Gift er en kvindes våben

[Henri af Migran]

Tråd tilegnet Adelaide Af Zorete

Henris byhus

Morgen 

Det var ikke med god vilje at Henri aftenen forinden havde sendt bud efter sin søter Adelaide og inviteret hende på morgenmad den følgende morgen. Tværtimod, var det nok nærmere af nød og dertil for at gøre lensgreven af Zorete en tjeneste. Der var bøvl med at Adelaide ønskede sine børn hjem til Migran. En interesse hverken Henri eller lensgreven af Zorete delte. Henri ønskede sig for alt i verden fri for sin søsters børn..Og ja…Lensgreven af Zorete ønskede for alt i verden at de blev i Zorete. Således, måtte det altså være Henris fornemmeste opgave at forsøge at tale søsteren ti fornuft.

Morgenbordet var dækket, men kun med det højst nødvendige. Lidt frugt, lidt brød, lidt marmelade, lidt mælk og lidt juice. Og ja..naturligvis lidt vin. Trods alt, var Adelaide ikke en kvinde som Henri nødvendigvis havde behov for at imponere. – Det stadie var de længe over. Og grevesønnen betvivlede da ej længere, at søsteren muligvis efterhånden, hellere så sig fri for ham.

[Adelaide Af Zorete]

Med stor modvilje var Adelaide af Zorete taget afsted mod Henris byhus i Levagny. Det kunne umuligt være noget godt der ventede hende, så snart hun trådte ind over dørtærsklen, men hun var ræd for, at han ville dele hendes hemmelighed med alle, hvis ikke hun mødte op som befalet. Dog hadede hun, at adlyde en af hans befalinger. Noella Pilkvist havde hun måtte efterlade i andre varetægt og derfor ankom fruen til huset med en anden kammertjener, som bankede på døren og fik dem vist ind.

Overjakken var afleveret, da Adelaide blev vist ind i det opdækkede rum. Selvfølgelig havde han ikke gjort meget udad det, trods alt var hendes bror til den nærige side. Ligeså nærig som smilet på hendes ansigt, der ikke var til at finde, da hun fik øje på sin ældre bror. “Nådigherre” tiltalte hun ham nødtørftigt med en iskold tone i stemmen. Hun var kun høflig så længe han var det. “Hvad bringer dem til at hidkalde mig herre?” bitterheden var ikke til at overhøre.

[Henri af Migran]

Henri havde allerede taget plads ved det anrettede bord. Han sad netop og gennemgik et par småbreve der var ankommet med posten og ganske let, brummede han således blot en smule af ssøteren, som hun trådte indenfor køkkendøren. ”Adelaide..” Han nikkede høfligt til hende og gestikulerede så ganske let med sin ene hånd imod en udvalgt stol, som han bød hende. ”Sid ned…Og tag endelig for dig.”

Han lagde sin post fra sig, som han hældte lidt te op til sig selv i den kop han allerede havde haft gang i og han klarede halsen med en let rømmen, som han ventede et øjeblik, før han gik direkte til sagen. ”Jo, ser du, jeg har et emne jeg meget gerne vil drøfte med dig..Og det ikke alene på egne vegne. Ser du...Hans Excellence af Zorete har bed mig om at drøfte situationen vedrørende dine børn.."

[Adelaide Af Zorete]

Den ellers unge enkefrue følte sig pludselig alt for gammel, da endnu en diskussion lå i luften, så snart hendes bror nævnte lensherren i Zorete. Hun vidste hvad samtalen skulle handle om og hun brød sig ikke om det. Faktisk var hun blot træt af at skulle mundhakkkes med Henri konstant. Han forstod ingenting og blandede sig i alt. Det kunne hun ikke holde ud længere. Hun ville ikke holde det ud længere. Hvis bare han ikke var her, ville alt være lettere. Hun havde sine egne ting at se til. Så vidt muligt prøvede hun at holde Theuderic af Sangy til ilden, men rygterne svirrede og gjorde hende usikker på, hvor hun havde arvingen. Hvis ikke hun skulle rende og mødes med Henri hele tiden, kunne hun bruge sin tid på at vise Sangys arving hvorfor han skulle vælge hende som sin kone og ikke kimse rundt med andre.

