En rød tråd [Lysfest]

[Josephine af Aren]

Olivia af Bois

---

Tonerne fra musikken udnyttede salens akkustik smukt. Strygere og strengeinstrumenter bød til muntre danse, som adelen glædeligt deltog i. Netop havde flere par trådt til pavanen og musikkens mellemdybe toner fyldte rummet på ny. Josephine nød den. Faktisk var pavanen en af de få, der bragte hende en lyst til at bevæge sig ud på dansegulvet.. og overraskende nok, var hun ganske yndefuld når hun bestred dens trin. Let og svævende.

Men det krævede en partner, og sådan en havde hun ikke, skønt hun faktisk kort overvejede at finde en, blot for at kunne danse til de smukke toner. Men ak, istedet vendte hun sig mod den mørkhårede komtesse ved hendes side. Olivia, som hun havde spottet kort efter hun havde sluppet Fleur af Aren af syne. Hun sukkede stille, og trak på en mut grimasse, "Det ville være meget nemmere, hvis bare jeg kunne danse med dig, Olivia.." 

[Olivia af Bois]

Olivia var lidt rundt på gulvet. Normalt til selskaber, havde hun det med at stå for sig selv og glo på de andre der dansede. Denne gang var hun blevet budt op af en grevearving og dette havde fået alle de andre mænd til at kigge efter hende. Pludselig, havde hun danset med den ene efter den anden. Édouard af Bois havde dog sørget for at holde hende tæt på det meste af aftenen, men det havde dog nærmest gjort mændene endnu mere interesserede. Hun overvejede hvorfor dette mon var, de havde haft muligheden længe, men aldrig set hende før nu.

Hendes tanker var på denne lensgreve, da Josephine afbrød dem og fik hende tilbage til virkeligheden. Hun var stadig den samme Olivia, hvorfor skulle det ændres blot på en aften?
"Med mig? Hvorfor vil du dog det?" Spurgte hun og så overrasket på hende. Det var da det mærkeligste hun havde hørt. Josephine kunne danse med hvem som helst, Olivia ville da være den sidste hun ønskede at danse med.

[Josephine af Aren]

"Åh, men så slipper jeg for at forholde mig til en eventuel dansepartner." Beklagede hun sig, "Jeg kan jo ikke bare gå hen og byde op, danse og så gå igen. Der vil være snak forventet.." Hun så på veninden med en appellerende mine. Ja, for kunne hun ikke godt se problemtikken? Josephine var ikke interesseret i at mænge sig. Hun ville bare gerne danse, uden alle mulige dikkedarer.

[Olivia af Bois]

Olivia så forvirret på veninden. Hun forstod ikke rigtig hvad hun mente. Skulle man snakke med alle dem man dansede med? I så fald, havde hun ikke opført sig særlig pænt i aften.
"Snak?" Sagde hun og sukkede derefter dybt.
"Jeg snakkede altså mest med Édouard af Bois " Sagde hun. Hun ville ikke rigtig være ved det, men hun var allerede ved at blive ret glad for ridderen, men hun huskede sig selv på at han nok ikke var rigtig interesseret og hun nok måtte glemme ham snart.

[Josephine af Aren]

Hun skar en skæv mine af veninden, da hun nævnte at have spenderet mest tid med Bois arvingen. "Ugh." Klingede strubelyden hult, "Hvorfor?" Spurgte hun undrende, da hun overhovedet ikke kunne se nogen ide med at bruge tid på ham. Hun havde mødt ham i haverne og det havde givet en form for uro i maven omkring ham. "Er han ikke lidt... skummel?" Spørgsmålet var ikke anklagende, men rettere undersøgende, som hun så på Oliva.

[Olivia af Bois]

Olivia forstod ikke at veninden var så skeptisk overfor arvingen til Bois. Hun syntes han var både venlig og rar.
"Skummel? Nej? Hvorfor synes du det?" Spurgte hun og løftede overrasket sine øjenbryn. Det var egentlig ligemeget, for hun ville nok ikke se ham igen, han ville glemme hende når aftenen var omme.

