En undskyldning ville være på sin plads

[Elaine af Vigny]

Tråd tilegnet Cyran af Lemaux

Vignys byhus

Eftermiddag

Der var gået et par dage siden de havde mødtes på markedspladsen. Elaine og kaptajnen…Og alligevel syntes manden at hænge underligt ved hendes tanker. Han var overalt i den drømmeverden hun normaltvis lod sig opsluge af og ellers havde helt for sig selv. Ja, selv i dag rumsterede han, som Nådigfruen sad ved pejsen og broderede for sig selv.

Børnene var ude. Emelyen på pigeskolen og Oudinet ude og handle med en af de tyende. Alene var Nådigfrøkenen altså, kun i selskab med det uønskede barn hun bar i maven, der langsomt var begyndt at bule en smule.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var vant til at tage beslutninger, men lige nu fejlede han i netop det. Hele vejen til Vignyfamiliens byhus var han ved at ombestemme sig og var stadig ikke sikker på, at det ikke ville ske, da han stod foran døren.

I sidste ende bankede han dog på og meldte sin tilstedeværelse ved en kammertjener, der måtte videregive besked til Nådigfruen om, at han var der. Og han var ærligt i tvivl om, hvorvidt han ville blive lukket ind.

[Elaine af Vigny]

Det var en overrasket Elaine der modtog bud om at Kaptajnen var kommet til hendes hus. For et øjeblik havde hun overvejet, hvorvidt det ville være klogt at lukke ham ind…Men ikke destomindre, havde hun trods alt selv indbudt ham. Således, bad hun kammertjeneren følge gæsten ind i pejsestuen imens hun selv lagde sit broderi fra sig.

”Kaptajn Lemaux..” Ganske let nikkede hun i hans retning, som hun hilste ham. Nysgerrig efter at vide, hvad han mon ville hende.

[Cyran af Lemaux]

Cyran narrede ikke sig selv til at tro, at hendes invitation havde været andet end givet i ren høflighed og uden nogen forventning om, at han ville tage imod den. Det var da heller ikke det, han havde tænkt sig og han følte sig anspændt, da han blev vist ind.

"Nådigfrue Vigny," hilste han dæmpet og bøjede nakken, selvom hendes fornavn endnu lå på tungespidsen. Men det var bedre at holde den mentale afstand og han mindede sig om, hvorfor han var der.

"Jeg håber ikke, at jeg kommer ubelejligt. Jeg lover, at det ikke skal tage lang tid."

[Elaine af Vigny]

”Nej…Det er okay.” Elaines øjne var milde, som hun betragtede kaptajnen. Ganske let udgjorde hun en gestus imod pladsen ved siden af sig på sofaen og inviterende flyttede hun yderligere sin broderikurv en smule fra placeringen ved sine fødder på gulvet og skubbede den ind under bordet, så de ville kunne sidde der.

Hans tiltale af hende, som Nådigfrue af Vigny gik hende på en eller anden måde på. Det føltes unaturligt og ikke mindst afmålt og selvom hun nødigt ville stå derved, hørte hun ham hellere kalde hende ved fornavn. ”Sid ned..” Bad hun, som hun rankede sig en smule og foldede hænderne i skødet ovenpå det tæppe hun ellers så afslappet sad med, viklet omkring sig. På en eller anden måde syntes de små uformaliteter naturlige i den gamle vens nærvær.

[Cyran af Lemaux]

Cyrans brug af hendes mands navn var et meget bevidst valg, taget for at distancere sig og minde sig selv om, at han én gang havde forbrudt sig og at det ikke måtte ske igen.

Han ville da også have sagt, at han ikke havde planer om at blive, men det ville være uhøfligt at afslå hendes tilbud om at sidde. Selvom udsigten til at være så tæt, gjorde ham anspændt.

Derfor tøvede han også lidt, før han alligevel trådte lettere mekanisk frem og fik sat sig. Han så ubekvem ud og lignede lidt en, der var klar til at rejse sig øjeblikkeligt igen.

"Jeg kom blot for at undskylde," sparkede han sig selv i gang og rynkede på brynene. "Jeg sagde mere, end jeg burde have gjort forleden. Det var ikke min intention at sætte Dem i en ubehagelig position, selvom jeg ser, at det måske kunne syne sådan."

[Elaine af Vigny]

Elaines bryn hævede sig en smule ved de ord der forlod Cyrans mund. Hans undskyldning kom bag på hende. Overraskede om man ville, til trods for at den efter hendes mening atter var på sin plads. Læberne snerpede sig en smule sammen, som blikket vandrede væk fra ham og tungt åndede hun ud.

”Dem….Er vi nu Des, Kaptajn?” Tonen var spids. Afmålt, som hun knugede tæppet en smule tættere og lod blikket flakke imod ilden i pejsen. ”Jeg forstår dig ikke Cyran.” Mumlede hun stille. Eftertænksomt, som hun for sig selv funderede over, hvad der mon gik igennem kaptajnens hoved. ”Du har aldrig turdet kæmpe for mig…Og dog bebrejder du mig.”

[Cyran af Lemaux]

Nogle gange følte Cyran sig lidt som en dreng på skolebænken overfor Elaine, selvom han nødigt ville indrømme det. Han rankede sig dog lidt under hendes skarpe ord og han ville helt klart have trukket sig, hvis ikke hun var fortsat og han havde fået et glimt ind bag den afmålte facade.

Det han fik, var dog ikke ligefrem opløftende og hans bryn trak sig sammen. Han var nu kun mere anspændt end før og fingrene knyttede sig lidt sammen. Hendes ord var som et slag “Bebrejder dig?” gentog han. “Hvordan kan du tro det?”

