Tid til frihed, lillesøster

[Ragnar af Hasnea]

Til: Frieda af Hasnea
Sted: På paladset
Tid: Formiddag
Vejr: Høj solskin og uden så meget blæst. Efterårskøligt

Ind til videre var Ragnar ikke imponeret over Falanie, Levagny eller paladset. Jo da, bygningen var stor og flot, men absolut kedelig. Alting her var kedeligt. Selv festerne. Måske især festerne.
For en mand som Ragnar, der var vant til, at der var gang i den det meste af tiden, om det var med træning, kamp, fester eller ture ud i landskabet, var Levagny røvsygt, og han havde hjemve i stor stil. Han havde stadig ikke fået nogle rigtige venner, der havde samme interesser som ham, og desuden var det svært at få venner, når man i bund og grund bare skulle spionere på dem. De ville nok også bare spionere på ham.

Nej, han hadede at være i Levagny. Han ville hjem til skovene, sin hund, sine venner. Og Sigrun. Det var så slemt, at han havde ondt i maven, når han skulle sove og havde tid til at føle savnet. Men det hjalp ikke noget med alle de følelser, og når han stod op, gemte ham dem væk bagerst i sit sind og fokuserede i stedet for på, hvad han kunne gøre og hvorfor han var der. Frieda. Og oplysninger.

Så som han med lange skridt gik ned af gangene i paladset, var det med det sædvanlige åbne og venlige udtryk på ansigtet. Han smilede til dem, han mødte og opførte sig egentligt bare som om, at han havde boet der hele sit liv. Hvorfor ikke? Det var hans hjem nu. Selvom han hadede det.
Lige nu var han iklædt en god jakke og et par forede bukser, som han havde planer om at tage en tur ud i oplandet til byen på ryggen af Sigge, hans store hoppe, han havde redet herned på fra Hasnea. Paladsets vægge og byens små gader gav ham klaustrofobi.
Han havde dog ikke tænkt sig at ride alene af sted, han ville have sin søster med. Det var efterhånden sjældent, at hun havde tid til ham, og det frustrerede ham næsten mere end noget andet. Han var her for at passe på hende, men her var det åbenbart ikke normalt, at en kongedatter tossede rundt med sin bror, når hun ville. Hun var den eneste, han havde i dette belortede sted, og han savnede hende, selvom der ikke var mange mure mellem deres værelser.

Ragnar fandt sin søster i et rum, der havde et par vinduer med udsigt. Hun sad med ryggen til ham, tydeligvis koncentreret om noget imellem sine hænder, og et smil lagde sig over hans ansigt. En mulighed. Overraskende lydløst bevægede den store unge mand sig hen over gulvet, indtil han stod lige bag hende. Her bukkede han sig ned, med hovedet hen over hendes skulder, for at se, hvad hun havde gang i.
”Hvad laver du?” Spurgte han nok lidt for højt på hasneansk – i håb om at skræmme livet af hende. Det burde hun efterhånden være vant til, han gjorde altid sådan noget, bare for at være træls.

[Frieda af Hasnea]

Det var med stor koncentration, at Frieda sad med næsen pegende ned i et af opslagsværkerne om Falanie’s planteliv. De buttede læber klemt sammen til de ikke var meget andet end en smal streg, mens de lyse øjne skiftevis bevægede sig fra de opslået sidder og over til de snirklede streger af blæk der blev sat på pergamentet ved side af. En stor del af planterne genkendte Frieda hjemme fra, nogle under andre navne, men dem hun ikke øjeblikkeligt kunne nikke genkendende til blev sirligt skrevet af.

Opslugt af sin egen fordybelse registrerede hun ikke lyden af fodtrin der nærmede sig bag fra. Ikke at hun ville have hørt det store alligevel. Trods Ragnar’s størrelse, så mestrede han at liste rundt og det var ikke første gang at den store bjørn virkede til at dukke op ud af den tynd luft.

