Introvert blomst (S)

[Gaëlle Af Neaune]

Et svagt, men oprigtigt, smil hvilede i præstindens mørke øjne, mens hun fortsat betragtede den smukke kvinde foran sig. Nysgerrigheden pirkede stadig i hende, for at lærer dette interessante væsen at kende.

Gaëlle rejste sig, så de sorte skørter endnu engang væltede om hendes ben og skjulte dem for omverdenen. Hun lagde en hånd på kvindens skulder, mens hun fortsat betragtede hende. “Fejl er ikke farlige, de skal ikke nødvendigvis straffes. Nærmere belønnes, da det er dem vi lærer mest af” påpegede hun, mens hånden strøg det lyse hår væk fra Blanches ansigt, så det i stedet hvilede i nakken.

[Blanche Rosenknop]

Blanche sad på tæppet på gulvet, stadig med sit psalter i hænderne, men musikken var stoppet for en stund. Hun løftede hovedet og så op på præstinden, der stod over hende. Så sank hun synligt. Hun var en anelse forvirret over præcis hvad kvinden ønskede fra hende og det var hendes opgave at gennemskue. At være den perfekte lille godbid. Hun kostede for meget til at være så forvirret. Så hun skød det væk og forsøgte sig.

"Ønsker De at belønne mig for mine mange fejl, søster?" Hun havde store øjne og så nærmest uskyldig ud, som hun sad der på gulvet. Sandheden var selvfølgelig en anden. "Eller har De fejl, som jeg skal belønne Dem for?"

[Gaëlle Af Neaune]

Den mørke skikkelse tårnede sig næsten op over den siddende rose foran Gaëlle. Fingrende fulgte et øjeblik Blanches kæbelinje mens de mørke øjne kiggede ned i hende. “Mh” svarede hun kort. “Så mange er der heller ikke, men belønnes skal du” tilføjede hun. “Det har jeg helt sikkert, men vi har massere af tid”

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde store, lyse øjne og de var indfanget i præstindens, som hun sad og så op. Hun lod sin mund falde let åben og lignede et billede på en uskyldighed.

Masser af tid lød godt. Dyrt. Alexandre af Monteres ville blive stolt af hende. Hun klarede halsen let.

"Hvad skal jeg gøre?"

[Gaëlle Af Neaune]

Gaëlle havde et par enkelte svagheder. Koaraes præster var en af dem, uskyldigt udseende personer var en anden. Så det blik rosen sendte den mørkklædte præstinde, fik til for alvor at ville denne kvinde. Som hun tårnede sig op over kvinden kunne hun måske virke faretruende med det mørke tøj, hår og øjne, men Gaëlle var overraskende blid, da hun tog om Blanches hage med to blide fingre.

Tommelfingeren gled over rosens underlæbe, som den var der, skilt fra overlæben. “Du kan belønne mig for mine svagheder” svarede hun og tog kvindens hånd i sin og lagde den mod sit lår.

[Blanche Rosenknop]

Blanche behøvede ikke mere instruktion. Hun beholdt de lyse øjne i præstindens og lagde psalteret fra sig med en blid omsorg, før hun satte sig tilrette på knæ og løftede kvindens skørter, så hun fik adgang til alt.

Hun kyssede hendes inderlår først, inden hun begravede hovedet hæmningsløst mellem hendes ben.

Hun var utvivlsomt mere erfaren med mænd, men hun var ikke uerfaren med kvinder og vidste hvad hun lavede.