En skulder til låns

[Talon Våbensmed]

Forbeholdt | Florine Laure Købmand

---

Hele verden syntes at have vendt sig selv op hovedet. Hvad der engang havde været op var blevet til ned og omvendt. Så meget var sket over den seneste tid. I måneder havde Talon, sammen med de restende drabanter, jagtet det afskum der efterladt så mange i sorg når endnu en kvinde forsvandt for at dukke op livløs. Morder var blevet pågrebet, og kun Jehanne Renard 's tilstedeværelse havde forhindret makkeren i at tage plads i lykken ved siden af Jean Bager. Han var blevet far, på kortere tid end Oudine Pottemager  havde båret Andréas, men han kunne ikke handle der på.
Dertil kom der alt det med familien, der havde gjort at Talon den seneste tid havde opholdt sig væsentligt mindre i våbensmedjen end normalt. Det var nemmest sådan, men betød også at drabanten havde langt mere fritid end Oudine alene kunne udfylde, når hun samtidigt havde sin søn at være mor for.
Tiden der ikke var brugt på at patruljere omkring universitetet eller på kro blev i stedet brugt på at få afløb for alle de følelser og frustrationer, som han ikke kunne eller havde lyst til at sætte ord på. Hvilket tildeles også var en af grundende til han om aften ikke længere sad ligeså ofte med ved bordet, sammen med resten af familien i våbensmedjen. En flækket læbe eller hævet kind gav for mange spørgsmål, som ikke kunne fejes af med at stamme fra arbejdet.
Fraværet fra smedjen betød dog ikke at Talon ikke forsat sørgede for at ligge den samme mængde af mønter, som han altid havde gjort efter han var flyttet ud, men forsat havde spist med i barndomshjemmet og det var nøjagtigt det han var på vej for at gøre. 

Talon var ikke ligefrem konfliktsky, men han kunne ikke fri sig for sende en stille bøn de højere magter om at lade ham gå uset ind og ud, desto tættere han kom våbensmedjen.

[Florine Laure Købmand]

Florine Købmand havde været travlt beskæftiget den senere tid. Både med sit nye, højtærede og elskede job på Teateret som musikant, me sandeligt også med at blive klar til de forestående prøver på universitetet. Derudover skulle hun hjælpe sin mor og Julinne i hjemmet, finde tid til Nicolaus og Tristan, for slet ikke at tale om vennerne. Hun havde også haft travlt med at undvige fætteren, der nærmest som et rovdyr sneg sig ind på hende på ny, og gjorde anmærkninger, der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

Denne dag havde hun besluttet sig for, at hun ville tjekke om veninderne Svea og Svarii var hjemme, og om de i så fald ville med på og få et krus øl, men det var ikke pigerne hendes øjne fæstnede sig på, da hun drejede ned ad gaden. Det var derimod deres onkel. En mand hun ikke syntes at være rendt ind i for nyligt. På sin egen måde måske logisk taget i betragtning, at han og Svari vist havde haft en stor konflikt. Hun tøvede derfor kort, men ikke ret længe, før hun satte det ene ben lidt hurtigere foran det andet. "Talon!" kaldte hun efter ham. Det vante muntre smil over at se ham var synligt på læberne, og selvom hun måske burde være mere tilbageholden - af hensyn til sin veninde og hendes parti i konflikten - var hun ikke særligt tøvende overfor at slå sine arme om ham i en varm omfavnelse. Det var som at se et fjernt familiemedlem igen efter de havde været ude og rejse. 

[Talon Våbensmed]

Trukket dybt ind i egne tanker, havde han ikke haft det sædvanlige overblik på sine omgivelser. Talon registrerede derfor heller ikke købmandsdatteren før hans navn, båret på hendes stemme, blev kaldt ud og fik hovedet til at drejes. Stemmen var genkendelig, men endnu ikke helt fri af sit eget tankespind tog det længere tid end han ville bryde sig om at indrømme, at registrere hvem den tilhørte.

