Lidt af en overraskelse..

[Katrín Af Monteres]

 Tilegnet Leonard af Mont

Generalens byhus

Sen aften

Kraftigt regnvejr

Turen fra Monteres havde været både lang og hård. Alene over de seneste timer havde Katrín tilbagelagt adskillige kilometer i regn og slud til hest. Hendes kappe dryppede næsten, som havde hun taget sig en dukkert i bækken og det lange lyse hår lang i våde totter, til trods for at de nu sjuskede fletninger afslørede, at det tidligere havde været sat op. Hesten var tydeligvis træt, da den endelig fik lov til at hvile og som Katrín svang sig ned, klappede hun den let på halsen, før hun plantede et lille kys imod den varme grå hals. ”Schhh, Ana..” Hun strøg den let over mulen, som hun bandt den løst til et hængsel på husmuren og hun satte derefter med trætte ben kursen op af trapperne til det byhus hun havde fået meddelt tilhørte Generalen af Mont.

Hendes tidligere Ridderherre, Toreau af Moulin havde ganske vist allerede sendt besked om at hun ville ankomme her til aften, men ikke destomindre, havde hun atter en rulle pergament med i hånden, indhyllet i et hylster. Den slanke kvindehånd bankede let på døren, før hun slog hætten ned og ganske kortvarigt, lod hun blikket glide bagud imod den tomme gade, før en tyende åbnede for hende. ”Jeg søger Generalen af Mont.” Den feminine røst bar genklang af en tydelig sydlig accent.

[Leonard af Mont]

"Mit kære barn, De er jo gennemblødt.." Madam Tyl, en tjenestedame af familien Mont, stod med store øjne i døråbningen og betragtede den unge, blonde kvinde. Det var tydeligt for hende at se, at denne fremmede kvinde var kommet milevis fra for at søge Generalen hamselv. Derfor kunne hun heller ikke finde det i sit hjerte, at sende den drivvåde blonde kvinde bort, til trods for hendes viden om, at Generalen af Mont sad på sit kontor og havde frabedt sig enhver ulejlighed og forstyrrelse.

"Kom ind, kom ind. De ender med en lungebetændelse.." Madam Tul åbnede døren yderligere, og med en armbevægelse inviterede hun den blonde kvinde indenfor. Varmen omsluttede dem i den lille entre, da døren blev lukket.

"Han er på sit kontor," informerede hun forsikrende, idet at hun begyndte at trække den våde kappe af Katrín for at hænge den til tørre på en knage, "Hvem skal jeg sige søger ham?"

[Katrín Af Monteres]

Et venligt smil gled over den lyshåredes læber, ved synet af den lidte ældre tjenestedame. ”Tak, skal De have.” Hun trådte indenfor og derpå trak hun ud af den våde kappe, som hun overrakte kvinden. ”Væbner Katrín af Monteres..”

Hun gned de kolde fingre en smule imod hinanden og afventende lod hun blikket glide omkring i den lille entré, imens hun lod tjenestedamen informere Nådigherren om hendes ankomst.

[Leonard af Mont]

Madam Tul stivnede, og et gisp forlod hende ukontrolleret. "Åh, De er den nye væbner.." mumlede hun, og måtte kort for en stund betvivle situationen. En.. kvindelig væbner? Det var stadig ganske nyt, at Væbnerskolen var begyndt at tage kvinder ind. Det var ellers kommet byhuset af Mont for øre, at Generalens nye væbner da bestemt havde været en mand. Det kunne ikke have været anderledes. Og nu stod den nye væbner her, med langt blond hår, kønne træk og en feminin silhuet.

"Ved Mithras, min pige, vi havde alle sammen troet at De var en.. Forstå mig ret, jeg tror, at det kommer til at overraske Generalen." Madam Tul smilede prøvende, så hendes mundvige sitrede, "Nuvel. Kom med." Så trissede hun guidende afsted ind i byhuset, op ad trappen og mod kontorets store trædør.

"Jeg kalder Dem ind når han er klar.." Et enkelt blik blev delt imellem dem, inden at Madam Tul bankede på døren med sine knoer. Så åbnede hun forsigtigt døren og trådte ind.

_______

"Nådigherre, De har fået besøg," Madam Tul nejede galant og naturligt.

I midten af kontoret stod et skrivebord. En pejs knitrede i baggrunden. Et par store, tunge gardiner pyntede ved vinduet, hvor regnen slog mod glasset. Gulvet var en anelse skæv, og knirkede når man stod på de helt rigtige brædder. Bogreoler var prydede med alverdens bøger.

