At glemme sine sorger

[Steva Pudser]

Til: Corentin Remmesnider
Med kraven på kjolen slået godt op om mærket på halsen, havde den sarkastiske kropige begivet sig ud i verdenen for at købe så billig sprut så muligt. Det var ikke mange mønter der prydede hendes kjolelomme, men brunetten havde ikke sovet meget siden overfaldet og det havde hun intentionen om at ændre. Normalt sov hendes mor altid tungt, når hun havde drukket, hvilket var hver dag, så Steva så ingen anden mulighed end at prøve det samme. Selvom hun var blevet anbragt hos en ret sød healer, efter drabanterne fangede overfaldsmanden, var hun ikke blevet i Celeste Våbensmed varetægt så længe, som hun burde. Steva Pudser havde svært ved at sidde stille og skulle hun bare hvile sig, kastede minderne om den aften sig ind over hende. Det gjorde hende sårbar og det brød hun sig ikke om den mindste smule. Facaden forblev derfor, hvor den altid var.

Endnu en af de interimistiske smuglerkroer var blevet etableret i stuen hos et gammelt ægtepar, der havde en søn, som skaffede alkohol billigt od uden drabanterne vidste noget. Her sad den trætte kvinde med en krus af den bitterste øl hun nogensinde havde smagt og så ud på flokken af fulde og råbende mænd, der væltede rundt mellem hinanden. Hun opdagede ikke selv, at hendes hånd knugede så hårdt kruset hank, at knoerne blev hvide. Normalt irriterede mænds opførsel hende, men kun nok til at hun drillede og kom med sarkastiske kommentarer, men efter det der skete med Jean Bager, var der et had til det andet køn, som var begyndt at spire i den fortørnede kropige.

Det var midt i de selvdestruktive tanker, at en af fuldebøtterne væltede ind i Steva, så den bitre øl kastede op udover hende og gjorde den i forvejen småskidte kjole plask våd. En katteagtig knurren lød fra hendes strube, da hun sprang op for at skælde fæhovedet ud. “Ved guderne, hvad bilder du dig ind? Er du stadig et barn, der ikke har lært at gå endnu, for så burde du i hvert fald ikke drikke samtidig” tungen var så skarp som en syl, det havde oplevelsen i håndværkerkvarterets gyder ikke ændret på.

[Corentin Remmesnider]

Tanken om at skulle arbejde hele livet for så bare at dø havde aldrig huet Corentin, som mente der måtte findes en løsning. Nogen tog til bal på slottet. Det havde alle ikke råd til. Så i stedet tog han til 'bal' ved det nærmeste vandhul for drukkenmåse og folk med lidt i lommen. Selv mente han, at han hørte til den sidste kategori, men han ville heller ikke kunne afvise, at han aldrig drak - slet ikke denne dag, hvor han havde fundet godt selskab i nogen bekendte ansigter. Og med billig øl forsvandt det ene krus hurtigt efter det andet.

Snakken gik højt mellem mændene, som var meget optaget af en diskussion Corentin ville have glemt alt om bare fem ti minutter senere. Men i øjeblikket var han meget optaget - og ophidset - af diskussionen. Sådan var hans modpartner også. De kom op og stå i sådan en fart at hoved ikke kunne følge med. Corentin mente også, at modparten havde skubbet ham, for pludselig fik han overbalance og væltede ind mod en person der sad bag ham.

Han var knap væltet ind i hende, før hun sprang op og hvæste som en kat, der blev trådt på halen. Jøsses! "Orv, hvem har dumpet den søde mis?" Svarede han hurtigt igen, med en tone der ikke kunne tolkes som andet end sarkastisk. "Det undre mig ikke." Den skulle jo have hele armen. Imens ordne forlod hans mund, fik han stablet sig selv på bene. Gulvet på kroen var ikke speciel lækker, slet ikke nu også med øl til at flyde på gulvet sammen med mudder og hvad folk ellers slæbte med ind. Efter at have tørret hænderne af i bukserne kunne han vende blikket mod den sure kat.

