Alene i natten (P, S)

[Julian af Dison]

Levagny | Uden for hovedbyen.
Marceline Guldsmed
Sen aften.

Teltet af flere lag af skind var blevet slået op og bålet gnitrede af flammer der dansede mod den mørke stjernebelagte himmel. Julian sad med et bjørneskind over sig og kunne næsten ikke mærke den lette kulde der sad i vinden der kærtegnede de tomme marker og den bæk der løb bag ved dem.

Der var ingen der vidste at de var her, selvom det ikke var første gang. Julians arm lå rundt om den mørkhårede unge kvinde ved hans side som han blidt trak tættere indtil sig.

Hver gang han pustede ud kunne man se hans ånde danne sig i små gråhvide skyer. 

[Marceline Guldsmed]

De lyse øjne fulgte hvordan flammerne dansede omkring sig selv og badet dem i både varme og lys. Fingrene bevægede sig i små cirkulærer kærtegn over indersiden af hans lår, nær knæet. Det var øjeblikke som disse Guldsmededatteren ønskede at hun kunne komme i krukker og gemme til de dage, hvor hverdagens pligter forhindrede dem i at mødes i det sædvanlige omfang.

Marceline løftede hovedet fra skulderen, da Julian trak hende nærmere sig under skinnet. Hagen lagde sig mod skulderen, hvor tindingen havde hvilet imod ”Hvis du så gerne vil have mig til at sidde på dit skød, så ved du godt det er nemmere at spørger pænt.” Lød det små kækt, mens hun drillende klemte om låret.

[Julian af Dison]

Julian havde det med ikke at tænke så frygtelig meget i selskab med Marceline, og sådan ville han helst have det. Det var efterhånden blevet en vane at de tog ud for byen for at kunne forblive i deres egen lille verden. Julian mærkede i hvert fald tydeligt behovet for at kunne lægge ansvaret.

Han nød hendes kærtegn og det blev da også uundgåeligt for ham ikke selv at lade sin hånd stryge hende langs siden. Han skævede ned mod hende som et smil langsomt strakte sig over hans læber. "Du ved godt jeg ikke spørger pænt" bemærkede han før han lænede sig ned for at fange hendes læber i et sigende kys.

[Marceline Guldsmed]

Det var svært at le med læberne lukket omkring hinanden, men det forhindrede ikke et lille, dæmpet, fnis i alligevel at slippe ud.
Hengivent lod Marceline ham føre kysset mens hun, næsten uden at lukke den kolde natteluft ind under bjørneskinnet, indtog hans skød i bytte.
Armene lukkede sig omkring hans skuldre. Drillende brød hun kysset, ligesom det var ved at få mere dybe. Tænderne lukkede sig om hans underlæbe og hun flyttede hovedet en smule tilbage inden hun gav slip på den ”Hmm, er du nu sikker på du aldrig spørg pænt? Dine læber er ikke helt enige.” Musede hun.

[Julian af Dison]

Lige nu; sådan som de sad med armene om hinanden, uden forstyrrelser, uden titler og stand. Sådan ville den unge ridder helst have det. De kunne tage alt fra ham, men friheden og de dybe følelser han havde for Marceline ville han for alt i verden holde fast i. Det var kompliceret og det var ikke uden smertende tanker og katastrofale følge hvis nogen opdagede det.

Ingen havde dog endnu forstyrret dem ved deres vante plads. Han brummede lidt over at hun trak sig væk og tog et bedre tag om hende. "Du driller.." mumlede han i et halvt smil.

Han lagde hovedet let tilbage og så op på det flamme belyste ansigt. "Hm. Du ender altid med at bukke under af længsel" bemærkede han imens hænderne gled op under hendes kjole.

[Marceline Guldsmed]

Langt de fleste ville påstå at Guldsmedens datter var den med mest at tabe, hvis det nogensinde kom frem i lyset at hun fornøjede sig med en ridder. Men Julian var mere end bare endnu en ridder i mængden, han var arving og et blakket ry kunne på sigt få katastrofale følger.
De burde holde sig fra hinanden. Det vidste de begge to godt og alligevel sad de her; i deres egen lille verden, som de havde gjort et utal af gange før fordi de ikke kunne holde sig fra hinanden.

”Gør jeg?” Spurgte hun flabet med en påtaget uvidende mens hun prøvede ikke at se for påvirket ud, da hænderne krøb ind under skørtet og fik kontakt med de bløde lår.

[Julian af Dison]

Måske var det netop det han var tiltrukket af. At det var forbudt og at de skulle holde det hemmeligt. Det hjalp også at Marceline var mystisk og sensuel i sine måde at være på, og han kunne ikke få nok af den mørke skygge der hvilede omkring hendes krop. Hun sagde ham imod og testede hans grænser; og så var hun vanvittig smuk og kunne noget helt særligt med sin tunge.

De bukkede begge under. De ville begge tabe dét spil og Julian smilte bare smørret til hende som hænderne fandt et fastere tag om hendes bagdel. Et let sammenkrøllet suk forlod ham og han mærkede instinktivt hvor meget han brændte for hendes kys og berøring.

Let lænede han sig frem og lod sine læber plante kys op af hendes blottede hals imens den ene hånd gled om foran og længere ind mellem hendes ben.

[Marceline Guldsmed]

Hun tog en hørlig indånding, da han tog et fast greb om hende. Hovedet faldt på skrå og gav ham fuld adgang til hendes hals.
Havde Marceline’s far været bevidst om, hvad hun fortog sig med lensarvingen havde han ved morgengry sendt hende med den første vogn ud af Levagny for at gifte hende bort. Det var dog en chance hun var mere end villig til at tage. Specielt som nu, hvor Julian kyssede hende varm og forsikrede hende i troen på at hvad de havde ville hun aldrig kunne finde med en anden. Han var hendes, som hun var hans og sådan ville det altid være.

