En aften som alle andre

[Igraine af Charenoy]

Det var en dag som så mange andre i den nye rytme, de havde optaget i Levagny og intet tydede på, at den skulle skille sig ud fra mængden. Igraine og Bartholomeus havde haft hver sine pligter i løbet af dagen, men samledes til aftensmåltidet og gik til ro sammen. De var da også vendt tilbage til værelserne nu, Delphine var lagt i seng og ingen yderligere begivenheder var at forvente.

Derfor så Igraine da også op med mild forundring, da der blev banket på. Da der viste sig at være tale om et brev, antog hun, at det måtte være ti'l Bartholomeus af Charenoy og ikke, som det var tilfældet, præget med Triviers’ våbenskjold. Derfor lod hun da også blot ham tage imod det, mens hun selv vendte blikket mod sit broderiarbejde igen.

[Bartholomeus af Charenoy]

De havde trukket sig tilbage til deres eget gemak med en buldrende ild i ildstedet, der gjorde rummet varmt nok til at holde ud at sidde stille i. Bartholomeus sad og gav et par støvler læderfedt: En opgave han ikke var for fin til, selvom han havde både Lanval af Suilleaux og tjenestefolk.

Da det bankede på og en af selvsamme kom ind med et brev, studsede han. Han stod op og skimmede teksten hurtigt. Hans bryn fløj op over det han læste og pludselig strammede noget sig sammen omkring hans mave. Han satte sig tungt ned og viftede tjeneren væk.

"Igraine," kvækkede han hæst.

[Igraine af Charenoy]

Igraines tanker var allerede rettet tilbage mod alle mulige andre ting, end hvad der mon stod i brevet. Hun trak tråden gennem stoffet og indså først, at noget var galt, da hun hørte Bartholomeus' tonefald. Blikket gled op og brynene trak sig sammen. Hun så undersøgende på ham, uforstående, men ikke i tvivl om, at det måtte være dårlige nyheder.

"Hvad er der sket?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Han kunne ikke helt sige det. Konsekvensen af brevets indhold virkede fuldstændig overvældende og han endte med at måtte rejse sig op igen og overrække brevet i hendes hænder.

Hun havde været enke. Det var fuldstændig sikkert, veletableret. Alligevel fremgik det af brevet, at hendes tidligere mand ikke var død. Nej, han var fundet spillevende i Triviers.

Det mørke blik stirrede på Igraine, imens hun læste.

[Igraine af Charenoy]

Bartholomeus var ikke en mand af mange ord, men det her var noget andet. Så meget var hun ikke i tvivl om. I hvert fald krøb brynene sammen, som hun lagde sine sysler fra sig og rakte ud mod brevet.

Af alt, hvad hun kunne have forestillet sig, ville hun dog aldrig have have gættet, hvad brevet afslørede.

Chokket var umiddelbart og den ene hånd røg op foran munden, som hun genlæste ordene. Og så en gang til. "Nej," lød det fra hende, vantro. "Det kan ikke passe."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus bed lidt sammen. Han følte mere end hvad han måske fysisk gav udtryk for og i dette øjeblik var det overvældende sorg.

Han burde måske mærke glæde eller lettelse over at Hubard af Triviers var fundet, levende og rask, men alt han kunne tænke på var hvad det ville betyde for ham. Hans øjne prikkede, men han holdt følelsen inde. Til gengæld sagde han ingenting.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne ikke forstå det. Hun stirrede ned på brevet, læste det igen og mærkede selv en brændende fornemmelse bag øjnene. Konsekvenserne væltede uorganiseret rundt i hendes tanker og hun kunne ikke for alvor samle sig om betydningen af dem. De blev overskygget af følelserne, der alle kom rullende ind som et stenskred og hjertet slog næsten smertefuldt hårdt i brystet.

Hun blinkede et par gange, så op og trak vejret ind, som kunne hun ikke helt huske, hvordan man gjorde. Blikket søgte manden overfor, instinktivt og uden at hun helt var klar over, at han var blevet det anker, hun ville søge. Og så ramte realisationen som et slag. Stemmen var nærmest blot en udånding.

"Baton..."