[Josephine af Aren]

Josephine kastede blikket over skulderen, mod den omtalte adelsmand der uskyldigt stod og konverserede med en anden. Hun øjnene ham lidt, og vendte så blikket tilbage mod Olivia. "Der er bare et eller andet ved ham, der får mig til at tænke at han ikke har helt rent mel i posen.." Mumlede hun så lidt dæmpet. "Jeg ved ikke hvad." Et let træk på skulderen, understregede komtessens ord.

Hun betragtede den spinkle pige foran sig et lille øjeblik efterfølgende. Så kneb hun øjnene lidt sammen og vippede hovedet en anelse på skrå. "Sig mig..", mumlede hun lidt og overvejede overhovedet ikke om hun burde sige de næste ord, "Kan du lide ham?"

[Olivia af Bois]

Olivia begyndte snart at tro at veninden måtte have ret, det var jo allerede for godt til at være sandt at Édouard af Bois kunne lide hende. Spekulationerne passede lige direkte ind i Olivias usikkerhed og hun skævede også selv mod adelsmanden, der stod et lille stykke væk. Det fik hende til at føle sig dum, tænk at hun havde været tæt på at tro at en mand som hende ville noget godt med hende. Det var jo langt ude.

Derfor rystede hun på hovedet over venindens spørgsmål og rullede med øjnene. "Lide ham? Nej. Selvfølgelig kan jeg ikke det." Sagde hun og blev samtidig helt rød i hovedet. "Jeg taler bare med ham for at være høflig og fordi de andre adelsmænd bemærker det." Sagde hun og drak lidt af sin vin.

[Édouard af Bois]

Tilbagevendt fra ishaven var interessen i den kønne Olivia af Tource ikke blevet mindre. Édouard havde sørget for ikke at kaste hende direkte for ulvene ved at holde sig tæt ved hende, men til sidst havde de måttet at trække hver til sit. Udadtil var der absolut intet som afslørede at den mørke ridders opmærksomhed havde været delt fra det øjeblik. Skjult havde han flugt med når hun var blevet budt op til dans og hvordan komtesser, der stank af desperation, sværmede omkring hende.
En i flokken skilte sig dog ud, Josephine af Aren. Falanie's mavesure komtesse stod nu og snakkede med Olivia og ikke længe efter mærkede han det tofarvede blik på sig. De snakkede om ham, men modsat da Oliva havde konverseret med de andre adelsfrøkner, så mærkede Édouard en nysgerrighed der fik ham til at søge mod dem.

Han havde ikke hørt alt, men mere end rigeligt, da han som en mørk skyggede tårnede sig op bag den rødhåret komtesse "Og bemærket har de, så det ladet til De har været ganske succesfuld i Deres mål for aften, Nådigfrøken Tource." Lød stemmen mørkt bag hende.

[Josephine af Aren]

Josephine undrede sig over den røde farve der lagde sig i venindens ansigt, hvorfor hun hævede et bryn af benægtelsen. "Uhuh?" Lød det, virkelig ikke særlig overbevist. Hun rynkede dernæst brynene ved komtessens anden sætning. "De andre adelsmænd? Hvorfor ville du dog det?" - "Hvem vil du gerne bemærkes aaaaa...?" Sporede hun af, idet hun så op mod en høj, mørk skikkelse der pludseligt tårnede sig over dem.

[Olivia af Bois]

Olivia var egentlig ikke så interesseret i nogen anden adelsmand, hun skulle bare sørge for hun blev gift snart, så hun ikke ville blive en byrde for sine forældre. Dog var hun langsomt ved at få en interesse for Edouard, men det ville hun ikke indrømme for sin veninde - eller for sig selv. Derfor var hun meget optaget af sin egen benægtelse, så optaget, at hun ikke lagde mærke til hovedpersonen i deres samtale var på vej op bag hende.

