Skygge snak [P]

[Talon Våbensmed]

Forbeholdt | Orielle af Falanie

---

Talon havde, modvilligt, indvilliget i at holde næsen ude af niecerne i våbensmedjens kærlighedsliv. Løfter han havde i sinde at overholde.
Et smuthul havde dog åbenbaret sig for drabanten og det var ikke et han havde tænkt sig at vende det blinde øje til. Teknisk set kunne der argumenteres for at Talon kun blandede sig i dronningens kærlighedsliv og det havde ingen trods alt forbudt ham i, at det så samtidigt forhåbentligt ville få Éduin af Lemaux til at genoverveje sin færden omkring Svari Våbensmed var bare et hændeligt uheld, skulle han mene.

Det havde ingen let sag været at få kontakt til en af dronningens små fugle, dels fordi de i Talon's øjne lignede en hver anden adelsfrøken og fordi han var nødsaget til at tage en direkte kontakt, når ikke brevform var en mulighed givet de skriftligeudfordringer. Særligt en af fuglene havde dog vist sig at være frygteligt glad for sin daglige spadseretur gennem markedspladsen, hvilket gjorde hende noget mere tilgængelig for en gemen borger som Talon.
I starten havde hun afvist drabanten med en bemærkning om at han nøjagtigt som alle andre måtte anmode om audiens hos Hendes Kongelige Højhed, da han i første omgang ikke havde ønsket t specificere, hvad han ville dronningen. Talon havde derefter været irriterende vedholden og efter at have forsikret fuglen om at samtalen var bedst egnet i mere diskrete og private rammer end en audiens kunne give, var hun endt med at give efter.

Hengemt i staldens skygge stod han afventede på dronningens ankomst efter at fuglen var rendt afsted, for at melde at Orielle at hendes tilstedeværelse var krævet i stalden.

[Orielle af Falanie]

Orielle havde været en smule forundret over hvorfor at en drabant ville mødes med hende, og så uofficielt. Først da hun nærmede sig hestenes hus begyndte hun at lægge to og to sammen. Talon var i familie med våbensmedsdatteren, var han kommet for at give hende en reprimande?

Hun rankede sig en smule og viste sin hofdame lidt væk så de kunne få lidt privat liv. Langsomt åbnede hun døren og hendes lyse blå øjne fik strakt øje på drabanten.

"Herre Våbensmed" lød hendes stemme rolig. "De bad om at se mig"

[Talon Våbensmed]

Fingrene var svært optaget af at pille et gyldent strå fra hinanden, da den slank dukkede op i dørkammens modlys. Selv henlagt i hårde skygger der gjorde hendes ansigt umuligt at se, var Talon ikke i tvivl om hvem det var den tilhørte.

Det afpillede halmstrå faldt for hans fødder, da han bukkede for sin dronning ”Deres Kongelige Højhed.” Hilste han og rettede sig op ”Jeg beklager meget at tage tid fra Deres pligter, men ser De en af mine niecer er desværre blevet lidt for bekendt med en af dronningens mænd.” Lød det ind indledende mens Talon lod armene foldede bag om ryggen ”En mand som jeg forestiller mig, at De er mindst lige så interesseret i fokusere mere på sine pligter for Dem som jeg selv er?” Blikket søgte hen over hendes skuldre, for at tjekke at ingen stod i nærheden, før han forsatte sin tale ”Jeg har set Dem med Deres livvagt.” Uddybede han, men denne gang med dæmpet stemme.

[Orielle af Falanie]

Orielle blev stående. Hænderne var foldet let mod hinanden og da Talon begyndte sin strøm af ord kunne hun mærke hvordan fingrene gned let om de ringe hun havde på. Men hendes ansigt fortrak ikke en mine. Kun hendes øjne klemte sig i et splitsekund sammen da han vovede sig ind på den del af hendes private liv han slet ingen tilladelse havde til at nævne.

Hun vidste udmærket hvilken familie han kom fra, og hvilken ung mørkede pige han talte om. "Jeg har gjort det klart for dem begge at det er i deres bedste interesse at stoppe deres foretagende øjeblikkeligt" Hendes stemme var klar; royal og skarp.

