Det er så yndigt... At underkaste sig manden

[Jacquetta af Bonville]

1. marts, 843

Det var en stor dag i Jacquetta og Bénjamin af Bonville 's liv, men en meget lille i nærmest alle andres. Der var kun omkring tyve mennesker samlet i Mithrastemplet til vielsen og middagen efterfølgende ville være med præcis de samme mennesker i Tardigys byhus. Det var altså intet ekstraordinært, men naturligvis større end mange borgerliges vielser. Jacquetta havde da også fået en kjole syet særligt til lejligheden. Den var en støvet kornblå og fulgte moden på de fleste punkter, men afveg på et særligt punkt: Den havde intet helvedsgab. I stedet sad den løst omkring Jacquettas figur og afslørede langt mindre af hendes former end den højeste mode blandt adelsstanden gjorde for tiden. Hun havde ønsket sig en helt almindelig kjole, men også her havde Benjamin insisteret.

Den anden ting, der var sket på hans vilje, var præsten, som stod og stirrede dem ned, da de kom ind i de lavhvælvede rum i templet, hvor de skulle bindes til hinanden. Havde Jacquetta frit kunne vælge, ville de være blevet viet af en venligsindet Yphionpræstinde. I stedet var det Broder Adael Støber 's blik hun skulle forsøge at møde, som Benjamin ledte hende frem. Det lykkedes hende ikke, men hun havde på fornemmelsen at det passede den intimiderende mand glimrende. Hun holdt sit blik nedslået og sit greb fast om Benjamins arm.

[Broder Adael Støber]

Broder Adael stod i Mithras gyldne tempel, oplyst af kærter og gyldne detaljer tilegenet Solen og Mitrhas, i sin officielle robe i brændende varm orange og gule ornamenter som fik dem til at se ud som om de lyste.
Han lignede enhver anden Mithras-præst i Levagny, men der var de blandt gæsterne - og især gommen - der vidste at sådan var det ikke helt. Det varme smil som de flest så på hans ansigt, var i sandhed fyldt med glæde der nåede øjnene, men ikke kun over de to unge menneskers valg om at give sig til hinanden; Nej, det var det at de var det perfekte billede på hvordan et ægteskab skulle se ud. En from kvinde - En Blid Moder - og en stolt og stærk husbond hvis fornemmeste pligt var at skærme, værne og ære sin hustru og Mithras, gennem den pagt de to skulle til at indgå.

"I, forsamlet - Vid at idag tilsmiler Faderen og Moderen disse unge mennesker, som har indset at deres plads er ved hveranden og vid, at derfor skinner Deres velsignelse, ligeledes på jer!"
Hans stemme var kraftig og gennemtrængende, som en god taler der ved hvordan man fanger sine folks opmærksomhed og som bruger hvert åndedrag på pris til Guderne. Adael Støber, var præst fordi han oprigtigt tror at Faderen har udvalgt ham og derfor ser det som sin helligste pligt at lade det almene folk vide, at Faderen ser dem. Og dømmer dem derefter.

"For De har i Sandhed set Deres plads! Må Mithras Vogte Dem! Må Yphion vejlede Dem!"
Forsamlingen istemte gentagende i præstens velsignelse og huskeord, idet Adael vendte sig om og tog den første genstand i ritualet. En gylden kniv. I ældre dage havde det ville være et sværd, men dette symbol var lige så vigtigt.
"Til manden foran mig - Benjamin af Bonville - Som vil indtræde i Helligt Ægteskab med denne kvinde; For at værne om sit ansvar og ære sin pligt. Lad dette være symbolet dertil. Og lad det være en erindring om den plads der er Hans og ingen andens!" Kniven blev rakt til Benjamin og det varme smil på Adaels læber blev mere fremtræden - For der lå så megen mere betydning bag de valgte ord, end ordet alene. Han nikkede til Benjamin for at han skulle gentage ordene efter Adael.
"Jeg er din Vogter. Dit skjold. Den der står forrest og som vil bære dig gennem tider, mod strømmen og gennem mørket. Din Ære er min ære. Dit Ord er mit Ord. For nu og altid."

