Forsinket

[Eirik Våbensmed]

Til Inés Våbensmed

Eirik vidste godt at han burde have været taget hjem for længst. Men når både øl og musik flød i lange baner og ens venner altid mente at de skulle have en ekstra omgang kort, så var det svært at sige nej. Tanken om at Inés var derhjemme og regnede med at have set ham for flere timer siden var ikke just en der eksisterede hos ham lige nu.

Han var i et yderst godt humør da han kom hjem, og nogenlunde ved sig selv at han forsøgte ikke at larme for meget. Han listede stille forbi sine forældres værelse og gjorde sit for at gå roligt op af trappen til første sal. Der var stille og mørkt, ikke engang i soveværelset var der lys. Han åbnede døren og lyden af en tæt knirken fik ham til at tysse.

Hurtigt trak han sin kjortel op over hovedet og smed den fra sig et tilfældigt sted på gulvet inden han krøb op under det tæppe som de begge sov under. Han nærmede sig Inés og lagde blidt en arm om hende.

"Sover du?" mumlede han og pressede et blidt kys lige bag ved hendes ører.

[Inés Våbensmed]

I sommermånederne stod Inés op med solen og i vinteren før den. Af samme årsag sov hun, da Eirik listede sig gennem huset. Øjenlågene sitrede kun ganske svagt ved dørens knirken og det var i stedet hans tyssen, der fik hende til at boble op mod overfladen. Ikke nok til, at hun reelt vågnede. Ikke, før han lagde sig ind til hende, i hvert fald.

Øjnene forblev lukkede, selvom hun lænede sig lidt ind mod ham med en bekræftende lyd. "Ja," mumlede hun, søvnen liggende som en hæshed om det ene ord.

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde kendt sin kone i lidt over tyve år, og når man som dem havde været sammen i så lang tid burde det have faldt smeden ind at den aldrig gik hver gang han kom sent hjem. Især hvis forsinkelsen skylles krobesøg og ikke arbejde.

Han havde bevidst taget valget om ikke at tage hjem på et passende tidspunkt, og han vidste at Inés ville være at finde i sengen og ikke i et særlig godt humør.

Eirik havde kendt sin kone så længe at han kunne høre på hende at alt ikke var helt i orden. Alligevel lagde han armen tættere om hende og lod hånden glide op af hendes ben og ind under hendes natkjole. Undskyldningen lå på tungen, men det var ikke ord der forlod ham. I stedet var det en let fornøjet brummen over at have sin kone tæt på sig.

[Inés Våbensmed]

Helst var Inés bare faldet tilbage i søvn og nydt de sidste timer, før endnu en dag ville gå i gang med dens tilhørende gøremål. Men Eirik lod til at have en anden idé og hun kvalte et suk over ham, da varme fingre sneg sig ind på hendes ben.

"Eirik," mumlede hun dæmpet, i hvad skulle have været en indvending. Men hun kunne samtidig heller ikke helt lade være at smyge sig ind til ham, bevægelsen kælen.

[Eirik Våbensmed]

Han burde have vidst bedre. Hvis han stoppede op og tænkte sig rigtig godt om så vidste han godt at det var så sent, at det om ganske få timer ville være lyst og Inés ville tvinge sig ud af sengen. Men det gjorde han ikke. Han var opslugt af alkohol og effekten hans kones varme og duft havde på ham, så han ignorerede den smule fornuft der var tilbage.

Det var heller ikke nemt når hun smøg sig sådan mod ham. Let bed han ned om hendes øreflip og kunne ikke undgå og sukke let mod hende. "Inés." hviskede han og lod hånden finde vej ned mellem hendes ben og mod hendes varme.

[Inés Våbensmed]

Inés vred sig lidt under følelsen af tænder om øreflippen og skæg mod den sarte hud ved halsen. Hun mente ikke, at det var helt sådan, hun havde formet hans navn, men gentog ikke. Benene forblev dog også samlede.

"Du lugter af øl," klagede hun lavmælt, men trak sig heller ikke fra ham. "Og sved."

[Eirik Våbensmed]

Han skulle have haft mere opmærksomhed på sin kones ord og måden det havde trukket lidt i nævnelsen af hans navn. Men Eirik var som altid opslugt af både hende og rusen.

Det var også kun med et halvt øje at han lagde mærke til hendes svage afvisning og konstateringen af hans lugt. I et øjeblik lod han blot sin hånd hvile mod hende som ordene sank ind.