"Truer de mig, Herre Våbensmed?"

[Talon Våbensmed]

Om han truede hende? Spørgsmålet, hvor absurd han end fandt de, var reelt nok og Talon var da heller ikke blind for at dronningen måtte føle det sådan. Næsten som var han underholdt løftede mundvigene sig til tænderne kom til syne i det lyse skæg. Afvisende rystede Talon på hovedet truslerne skulle være rettet imod hende ”Hvilket grunde skulle jeg have for at true Dem? Hvis jeg ønskede Dem ondt, så ville det have været Hans Kongelige Højhed kongen jeg havde sendt bud efter.” 

Ansigtet blev derefter hårdt af alvor inden han understregede ”Jeg ønsker ikke at se Dem på toppen af et skafot, Deres majestæt, men jeg ønsker heller ikke at se min niece hverken med barn eller livløs i rendestenen, fordi en gemen adelsmand skulle have sine fornøjelser med hende.” 

[Orielle af Falanie]

Måske det ikke havde været i hans hensigt, men en hver anden der var kommet frem med sådanne ord, ville have været blevet beskyldt for det samme. Orielles smil var stadig en anelse stramt, da det langt fra var nogen særlig bekvemt situation at stå i.

"Jeg sætter pris på deres diskretion" svarede hun i stedet for og nikkede en enkel gang med hovedet. Hun kunne slet ikke rumme tanken om at han ville gå til hendes mand, og det stod mere end klart for hende hvor fuldkommen tåbelige hende og Éduin havde været den dag, i stalden.

"Jeg har besøgt deres niece, og hun virker voksen nok til at have taget de beslutninger omkring min livvagt. Éduin har ikke tvunget sig på hende, og skulle hun blive med barn, er det mindst lige så meget hendes gøren, forstår de, herre Våbensmed?" Orielle rankede sig endnu engang.

"Han er forelsket i hende. Hvad vil de have mig til at gøre?" erkendte hun og mærkede de lyse blå øjne blive blanke.

[Talon Våbensmed]

Talon lod hende tale uden afbrydelser. Både som respekt for hende som hans dronning, men endnu mere af respekt for hende som person. Hvad han havde været vidne til i stalden kunne være ødelæggende for så mange parter, men Talon var ikke interesseret i at have blod på hænderne. Det havde været tæt nok på med Jean Bager.

Han kunne dog ikke holde ansigtet helt neutralt, idet Orielle nævnte hun både havde besøgt niecen og endnu mindre, da hun proklamerede at livvagten påstod at elske Svari Våbensmed. Han brummede bryskt og lod en hånd køre over nederst del af ansigtet.
Selv i staldens mørke bemærkede Talon hvordan de lyse øjne blev blanke. Han trådte forsigtigt prøvede nærmere. Ønskede ikke at fremstå som en trussel. ”Vil De kunne give ham flere opgaver på paladset, uden at Deres mand vil fatte mistanke?” Spurgte han og sænkede hagen og forsøgte at fange sin dronnings blik.

[Orielle af Falanie]

Orielle satte umådelig meget pris på at han lod hende tale ud. Det var et ømt men også vigtigt emne og hun ville ikke have at han troede at hun på nogen måde bevilligede det der skete omkring dem. Hun satte derved også pris på at han ikke dømte hende for hvad han havde set, der ud fra hans øjne kunne være ganske uskyldigt. Hun trak vejret dybt ind. Lige nu føltes alt kun som opsejling til et stormende hav.

Hun nikkede let. "Jeg har truet med at sende ham et helt andet sted." svarede hun i et let suk. "Men det er for opsigtvækkende. Han er god til sit arbejde og min mand ville aldrig kunne undvære ham fra kronen." Men at give ham mere at se til; lade ham blive ved hendes side hele tiden ville gøre det komplet umuligt for ham at færdes nogen steder uden hun kendte til det; men fortjente han det?

"Men jeg er også bekymret for Deres niece, Herre Våbensmed. Hun virker ikke som en pige der tager ordre godt. Nok kan jeg give Éduin sit at se til, men hvis hun opsøger ham, eller ikke lytter til hvad jeg har sagt.." Hun rankede sig en smule.

