksioner over den blufærdighed som han ikke ejede. Der var knuder på tråden, der stak udover det lille optrin. Knuder, som han ikke var sikker på kunne løses, medmindre han aktivt ind i at eliminere dem... hvilket lød frygteligt ildevarslende.

Måske det også var det.
Ihvertfald herskede der en usagt udfordring mellem Sangy grevinden og hendes søn. Èn der nok i bund og grund havde rødder i, hvem af dem det egentlig var der kunne bestemme.

Natteluften var kølig under det blege månelys, da han trådte ud. Tankerne og grubleriet blev skubbet bort, som han trak kraven lidt højere op ad den ellers blottede hals. Trinene lød hult på brostenene, som han vandrede mod Teateret. Den ene mundvig pegede tilfredst opad, da hans blik landede på den ventede feminine skikkelse. Hvorfor skulle de ikke kunne fortsætte med at ses? De måtte jo bare sørge for at være lidt mere diskrete..

Fleurs kommentar fik Theuderics skæve smil frem på læben og et drillende glimt i øjet. "Jeg kan lide dig både varm og kold." Svarede han spøgefuldt, vagt hentydende. Han lod den hænge lidt der, inden han rettede minen lidt ud igen. "Har du ventet længe?" Spurgte han og holdt bevidst hænderne ved sig selv, selvom han nok helst lod dem løbe over kåbens stof, over kurverne der gemte sig under.

[Fleur af Aren]

Afledt af det skævt trukne smil og måden hvor på de grå øjne slog drillesyge gnister forlød der et ”Hmm.” i en utalt udfordring. Antydningen i Theuderic’ ord indbød til en langt mere pikant respons end hvad hun havde givet. Det betød dog ikke at Fleur var så let til at glemme dem og at hun ikke senere ville holde dem op mod ham.

Det var i en halvautomatisk bevægelse, at blikket løftede sig til toppen af teaterbygning, hvor latter og klapsalver steg til vejrs og blandede sig med blinkende stjerner. Havde hun stået her længe? Det var svært at sige med sikkerhed. Ansigtet vendte sig endnu en gang mod ridderen. Hun kunne komme med et estimat ud fra, hvor dybt kulden havde nået at sætte sig, men valgte i stedet at træde en halv fodballe frem ”Ikke længere end jeg stadig kan holde dine hænder varme. Og det forholder sig tilfældigvis sådan, at jeg kender lige sådan et sted hvor det er muligt.” Lokkede hun. Stemmen med vilje holdt dæmpet, men var ikke mindre inciterende af den grund.

Det kriblede i helt ud i fingerspidserne for at røre, ordentligt, ved ham og Fleur mærkede hvordan tålmodigheden lige så løb fra hende. En effekt Theuderic syntes at have lidt for ofte på hende – ikke at hun klagede. 

[Theuderic af Sangy]

Han hævede et bryn ved hendes respons. Han havde forventet et gensvar med mere attitude fra hende, om ikke andet bare mere fylde. Udfordringen i hendes brune øjne, gik dog ikke hans næse forbi og han kneb øjnene en anelse sammen, vurderende hvad hun mon tænkte.

Hun var videre og Theuderic måtte gisne sig til det, hvis han ville. For snart flyttede hun blikket, kun for at vende tilbage mod ham og svare på det næste. Hun tog et lille skridt mod ham, og sikkert kun for at understrege sine sagte ord, der fik smilet til at brede sig i morskab, skønt blikket antog strejfet af dets mere sensuelle mimik. Hun var rapkæftet.. og han kunne egentlig godt lide det, "Jaså?", han lod blikket hurtigt vandre rundt på omgivelserne, inden han konkluderede at der ikke rigtig var nogen til at bevidne det, da han efterfølgende trådte hende nærmere og lænede sig lidt ned mod hende, som han dæmpet sagde; "Og jeg som troede at jeg var nødt til at tage dig under den åbne himmel."

[Fleur af Aren]

Gennem de sidste mange måneders hemmelige møder havde Fleur gjort sig adskillige erfaringer blandt andet at Theuderic sjældent, hvis ikke aldrig, gjorde noget uden intention uanset hvad den så måtte være. Han scannede omgivelserne, trådte nærmere og lænede sig ind så mellemrummet mellem dem var tæt på at blive elimineret og fik hendes indre til at snurre.

Med hovedet skrånet strakte Fleur halsen nok til at deres læber næsten mødtes ”Og hvem er du til at tro det ikke var min plan hele tiden?” Musede hun med øjnene rettet mod hans mund. Bed sig i underlæben, hvorefter hun løftede blikket for at møde hans.

[Theuderic af Sangy]

Hans blik faldt mod hendes læber, som de formede hendes ord og tænderne efterfølgende fangede deres bløde hud. Han skulle disciplinere sig selv for ikke at indtage dem, smage dem, én gang til, skønt han ganske vel kendte deres blødhed, så var det ikke fornemmelse han var groet træt af.