En fugtig varme mødte fingrene, da de nåde hendes center. Hendes krop huskede ham, det gjorde den altid og Marceline kunne være gået i opløsning lige der, hvis ikke hun havde vidst det kun var begyndelsen.
”Du snyder.” Sukkede hun tilfreds og tilføjede dæmpet ”Heldigt for dig jeg elsker dit snyd.” Før hun gjorde krav på hans læber. Kyssede ham med et begær der kunne brænde hele skove ned til grunden.

[Julian af Dison]

Han kunne lægge alt bag sig, så længe han var sammen med Marceline. Alle forpligtelserne kunne han slippe, også selvom det betød at han sank længere mod et mørke han endnu ikke selv var klar over. Han begravede hovedet mod hendes hals og lod tungen kærtegne den blottede hud før han greb ud efter hendes læber.

Så så hinanden så meget som de overhovedet kunne; det var alt for lidt i hans optik, og kunne han gøre det ville han være ved hendes side hele tiden. Han smilte skævt ved hendes ord, hvilket kun gjorde at hans kærtegn med fingrene blev mere dybe, med alt henblik på at drive hende til vanvid.

"Jeg kan ikke lade være" mumlede han opslugt mellem deres kys.

[Marceline Guldsmed]

Fingrene bevægelser blev dybere og hendes vejrtrækning ligeså. Tunge suk brød ind mellem deres delte kys indtil hun ikke kunne tage mere af den sødmefulde pine. Sejren blev hans med et enkelt overgivende ord, hans navn sagt i et skælvende støn af længsel der tvang kysset brudt.

En hånd søgte ned og lukkede sig omkring hans håndled for at gøre hende fri af de arbejdsomme fingre, da hendes indre ikke længere rytmisk trak sig sammen omkring dem. ”Åh, se nu det svineri jeg har efterladt mig.” Bemærkede hun med glimtende blik og endnu højnet åndedræt lukkede Marceline læberne omkring smagen af sig selv og lod kyndigt tungen sno sig omkring fingrene, uden at bryde øjenkontakten.

[Julian af Dison]

Det havde en klar effekt på Julian når han kunne mærkede Marcelines muskler trække sig sammen om hans fingre. Måden hun bevægede sig mod ham og stønnede hans navn. Alene dét kunne få ham over kanten. Men han blev viljestærk. Han lod hende trække sin hånd til sig og betragtede hende med et hypnotiserende blik som hun slikkede hans fingre.

Det gnistrede i de grågrønne øjne. let løftede han hovedet en smule så han bedre kunne se op på hende. "Mithras.." mumlede han i et sammenbidt suk. Han lod hendes tunge lege lidt endnu før han trak hånden til sig; begge hænder lagde sig stødt mod hendes hofter så han med lethed kunne rejse sig og lægge ind i det lille linned telt på de skind de havde medbragt.

Han holdte øjenkontakten med hende imens han befriede sig selv af sin tykke kappe, sin tunika og sine hoser. Han var ivrig i sine bevægelser og da han havde efterladt alt sit tøj i den ene side trak han det største skin over sig og lagde sig helt tæt mod Marceline; det var alligevel ret koldt.

[Marceline Guldsmed]

Det gjorde ingen forskel for Marceline at det var hans fingre hun havde taget i munden. Hun gjorde sig ikke mindre umage af den grund, tunge og læber arbejde lige flittigt indtil han trak hånden fri. I et ulvegrin bevægede tungespidsen langs fortændernes kant før et mindre hvin undslap, da Julian brød hendes jordforbindelse. Instinktivt snoede armene og ben sig omkring henholdsvis nakke og liv.

Ude af stand til at kunne tage øjnene fra ham skubbede Marceline sig op på den ene albue, rakte ud og strejfede fingerspidserne mod de blottede mavemuskler.
”Hvad er nu det, mon beau, er du blevet kuldskær?” Kom det drillende fra hende. En hånd listede sig op omkring hans nakke for at trække ham ind et kys, da han lagde sig tæt.

[Julian af Dison]

Julian havde aldrig kunne holde særlig længe til hendes fristende kærtegn som ikke overlod meget til fantasien. Det var mørkt, og selvom bålet stadig havde lys i sig, ville man ikke umildbart tro at der var nogen. Det var vel også de mest tossede der tog afsted midt om vinteren, for at holde deres forhold fra andre øjne og øre.

Smilet skubbede sig over i et let fnys, da hendes fingre strejfede hans hud; hendes fingre var stadig en smule kolde. "Du har kolde fingre" mumlede han før han hengav sig hendes kærtegn og omfavnelse. Det var let for ham at glide ned mellem hendes ben, som så mange gange før.

[Marceline Guldsmed]

Hun slap et let suk ved deres forening. Uanset hvor mange gange de havde ligget sammen tidligere, så gjorde det ikke følelsen mindre himmelsk, når de endnu en gang fandt en fælles rytme i harmoni med hinanden.

"Langsomt," Hviskede hun i et blødt suk og tippede i bækkenet, så han fik mere plads til at gå dybere "Jeg vil mærke hver en millimeter af dig."

[Julian af Dison]

Julian havde ikke tal på hvor mange gange de havde fundet hinanden som nu. Han var afhængig af følelsen af hendes hud, og duften af hendes hår. Han trykkede sig tættere mod hende, imens hans arme pressede mod skindet så han kunne læne sig ned og fange hendes læber med sine.

"Du kræver næsten for meget af mig" sukkede han tungt, før han dog alligevel efterkom hendes ønske, Langsomt, fast og hårdt.