"Hun er myndig, og hun træffer sine egne valg. Jeg beder blot om ikke at du ikke hader Éduin for meget. For i sidste ende er han blot en mand."

[Talon Våbensmed]

Det kom ikke som nogen større overraskelse, at Éduin af Lemaux var vellidt af Kongen. Han var trods alt livvagt for hans kone og det krævede en hvis tiltro og tillid. En tillid han uden Kongens vidne havde brudt på fornemmeste vis. Lettest ville det have været, hvis Dronningen kunne have sendt ridderen mod fjerne kyster, men de ville kræve en begrundelse som ikke var mulig at give. Talon nikkede accepterende og ikke mindst forstående. Et større arbejdslæs var hvad han måtte tage til takke med.

Et hårdt latterfnys lød ”De skulle bare vide.” Mumlede han og undertrykte trangen for at gnide sig træt over øjnene. For træt det var han.
”Men hun er stadig ugift og lever under sin families tag.” Svari Våbensmed var måske voksen, men hun var på ingen måde myndig til at fløjte rundt med overklassens folk – eller andre af den sags skyld, men det var ikke tømmernes sønner der bekymrede onklen.

”Jeg forventer ikke at min niece uden videre dropper alle drømme tanker som Deres livvagt har sat hende i hovedet, men jeg forventer at han holder sin afstand og ikke puster mere liv til hendes fantasier. De må dog forstå at jeg ikke stoler på, at han holder sig væk alene fordi De beder ham om det. -” Han holdt en pause, da to vagter passerede tæt forbi udenfor stalden. Ventede til de var væk, før han genoptog sit ord ”Derfor vil jeg bede Hendes Majestæt om ikke at fortælle ham om denne samtale eller mit løfte om ikke at sige noget til Deres mand, hverken før eller efter har opsøgt Ridder Lemaux." 

[Orielle af Falanie]

"Drømmetanker? Jeg kan forsikre Dem om at Èduin ikke har lovet deres niece noget som helst. Jeg tror han har været ganske ærlig omkring at deres fremtid var en umulighed. Men hun ér køn, jeg er ikke overraske over at han har ladet sig fascinere. Men de er i sidste ende begge skyld i den ulykke der er væltet over dem" svarede Orielle roligt men fast.

Nok var hun vred på Èduin, men kun hende havde lov at være det, lige som det kun var Svaris egen familie der kunne skælde hende ud. Det havde Dronningen ikke gjort, hendes besøg havde været for begge parters bedste. Hun tolkede nu heller ikke Talons ord som værende bebrejdende; men så dårligt lys skulle hendes livvagt ikke sættes i, når den unge smededatter tydeligvis vidste hvad hun havde fortaget sig.

"Jeg siger ingen ting." lovede hun med et let suk. "Jeg skal nok gøre mit, hvis De gør deres, Herre Våbensmed" svarede hun let. Det var ikke kun Èduin der skulle holde sig væk.

[Talon Våbensmed]

Orielle’s ord fik en trækning til at vise sig hos drabanten, men det var hverken et overbærende eller på anden vis mokkende smil han mødte hende med ”Min niece er ung og med egne forestillinger. Nogle gange er det de ting vi fortier, dem der sætter flest tanker i gang.”
Også Talon havde været helt ung en gang og selvom det ikke var en adelsfrøken, der plantet kærlighedsfrø hos ham, så var det ord talt ud af egen erfaring. Oudine Pottemager havde den gang været lige så uopnåelig som Éduin var for Svari, og alligevel havde den garvede drabant i alle disse år holdt sit hjerte lukket for alle andre end hende.

”Jeg er sikker på at min bror og svigerinde tager hånd om min niece. Min tilstedeværelse her er så langt jeg kan strække min indflydelse på hendes fremadrettede gøren.” For et øjeblik herskede stilheden, kun brudt af den puslende halm indtil Talon bekymret spurgte: ”Er De bekendt med om de har ligget med hinanden?”

[Orielle af Falanie]

Orielle nikkede genkendede til drabantens ord. Ikke at hun havde vidst præcis dét om Svari, men hendes beskrivelse passede ret godt på nogen af hendes egne børn - og jo, måske også en lille smule på hende selv. Men der var de rigtige tidspunkter til alting, og selvom Våbensmedsdatteren var ung, så kunne ingen bruge det som undskyldning hver gang. Slet ikke når problemet var så alvorligt som nu.