[Steva Pudser]

Med øl dryppende fra kjolen stirrede hun direkte ind i den letsindige mand, der netop havde klumpet ind i hende, som hvis der havde været is på gulvet. Der var ikke så meget som et undskyld, der fløj i hendes retning og det gjorde den åbenmundede kropige gal i skralden. Sandt at sige, skulle der mindre til netop denne aften end ellers, men temperamentet sad generelt så meget uden på tøjet, at man kunne se det i luften omkring hende. Ligeså bidsk hun kunne være, ligeså sød og hjælpsom så hun også sig selv som, hvis de rigtige omstændigheder var til stede. Det var netop den hjælpsomhed, der havde bragt hende i problemer.

En belærende finger fandt sin vej op i hovedet på den ellers nydeligt udseende mand, men for Steva var udseende ikke ret vigtigt. Hun brugte trods alt tid med en mand, der ifølge rygterne blev kaldt et bæst. Indtil videre var brunetten dog ikke enig i det udsagn. Nu stod hun så der og viftede irriteret med en pegefinger i en fremmed mands hovedet. “Ja, det er da ligesom dig eller er du ligeså blind som du er fejlfodet?” gav hun igen med en tone af, at han da heller ikke var for klog, hvis man spurgte hende. “Er du også så døv, at du ikke har hørt om ordet undskyld eller er du bare endnu en af de mænd der mener at kvinder er ligegyldige?2 hun havde endnu en bemærkning klar lige på tungebenet, men hun tøvede alligevel for at lade ham svare. Måske hun bare ledte efter en grund til at fortsætte og lod ham derfor tale.

Nok var hun høj for en kvinde at være, men til sammenligning ragede han alligevel et halvt hoved over hende, intet der skræmte den rapkæftede Pudserdatter. Det mørkebrune hår hang løst og en smule filtret ned ad ryggen og bevægede sig i takt med hendes ord og der var hul i den ene sko, så man kunne se spidsen af en sok, men hun opførte sig ikke som den fattigste lus selvom hun var det.

[Corentin Remmesnider]

Åh åh. Den belærende finger. Den alt for bekendte belærende finger. Corentin havde næsten lyst til at grine. Han havde fået den ikke så få gange i sit liv. Han kunne ikke engang tælle til så mange gange han havde fået den - og han mente ellers at kunne en del tal. Han kunne ikke stoppe et lille grin i at trække op i hans ene mundvige. Ikke fordi der var noget sjovt ved situationen, men fingeren var nu næsten en bekendt ven. 

"Det er jeg da ked af, at du tager så tungt. Det var bestemt ikke min vilje." Lød det, med en stemme der dryppede af sarkasme, da han endelig fik lov til at indføre et ord i hendes talestrøm, hvor hun ihærdigt forsøgte at fornærme ham for føst det ene og så det andet. "Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan høre dig. Måske jeg er døv? Gider du gentage?" Han lænede sig frem mod hende, men ikke uden helt at være på vagt. Lussinger var ofte kvinders go-to våben når det kom til at 'bide fra sig' og han havde ikke lyst til at få nogen 'bideaftryk'. Om han så kunne trække snuden til sig hurtigt nok - det var et andet spørgsmål. Med en god promille i blodet var der langt mellem tanker og virkelighed. 

"Men det kan gøre den lille mis glad." Han fiskede en mønt frem, som han rakte frem mod den arrige kat. Lidt galant var vel man. Han gjorde det dog mest for at se, hvad kvindens reaktion var. Det var ikke altid det modparten forventede, hvilket kunne føre ganske underholdende reaktioner fra sig. Desuden var øllen billigere end billig - og lettere at anskaffe end rent drikkevand, så det var ikke fordi han ligefrem mistede noget. Godt nok var han ikke i nærheden af adlen hvad angik noget som helst, men lidt klinker havde han da. 