Bjørnens intentioner blev indfriet.
Stolebenene skreg mod det hårde underlag, da chokket der gik gennem lillesøsteren fik stolen til at rykke sig og en lang mørk streg til uvilligt at blive trukket over det gulnede papir. Gispende blev Frieda’s flygt eller kæmp respons aktiveret og Ragnar kontant afregnet for forstrækkelsen han havde givet hende.
Bagsiden af hånden ramte sammen med hans ansigt før hun kunne nå at gennemtænke og bremse sin arms bevægelse der sendte hånden over hendes skulder. Indsigelsen af hvem hun havde ramt fulgte straks efter. ”Ragnar!” Gispede hun atter højt og drejede sig på stolen med lige dele undskyldende som anklagende øjne. Slaget var selvforskyldt, men det gjorde ikke den dårlige samvittighed mindre. ”Du kan ikke bare snige dig ind på mig på den måde.” Lød det anklagende på deres modertunge.
Øjnene søgte mod det røde mærke, som slaget have sat i den lyse hud og en grimasse fulgte. Hun håbede han slap for et blåt øje.

Frieda slap et tungt suk og rystede på hovedet over ham ”Er du okay?” Spurgte hun, forsat på Hasneansk, med en ægte bekymring at spore i stemmen. Hun havde ikke slået med fuld styrke, men med bueskydning som sin hobby, så var det ikke broderi svage arme der sad på prinsessen.

[Ragnar af Hasnea]

Ragnars lille plan førte til fuld succes, som Frieda tydeligvis var ved at hoppe ud af sit gode skind af forskrækkelse. Hvad han ikke lige havde forudset, var hånden, der ud af det blå klaskede ind i siden af hans ansigt. Nu var det Ragnars tur til at blive forskrækket og han rettede sig hurtigt op, i tilfælde af, at der var flere kindheste på vej fra hans hårdtslående søster. Han førte en hånd op for at røre ved sin kind, men lod den hurtigt falde.
Hendes dårlige samvittighed og indignation, der var malet i hendes ansigt, som hun vendte sig mod ham, fik ham dog hurtigt hevet ud af forskrækkelsen, og en høj latter forlod ham. Sådan et bette kærligehedsdask.

”Ved alle guder, lillesøs, du er da også så voldelig.” Han kunne ikke lade være med bukke sig ned og lægge armene om hende i et kram for at berolige hende. ”Behøves du at slå så hårdt på din stakkels bror?” En hånd endte på toppen af hendes hoved, hvor han rodede rundt i hendes hår, inden han rettede sig op, stadig med et drilsk udtryk i ansigtet.
”Jeg var jo nær blevet slået ud. Det kunne have været smukt.” Han rakte ud og klemte kort om hendes næse, stadig grinene.
Havde slaget gjort ondt? Ja, men siden han var vant til at slås med nogen på størrelse med sig selv, tog han det ikke specielt tungt. Og et blåt mærke fra eller til. Han ville stolt proklamere, at det var hans lillesøster, der havde givet ham det. Det var trods alt ham selv, der havde lært hende at slås.

Der stod en stol ved siden af Frieda, og han trak den ud for at sætte sig i den, lidt for afslappet for folkene her i slottet, men de var kun de to, så ingen fordømmende blikke fra diverse hoftjenere.
”Men hvad laver du? Noget vigtigt?” Han rakte ud og flyttede bgen tættere på sig, så han kunne se ned i den. Planter. Åh, så fornuftig kedelig hun var.

[Frieda af Hasnea]

Tilbage hjemme i Hasnea havde mændene i familien altid drillet Frieda med, at hun havde en krigers ånd og at fjenderne skulle takke deres guder for hun var blevet født som prinsesse. Hendes første instinkt havde altid været forsvar. Ikke at hverken flygte eller fryse. Bjørne broren burde derfor også have vidst bedre end at stikke næsen for langt frem.

Frieda frygtede ikke helhjertet at slaget ville få hende til at mærke hverken Ragnar’s vrede eller forargelse. -Det var dog ikke før end latter fyldte lokalet ud, at hun blev bevidst om at hun havde siddet med opspændte skuldre. De havde ikke set nært så meget til hinanden som der hjemme og det nagede den unge prinsesse. Hun savnede sin bror og det var derfor også kun med et fladt bebrejdende blik sted mod ham, at hun blev trukket ind i den velkendte favn. ”Du kunne bare lade være med at være sådan en bøvs og komme snigende på den måde.” Pointerede hun og satte en prikkende finger i siden på ham.

Hovedlindet var endt på pulten næsten som Frieda havde sat sig ved den. Hun hadet det forbandede hovedklæde. Det var både i vejen og varmt, selv det mest åbne af dem var frygtelig varme og fik hende til at føle sig både opkogt og indelukket. Så hun foretrak stadig de mere kunstfærdige Hasneanske håropsætninger.
”Ej!” Udbrød hun små grinene, da hånden rodet rundt i de blonde krøller og nært havde trukket snoninger og fletninger op ”Du kommer selv til at stå skoleret overfor Snefríd af Ravnsdal , for at have ødelagt min frisure.” Truede hun spøgefuldt med et glimt spillende i de gråblå øjne.