Hun nikkede, og for et øjeblik virkede det til at de var færdige; Orielle brød sig ikke om samtalen og det var blot et spørgsmål om tid til at de ikke længere var alene. Hun trak vejret dybt ind.

Hun blinkede et par gange, og til en start lignede det bare at hun havde fået støv i øjnene. Men tårerne voksede sig store og Orielle måtte flere gange gnide håndfladen mod sit ansigt.
"Han har ikke sagt noget direkte. Men jeg kan mærke det." hviskede hun og så sig fortvivlet om efter en skammel, som hun endte med at sætte sig på. Ansigtet var begravet i hænderne.

"Du må tro så ilde om mig Herre Våbensmed. Jeg bedrager min mand, og er forelsket i min egen livvagt." Nu græd hun. Hun følte at hele hendes hjerte var blevet revet ud, smidt på jorden og trådt på; det var hvad Éduin af Lemaux og Svari Våbensmed havde gjort; selvom det ikke havde været bevist.

"Jeg håber sådan at det ikke er sandt. At Éduin ikke har forrådt mig på den måde."

[Talon Våbensmed]

Talon var ikke urørt af da saltklare dråber trak våde streger over Orielle's lyse kinder. Han havde aldrig brudt sig om at se tårer falde fra en kvindes ansigt. Royale var ingen undtagelse til reglen. Munden strakte sig i beklagelse over at have stil spørgsmålet, men det havde desværre været lidt et nødvendigt onde.

Det ene knæ sat i jorden endte drabanten med at sidde knælende foran sin Droning. "Vil De vide hvad jeg virkelig tror om Dem?" Spurgte han retorisk og forsøgte at fange de grådfyldte øjne "Jeg tror De er en kvinde som har tjent Deres mand og nu har givet Dem selv lov til at mærke hvad der er mange forundt; kærlighed." En trøstende hånd lagde sig over hendes spinklere og gav den et blidt klem. Det var ikke en større gestus end den kunne bortforklares, hvis en vagt eller anden person skulle vade ind på dem. 

[Orielle af Falanie]

Det var helt forkert at hun sad her og græd; i stalden og så foran en drabant. En borgerlig. Selvom Orielle så sig som folkets dronning så var der grænser for hvad hun kunne udsætte sig selv for, særligt fordi at de var i en udsat position. De kunne blive lige så hurtigt opdagede som hende og Èduin.

Hun tørrede øjnene let med et sart stykke broderet stof hun havde haft bundet om i en rem i ærmet da han talte. Hun trak vejret dybt ind før hun løftede hovedet og så ind i hans venlige øjne, som fik hende til at forholde sig langt mere roligt.

"Jeg er jo ikke naiv. Jeg er fuldkommen klar over hvad vi har gang i, og hvilke konsekvenser det får. Men jeg havde aldrig troet at han ville .." Hun trak vejret dybt ind. "At Èduin tilsyneladende forelsket sig i en anden imens vi.. Det har ødelagt mig"

[Talon Våbensmed]

”Det vil tage tid, men De vil heale igen. Derefter vil kun tiden vise om De stadig har hjerterum tilbage for ham.” Havde livvagten været en ung knøs ville Talon muligvis havde forsøgt at tale for at Éduin med størst sandsynlighed endnu ikke havde lært at skelne mellem forelske og betagelse. Ord der ville have været ment til at lette situationen bare en anelse, men de ville begge vide det var en løgn, hvis han forsøgte sig med det nu. Ridderen var uden mærket klar over, ikke alene hvad han foretog med niecen og landets dronning, men i særdeleshed også at begge var uden for rækkevidde af alt andet end knuste hjerter. Et havde allerede slået dybe revner.

”Men for nu må De holde hovedet højt også på de dage, hvor det virker allermest muligt.” Talon gav hendes hånd et blidt klem, før han gav slip på den og rettede sig op. Et trådt blev trådt tilbage, så hun havde rum til også at rejse sig uden ham stående alt for tæt ved.