"Sagde jeg ikke, at jeg ikke ville forstyrres, Madam Tul?" brummede Leonard af Mont fra skrivebordet, imens at han sad fordybet i nogle pergamenter.

"Jovist, min herre, men det er Deres væbner.."

Leonard stoppede midt i sin læsning og rettede blikket op fra bordet. Det landede undrende på den lille, buttede tjenestedame, "Allerede? Jeg troede, at han først ville være her i næste uge.." Generalen lænede sig tilbage i sin stol med et interesseret udtryk, "Lad mig se ham. Send ham ind."

Madam Tul skar ansigt, velvidende at det nu kunne gå alle mulige veje. Så drejede hun om på hælen og gik mod døren. Må Mithras være med hende, bad hun forsigtigt i sine tanker, idet at hun åbnede døren forsigtigt og stak hovedet ud til Katrín.

"Generalen af Mont er klar til at se Dem, kære.." Og som hun fjernede sig, åbnede hun sagte døren for den blonde kvinde.

[Katrín Af Monteres]

Det var ikke Katrín uvant at navnet ’Monteres’ fik de fleste til at stoppe op. Trods alt, faldt familiens ry ikke videre heldigt ud, rundt omkring i Falanie. Ikke destomindre, havde Generealen af Mont godtaget at tage hende og således var hun draget afsted næsten øjeblikkeligt, ude af stand til at holde sin forfærdelige fætter Marcel af Monteres ud, længere end nødvendigt.

Tilsyneladende, syntes hendes navn dog ikke at være det der overraskede den lille Madam, men derimod det faktum at hun var…en kvinde? Katríns bryn rynkedes en smule tænksomt derved, men hun nikkede blot og hun brummede vagt og anerkendende, som læberne snerpede sammen i en tænksom mine. Hun kunne risikere at blive vist bort alene på det faktum…Men det ville ligeledes alligevel være skamfuldt for generalen, uden yderligere grund og således fulgte hun Madammen til kontoret, hvor hun afventede udenfor.

Den lyshårede måtte vente en rum tid, men da døren endelig gik op, stak hun atter hovedet ind og trådte rank og stolt frem. Hun udgjorde et høfligt buk for Generalen og hun løftede så atter hovedet, på trods af at hun med det lange lyse hår mest af alt måtte ligne en forhutlet og druknet mus.

”General Mont.” Hilste hun.

[Leonard af Mont]

Der dannede sig en øredøvende stilhed i lokalet. Synet af den unge, blonde kvinde, der tilsyneladende skulle være Leonard af Monts væbner, fik generalens ansigtsudtryk til at ændre sig fra interesseret til en gravalvorlig misfornøjelse. En blanding af frustration og afsky, som han sad der, ellers kontrolleret og rank på sin stol, og betragtede den spinkle kvindeskikkelse foran sig. Leonard var af den stærke overbevisning, at kvinder reel ikke havde nogen evner til at blive ridder, og det havde været med foragt, at han havde hørt om Væbnerskolens latterlige idé om at åbne op for mulighederne. De var ikke ligeså fysiske stærke som mænd. Ikke ligeså modige. Ikke ligeså hårdhændede og udholdende.

Nu stod der så en kvindelig væbner foran ham; en væbner, som han skulle tage sig af som ridderherre. Der måtte være sket en fejl, intet andet kunne passe.

Leonard stirrede på den unge kvinde, som hun stod der på gulvet i midten af lokalet, og lignede mildest talt noget katten havde slæbt med ind. Det blonde hår, der klistrede sig til hendes hud. Tøjet, der ligesåvel klistrede sig ind på hendes krop og viste den kvindelige silhuet og dens former. Stilheden skar i lokalet.

"Og hvem skal du så forestille at være?" lød det endelig tørt fra ham, som han betragtede Katrín med sit skarpe blik. Han tårnede rank på sin stol med hænderne foldede foran sig, afventede på svar. Formaliteten i hans ord var borte - en tydelig indikation på hans indædte frastødte holdning. 

[Katrín Af Monteres]

Havde Katrín ikke været vant til at blive set skævt til, var hun sandsynligvis blevet både irritabel og overrasket over generalens spørgsmål. Ja, måske tilmed fornærmet. Ikke destomindre, hørte det dog mere normalen end sjældenhederne til. Jo…Monteres var ikke nødvendigvis et heldigt navn at bære rundt på. Ikke længere i hvert fald. Og så man bort fra den sindssyge barons ry, havde kusinen også selv sin egen besynderlige historie med i bagagen.