Pulsen steg lidt under deres udveksling, for den var intens, under den åbenlyse tiltrækning mellem dem og det faktum at de hverken kunne røre eller knapt tale i offentlighedens begrænsende rum.
Den ene mundvig pegede op, ved hendes sagte ord og et lille fnys forlod ham stille. "Snedigt." Valgte han at svare som det eneste, efter at have løsrevet sit blik fra hendes læber og istedet lagt det mod hendes øjne. "Hvor?" Udfordrede han yderligere.

[Fleur af Aren]

Fleur havde ingen intentioner haft om at lade sig tages under åben himmel, det havde derfor heller ikke været med nogen større overvejelse, at bolden var blevet grebet. Hun havde knapt nok skænket det en tanke inden at Theuderic nonchalant havde præsenteret hende for ideen. Alligevel var det ikke panikreaktion der ramte i det han uden tøven ville vide hvor.

Uden at bryde øjenkontakten tråde Fleur bagud. Først et skridt derefter et til, stadig intet svar. Den eneste måde for ham at finde ud af det var at følge efter hende. Det hemmelighedsfulde blik indbød ham til det, før hun drejede omkring og med bløde bevægelser bevægede sig væk fra den åbne plads.

Hun kunne have ledt dem mod den oprigtige destination, men i stedet endte de i en mindre sidegade med få vinduer vendt ud i mod.
Theuderic nærmest kun nåede at drejede omkring hushjørnet før Fleur grådigt krav på hans læber og resolut trykkede ham tilbage, indtil hans stod med ryggen op ad det fugtklamme murværk.
Opslugt af nattens skygger holdt hun sig ikke længere tilbage for at lade hænderne vandre. Med møje og besvær lykkes det dem at bryde gennem de mange stofbarrikader, hvor kolde fingre pirkede ind under bukselinningen og strøg sig mod den varmefølsomme hud.

[Theuderic af Sangy]

Han havde forventet hendes tøven. En smart bemærkning der skulle aflede ham fra det dristige emne, hvilket han havde accepteret. Tanken var ikke alene dristig, men også skandaløs. Fleur var dog hverken tøvende og ytrede ingen undskyldninger.
De grå øjne betragtede hendes skikkelse, da hun først tog ét skridt tilbage, dernæst endnu et, skønt der i hendes blik hvilende en invitation som Theuderic ej kunne afslå. Så han fulgte hende, da hun vendte sig rundt og ledte dem vejen.. blikket sænkede sig til hendes vuggende gang, idet et lille smørret smil banede sig vejen frem til hans læber. Hun blev ved med at overraske ham.

Mørkede trak indover dem, som de høje husmurer skyggede for offentlighedens sarte blikke. Der var kun enkelte vinduer der vendte mod den uebtydelige sidegade, men de var alle mørklagte. Theuderic fulgte Fleur om hjørnet og som om alle bånd pludselig var borte da mørket først ramte dem, befandt han sig selv i hendes nåde da hendes læber grådig indtog hans.

Et dæmpet, hult bump lød da ryggen trykkedes mod muren. Hendes aggressivitet var ny for ham, men ikke desto mindre spændende og opstemmende, så han lod hende tage den styring som hun ønskede. Nysgerrigheden for stor til ikke at udforske hvordan hun brugte sin kontrol. Så da hendes fingre fandt vej indunder lagene af stof, lod han hende valgene stå frit, skønt deres kulde fik musklerne til at trække sig lidt sammen under de kølige kærtegn.

[Fleur af Aren]

Det var med månen som eneste vidne og skyggerne som deres medsammensvorne, at bæltets spænder klirrende blev åbnet under efterhånden kyndige kvindehænder. Endnu stående let på tå brød Fleur fra kysset, med Theuderic’ underlæbe taget som gidsel trak hun hovedet tilbage indtil læben igen slap fri af sit hvide fængsel.

De mørke øjne spillede lystigt, idet Fleur efter at have løsnet både hoser og borger roligt sank i knæ på de kolde sten. Trækkende på alt hvad hun i hemmelighed læst i forbudte bøger, gjorde hun ham tilpas fri af klæderne. Synet der mødte hende var ikke fremmed, men alligevel uvant fra så tæt en vinkel. Fugtende gled tungen over læberne, mens hænderne kælent strøg fra hofterne og videre ned over hans lår. Fleur tog mindre tilløbende indånding blev taget, før hun med en hånd flyttede hovedet frem og omsluttede toppen af begejstringen.
Det tog hende et øjeblik til at vende sig til fornemmelsen af ham i munden, inden hun med langsomt tog lidt mere ind og halv kluntede bevægelser flyttede hovedet frem og så tilbage.

[Theuderic af Sangy]

Hendes fingre fik behændigt løsnet både snørrer og klæder, så tilpas subtilt at hans opmærksomhed hvilede på det delte kys - den behagelige smerte, hun bed i hans læbe der efterlod den let pulserende. Han havde oplært hende godt.
End var han uanende overfor hendes intentioner og tog sig selv i at både studse over de mørke øjnes lystige spil, men samtidig lade sig forføre af dem. Han fulgte hende med blikket, der bare præg af overraskelse, da hun lagde sig på knæ for ham og Theuderic straks fattede hvad hun havde i sinde. Det var ikke noget han havde vist hende endnu, men den opstemmende forventning om hvad der skulle ske, fik ham blot til at mane sin undren bagerst i hovedet. Han lod sig gerne overraske, hvis det indebar nydelse.

