Store øjne i en ny verden [lysfest]

[Jacquetta af Bonville]

Bénjamin af Bonville

Jacquetta havde fejret lysfest hvert eneste år siden hun kunne huske, men det havde altid været i Tardigy og typisk på borgen, skærmet for andre mennesker og deres sygdomme, der kunne have sat hendes helbred over styr.

Nu var hun stærkere, knapt så tynd og hun var nok den allermest lykkelige gæst der var på hele paladset. Der var musik, der var slik, der var ufortyndet vin og der var smukke mænd, som bød kvinder op til dans. Hun var ikke blevet budt op endnu, men hun var også allerede blevet kendt som svigermors skræk, fordi hendes helbred var en risiko mange ikke ville tage.

Det gjorde hende intet. Hun var ikke træt af Levagny, paladset eller universitetet endnu og hvis hun forblev ugift altid og skulle passe Christofle af Tardigy's børn, så gik det også nok.

Hun stod med stjerner i øjnene og et bæger med en sød hvidvin i hånden og havde ikke opdaget at hun blev betragtet, imens hun selv betragtede hoffet lidt fra sidelinjen, næsten som var de et skuespil.

[Bénjamin af Bonville]

Hvor nogen ville være glade over en fejring at lyset, og ikke mindst festligheden på paladset så var Bénjamin ukomfortabelt i selskab med så mange mennesker. Det var umuligt at holde på sine tanker og alt for mange mennesker man skulle tage hensyn til.

Han havde fundet sig et roligere hjørne af den store sal og stod med sit andet vinglas. De mørke øjne søgte rummet, selvom han allerede ved starten af festen kun havde haft øje på én. End ikke han havde bevæget sig ud mod gulvet for at danse, og det havde han haft det perfekt med indtil nu.

I krogen af øjet kunne han se en skikkelse nærme sig Jacquetta med rolige skridt. Armen allerede i bevægelse mod hende; han havde uden tvivl tænkt sig at byde hende op. Læberne samlede sig sammen og Bénjamin fik hurtigt sat sit glas fra sig.

Han løb ikke. Men med alle intentioner om at skære ind over nærmede han sig i hans øjne festens midtpunkt.
"Må jeg få den ære, Nådigfrøken?" spurgte han fløjlsblødt.

[Jacquetta af Bonville]

Vinen var blød og fin på hendes tunge og Jacquetta kunne tilfreds have stået længe og nydt den. Hun var godt underholdt bare som tilskuer. Inden hun havde forberedt sig på det, stod Benjamin af Bonville dog pludselig foran hende og hendes hjerte slog en smule hurtigere i overraskelse. Hun blinkede, hendes tanker tydelige på det åbne ansigt, der ikke skjulte følelser som de mere øvede hoffolks.

"Åh. Jo. Det vil jeg gerne," svarede hun tøvende. "Men jeg er ikke helt sikker i lige den dans. Tør De virkelig det, Ridder Bonville?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte inden i, over at have vundet den første runde. Selvom der nok intet var hændt, havde den anden unge mand nået målet. Så havde han blot taget dans nummer to; og nummer tre. Men nu stod han her med sit blik rettet mod hende.

Hun virkede som et lille lam, og han den glubske ulv. Tænderne blev blottet i et halvt antræk til et smil. "Naturligvis Nådigfrøken" Han havde ærligt ikke set hende danse så ofte, da hun lige så tit som han blot stod og betragtede folk. Men han ville gerne mærke hendes hånd mod sin; han ville føre og styre hende roligt rundt i dansen.

"Vi skal heldigvis ikke være fra hinanden i denne dans" Lød det roligt fra Benjamin som han førte Jacquetta ud på gulvet imens musikken spillede op til en blød vals.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde store, lyse øjne fæstnet på Benjamin af Bonville. Hun havde slet ikke lagt mærke til den anden adelsmand og så ham ikke vende sig om og lede efter en anden partner. I stedet lod hun sig føre ud på gulvet, lidt overrumplet.

Han havde ikke engang tilbudt hende sin hånd eller arm, men blot lagt sin hånd mod hendes lænd, så selvfølgeligt som om de havde gjort det mange gange før. Han var meget beslutsom. Hun var langt mere tøvende, men overgav sig nemt til at han førte hende rundt. Musikken klimprede og selvom der ingen kæder var i dansen, så var hun snart på vej over gulvet med blot den ene håndflade i kontakt med hans. Hun fokuserede nøje på at gøre det rigtigt, indtil hans hænder igen var ved hendes liv og førte hende beslutsomt rundt.

Hun morede sig, selvom Benjamin så meget alvorlig ud. På et tidspunkt lo hun af det, da han så hende meget intenst i øjnene. "Hvad tænker De på, Ridder Bonville?"

[Bénjamin af Bonville]

Bénjamin skænkede ikke den anden mand en tanke, og havde helt glemt at han overhovedet havde været til stede. Han var alt for opslugt af Jacquetta. Han nød at hun let overgav sig til ham, hvilket også havde gjort at han ikke holdte et fastere greb om hende, som han først havde haft lyst til.

Han førte sig roligt og fast da han igen havde en arm om livet på hende igen. Hans mørke øjne hvilede mod det lyse ansigt og han mærkede tydeligt hvor varm hun gjorde ham.

