Møl mod en åben flamme (P, S)

[Theuderic af Sangy]

Ærligt havde han nok ikke skænket det en tanke, at på nogen måde gøre det kendt, hvornår hans forløsning ville indtræffe. Han havde regnet hende for at vide, hvad der ville vente. Nogengange glemte han, at Fleur ikke var så erfaren. Han slog øjnene op og lod blikket sænke til hende, i tidsnok til at se hende tørre mundvigene og dernæst flække i et stort smil. Han kunne ikke lade være med at trække på et skævt et selv, inden han lukkede brogerne og rettede hosen. "Havde det ændret noget?" Spurgte han, i reel undren og tilbød hende en hånd til at komme op.

[Fleur af Aren]

En eftertænksom mine dansede fjerlet hen over de fine træk, men var væk et split sekund efter som Fleur ræsonnerede sig frem til det ingen forskel ville have gjort. I sidste ende var den manglende advarsel nok for det bedre. Den havde gjort det umuligt at tænke og i stedet bare handle. Havde det været helt forfærdeligt kunne hun havde spyttet ud, hvis ikke det var for de åbenlyse ucharmerende grunde til ikke at gøre netop det.
”Kun hvis du nægter at kysse mig efterfølgende.” Smiskede hun med et ulvegrin og tog imod hjælpen til at komme på benene. Knæene var ømme, uvante med vægten der havde ligget på dem og halv stive af den kulde, der var lykkes at trænge gennem kjolens mange lag.
Grebet om hans hånd strammede sig en smule, som hun strakte sig frem på tå til deres ansigter var centimeter fra hinanden ”Men Lige nu, kan jeg dog komme på mange andre måder, som jeg hellere vil varmes på.” Svanen lå nært ved, og Fleur skulle bare være nå være tilbage i familiens byhus inden morgengry.

| Afsluttet |