[Steva Pudser]

Få ord skulle der til for at provokere den ret så provokérbare kvinde. Hans ord satte i hvert fald gang i raseriet. Steva kendte ikke meget til kamp, trods hun var stærkere end de fleste kvinder grundet sit arbejde, men hun tyede altid til andre ting. For det meste ord, for at forsvare sig, men når de ikke var nok greb hun ofte hvad end hun havde ved hånden. Denne gang var det ved foden. I en hurtig bevægelse løftede hun benet og bøjede sig ned, så hun meget hurtigt stod med en tøffel i den ene hånd. Den brugte hun så til at baske hans skulder med for at understrege hvor åndsvage hans ord var. “Du er virkelig ikke ret sjov” kom der ud mellem læberne, mens han fik med tøflen. Den var ødelagt og ældgammel, derfor fik den nok flere tæsk af gerningen end manden gjorde.

Et øjeblik holdt hun inde, da han tilbød hende en mønt, men det gav bare endnu et dask fra hende. “Jeg er ikke glædespige. Hvis du virkelig vil råde bod på din klodsethed, køber du mig en ny øl i stedet for at stikke mig pengene” tøflen fandt hende fod igen, mens hun stod og betragtede ham skulende. Der var bid i Steva Pudser, men det var tydeligt at denne mand var ligeglad med hendes bid. Han gav bare igen.

[Corentin Remmesnider]

Corentin havde prøvet en del forskellige ting, men at blive tæsket af en gammel slidt tøffel var ny. Han nåede derfor heller ikke at reagere specielt meget, da hun pludselig havde den i hånden og begyndte at slå løs. Det hjalp næppe at hans balance heller ikke var på toppen. Han forsøgte at holde en afværgende hånd oppe, men det syntes ikke at forhindre tøffelkrigeren i at gå løs på ham.

"Noget siger mig, at du ikke deler denne opfattelse?" Det forstod han da ikke. Humøret blev også kun bedre af hendes forsøg på at give ham en med tøflen. Et meget ihærdigt forsøg. Men heldigvis fik han lov til at forslå en forsoning. En forsoning i, at han nu skulle købe hende en øl.

"Hvordan vil det ikke gøre dig en glædespige?" Spurgte han undrende, mens han ihærdigt forsøgte at få sin beruset hjerne til at forstå logikken. Han lukkede dog hånden om mønten og stak den i lommen. Ikke fordi det endnu var afgjort, hvorvidt han faktisk ville købe øllen, men at flagre med mønter var altid en dum idé - og selvom det ikke ligefrem var en formue, så holdte Corentin altid godt på sine penge. De faldt jo ikke ned fra himlen som regn - eller snefnug.

[Steva Pudser]

“Hvad får dig mon til at tro det?” Spurgte hun med sarkasmen dryppende fra stemmen og de blå øjne himlene mod loftet. Selvom hun trak tøflen til sig, havde hun lyst til at vappe ham med den igen. Og igen. Ikke så meget på grund af ham, jovist gik han hende på nerverne, men hun havde bare lyst til at slå løs på en mand. Som om det ville straffe alle mænd på en gang, men så indbildsk var hun alligevel ikke.

De blå øjne knep sig mistroisk sammen, mens hun stirrede på ham. “Er du normal i hovedet?” spurgte hun med den skarpe tunge og vippede hovedet på skrå, mens tøflen genfandt sin plads på hendes fod. Den var der altid, hvis hun skulle bruge den igen. “Jeg tager ikke imod penge for din fornøjelse, derfor er jeg ikke en glædespige, hvis det er så svært at gætte sig til” fnøs hun.

[Corentin Remmesnider]

"Det vil jeg da mene." Lød overvejende fra Corentin, der ikke helt forstod, hvorfra spørgsmålet kom fra. Heldigvis holdte hendes spørgsmål ikke kvinden fra at svare. Nå, javel. "Hvordan skulle jeg vide det?" Han trak let på skuldrene. Han kunne desværre ikke læse hendes tanker. Det ville ellers helt sikkert være fornøjeligt, men måske også lidt skræmmende.

"Så, hvis jeg nu køber en øl til dig, så stopper du med at slå mig?" Han gjorde en hentydende gestus mod hendes fod. Det var ikke fordi den hverken havde slået hårdt eller gjort nogen skade, men han ville da gerne være fri for at få endnu en omgang med den. Han forstod dog stadig ikke, hvordan det hele gjorde hende til en glædespige, men måske hans hjerne ville forstå det når han havde lidt færre indenbords.