Jovist…Mange kendte hende sikkert som den forældreløse og ustyrlige tøs Monteres-familien så allernådigst havde taget til dig. Allerede i sine unge år havde hun gjort sig bemærket på pigeskolen og resten af Levagny, da hun havde sat ild til sovesalens gardiner og efterfølgende blev bortvist. Guderne måtte stå hende bi, skulle hun have lov at blive.

Ikke destomindre, trådte hun pænt frem og rakte derpå Generalen den indpakkede skriftrulle hun havde i hånden. ”Væbner Katrín af Monteres.” Lød det selvsikkert fra hende, som hendes lyse øjne mødte hans og hun derpå løftede hagen en smule og efterfølgende foldede hænderne foran sig. Ikke en mine fortrak hun, som hun betragtede ham med lige så kølig mine, som hans egen.

[Leonard af Mont]

Leonard tog imod pergamentrullen, der var forseglet med mærket af Moulins våbenskjold i voks, og åbnede den kontrolleret. Siddende, rank i sin stol og nærmest urokkelig, læste han dens indhold med den uberørte kølighed, han så ofte besad. Hans blik skimtede op fra pergamentets kant og fangede direkte den unge væbners, stadig med et ansigtsudtryk der var svær at aflæse.

Han betragtede hende for en stund. Og som han fik taget hende i øjemål og gjorde sig nogle overvejelser, foldede han pergamentet sammen igen. Da Leonard var blevet præsenteret for denne væbner første gang i en samtale havde fornavnet været udeladt. Han kunne ikke lade være med at tænke, at det havde været et snedigt bevidst valg af røvhulet til Toreau.

"Væbner?" fnyste Leonards dybe stemme køligt i det store lokale, alt imens at han lænede sig behersket tilbage i den store stol. Flammerne fra pejsen knitrede i baggrunden som han overvejende så ned på hende.

"Jeg har hørt om dig, Katrín af Monteres. En forældreløs komtesse, der må se sig nødsaget til at blive taget til sig af sin skinsyge onkel. Komtesselivet har vist sig for drænende for dig, så nu har du åbenbart søgt andre veje. Veje, der ikke bare er højere i standard, men ligeså vel særdeles usandsynlig at få til at gå i opfyldelse."

Leonard smed skødesløst pergamentet fra sig på det store skrivebord og foldede hænderne foran sig, "Og mens at dit eget len er ved at gå op i flammer, så forfølger du en uopnåelig drøm, en adelig kvinde, med respekt for sig selv og sit navn, ikke burde have. Hvor ridderligt."

Hans kølige blik hvilede afventede på hende.

[Katrín Af Monteres]

De smaragdgrønne øjne hvilede stålfast og køligt på genrealen, som han foldede pergamentrullen ud. Hovedet blev holdt højt og på trods af at tavsheden indfandt sig, lod hun ej den ulmende nervøsitet overrumple hende. I stedet løftede hun blot to pegefingre af ham med hans hånende ord, som forsøgte hun at bremse ham: ”Og dog har De hørt om mig….” Pointerede hun, som hun nærmede sig skrivebordet en smule og placerede håndfladerne imod mahogni-overfladen. ”Jeg vil vove at påstå at jeg evne til at håndtere både sværd og bue langt bedre end de fleste mænd De har lagt øjnene på gennem Deres tid som General.”

Tonen var iskold og dog emmede hun af selvsikkerhed. Hun havde blod på tanden og var tydeligvis alt andet end bange for at bevise sit værd. ”Er De så snæversynet at De allerede alene på mit køn mener at kunne bedømme mine evner? Eller De vil måske bilde mig ind, at de ville nægte selv en mand, der har redet milevidt en chance, alene på dennes fremtoning?”

[Leonard af Mont]

Den unge, blonde kvindes frembrusende tilgang til at svare igen, kom som en overraskelse for Leonard af Mont. Det var tydeligt at se på hans ansigtsudtryk, der ganske enkelt blev mere spidst og sammenbidt, mens det kølige blik stirrede skarpt på Katrín af Monteres, der stod provokerende lænet ind over skrivebordet.

"Monteres.." brummede Leonard i sit forsøg på af afbryde hende, men hun fortsatte sin iskolde håndtering af situationen med sådan en selvsikkerhed, at de nu kæmpede om hvem der havde det største ego i dette lokale. Siddende, rank og kontrolleret, forblev hans blik dog skarpt på hende, uden at vise for tydeligt sin irritation af denne flab.