”Jeg læser om botanikken i Falanie.” Svare hun, selvom Ragnar allerede da havde trukket bogen nærmere. Fra det øjeblik deres mor havde lært Frieda om brugen af bredbladet vejbred ved insekt stik. Havde planter havde ligget lillesøsterens hjerte ligeså nært som bueskydning, og siden da havde hun brugt timer på at lære om deres egenskaber på godt og ondt.
Frieda lagde siden af hovedet mod den brede overarm, nær skulderen ”Ragnar?” Begyndte hun i en lignede tone, som da hun havde været yngre og lokkede både ham og Hakon til at lege krigsstrategi med hende. Store lyse øjne vendte sig op mod hans ansigt ”Kan vi ikke godt tage ud og ride?” Talen var forsat holdt på deres fælles tunge, selvom hun burde have insisteret på at snakke Falanistisk for storebrorens skyld, så han fik øvet sproget.

[Ragnar af Hasnea]

”Din prut,” lød det bare fra Ragnar, da hun kaldte ham en bøvs, og han veg under hendes prik, kilden som han var. Frieda var den eneste, der fik lov til at aktivere den grumme følelse, alle andre skulle forvente at få en flad. Han afskyede, når det kildede, men knapt så meget, når det var hende, der gjorde det.
Han kunne dog ikke lade være med at grine, da hun truede med Snefrids vrede over den ødelagte frisure.
”Åh nej da, jeg ryster allerede i mine støvler!” Pjat. Han var ikke bange for Friedas små mus, der var fulgt med hende fra hjemlandet. De eneste kvinder, der satte en skræk i livet på ham, var deres mor og Frieda. Og Sigrun. Hun kunne også styre ham.

”Du er tosset,” brummede han med en kærlig tone, som hun sagde, at hun var i gang med at kigge på planter igen. Han forstod det ikke, men hvis det var, hvad hun interesserede sig for, så skulle hun have lov til det. Han havde før været med hende ud i vildmarken hjemme for at lede efter planter og svampe, bare fordi han ville gøre alt for hende. Ikke at han var meget behjælpelig, selvom han da efterhånden havde lært lidt af deres ekspeditioner.

Han flyttede blikket til hende, som hun lænede sig op ad ham. Tonen var velkendt, og han nåede lige at spekulere på, hvad hun nu ville have fra ham. Hun var så nuttet når hun så på ham med de store øjne, men samtidigt så provokerende, for hun vidste, at han havde meget svært ved at sige nej til hende, når hun lavede det nummer.
”Mhm?” Brummede han først, inden hendes spørgsmål fik ham til at himle med øjnene og sukke overdrevet.
”Lille fritte, hvorfor tror du, at jeg kommer og forstyrrer dig, i varmt tøj og sværd ved siden? Jeg ville slæbe dig med ud at ride, om jeg så skulle flå dig væk fra dine bøger og smide dig over skulderen for at bære dig ned i stalden!” Han grinede og prikkede hende på næsen med en finger. ”Jeg savner dig sådan, lillesøs, du har altid så travlt.” Smilet forsvandt lidt, og hans stemme blev ærlig, for han savnede hende meget. Hun var den eneste, han havde i det her hul, og de brugte så lidt tid sammen.

[Frieda af Hasnea]

Frieda tog det knapt så tungt at blive kaldt for både prut og tosset af den ældre bror. Hun vidste der intet ondt lå bag og ikke kun fordi tonen var familiær varm.
Ragnar forstod sig måske ikke på hendes interesse for planterne, men han havde aldrig brokket sig, alt for meget, når hun havde tvunget ham med ud for at sanke dem. I grunden nok mest fordi han nød deres alene tid sammen lige så meget Frieda selv gjorde. Hun sendte ham derfor blot et større tand smil med en sigende mmhm-lyd, der lillesøster flabet mindede ham han kun fandt det tosset indtil den dag hendes viden ville rede liv eller legemer.