Han vendte sig igen og tog en gylden kop med vin. Han prøvede at søge Jacuettas blik, men det var troligt slået ned og stolt skimtede han til Benjamin. Hun var en /ægte/ brud.
"Til kvinden foran mig - Jacquetta af Tardigy - om vil indtræde i Helligt Ægteskab med denne mand; For at bistå om sit ansvar og ære sin pligt. Lad dette være symbolet dertil. Og lad det være en erindring om den plads der er Hendes og ingen andens!"
Koppen blev rakt til Jacquetta og hviskede blidt de samme ord, som hun nu skulle gentage efter ham.
"Jeg er dit Hjem. Din Værdighed og Pligt. Jeg vil lette dine byrder gennem tider, mod strømmen og lyse i mørket. Lindre din Smerte og slukke din Tørst. Din Ære er min ære. Dit ord er mit Ord. Nu og for altid."
Ritualet var enkelt. Hun skulle give koppen til Benjamin der skulle drikke af den og derefter skulle hun selv drikke af den.
"Giv nu hinanden hånd derpå."
Adael trak derefter det gyldne bånd ud af sin robe, som var det endelige symbol, og begyndte at vikle det ceremonielt om deres hænder og håndled, så de blev bundet sammen.
"I står her, i nærhed af familie og Guderne, Faderen og Moderen - Det Sande Ægtepar - og har afgivet hinanden løfter som vil gælde jer nu og for altid. Opløft hinanden til det bedste, ved at komme jeres løfter ihu. For I har i Sandhed set Jeres plads!"

Adael slap båndet der nu hang mellem de to. Glæden i hans stemme, stemte godt overens med den glæde der var at se i hans ansigt.
"Vid og forkynd for alle der skulle tvivle. At Benjamin af Bonneville og Jacquette af Tardigy er viet under Mithras skinnende lys! Må Mithras Vogte Dem! Må Yphion vejlede Dem!"
Gæsterne gentog, denne gang højere og derved var cermonien slut.

[Bénjamin af Bonville]

Ben stod rank. Han var klædt i mørke farver, med Bonvilleslægsfarver broderet i smukke detaljer omkring krave og ærme. De blonde krøller og buer der til daglig havde deres eget liv var til anledningen tæmmet og lagde roligt tilbage. Han lyttede intenst til ordene Broder Adael kom med, og syntes næsten at kunne mærke dem ryste hans krop.
Det hele havde skulle være fuldstændig perfekt. Selvom forsamlingen var lille og Jacquettas forældre ikke var dukket op, måtte det stadig gerne være en begivenhed der blev talt om. Lavt men fast gentog han præstens ord imens hans blik flygtigt rettede sig mod den kvinde der snart ville være hans hustru. Som snart ville være hans.

Han tog kniven, og deres blikke fandt hinanden i en forståelse kun de ville kende til. "Jeg er din Vogter. Dit skjold. Den der står forrest og som vil bære dig gennem tider, mod strømmen og gennem mørket. Din Ære er min ære. Dit Ord er mit Ord. For nu og altid.” Gentog han med kraft i sin stemme, så ingen var i tvivl om hvor meget han mente hvert eneste ord.

Han rankede sig ekstra da han følte præsten blik mod sig; Jacquetta ville blive en god hustru det var han sikker på, og alene dét at Broder Adael også kunne se det, gjorde det kun endnu bedre.

Han lyttede roligt til de ord som Jacquetta gentog. Alle som han håbede hun ville tage med sig, og huske på. Han tog efterfølgende koppen og drak af den. Da også Jacquetta havde gjort det samme hvorefter deres hænder blev lagt over hinanden. Båndet blev bundet og de sidste ord lød.