[Elaine af Vigny]

Hun undlod at se på ham. Undveg med vilje hans blik, som hun vidste at det ville skære hende i hjertet at se, hvordan han formegentlig ville krympe sig en smule under de hårde ord. Ikke desto mindre, havde hun brug for endelig at få afløb for dem, efter mange år, hvor de havde vejet tungt hos hende.

”Du sagde den anden dag på markedspladsen at den eneste opmærksomhed du aldrig havde fået, havde været den du ønskede.” Svarede hun tænksomt. ”Som om du i sin havde forventet at jeg ville forlade min husbond efter….Efter den nat. Du virker som om du syntes jeg har gjort dig uret.” Elaine rejste sig, før hun bevægede sig over imod det lille barbord i stuen og som hun støttede tæppet ind imod kroppen med albuerne, hældte hun imidlertid et lille glas vin op.

[Cyran af Lemaux]

Det var absolut ikke, hvad han havde sagt, men han nåede ikke at komme med indvendinger, før hun var fortsat. Det gjorde intet bedre og han rejste sig selv, oprevet nu. Blikket var på hendes ryg, som hun stod der, dækket til af tæppet.

"Jeg har aldrig forventet noget lignende," sagde han, en kende hårdt. "Hvad der skete den nat, var udelukkende på grund af min ringe dømmekraft. Du har... Du har aldrig gjort mig noget, Elaine." Han bed tænderne sammen og hans udtryk var forpint. Nu var tiden, hvor han burde gå igen, men inden han gjorde, måtte han sige:

"Det jeg prøvede at sige forleden var ikke, at jeg aldrig har haft din opmærksomhed. Blot at det er den eneste, jeg har ønsket. Og det var netop, hvad jeg kom for at undskylde. Det er ikke rimeligt af mig at sige den slags til dig."

[Elaine af Vigny]

”Ringe dømmekraft..Ja så..” Ordene kom ud som en lavmælt mumlen fra den lyshårede frue, som hun stod og betragtede det lille glas med vin hun havde hældt op. Hun åndede tungt ud, før hun tog et sip og hun lod så atter blikket glide over på Cyran.

Med forsigtige og næsten lydløse skridt nærmede hun sig ham og som hun til sidst stod helt tæt på, sænkede hun atter blikket -eftertænksomt, imod glasset som hvilede mellem de to slanke hænder. “…Ved du…Jeg har ofte tænkt på den nat.” Musede hun stille.

De lyse øjne vandrede op til hans. ”Da vi var unge, nærede jeg sådan et håb om at du ville bede mig om min hånd..” Proklamerede hun, som et lille fnys forlod hendes læber og et sørgmodigt smil gled over mundvigene.

[Cyran af Lemaux]

Cyran anede ikke, hvorfor han var der. Han havde fortalt sig selv, at det var for at beklage, men nu stod de her, mens hun rippede op i alle de åbne sår fra fortiden, der kun dårligt var helet. Og med hvilket formål? Hun var gift, øjensynligt meget gravid igen og deres historie var blot en fortælling om, hvad der kunne have været - var den ikke?

Maven knugede sig hårdt sammen, da hun fortsatte med at bore kniven i brystet på ham. Han burde ikke have den samtale, men hans bryn trak sig sammen. Han forstod nu, først nu, at hun aldrig havde hørt om, hvad han havde gjort. Ville det gøre det bedre nu, hvis hun vidste det? Han tvivlede.

"Elaine..." sagde han dæmpet, en anelse forpint. Det føltes forkert at holde sandheden tilbage, men ville det blot gøre det hele værre?

[Elaine af Vigny]

Som hans udtryk fortrak sig til forpint kunne Elaine ikke længere helt holde fingrene for sig selv. En hånd rakte ud og fingrene strejfede ganske ømt og forsigtigt hans kæbeparti i et kærtegn. De lyse øjne var milde, men sørgmodige, som hun betragtede ham, men hun lod til sidst atter hånden falde, da det syntes at få op for hende, at hun måske overtrådte hans grænser.

Hun åndede tungt, rystede undskyldende på hovedet og vendte atter blikket en smule bort, før hun tog en god slurk af vinen. ”Nej….Jeg ved det godt…Nu er det mig der er urimelig..” Erklærede hun stille.

[Cyran af Lemaux]

Cyran burde sikkert trække sig væk fra hendes hånd, men han havde helt den modsatte reaktion. Hårene rejste sig i nakken, da fingrene kærtegnede hans kæbe og han stod helt stille. Trak nærmest ikke engang vejret. Ikke før hendes hånd faldt igen og han åndede hørligt ud.

"Du er ikke urimelig," svarede han dæmpet og før han vidste af det, havde han rakt ud og lukket en hånd blidt om hendes underarm. Måske var det egoistisk at fortælle sandheden, men det føltes også egoistisk at fortie den. Hånden gled ned til hendes og han sænkede blikket til den, før han søgte hendes øjne.

"Jeg havde alle ønsker om at gifte mig med dig, Elaine. Og jeg bad også om din hånd."

[Elaine af Vigny]

Elaine stoppede op, som Cyran greb om hendes underarm. Hun satte glasset med vin fra sig på det lille bakkebord nærved og uforstående rynkede hun brynene, som læberne adskilte sig måbende. ”Hvad..?” Hviskede hun sagte.

De lyse øjne så spørgende på ham, som hun atter bevægede sig nærmere igen og hun hankede lidt op i tæppet med den hånd der stadig holdte det oppe. ”Hvorfor har du aldrig sagt noget?”