"Mmh.. Du dufter dejligt" mumlede han og flyttede i stedet hånden op på hendes mave hvor de ru fingre let kærtegnede den bare hud.

[Inés Våbensmed]

Det var virkelig ikke et af Eiriks mest charmerende træk. Problemet var bare, at han heller ikke var komplet ucharmerende, selv når han lå og lugtede lidt og strøg ru fingre over hendes maveskind. Faktisk især ikke ved sidstnævnte. Inés tog en indånding.

"Du er uforbederlig," konstaterede hun, men formåede ikke at lyde anklagende. Mest af alt bare overbærende. Måske endda en smule underholdt.

[Eirik Våbensmed]

Et lille smil sneg sig frem på hans læber som han endnu engang plantede et par kys mod hendes hals. Langsomt og en anelse prøvende lod han sin hånd vandre op af hendes mave og lukkede sig om det ene bryst.

"Men du elsker mig." mumlede han og trykkede let næsen mod hende. Han burde bare have lagt sig til at sove, men han var nødt til at være sikker på at hun ikke ville være alt for sur. Desuden var hun svær at modstå når hun reagerede sådan under hans berøring; også selvom hun måske ikke ville.

[Inés Våbensmed]

"Men jeg elsker dig," gentog Inés og det var da også sandt. Måske ikke altid, som hun havde forestillet sig, at kærlighed ville se ud, da hun var yngre, men ikke desto mindre. Hun kunne da heller ikke dy sig for at skubbe sig lidt bagud og ind mod ham i en kælen bevægelse, der stod i kontrast til de opfølgende ord.

"Du burde få noget søvn."

[Eirik Våbensmed]

Eirik brummede let mod hende, og holdte stadig hånden mod så han fortsat kunne mærke hende. Når han var så tæt på hende var det altid svært at trække sig. Duften af hendes hud var beroligende og nærmest euforiserende. Der var så mange ting han ikke burde, som han gjorde alligevel. Derfor prællede hendes ord også af.

"Men du er så uimodståelig" Han rettede sig op og hvilede albuen mod madrassen så han i stedet kunne hvile sit blik mod hendes ansigt der svagt var oplyst af månen.

[Inés Våbensmed]

Inés var træt, havde en halvøm hals og følte sig generelt ikke vanvittigt uimodståelig. Men hun var heller immun over for ordene eller hæsheden, der omsvøbte dem. Hun drejede sig lidt mere om på ryggen, så hun bedre kunne se op på ham og blinkede lidt mere af trætheden efter de få timers søvn væk.

"Du har vist drukket lidt rigeligt i nat, nej?" bemærkede hun, men tonen var ikke anklagende eller bebrejdende, som den ofte havde været.

[Eirik Våbensmed]

Lyse øjne mødte mørke da Eirik vendte sit blik ned mod hendes ansigt. Han trak hånden tilbage og ud fra op under hendes natkjole for i stedet at lægge den mod hendes kind, hvor hans tommel blidt strejfede den let fregnede hud.

Han lo dæmpet, og et smil viste sig langsomt på hans læber. "Mmh. Men lige meget hvor meget jeg har drukket vil jeg altid syntes at du er jordens dejligste kvinde." svarede han med en ærlig ømhed før han bukkede sig ned mod hende for at fange hendes læber i et dvælende kys.

[Inés Våbensmed]

Uanset, hvor sent Eirik kom hjem eller hvor meget, han havde drukket, var Inés aldrig i tvivl om hans kærlighed. Det var ingen stor, hæsblæsende romance, der var potentielt sjæleknusende. Men hun var tryg med ham og mødte gerne hans læber i et kys.

"Det var vist meget heldigt," bemærkede hun, da hun igen lod hovedet dumpe ned. "For det ser ud til, at du hænger på mig."

[Eirik Våbensmed]

Eirik vidste det ikke endnu, men han ville blive ende med at blive glad over at Inés var modtagelig for hans fordrukne charme og ikke skældte ham ud; ikke endnu i hvert fald. På det punkt vidste han at hun var den helt rigtige for ham hvilket han da også gjorde alt for at bevise når han kunne.

Han lod sig glide ind i hendes favn og lod den ene hånd kærtegne hendes side og tog et fast greb om hendes balde. "Jeg ville ikke have det på nogen anden måde" mumlede han mod hendes læber.