”Florine.” Slap det da også noget overrasket ud, inden Talon’s egen arme lukkede sig tæt omkring hendes mindre skikkelse. Knugede hende familiært tæt. Han strakte sig derefter en armslængde ud fra hende. Mundvigene virrede eftergivende for et smil ”Se nu lige dig. Jeg hører du er begyndt at spille på teateret?” Spurgte han oprigtigt interesseret. Stoltheden kunne da heller ikke holdes fri fra hans udtryk, også selvom der var en sandsynlighed for de nyheder han havde hørt under sine patruljeringer kunne vise sig blot at være rygter.

[Florine Laure Købmand]

Normalt reagerede han hurtigt, som var alle hans sanseappareter altid fintunede til omgivelserne, men i dag virkede han mere overrasket end forventet, og det var som om han først rigtigt forstod, at det var hende, da hendes arme svøbte sig om ham. Men måske hun bare havde været mere ivrig end hun selv var bevidst om, da hun havde småløbet for at kaste sig ind i en omfavnelse? En han gengældte, og der var noget lindrende over den familiære omfavnelse fra en voksen. En hun havde savnet, måske endda manglet, de sidste uger.

Hun smilede fortsat, da han holdte hende ud fra sig i en armslængde. "Åh, du har hørt det? Jeg har fået arbejde der. Jeg spiller på harpe, og det er det mest vidunderlige. Du må komme og høre mig en dag. Så vil jeg forsøge at skaffe dig en billet," fortalte Florine og den stolthed hun anede i hans øjne, blev spejlet lidt i hendes egen stemme. Så flakkede blikket flygtigt mod smedjen lidt længere nede af gaden. "Er du på vej til at spise med de andre?" spurgte hun forsigtigt, usikker på, om hun måske burde have grebet det anderledes an. Hun tøvede da også lidt, inden hun tilføjede: "Jeg kan forstå at ... eh, at du ødelagde Svarís sværd."

[Talon Våbensmed]

”Flo, jeg er drabant.” Mindede han hende om og blinkede en enkelt gang med øjet til hende. Hvad han dog ikke have hørt eller med størst sandsynlighed misset var at der ikke bare var tale om en enkelt spilleaften. Han kunne ikke holde øjenbrynene i at hæve sig i en tydelig overraskelse ”Arbejde, som i at du spiller der fast?” Spurgte han for at sikre at havde forstået hende rigtigt. Hjernen arbejdede ikke ligefrem i højeste gear disse dage, nok nærmere på autopilot ”Hvis ikke det er for besværligt for dig, så ville det glæde mig at komme og høre dig spille.” og hvis ikke hun kunne skaffe en billet, så ville han finde en måde at få skrabet nok mønter sammen til en.

Hænderne slap hendes skuldre og Talon kløede sig lidt i nakken ”Njah, jeg skulle bare ligge lidt mønter.” Brummede han en anelse i håbet om der ikke ville stikkes mere i det emne. Det uundgåelig kunne ikke udsættes længere og det ødelagte mesterværk blev bragt op. Ansigtet krøllede sig i en grimasse. Talon nikkede og slap et mindre, hørligt suk ”Hun har fortalt dig om det? Jeg kan ikke sige at jeg er overrasket.” Stemmen var ikke vred, nærmere træt. Hånden fjernede sig fra nakken.

[Florine Laure Købmand]

"Er det sandt?" svarede Florine med påtaget overraskelse, mens et muntert glimt tonede frem i øjnene. Hans bryn hævedes dog lidt i overraskelse, da hun klargjorde, at der ikke var tale om en engangsfornøjelse. Såvidt havde rygtet altså ikke spredt sig. Endnu. Omend der blev hvisket en del om den unge musikant, havde hun bemærket selv. På kroerne. Nogengange også gaderne.
"Ja. Først var det bare to aftener, men så blev jeg tilbudt at spille der fast. De plejer slet ikke tage folk ind på min alder," konkluderede hun ydmygt, men samtidig med en flig af stoltheden blivende i stemmen, for hun var stolt af sig selv for at have bevist sit værd og at have fået en fod indenfor i den verden, som hun utopisk kunne drømme om at leve af at være i. "Jeg er sikker på, at jeg kan skaffe én billet." slog hun fast, for det måtte kunne lade sig gøre. Ellers kunne hun spørge Fleur af Aren om hun ville hjælpe hende.

