Gammelt venskab

[Philippe af Neaune]

Philippe var sandt at sige en ridder, der langt foretrak at sidde bag et skrivebord, men Neaune havde en evig trussel fra nord, og han selv havde en væbner, der en dag skulle overtage kongeriget - så der var ikke for alvor plads til at undlade træningen. Heller ikke selvom, det ikke tiltalte ham meget på sådan en vinterdag.

Netop derfor havde han sat sin gamle væbnerkammerat i stævne, nu hvor de begge var i hovedstaden, og smilede, da Bartholomeus af Charenoy dukkede op. "Baton," hilste han venskabeligt. "Nu håber jeg ikke, at jeg trak dig bort fra noget?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde sendt brevet nordpå om situationen og forventede sympati fra sine forældre, men også opfordringer om at trække sig selv op og genoptage den infernalske jagt på en kommende grevinde af Charenoy. Han havde ingen vilje til det. Han ville aldrig sige noget så banalt, men hans hjerte tilhørte Igraine. Det var ham fuldstændig irrelevant hvem han så skulle giftes med i fremtiden.

Han håbede at kunne komme af med noget af sin indekuller i en hård træningskamp, for selvom Philippe altid havde foretrukket de boglige studier, så var han ikke en dårlig modstander og Bartholomeus så frem til at slås. Da han dukkede op på banen var han klædt på til vejret og klar til at røre sig. Han nikkede venskabeligt til den gamle ven og brummede hans navn, før han rystede på hovedet.

"Langt fra. Kun dystre tanker," konstaterede han ærligt. "Keder din væbner sig? Min kunne bruge en udfordring og et lag tæsk fra kronprinsen."

Lanval af Suilleaux havde klokket i den og Bartholomeus havde stadig ikke helt tilgivet ham.

[Philippe af Neaune]

Philippe hævede et bryn lidt, men fik ikke med det første anledning til at spørge ind til det, da den anden ridder kom ham i forkøbet med et andet spørgsmål.

"I så fald gør jeg ingen beklagelser," konkluderede han dog, før han fortsatte. "Jeg er sikker på, han er beredvillig. Er det din unge Suilleaux, der er kilde til din frustration?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus skulle til at bekræfte, men det var løgn og han plejede ikke at lyve over for Philippe. Så han tog en dyb indånding og rystede på hovedet.

"Hubard af Triviers er blevet fundet, mener de. I Triviers. Nyheden kom for få dage siden. De er flyttet."

[Philippe af Neaune]

Philippe havde ikke forventet situationens alvor og brynene gled et betragteligt stykke op i panden. "Mithras," åndede han tungt ud. Brynene sank og gled sammen i stedet.

"Jeg ved dårligt, om jeg skal kondolere eller lykønske."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus udtryk sagde alt om hvad han mente om en potentiel lykønskning. Han spændte let i kæben.

"Det er godt for Nådigfruen og Komtesse Delphine," konstaterede han, en anelse mekanisk. "Skal vi sende bud efter væbnerne og selv tage vores kamp før de ankommer?"

[Philippe af Neaune]

Udtrykket var alt det svar, han behøvede og hans sympati for vennen var stor. Han vidste dog også, at Bartholomeus næppe ville sætte pris på en lang samtale om det, så Philippe føjede hans ønske - trods han ærligt selv endnu foretrak samtale over fysiske udfoldelser. Sidstnævnte var blot et tilbagevendende, nødvendigt onde.

"Lad os det," svarede han, gjorde tegn efter en af de evigt lurende tjenende ånder og kunne snart vende sig mod sin ven igen. Ikke udpræget begejstret for at skulle op mod en frustreret Bartholomeus, men selvopofrende som altid. "Parat?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste at Philippe ikke elskede kamp, heller ikke træning, så han gik aldrig så hårdt til ham. Lige i dag var hans frustration dog i top og da vennen spurgte, erklærede han sig klar med en lyd.

Snart efter var sværd låst imod sværd, muskler kæmpede og sværdkampen var i gang. Der var intet raseri mellem de to mænd, men det var alligevel en heftig kamp og flere stoppede for at se på.

[Philippe af Neaune]

Philippe ville nok aldrig blive Bartholomeus fysisk overlegen, men han var heller ingen klodset væbner længere, og havde set sin del af kamp. Dertil var de begge nordboerne, vant til uroligheder og han holdt skansen i længere til end måske forventet, før sværdet langt om længe gled ud af hånden på ham.

Da det skete, var han svedig og dampede i kulden, mens brystet hævede og sænkede sig forpustet. Han holdt en hånd op i tegn til overgivelse, men fulgte op med et smil og gav kammeratens arm et solidt klap i næsten samme bevægelse.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vandt, men ikke let. Han fik kamp og modstand og pulsen op. Da Philippe overgav sig, drønede adrenalinen rundt i kroppen på ham og han skulle minde sig selv om at kampen var slut, for ikke at slå videre på noget. Han tog en dyb indånding, før han tog sværdet i venstre hånd og rakte den højre frem mod vennen.

"God kamp," brummede han.

[Philippe af Neaune]

Philippe anede rusen i vennens blik, måske drevet af behovet for distraktion, men han var ikke nervøs for et udfald. Det kom da heller ikke og han greb den anden mands hånd.

"En af de bedre," måtte selv han medgive, før han bukkede sig og samlede sværdet op. Blikket gled lidt over Bartholomeus. "En mere, før jeg uundgåeligt må have et hvil og kommer til at spørge dig, hvordan det står til med dig?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus trykkede Philippes hånd, før han slap og sværdet igen fandt højre hånd. Han brummede let over forslaget og nikkede. En kamp mere, for han havde intet ønske om at dvæle ved hvordan han havde det. Inden de nåede så langt, ville kronprinsen og Lanval af Suilleaux forhåbentlig være ankommet til den træningskamp deres riddere havde planer om på deres vegne.

For nu, gik Bartholomeus ind i sin egen træningskamp igen og blev hurtigt opslugt af rusen.

[Philippe af Neaune]

Det var ikke en løgn, at Phil havde brug for et afbræk til at få vejret, da først Bartholomeus havde besejret ham igen. De svedte i hvert fald begge og baronen gjorde tegn til en vandpause.

Da han havde taget en solid slurk fra et drikkeskind, var han da også ved at have fået vejret nok til at kunne tale på ny og lænede sig lidt ind mod rækværket, der indhegnede træningspladsen.

Blikket gled over Bartholomeus og eftersom deres væbnere ikke var ankommet endnu, måtte han gøre alvor af sin trussel. Eller i hvert fald tæt på. "Hvordan tager Igraine det?" spurgte han dæmpet og med let sammentrukne bryn.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus gik med på vandpausen, men gruede for spørgsmålene. Han drak selv, tog en dyb indånding og stirrede ud over paladsets område med et dyster blik.

"Hun græd," svarede han simpelt. "Men hun bliver glad for at se ham igen. Det ved jeg. Han var en god mand."

[Philippe af Neaune]

Philippe åndede tungt ud over svaret og så lidt frem for sig. Han nikkede langsomt og tog en tår mere. Brynene forblev sammentrukne og selvom han ikke havde planer om at køre rundt i det, måtte de tale lidt om det. Han kendte trods alt sin ven godt nok til at vide, at han blot ville undertrykke det ellers. I det her tilfælde forstod han trangen.

"Hvordan er det muligt?" måtte han dog spørge, som han så over på Bartholomeus. "Hvordan kan man ikke have fundet ud af det før?"