Han stødte lidt luft ud i reaktion, som hendes fingre fattede om ham og de fugtglinsende læber endelig lod sig omslutte den sensitive hud. Kan mærkede dog de uvante, lidt klundtede bevægelser, der mest af alt fortalte ham, at det ikke var noget hun var velbevandret i.

[Fleur af Aren]

Fleur havde måske nok læst sider op og sider ned om dét hér og trods for hendes manglende erfaring med mundtlig behovstilfredsstillelse, så var selvtilliden nærmest ikke til at skyde i gennem. Intet havde dog forberedt hende på hvordan maven trak sig sammen i en ufrivillig opkastningsfornemmelse, da hun i sin iver rykkede hovedet lidt for langt.
Instinktivt rykkede hun hovedet tilbage i overraskelse og lod hånden tage over, mens tiltrængt luft blev taget ind. En kende usikkert løftede hun blikket op mod hans ansigt mens et undskyld tog sin begyndelse, men fæstnede sig på tungespidsen uden at komme videre. Var det overhovedet på sin plads at undskylde?

Drævet af sin egen stædighed, sank hun en enkelt gang og lod igen læberne omslutte ham. Langsomt, men stødt fandt hun en rytme der ikke resulterede i alt for store kvælningsfornemmeler.

[Theuderic af Sangy]

Nydelsen bredte sig varm og sitrende i underlivet, som hun lod de bløde, fyldige læber vække enhver nerve til live. En ucharmerende lyd fik ham til at åbne øjnene, der ellers havde været lukkede. Han så ned på hende, lidt undrende, idet hun sendte ham et usikkert et tilbage ud gennem de lange vipper. Det var ikke første gang han havde oplevet dette. Det strøg som oftest bare egoet lidt at vide, at han ikke bare sådan var til at sluge (haha).

Han tabte intet begær for hende, på trods af hvad hun måtte tro. Hvilket var derfor han blot mødte hendes blik med et kækt grin på læben, som han lod fingrene glide i det røde hår, da hun tog modet til at forsøge igen. Han pressede ikke på, selvom det næsten trak i fingrene efter at hjælpe hendes læber på vej og ind i den rytme og dybde som han følte for. Han holdt sig dog i skindet og nøjedes med at stramme grebet lidt, fast men stadig blidt, som hun skubbede han tættere og tættere på forløsning.

[Fleur af Aren]

Uforfærdet havde Theuderic sænket blikket med et smil, der på et øjeblik fik en hver form for ængstelighed for igen at kløjes i det til at gå til grunde. 

Fleur sukkede dæmpet mens fingrene søgte dybt ind i de ræverøde lokker og sendte gys af behag gennem hende. Finesse manglede stadig i de rytmiske fremryk, men fuld af gåpåmod lyttede hun efter til de små ændringer og justerede derefter. Opslugt af jagten på hans ekstase vovede hun sig ud i at lade tungen sammen med hænderne arbejde for sig, når ildindtaget blev alt for mangelfuldt til at blive ignoreret. 

[Theuderic af Sangy]

Han kunne ikke tænke mere over det, ikke da hun først genoptog og atter lod ham føle hvordan hun kunne tilfredsstille. Han kvalte det fleste af de i forvejen dæmpede lyde, der ellers ville afsløre dem og kunne derfor kun reagere ved at stramme grebet i hendes hår, som følelsen brændte mere og mere intens under de glinsende læber, indtil den til sidst fik kroppen til at spændes og dernæst forløse sig.

Theuderic lod skuldrene dumpe stille tilbage mod murværket, som den sitrende fornemmelse bølgede gennem kroppen. Grebet i hende løsnedes og for et øjeblik lod han blot sig selv nyde følelsen.

[Fleur af Aren]

Let salte noter havde været til stede fra starten, men Fleur havde så absolut hverken været forberedt på hverken hvilken med kraft forløsningen ramte, mængden eller den intense salt smag der lagde sig tungt på tungen. Det krævede mere ned hun var villig til at indrømme at modstå instinktet til at trække hovedet væk.
Grebet i det ræverøde hår strammede og fik hovedbunden til at prikke i en sødmefuld smerte. Hun sukkede blødt omkring ham, og banede samtidigt ubevidst fripassage gennem svælget.

Fleur sank en sidste gang, med en lille næserynke, inden hun satte sig tilbage på hælen og ukvindeligt tørrede mundvigene med den ene håndryg. De brune øjne var store af overraskelse og spørgelyst, da de genfandt sig på Theuderic.
”Ingen forvarsel, huh?” Læberne skilte sig i et lydløs sejrs grin, for stolt det var hun så bestemt.