"Vent, hvis nu det vil være min fornøjelse at jeg købte dig en øl, vil det så også gøre dig til en glædespige?" Tænkte han så højt, med let rynken bryn. Den logik gav altså ikke meget mening. Men en øl skulle den arrige ikke-glædes-pige da ikke snydes for. Han vendte derfor rundt og fandt vej til baren, hvor han bestilte et stort krus øl han lidt efter placerede foran tøffel-krigeren.

[Steva Pudser]

Med en himlen med de klare blå øjne svarede hun uden ord, på det med det mentale. Han var nok fuld eller også havde hun overraskende meget ret i sin antagelse, at han ikke var helt klarhovedet generelt. Pæn var han dog, men det var på ingen måder vigtigt for kropigen og slet ikke denne aften. “Dine forældre har vel fortalt dig det eller også holder de det hemmeligt for dig for at se hvor lang tid der går, før du opdager det selv” hun virrede med brynene, så hendes udtryk virkede knapt så hårdt og koldt som ellers.

“Ja, indtil jeg finder en ny grund til at banke dig med en tøffel” hun undertrykte et svagt grin, fordi det faktisk lød ret sjovt, når hun tænkte over det. Hun havde tævet ham med en tøffel. “Men giv mig en god grund så får du med fodtøjet igen” minen var på plads igen og øjnene var små revner, der skulede frem på ham.

Der fik han hende. Der skulle uendeligt meget til at tage ordene fra den rapkæftede slumtøs, men her midt i smuglerkroen havde det faktisk lykkedes den fremmede mand at tage mælet fra hende. Et øjeblik stirrede hun bare på ham, imens den ellers kvikke hjerne rodede ihærdigt efter gode ord. “Jeg.. Nej" fik hun fremmumlet. “Det er noget andet din tumpe” var det bedste hun kunne komme op med.

[Corentin Remmesnider]

Kvinden havde sørme humor! Corentin var ellers ved at blive lidt i tvivl, da tiden nærmede sig at han ville gå på jagt efter hendes øl. Det blev dog kun for en kort stund, før hun igen var ved at true med slag. Om det var for sjov eller ment i alvor kunne han ikke helt bedømme i sin bedugget tilstand. Så inden han endte med faktisk at få slag med tøflen, måtte han hellere komme af sted.

Tilbage ved bordet var han spændt på at høre, hvad svaret på hans filosofiske spørgsmål var. Kruset skubbede han over mod kvinden, før han slog sig ned foran hende. "Hvordan?" Forlangte han så at vide, mens han forsøgte at huske, hvad det egentligt var han præcist havde spurgt om. Det var vist fint, at han havde droppet at købe yderlig øl til sig selv. "Er vi ude i, at logik er anderledes for dig, fordi du har bryster?" Det ville i hvert fald ikke være første gang han havde fået sådan en forklaring.

"Men jeg håber øllen vækker glæde." Han gjorde en gestus hen imod den. Bene trak han op under sig ved bænken. Nu havde han købt hende en øl, så kunne han vel også få hendes selskab bare i fem minutter, mens hans hoved forhåbentligt klarede lidt op.

[Steva Pudser]

Tålmodighed var ikke Stevas stærkeste side eftersom hun var vant til at meget skete hurtigt, når hun arbejdede, men hun havde betalt for den øl han havde fået hende til at spilde, så hun ventede selvfølgelig på at få, hvad hendes småpenge havde givet hende. Det manglede da virkelig bare. Så naturligvis var hun stadig ved bordet, da han kom tilbage.