Stemningsskiftet var til at føle på, da han slap hendes skuldre og kløede sig i nakken. Han skulle bare lægge mønter. Florine tolkede derudfra, at der stadig måtte være en anspændt stemning mellem ham og den resterende Våbensmed familie. Måske primært niecen. 
"Hun fortalte mig om det, og jeg kunne først ikke tro det... Det ligner dig ikke. At gøre sådan," flød det ærligt fra Florine med et lidt spørgende udtryk. Han så uendeligt træt ud nu, og selvom hun måske burde se ham mere som en skurk end den onkel, hun følte, at han var, så var det svært, som de stod der. "Hvordan har du det? Jeg har ikke set dig længe," skiftede hun derfor strategisk spor. Det efterlod rum til at han kunne fortælle sin side af konflikten med niecen, men også til at han kunne tale om alt andet end dét.

[Talon Våbensmed]

Bedst som man skulle tro at rynkerne i panden ikke kunne blive dybere, skubbede øjenbrynene sig en tand tættere det mørkeblonde hår. Som altid var Florine yderst ydmyg omkring sig selv. Selv når hun havde alt grund til ikke at være det, men stoltheden i hendes lyse stemme var ikke til at tage fejl af.
”Det må jeg nok sige…” Fine linjer satte sig i de yderste øjenkroge og fik det havblå blik spille, idet tænderne blottede sig i et bredt grin. Stoltheden var svær at skjule i den ældre drabant, men han forsøgte heller ikke på det. Han var glad på hendes vegne og ikke mindst pavestolt, nøjagtigt som havde hun været af hans eget kød og blod. For hvordan kunne han være andet?
”Men, Hvis du er en fast del af teatertruppen, så må de også lønne dig derefter og så kan jeg ikke lade dig fikse mig en billet.” Smilet forsvand lidt ind på læberne, men forblev stærkt i blikket ”En købt billet er løn i din lomme. Lad mig vide, hvilket aftner du spiller og så finder jeg pengene til at komme og høre dig spille.” Mønterne skulle han nok kunne finde. Det ville ikke blive en plads på de øvre tribuner, men han ville være der og han  kunne endda måske invitere Oudine Pottemager med.

Hovedet vippede lidt nikkende, med læberne klemt sammen. Nej det lignede ham ikke at handle så irrationelt, men frustrationerne havde været for, da niecen forsat have nægtet at lytte og det havde led til en desperation. Havde Talon vidst uoverensstemmelserne med Svari Våbensmed ville have starten på landvinen, så havde han trukket sig længe før.
”Nogen gange træffer vi de forkerte valg i forsøget på at beskytte dem vi holder mest af. Derefter må vi betale prisen for vores valg.” Talon så stadig ingen grund til at forsøge at benægte overfor hende. Florine var klogere end at lade sig spidse af med løgne og hvad var der at skjule? De kendte hinanden og der var ingen grund til at skabe flere kløfter end der allerede var dannet.
”Jeg prøver at give dem lidt luft, det er det mindste jeg skylder dem.” Forklarede han på sit fravær. Dem værende en hentydning til resten af Våbensmed familien, men det var mindst ligeså meget for hans egen skyld at distancen var der. Han var træt. Meget var sket på kort tid og som en mand der ikke var god til sine egne følelser, så havde det været lettest sådan.

”Var du på vej for at besøge tvillingerne?” Spurgte han så og skævede hen over Florine’s skulder. Hun var ikke kommet fra smedjen, at dømme ud fra retningen.

[Florine Laure Købmand]

Den indre varme hun følte over Talons mimik var en helt særlig én; en der var familiær, og som fyldte hende med følelsen af, at have opnået noget godt, som andre kunne være stolte af hende for, og selvom hun måske ikke helt havde været sig selv bevidst om det, så ville hun ligeså gerne have, at Talon syntes, at hun gjorde det godt, som hun ønskede sig at hendes far skulle synes det selvsamme. "Ja..." medgav hun med et bredt smil. Hans grin var smittende, og fik Florine til at blomstre og boble lidt synligt i ansigtet. Ydmygheden blev tilsidesat for en lille stund, mens hun solede sig i følelsen af stolthed og glæden over, at også Talon var stolt af hende.