”Det kunne være du var på vej ud med din hoftjener?” Hun løftede hovedet fra hans skulder ”For du havde da fået sådan en ikke?” Spurgte hun og rynkede øjenbrynene lidt spørgende sammen. Ikke sikker på om det blot var rygter, at den Hasneanske prins ville få sådan en tildelt og endnu mere usikker på om det passede at hoftjeneren tidligere havde tjent under Kronprinsen.
Næsen vrikkede lidt under den prikkende finger, mens latter boblede ud i mellem dem ”Hvad tror du jeg er? En sæk kartofler?” Lo hun, men latteren stilnede af som han fik prikket til den dårlige samvittighed.
Frieda slog det gråblå blik ned og sukkede hørligt ”Undskyld. Jeg lover at blive bedre til at bruge tid med dig, ligesom der hjemme.” Sagde hun skyndsomt. Det var bestemt ikke kun bjørnen der led under den travle kalender, men modsat Snefríd af Ravnsdal og Aaslaug Sværdsanger , så havde Ragnar ikke altid en grund til at følge sin søster rundt som hendes hofdamer.

[Ragnar af Hasnea]

Hoftjener. Nå, så det havde hun hørt. Det var kun et par dage siden, at den tørre overhoftjener, eller hvad sådan én nu hed, var kommet slæbende med en ung mand, der åbenbart var blevet tvunget til at være Ragnars hoftjener. Han havde ikke set ham mere end kort et par gange siden, og Ragnar var ind til videre ikke synderligt begejstret. Følelsen var vist gengældt, selvom det var svært at sige med den tørre maske, hoftjeneren havde klistret på sit kedelige fjæs.
”Jo, de har givet mig en eller anden tør pind til at tjene mig, men jeg har ikke set så meget til ham endnu.” Ragnar rynkede på næsen.

Friedas latter fik smilet tilbage på Ragnars ansigt, og han grinede som hun spurgte, om han antog hende for en sæk kartofler.
”Det kan du da hurtigt blive, hvis du bliver ved med at sidde herinde og glo i dine bøger! Kroppen skal holdes ved lige, lillesøs!” Han gav hendes næse et blidt klem, inden han lod hånden falde. Han kunne godt se den dårlige samvittighed på hende, det brød han sig ikke om.
”Det har du bare af, ellers bliver jeg nødt til at kidnappe dig.” Han hævede kort et øjenbryn, inden han begyndte at gøre alvor af begge sine trusler – at kidnappe hende og smide hende over skulderen. Hans hænder gled i hvert fald rundt hendes liv, og han rejste sig med hensigt om at løfte hende over skulderen. Ikke at han gjorde det, lidt værdighed skulle hun vel have, desuden skulle hun vel forbi sit kapper efter noget varmere tøj.
”Op og af sted inden jeg koger ihjel her indenfor i varmen!”

[Frieda af Hasnea]

Hun kunne ikke påstå at være nævneværdigt overrasket, over det faktum at storebroren ikke videre begejstret over sin ny tildelte hoftjener. Ragnar havde alle dage gået sine egne veje og det havde Falanie ikke ændret alverden på, så Frieda kunne kun levende forstille sig hvilket klods om benet han måtte føle tjeneren kunne blive. Hun havde forsøgt efter bedste evne.
Beskrivelsen af en tør pind fik hende til at slippe et små klemt fnis ”Jamen det er jo perfekt, så varmer han jo dét hurtigere op for dig.” Drillede hun kærligt.

”Åh nej,” Indlede hun med en overspillet påtaget bekymring. Øjnene himmelvendte sig, mens den ene hånd forblev dramatisk hvilende mod toppen af hendes brystkasse ”kidnappet af min egen bror, hvad skal jeg dog gøre? Hvis dog bar-” Latteren der havde kigget som en kant omkring ordene gled over i noget der bedst kunne beskrives som starten på et mindre hvin, idet Ragnar lagde an til at gøre alvor af sin trussel. Frieda var ikke den største af komtesser, men hun var bestemt heller intet lille nips. Det betød dog ikke at den ældre bror ville have større besvær ved at smide hende over skulderen, havde det været hans faktiske intention.
”Okay, okay.” Endte hun i stedet med at le. Silkebåndet fastgjort til bogens ryg blev ført ind mellem de åbne sider før den blev lukket sammen. Resten af tingene blev samlet sammen hvorefter hun med favnen fuld som rejste sig fra pultens skammel.
”Jeg møder dig ved stalden.”

[Ragnar af Hasnea]

Ragnar kunne ikke lade være med at rynke på næsen, da Frieda drillede ham med hoftjeneren. Han var ikke sikker på, at han og Guillaume Hoftjener nogensinde ville varme op for hinanden, ikke af hvad Ragnar havde fået som første indtryk af den kedelige kiks. Men han sagde ikke mere til det. I det mindste havde han nu nogen, han kunne tvinge til at tilbringe tid sammen med ham. Venskabeligt eller ej.