“Nej” svarede hun mere nonchalant. “Sidst jeg tjekkede havde mænd også bryster, selvom de er ubetydelige” påpegede hun med et mere sædvanligt glimt i øjnene end hun havde haft længe. Selvom han gik hende noget så potent på nerverne, så fik han hende også til at tænke hurtigt og komme med rappe replikker som hun plejede. Det havde været sværere for hende siden overfaldet, men det var ikke noget nogen kunne få hende til at indrømme. Kropigen Steva havde under ingen omstændigheder tænkt sig at nævne overfor denne småbeduggede, ufølsomme mand, at han faktisk bragte lidt af sig selv tilbage. Han var højrøvet nok i forvejen.

“Den redder dig i hvert fald fra at jeg finder andet at baske dig i hovedet med” svarede hun mindre bistert end før. De blå øjne skævede op til ham mens læberne berørte kruset og sugede øl op, så hun ikke spildte dyrebare dråber på bordet i forsøget på at løfte det. “Nå, skal jeg have dit navn eller skal du bare hedde tumpe fra nu af?” udfordrede hun ham. Egentlig ville det være fint, at han bare hed tumpe, så var det mindre at huske på.

[Corentin Remmesnider]

Hun havde en pointe. Det måtte han give hende. Corentin valgte derfor at lade være med at kommentere på ordne, men i stedet bare få sat noget øl i mellem dem - og forhåbentligt på den måde distrahere hende. Så kunne hun drikke sig lidt beruset, mens han kunne få lidt klarhed i hjernen. Noget der måske ikke var så tosset at få. Den sidste tid i kroen var gået med at kigge ned i et ølkrus, så den fornuftige løsning ville sikkert være snart at stoppe. Der var jo endnu en dag næste dag.

"Sørme heldigt." Særligt hvis det var hoved! Hans hoved havde det slemt nok dagen derpå uden slag. "Corentin. Men tumpe fungere også fint. Det vil ikke være det værste jeg er blevet kaldt." Selvfølgelig var det ikke det mest prangende navn, men på den anden side heller ikke det værste. Og han havde ingen fine titler at bryste sig med. "Hvad må jeg så kalde tøffel-krigeren?" Det var næppe så frygtindgydende at kalde hende tøffelkriger. Det kunne dog helt sikkert få folk til at grine, men kvinden overfor ham virkede ikke som typen, der ønskede den reaktion fra folk.

"Hvad laver du overhoved herinde?" Det var jo ikke fordi hun direkte faldt i ét med omgivelserne. Tvært imod. Hun stak lidt ud. Måske fordi hun ikke var mand og heller ikke en af kvinderne der serverede. Men den måde hun snakkede på, med hurtige besvarelser på tiltale, så virkede hun heller ikke som typen han ville være bekymret for havde gabt over for meget. Hun skulle nok komme ud af hullet, med skindet på snuden, hvis tingende spidsede til.

[Steva Pudser]

Et brunt bryn blev hævet i morskab, da han kaldte hende for en tøffelkriger. Det morede hende langt mere end hun gav udtryk for. Han behøvede ikke at vide, hvad hun tænkte, trods hun ikke altid var god til at skjule det. Hendes ansigt afslørede mere end hun ønskede. Et øjeblik tøvede hun mens et svagt smil spillede på hendes læber. Et øjeblik havde hun glemt alt om, hvad der skete med Jean Bager. “Steva, så længe du opfører dig ordentligt” næsten udfordrede hun ham.

“Smitter med min glæde og solskinsagtige natur” svarede hun sarkastisk, da hun havde brugt det meste af tiden alene i et hjørne, hvor hun surmulede ned i sin øl. For at understrege sarkasmen i den bemærkning smilede hun stort, men fuldkommen humorløst. “Jeg er imponeret over, at du ikke er begyndt at kaste med blomster og synge serenader ved mit blotte nærvær” hun kendte ikke noget værre end, når en mand sang for en kvinde for at vinde hendes gunst. Det lød altid forfærdeligt, måske fordi hun oftest oplevede det på Den Fede Kat, hvor hun arbejdede. Sandheden var, at hun var der for at glemme og drikke smerten væk, men det ragede ikke andre mennesker, hvordan hun havde det. Normalt ville hun værre her for at spille, men så ville hun ikke have været sig selv, for ikke mange mænd tog en kvinde seriøst nok til at spille med hende. Denne dag havde hun ikke gidet trække i mandetøjet.