Da hun var færdig med at tale, var der en skærende stilhed på kontoret. Leonards blik var ikke på noget tidspunkt dalet eller strejfet væk. Og mens at de nedstirrede hinanden, begyndte noget at trække sig i Generalens ansigt. Han hævede sig stolt fra sin plads i stolen og rakte ud efter en bog, der lå på bordet.

"Du er en kvinde, Monteres, og kvinder hører ikke til på hesteryg eller med et sværd i hånden," forklarede han sig ligegyldigt og nærmest uinteresseret, mens at han gik hen og stillede bogen på dens tomme plads på boghylden, "Uanset hvor meget de så end ville brænde for det eller har forestillinger om hvor gode de er med et våben, som dig selv, så er det ikke dér din skæbne burde ligge."

[Katrín Af Monteres]

Katríns blik veg ikke fra Generalen så meget som et øjeblik. Tværtimod, fastholdt hun øjenkontakten indtil at han selv brød den og rejste sig fra sin plads ved skrivebordet. Hun rankede sig først, da han selv bevægede sig over imod boghylden og et fnys forlod hendes, ved hans ord, som hun tydeligt genkendte ’den fordømmende mand’ i ham. Han var ganske enkelt forudindtaget på baggrund af hendes køn. Magen til idiot…

Katrín lod fingrene glide over klingen på brevåbnere på skrivebordet, men hun tav så ellers blot for en stund, som Generalen fik afløb for sin mandschauvinistiske ordstrøm.

Hun fugtede så atter læberne lidt tænksomt. ”Nej. Det burde den måske ret nok ikke…Men her er jeg alligevel. Og ikke destomindre har De allerede påtaget Dem at tage mig ind. – Jeg kan forestille mig at det vil se kønt ud, hvis Falanies hærgeneral af alle bryder sit ord og løber fra sine aftaler…”

[Leonard af Mont]

Generalen stoppede midt i sit gørende. Hans kæbe spændtes, og havde det ikke været fordi, at han stod med ryggen til den blonde Katrín, så havde hun tydeligt set hans foragt i ansigtet. Den pludselige erkendelse af, at denne flabede, unge kvinder, der udgav sig for at væbner, havde en snert af sandhed i sine ord. Der ville blive stillet spørgsmål til Leonards troværdighed. Folk ville undre sig over hans manglende hold af sit ord. Ikke bare overfor kvinden bag ham, men ligeledes for lensherren, han havde givet sit løfte. Der var et tydeligt bevis - pergamentrullen med våbenskjoldet der lå på bordet.

Leonard fik kontrol på sig selv. Han vendte sig om mod Katrín, alt imens at et træk i mundvigen hvilede sig over hans ellers så kølige ansigt. Han måtte give hende; han var imponeret over hendes hurtige sind.

"Du er snu. Meget snu. Men det hænger vel sammen med din kvindelist.." Leonard fjernede sig fra sin plads, og gik rank og høj mod den unge væbner med langsomme skridt, "Men meget vel, Monteres. I så fald skal du vide, at der er en stor forskel mellem Moulin og Mont."

Hans kølige blik var skarpt, da han stoppede op foran hende, nærmest intimiderende, alt imens at han fortsatte i sin kolde røst, "Forvent ikke, at jeg vil tage hensyn til dit køn. Du kommer til at svede og knokle ligeså meget, som de riddere der var under mig. Der vil være nætter hvor du vil forbande din eksistens. Der vil være dage, hvor du ikke vil mærke andet fra din krop end brændende smerter. Og indtil da har jeg ikke tænkt mig at tro, at du virkelig ønsker dette, før at jeg har set din reaktion og vilje."

[Katrín Af Monteres]

Katrín var ikke en kvinde der gav op. Det havde hun aldrig været. Tværtimod, havde hun siden hun var ganske ung, lært at kæmpe med næb og kløer for det hun stod for og ønskede sig. Således rørte generalens ord og mening hende ej heller synderligt, om end en del af hende frydede sig ved det halve kompliment hun blev tilskikket.

Hun blev stædigt stående på den plet på gulvet hun havde udvalgt sig og uden hverken frygt eller tegn på at føle sig det mindste intimideret, mødte hun den ældre mands iskolde blik.

”Javel Herre.” Ordene flød køligt fra hendes læber. – Ja…Vidste man ikke bedre kunne det næsten lyde sarkastisk. Ikke destomindre var der dog alvor at spore i den unge kvindes øjne og hun hævede atter hagen en smule, som hun stortset matchede generalens højde.