Hun så lidt på ham, da han så nægtede at lade hende fikse ham en billet, fordi han antog, at det ville frarøve hende en løn, og hun rynkede panden lidt. "Om jeg så skulle få det mindre i løn en enkelt aften, så ville det ikke genere mig. Jeg vil hellere vide, at du ser mig spille end at tjene en mønt. Jeg er der ikke som sådan for pengenes skyld heller, min egen familie er med til at sponsorere Teateret," italesatte Florine lidt bestemt, for uanset hvad han sagde, ville dén opfattelse ikke ændre sig. Pengene var ikke det, Florine havde mest kært i verden, måske fordi hun på sin vis ikke havde manglet dem. "Så, hvis du ikke kan finde pengene til en billet, så giv mig besked, så skal jeg nok skaffe dig én. På den ene eller anden måde." Hun smilede forsikrende. 

Florine havde følt en vis ambivalens over at høre om den handling Talon Våbensmed havde gjort overfor Svari Våbensmed, for det havde slået lidt skår i det billede hun havde af ham. Han så da heller ikke længere videre stolt ud over det, og hans ord fortalte sin egen lille historie om en slags fortrydelse, men også bevæggrund. Hun nikkede svagt. "Det er menneskeligt at tage fejl, og jeg ved hvor meget du ønsker at beskytte os. Det er ikke altid nemt at gøre det rette i dét henseende," lød responsen roligt fra den unge Florine, der selv havde gjort noget, som hun på forhånd mistænkte ville gøre ham træt eller appellere til bekymring eller misbilligelse i én eller anden form. "Det forstår jeg. Måske er det bedst for jer alle?" spørgende løftede hun et bryn. Han så drænet ud. Måske var det ikke kun resten af Våbensmedene der havde brug for distancen for nu. 
"Ja, eller... Jeg ville bare se, om de var hjemme. Jeg har lidt fri i dag, så jeg ville bare bruge tiden fornuftigt, men... Måske du har lyst til at gå en tur istedet? Spise en bid tærte et sted, eller nyde et krus øl?" Florine havde ikke set ham længe, og hun var ikke helt klar til allerede igen at give slip på ham. Det føltes som om der var mere hun gerne ville dele med ham end dét hun havde nået at dele - og hun mærkede også en trang til at sikre sig, at han havde det godt. Det så ikke helt sådan ud, og det var for såvidt også forventeligt alt taget i betragtning.

[Talon Våbensmed]

”Okay, okay.” Var Talon endt med at kluk le en smule over Florine’s formaningstale, der i grunden var fuldt ud berettiget ”Du har mit ord, hvis ikke jeg kan finde pengene, så skal jeg nok sige til.” Lovede han derefter med rester af latteren trækkende i mundvigene. Det var ikke fordi Talon med fuldt overlæg glemte, at Florine var datter af en velstående og velhavende købmand og at penge derfor sjældent var en mangelvare, men det var heller ikke noget han tænkte videre over.

Talon havde hverken været sur eller skuffet skulle det have vist sig at hun havde været på sin venindes side, men han værdsatte hendes upartiskhed. En stor ting at evne allerede i så ung en alder, men hun havde også et godt hoved at trække på.
”Forhåbentlig, men det er kun tiden der kan afgøre det.” Blev svaret til spørgsmålet om valg om distance til familien. Håbet levede stadig for at ting kunne komme bare lidt tilbage til det gamle, men Talon vidste også at virkeligheden sjældent lod sig forme efter håb.

”Hvad med både en øl og en bid tærte?” Forslog han. Smilet havde været forsvundet, da samtalen havde sporet sig ind på det mere kedsomlige emne som familie konflikten var, gjorde et nyt indtog på det skæggede ansigt. Det var dog stadig langt fra helt at nå øjnene som tidligere, men han så frem til at få lidt luft  i tankerne.

| Lukket efter aftale <3 |