"Åh, Ridder Bois." Sagde hun og blev en smule bleg. "Jeg vidste ikke De var.. lige der." Sagde hun klodset og så på Pissy og spærrede øjnene lidt op som i 'hvad fanden skal vi gøre?'. Derefter sænkede hun blikket og bed ned i sin underlæbe, mens hele hendes ansigt forvandlede sig til en stor tomat. Hun havde lyst til at undskylde overfor ham, men ikke her, foran alle.

[Édouard af Bois]

En god veninde havde været bevågen nok til at opdage, hvordan baronsønnen havde sneget sig ind og nået at skifte samtaleemne inden deres stemmer nåede hans øregange. Men en god veninde ville også have insisteret på at tage snakken uden for lange øres hørevidde. Josephine af Aren var ikke en god veninde, så meget kunne Édouard konkludere og det fik de ellers lyse øjne til at mørkne sig, da de rettede sig mod hende. Han burde ikke have været overrasket. ”Tydeligvis ikke.” Brummede han uimponeret, men uden at se mod stemmens ejermand.
Mørket trak sig tilbage for i stedet at blive til skuffelse, idet han endelig rettede ansigtet mod Olivia. Hun synede blegere end hun havde gjort hele aften ”Men det må jeg give Dem. De havde nært narret mig til at tro, at De var oprigtig bekymret for mine intentioner alt mens De var den med bagtanker.”

[Olivia af Bois]

Olivia havde ikke fortalt sandheden, hvordan kunne hun det? Hvis hun sagde hun kunne lide ridderen ville de le af hende.
Hun forsøgte at finde frem til en forklaring, bare at sige et eller andet der ville redde dem, men i stedet endte hun med at sige:
"Undskyld mig." Og vendte sig om og gik mod døren til salen og gangen udenfor. Hun følte sig svimmel og syg, vinen var på vej op igen.


Forlader tråd/Ved mindre nogen går efter/Sorry jeg sprang en over Olivia ville bare ud

[Josephine af Aren]

Alting gik stærkt lige pludseligt. Bedst som hun havde forsøgt at fortælle noget, så var Ridder Bois dukket op og Olivia borte. Josephine så lidt fra Ridderen til ryggen af sin veninde der forsvandt blandt mængderne, og så tilbage. "Ved Mithras, hvad skal dét betyde?" Sagde hun med harme i stemmen og skuldrene trukket tilbage. Klar til at give ham en ørefuld, hvis han blev for smart. "Og hvem tror De egentlig De er - at komme snigende ind i en samtale. Hvis man ikke vidste bedre Ridder Bois, så skulle man tro at de prøvede at smuglytte." Skældte hun halvt, inden hun drejede på hælen og marcherede efter Olivia.

[Édouard af Bois]

Trods for bekendtskabet med den kønne komtesse af Tource endnu kun var i sin spæde begyndelse, så kunne Édouard ikke sige sig fri for at hun var allerede var kravlet længere ind under huden på ham end nogen anden, havde lykkes med siden Blanche Rosenknop . Stolthed afholdt ham dog i midlertidigt i at sætte efter hende, da Oliva undskyldte for sig og efterlod veninden tilbage ved ham.

Den lille guldfugl fra Aren kunne ikke have været mere korrekt i sine antagelser, men det var naturligvis intet som den mørke ridder havde i sinde at bekræfte.
"De mener måske at en mand skal gå langs væggene får at komme rundt i salen grundet faren for nogen kunne føle sig overvåget ellers? Hvis De ønskede at snakke privat med Nådigefrøken Tource, så burde De have søgt mere stille rammer at tale i." Belærte han fattet og så ellers ganske uimponeret ud mens Josephine havde pustet sig op som en anden fregatfugl.

Mon hun nogensinde selv blev træt af at være så indædt? Han tvivlede. Tanken strejfede ham, mens den lyshåret Aren-datter drejede om på hælen for at følge venindes flugtrute.

| Eddie out |