“Og du er her velsagtens for at irritere ungmøer med spildte øl?” vendte hun samtalen mod ham med et snuptag. Aldrig havde hun fundet glæde i at tale for meget om sig selv, men andre mennesker var interessante. De fleste ville hun gerne hjælpe, men ham her var hun usikker på. Hun havde svært ved at læse ham. Måske pga. Alkoholen.

[Corentin Remmesnider]

"Jeg opføre mig altid ordentligt. Næsten." Det var måske på sin plads at korrigere lige der, så han ikke kom til at tale over sig. Han havde jo lidt hældt øl ud over hende. Selvom Corentin ikke havde noget imod at lyve og glædeligt gjorde det for at redde sit eget skind, så vidste han også godt, at det næppe hjalp meget når det var helt åbenlyst. Så var det derimod genvej til problemer. Noget han også havde erfaret lidt flere gange end han egentligt havde lyst til at indrømme.

Hendes sarkastiske svar fik ham til at trække op i smilebåndet. "Jeg tror der vil komme en stor tung sky og dække for din glæde og solskindsagtige natur, hvis du skal høre mig." Som så mange andre havde den unge mand ikke en ren tone i halsen. Han kunne når alle andre også skulle forsøge at synge efter at have indtaget en halv balje øl, men ikke før. Så ville folks øre visne og dø. Det gjorde hans egne i hvert fald.

At emnet blev skiftet over til ham selv, bemærkede Corentin ikke i øjeblikket. Det var vel meget naturligt hun spurgte om ham - og så manglede hans ego aldrig noget. Han snakkede gerne lidt om sig selv. Det kunne også give guldkorn om modparten. "Absolut! Dagens - aftenens - fineste opgave!" Proklamerede han med fremskudt bryst et kort øjeblik. "... og det ser ud til at have virket godt." Han havde da irriteret Steva, i hvert fald i begyndelsen. Så meget at han havde fået tæsk med tøflen. Det var alligevel en ny bedrift. "Tøffeltæsk skal man lede længe efter." Tænkte han højt. "Eller, er det måske noget du giver til alle? Du så i hvert fald ikke ud til at være helt ny indenfor den disciplin." Hun havde i hvert fald fået tøflen aldeles hurtig op i hånden og ikke været bange for at give den los.

[Steva Pudser]

Et fnys efterfuldt af blå øjne, der så mod himlen lød, da han påstod, at han altid opførte sig pænt. “Af en eller anden uuunderlig grund har jeg virkelig svært ved at tro på det” hun tog en tår af øllen og følte på ny varmen sprede sig i kroppen. Som sædvanlig holdt varmen ikke længe, da hun boede i slummet i et hus med hul i taget og en dødfordrukken mor, der glemte at holde gang i ildstedet. Men øllen skulle nydes, da hun ikke havde penge til en ny. Så snart hun fik penge nok måtte hun ud og spille igen for forhåbentligt at fordoble dem og købe mad nok til hende og hendes mor.

“Eller måske vi din mangel på talent få mig til at grine og så ville min dag i det mindste være bedre end den i går" det var ikke meningen, at hun ville dele noget med ham der kunne forstås som næsten personligt, men nogle gange var tungen hurtigere end hovedet. Blikket så fortsat udfordrerne på ham, som om hun var overbevist om, at han ikke turde.

Hendes finger prikkede ham direkte i brystkassen, da han pustede sig op som en tudse der skulle til at kvække. “Pas nu på med den slags. Du er i slummet nu, der skal ikke meget pral til før man ligget på jorden med mudder i øjnene og en stor mand ved navn Bøffen over dig” advarede hun med en stor del sandhed. Man skulle ikke tale for højt her før man fik andet end tøffeltæsk fra en lille kvinde som Steva. “Hver du glad for at, det ikke var en af dem der du spildte på” hun nikkede mod samlingen er overarmsmålene idioter, der stod ved et bord lidt væk. “Mellem os to er de dumme som snot, men slår hårdt” hun havde set dem på kroen i slåskampe flere gange.