Lillesøsterens hvin fik en latter helt nede fra maven ud af Ragnar, der trak den så langt som muligt, inden han slap hende igen, mens han sørgede for, at hun var sikker på benene. Med et smil og et glimt i de blå øjne, betragtede han hende pakke sine ting sammen og samle det i favnen, inden hun var klar til at forlade rummet.
”Jeg får dem til at gøre hestene klar.” Han rakte ud for at rode i hendes hår, men stoppede bevægelsen, inden hånden kom så langt. Nåh ja. Ikke rode med frisuren. Tsk. Han kom med et prust, inden han fulgtes med hende ud af rummet og derefter drejede mod stalden.

Folkene i stalden hilste med glæde på ham, som han var et velkendt ansigt på staldgangen. Hvis han ikke skulle ud at ride, var han gerne nede for at hænge lidt ud med både sin hest og staldknægtene. Ragnar elskede heste, og han kunne godt lide lugten af stald. Derhjemme havde han heller ikke afholdt sig fra at hjælpe til i stalden, men det virkede ikke som om, at det var så acceptabelt her, så han nøjedes med at snakke og lade være med at gå i vejen.
Det tog ikke lang tid for et par staldknægte at sadle både hans og søsterens heste op. Ragnar brugte ventetiden på at nusse Sigge i panden og fortælle hende, hvilken dejlig dame hun var.

[Frieda af Hasnea]

Munden gled åben for at afgive et irettesættende ”Ah.”, da bjørnelappen havde kurs mod fletningerne. Ragnar korrigerede sig selv inden og måtte derved nøjes med et skævt smil fra lillesøsteren.
”Jeg skynder mig.” Lovede Frieda forinden at hun drejede modsat storebroren. Væk fra stalden mod sit kammer, så hun kunne skifte til klæder mere passende for en ridetur.
Tøjskiftet tog nu en gang den tid den slags gjorde. Selv med Frieda's delvise hjælp var det ingen nævneværdige minutter sparet i sidste ende.

Iklædt beklædning eget til ridning dukkede Frieda som aftalt op ved staldene. Mundvigene sitrede over synet der mødte hende. Ragnar i færd med at dele søde ord med den brogede hoppe. Hun blev altid varm om hjertet ved påmindelsen om, hvor meget Sigge betød og hvilket bånd de delte fordi det mindede Frieda om hendes eget med Tjetske.
”Hvis du taler lige så pænt til komtesserne ved hoffet, så ender faðir og móðir med at drukne i breve fra lensmænd, der ønsker at gifte deres døtre væk til dig.” Bemærkede hun spøgefuldt, på deres modersmål og trådte nærmede den sorte af hopperne. Nussede den mørke mule lidt før hun svang sig op i sadlen, så de kunne komme afsted.

[Ragnar af Hasnea]

Der var noget afslappende ved at stå der og massere Sigges ører. Hoppen lignede også en, der var ved at falde i søvn, som Ragnar hviskede lidt om, at hun var den pæneste dame i hele stalden. Hun var i hvert fald en af de største, både i højde og drøjde. Han var glad for at have fået hende med, et lille stykke af hjem. Hun svigtede ham i hvert fald aldrig, og var altid klar på at lytte til ham, når han havde brug for at beklage sig over deres nye situation og de idiotiske falanister.

Han opdagede ikke Frieda, før hun snakkede til ham, og han drejede sig halvt mod hende med et smil, inden han løftede et øjenbryn.
”Jeg tvivler på, at de falanistiske lensmænd vil gifte deres døtre væk til en hasneansk vildmand. Tænk hvis jeg griber pigebarnet i håret og slæber hende med tilbage til Hasnea.” Han sagde det i sjov, men med så meget alvor, at det nok kunne være svært at spotte, medmindre man kendte ham.

Han fulgte dog trop, som hun svang sig på sin hest, og sad også sekunder senere på ryggen af Sigge. Med tøjlerne i hånden klemte han let med læggene om hende, hvilket satte hende i gang. Han nikkede med et smil til de par staldknægte, der havde opsadlet hestene, som han red forbi dem.
”Jeg må hellere nøjes med at tale pænt til hesten og kidnappe min søster.” Han grinede og satte kursen mod porten.