Med en stiv mine, satte Adelaide sig ved bordet. Hun glattede kjolen under bordet som en ægte adelskvinde, men i den bevægelse sneg der sig også noget ind i hendes hånd. “Det kommer ikke som en overraskelse, at han ikke respekterer en moders følelser og går til dig i stedet” svarede hun uden at forsøge at tiltale ham ordentligt. Det fortjente han ikke. Hun tog thepotten og hældte selv op i sin kop, men da hun satte kanden fra sig igen flød en klar væske diskret fra hendes hånd. Henri kunne godt lide the og det var uundgåeligt at han ville hælde op igen. “Jeg kommer ikke til at give mig, så du kan ligeså godt spare dig. De er mine børn, mit kød og blod, mig der har født dem. De høre til hos mig her i Levagny”

[Henri af Migran]

Henri placerede pænt brevåbneren foran sig på bordet oveni den stak af pergamenter han efterhånden havde liggende. Formiddagen var travl og således så han sig nødsaget til at tage sig af mindre småærinder samtidig. Adelaide, var dog ikke noget han ikke kunne håndtere og således var det heller ikke med stor betænkelighed at han rejste sig for at gå over til køkkenbordet for at hente den lille mælkekande han havde glemt. At han imidlertid gav hende muligheden og nær missede det faktum at hun lod noget slippe ned i tekanden, som han vendte ryggen til, rynkede han blot på næsen over. Trods alt, kom det ikke bag på ham og med Adelaide, havde han set det komme før eller senere. Ikke destomindre, bekræftedes ridderen i det faktum at hun ville ham til livs.

En vag utilfreds brummen forlod ham ved hendes ord og som han tog plads overfor hende igen, hældte han lidt mere te fra kanden oveni sin forrige kop. – Dog uden at gøre mine til at drikke den endnu.
”Spare mig…? Tror du det er en forhandling det her, Adelaide? Jeg beder dig ikke om noget…Jeg påbyder dig det…Børnene er lige så vel af Migrans blod og jeg agter at gøre, hvad der tjener vores len bedst…Ja, så vel som børnene.” Kom det koldt fra ham.

”Jeg tvivler på at du ønsker et større teater. Desuden betvivler jeg stærkt at Theuderic af Sangy af Sangy ønsker sig alskens unger rendende, som ikke er hans…” Henri tog en slurk af teen, velvidende om at søsterende havde forgiftet den. – Og javist…Adelaide havde hang til at hænge fast i gamle vaner…Så det var velsagtens, samme gift, hun i sin tid havde forgiftet sin afdøde husbond med. Hvad Adelaide ikke vidste var, at han de seneste år havde gået og drukket forebyggende modgift i tide og utide. Velvidende om at han sikkert ville stå for næste tur.

Han kunne have valgt ikke at drikke teen eller fare i flint. Han kunne have valgt at konfrontere hende. – Men nej…I stedet sad han blot ganske roligt, som et par dråber blod formede sig i mundvigen, som de havde samlet sig fra ganen, der atter lod til at tage en smule skade af det grumme stof hun forsøgte at forgive ham med. Han tørrede dråberne væk med den ene tommelfinger og et ildevarslende hoverende smil fandt vej over hans læber, som han klukkede lidt.

[Adelaide Af Zorete]

Modsat hendes elskede Perote var forsøget på at skaffe Henri af vejen ud af lyst. Egentlig var det også for at passe på sig selv, men hun havde ikke næret nogen synderlig lyst til at se sin mand dø. Til gengæld glædede hun sig næsten til at se livet forsvinde ud af hendes broder. Han var blevet så stor en torn i hendes øje, at hans død, og det faktisk at hun agerede bødlen, var uundgåeligt.

“Alt er en forhandling Henri og jeg finder mig ikke i at I rotter jer sammen. Ingen af jer har ret til mine børn. Jeg har født dem, jeg er deres moder og du har da slet ingen interesse i dem, andet end at irriterer mig” selv mente hun, at hun var god mor, selvom hun godt kun erkende at hendes interesser ofte lå andre steder end hos børnene. “Det er ikke derfor du gør det. Du har absolut ingen interesse i mine børn bare fordi de er af Migran slægt”

Enkefruen fnøs af hans fordomme omkring Theuderic. Det havde været hendes egen forståelse af ham til at starte med, men fornyeligt havde hun fået fornemmelsen af, at Sangy-arvingen ikke havde så meget imod hendes børn som man skulle tro. “Du kender ham ikke godt nok til at komme med et sådant udsagn” hun himlede med øjnene af ham, noget hun aldrig ville gøre i andres selskab. Der ville hun have viljestyrke nok til at styre sig og opretholde facaden. Ikke i selskab med Henri. En af grunden til at hun gjorde sig umage med altid at være alene med ham, da andre ikke måtte se denne sande side af hendes temperament.

Endelig drak han af theen og hun væbnede sig med tålmodighed og lid til at giften ville virke, selvom det skete langsomt, men da blodet blev tørret væk uden en større reaktion, vidste hun at forsøget var forfejlet. Dog lod hun som ingenting. En reaktion skulle han ikke have æren af at få.