[Bartholomeus af Charenoy]

Igraine var naturligt nok chokeret, men snart ville hun blive lykkelig. Lykkelig over at være forenet med den mand, som hun troede hun havde mistet. Lykkelig over igen at være sydpå i Triviers. Delphine ville få sin far igen, omend han vidste at hun nu knapt huskede ham. Det stak alle de helt forkerte og ubehagelige steder og hans pande havde fortrukket sig i alvorlige, bekymrede panderynker.

"Du behøver ikke sige noget," forsikrede han lavmælt. For hvad var der at sige? En beklagelse af spildt tid? En undskyldning? For hvad? Han tog en dyb indånding. "Vi må hellere sove hver for sig."

[Igraine af Charenoy]

Igraines adskilte læber samlede sig, da han afbrød hende i at sige mere, selvom hun ville ønske, at hun ikke havde ladet ham. Noget vred sig i hendes mave, som hun så på manden foran sig, og selvom hun burde føle sig lykkelig, så var det alt andet end så simpelt.

Hun havde alligevel lyst til at protestere, men han havde ret. De var, teknisk set, ikke lovformeligt gift. Hun slog blikket ned og sank en klump.

"Ja," svarede hun dæmpet, bevidst om, at det føltes som om, at hun lige havde mistet og ikke det modsatte. I det øjeblik kunne hun da heller ikke genkalde sig Hubards ansigt. De blev overskygget af tanker om manden, der sad foran hende. Hun formåede ikke at møde hans blik. "Måske bør vi flytte til byhuset," fortsatte hun, en anelse hult. Triviers', ikke Charenoys. Ikke længere Charenoy.

[Lanval af Suilleaux]

[Bartholomeus af Charenoy]

Det rev hjertet ud af Bartholomeus' brystkasse, men han lod det ikke fremgå på sit ansigt. Igraine og Delphine havde været hans kvindfolk, men nu måtte de flytte. "Selvfølgelig," svarede han mat, selvom han havde lyst til at gribe fat om hende og ikke slippe igen.

"Jeg får redt op på mit arbejdsværelse i aften."

Det var den eneste mulighed. Delphine sov i det lille tilstødende kammer og så var der hvor de stod. Han vendte sig væk for at gå ud og lokalisere en tjener, men stoppede med ryggen til.

"Det har været... Den bedste tid," fik han brysk frem. En bryskhed, der dækkede over store følelser.

[Igraine af Charenoy]

Lykkelig. Det var en mærkelig størrelse. Hun burde føle lykke over det mirakel, der var sket. Men hun så blot Bartholomeus rejse sig og mærkede noget knække en anelse. Noget, hun ikke helt havde været bevidst om.

Så ramte hans ord og den brændende fornemmelse i øjnene tog til. Hun rejste sig, uden at ænse at brevet faldt til gulvet. "Bliv," hørte hun sig selv sige, hæst og hun måtte synke. "Bare... Bare et lille øjeblik endnu."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus stoppede op og rynkede panden. Han vendte sig om og kunne se at Igraine var berørt. Høre det på hendes tonefald. Han havde det lidt som om en kniv drejede i et sår.

"Jeg kan ikke," svarede han dæmpet. "Det gør... For ondt."

Han havde lyst til at trøste hende, trække hende ind til sig. Men hun var en anden mands hustru og det var forkert.

[Igraine af Charenoy]

Selvfølgelig ikke. Han havde ret, og hun vidste det godt. Hendes egen mave vred sig i ubehag og selvom hun normalt var kontrolleret, skinnede øjnene, som hun så på ham over den lille afstand, der føltes som et helt verdenshav.

Hun slog blikket ned et øjeblik og med det ene blink, undslap en enkelt, klar tåre, der tegnede et spor ned over kinden. Så tog hun en indånding, og nikkede. “Ja,” svarede hun, knapt hørligt. Blikket mødte hans og det gav et jag i brystet. “Selvfølgelig. Du har ret.”

[Bartholomeus af Charenoy]

Tåren over kinden jagede direkte ind i ham og selvom Bartholomeus aldrig havde været voldsomt impulsstyret på den måde eller en mand til at vise sine følelser frem, så tilbagelagde han nu afstanden mellem dem og lagde armene omkring Igraine. Burde han? Nej. Men hun havde været hans hustru disse mange måneder og han kunne ikke undlade at trøste hende, selvom det i sidste ende blev værre af det.

"Schh," tyssede han, overraskende blidt. "Ikke græde. Du får meget igen."