Med et var det hele slut. De var gift, og hun var nu i sandheden hans alene. Skuldrene faldt en smule som han vendte sig rundt. Han lod sig ikke overvælde let, men lige i dette øjeblik følte han en stor glæde. Selvom gæsterne var få var lykønskningerne mange.

Festen var tilpas, og han lød båndet omkring deres hænder. Selvom de for fremtiden ikke ville være der, så skulle Jacquetta altid føle at det var sådan det skulle være. Han drak ikke lige så meget, men nok til at han havde en behagelig følelse i kroppen da de senere blev kørt til byhuset.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var naiv og havde ikke været til et bryllup før. Hun fortolkede ikke al den betydning ind i præstens ord, som hun givetvis burde have gjort. I stedet hørte hun Benjamin erklære at hendes ord var hans ord og at han ville bære hende og vogte hende. Præsten var frygtelig intimiderende, men Benjamin var ikke og det var ham hun så på, gennem øjenvipperne og med hovedet let bøjet.

Hun hørte at hun skulle ære sin pligt og det skurrede en smule i tankerne, for de fleste mente at en del af en hustrus pligt var børn. Hun ville ønske at præsten havde uddybet hvad pligten bestod af, men hun trøstede sig ved at Benjamin ikke gik blind ind i deres forening. Han vidste at hun ikke kunne tåle det.

Hun tog alligevel imod bægeret med alt dets symbolik og sank en klump, før hun begyndte at gentage, hendes blik sænket, inden det skævede op på Ben for at få et glimt af ham.

"Jeg er dit Hjem. Din Værdighed og Pligt." Han havde forpligtet sig til hende. Hendes mellemgulv tumlede ved det.
"Jeg vil lette dine byrder gennem tider, mod strømmen og lyse i mørket." Hun vidste ikke hvilken strøm, men hun ville gerne være et lys for ham.
"Lindre din Smerte og slukke din Tørst." Det rødmede hun over, for her var symbolikken åbenlys. Han havde allerede indrømmet at han begærede hende og hun brændte også efter ham.
"Din Ære er min ære. Dit ord er mit Ord. Nu og for altid." Han havde sagt at hendes ord var hans, ikke? Hun gav ham gerne samme magt over hende. De var hinandens ord.

Hun holdt koppen, imens Benjamin drak af den. Imens kunne hun ikke lade være med at se på ham. Hendes blik var også fanget af ham, imens hun selv drak. Hun kunne mærke at ritualet påvirkede hende. Der var en hedvin i koppen og den steg hende lidt til hovedet.

Da de blev bundet sammen, fik hun lidt våde øjne. Hun elskede ikke som sådan Benjamin, men hun følte sig meget tæt forbundet med ham. Hun tilhørte ham nu og han tilhørte hende. Hun skævede op på ham og smilede svagt, før lyden af dæmpet samtale omkring dem steg og det lille selskab snart bevægede sig og førte dem med. Hun nåede at tænke, at hun havde glemt at takke præsten, men hun vidste heller ikke at hun snart ville møde ham igen og få rig lejlighed til det.

Hun overgav sig til lykønskninger og varme følelser og drak sig beruset, som hun havde aftalt med Benjamin. Da tiden kom for aftenens slutning var de stadig bundet sammen og tumlede ind i en vogn, der tilbagelagde den korte afstand til Bonvilles byhus.

---

Gæsteliste

Hvis nogen af gæsterne har lyst til at reagere på brylluppet i en one-off (en reaktionspost), så er de mere end velkomne til det her. Det vil f.eks. være oplagt for dem, der ikke er med i kulten Den Blide Moder, at kunne analysere nogen af de ting præsten sagde og være forargede.

Christofle af Tardigy , Helias af Tardigy , Tristan Købmand , Laudine af Morgis , Igraine af Charenoy , Bartholomeus af Charenoy , Helene af Suilleaux , Lancelin af Suilleaux , Lucien af Rouvry , Théodore Corbin af Bonville , Adélita af Bonville , Hector af Bonville , Peronelle af Bonville , Liam af Tource