Hans bryn trak sig sammen, og han vidste til en start ikke hvad han skulle gøre over hendes pludselige latter. Han klarede halsen en smule. "Jeg beundre din skønhed Nådigfrøken" svarede han roligt.

[Jacquetta af Bonville]

Det var ikke forventede svar. Jacquetta blinkede overrasket og sænkede blikket et øjeblik med en lille varme i kinderne.

"Tak, Ridder Bonville," svarede hun. Hun var ikke koket, for hun havde aldrig lært at være det. Hun smilede, men så også lidt forvirret ud.

"Gør det dem meget alvorlig at tænke på?"

[Bénjamin af Bonville]

Det var ikke det eneste som lå Bénjamin på sinde, men det var hvad hun ville få at vide. Han nød desuden den svage varme i hendes kinder ved hans lette kompliment.

Man kunne tydeligt mærke at det var en ny verden for hende, og at hun sugede alle indtryk til sig. Hun var det perfekte ler at arbejde med. Det ville være mere skummelt af ham at have et evigt smil klistrede på sine læber, men rystede alligevel halvt på hovedet.

"Ikke alvorlig. Fokuseret" rettede han hende imens han førte hende rundt til musikkens bløde toner.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta nærede ikke mistillid og tog hans ord som sandhed. Hun troede generelt på andre mennesker, hvis ikke de havde givet hende bevis på at man ikke kunne. Benjamin så ufattelig alvorlig ud, men hun havde ingen grund til ikke at stole på ham.

En munter lyd forlod hende dog over rettelsen og hun rystede let på hovedet. "Nej, jeg synes De ser alvorlig ud," fortalte hun med et drillende glimt i øjet.

"Hvordan kan man få Dem til at le?"

[Bénjamin af Bonville]

Det naive lette ungpige sind var fremmed for ham. Hvilket kort gjorde at Benjamin blinkede et par gange med sine øjne og i et par sekunder ikke vidste hvad han skulle gøre af det. Så trak han vejret dybt ind og lod et smil strejfe sig flygtigt hen over læberne.

"Nuvel Nådigfrøken." Smilet var kun for hende. Alt hvad han foretog sig på givende tidspunkt var for hende. Han nød hendes opmærksomhed og måden hun uden tvivl studerede hans træk og tillod hende at undre sig.

En let rynke viste sig dog hen over hans næse. "Hvad mener De?" Han var ingen idiot og han forstod godt hvad hun mente, men alene tanken om at han skulle komme ind på hvad der morede ham var absurd; særligt fordi han ikke på stående fod kunne give hende et ordenligt svar.

[Jacquetta af Bonville]

Det klædte ham virkelig godt at smile, selvom hun lagde mærke til at det kun strejfede hans øjne. Det inspirerede også hendes næste spørgsmål, som han åbenbart fandt besynderligt. Hun trak på skuldrene, inden hun pludselig fandt sig selv trukket tæt i et dansetrin hun ikke ville have lagt mærke til at andre gjorde knapt så grundigt. Hun slap ikke hans blik, selvom hun fik en lille kuldegysning.

"Hvad synes De er morsomt?" uddybede hun hjælpsomt, selvom hun kunne mærke hans ånde mod sin hud.

"Jeg synes for eksempel at det er morsomt når skuespillerne i et teaterstykke overdriver noget helt vildt eller når meget alvorlige mennesker pludselig er fjollede..."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins hjerte var aldrig stille, og måske på baggrund af alle de tanke han gjorde sig i løbet af dagen, var der ikke plads til smil og latter. Det forekom som en sjældenhed, og når det blev bemærket vidste han aldrig hvad han skulle svare.

Han nød at stå så tæt med hende. Hans fingre krummede sig efter kjolens stof ganske flygtigt. Han holdte sit blik mod hendes som han smagte på hendes spørgsmål. Hun gav ham ubevist tid til at sænke over det, og han nød i stedet hendes eget syn på hvad morsomhed var.

"Når alvorlige mennesker pludselig er fjollede?" Gentog han med et hævet bryn. Han hadede teater generelt, og hvis han skulle se et stykke krævede han at de kunne deres stof og hverken var glemsomme eller overdrevne. "De ville finde det morsomt jeg sprang rundt på dansegulvet og imiterede en skør høne? Derved risikere mit ry for at nogen nogensinde ville tage mig seriøst?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kom til at fnise let af det mentale billede og tydeligvis var svaret ja. Hun trykkede dog læberne sammen og var på en måde lettet over at de igen skiltes lidt, hans håndflade nu kun imod hendes igen.

"Mindre kan nok gøre det," svarede hun drillende. "Er De ikke ung? De er yngre end mig. Nogen gange må De slå Dem løs?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde ikke tænkt sig at slå sig løs nogen steder. Særligt ikke når der var andre til stede og selvom Jacquetta virkede til gerne at ville se den side af ham.

Han vidste at scenariet var usandsynligt, og ville ikke efterkomme det. "Jeg er ked af at måtte skuffe dem. De har fat i den forkerte tvilling, hvis De leder efter en der kan slå sig løs" svarede dog med et par varme øjne. Han ønskede trods alt ikke at undvære hende.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta trykkede læberne lidt sammen, men hendes øjne gnistrede stadig i et svagt smil, selvom han blev ved med at virke meget alvorlig.

"Det har jeg måske, Ridder Bonville. Måske kan De introducere mig for Deres tvilling, så?