Komtesse langt væk hjemmefra

[Amélia af Blauhöring]

Forbeholdt til Henri af Migran

│Dato & tidspunkt│

21. november 842 - Tidligere henad formiddagen (kl 10:14)

│Lokation│

Aemar Lysmager's bivoks-lyseri i Håndværkerkvarteret, Levagny, Falanie

---

Det skulle næsten tros, at cirkusset var kommet til hovedstaden og sat sit usynlige telt op midt i håndværkerkvarteret. Lige dér ude foran lysmageriets front. Der manglede blot de ekstravagante kostumer og den karismatiske cirkusdirektør. Og ja, alle andre dele der byggede showet op. Men, hvad end der hændte, tiltrak sig da stadigvæk nogle nysgerrig og undrende blikke fra forbipasserende. Selvfølgelig var der ingen der stoppede op for at stå og glo udover et lille drengebarn, der stod og ventede ved sin moders skørt, mens kvinden selv var for optaget i en samtale med en anden kvinde omkring, hvordan deres køs mælk var begyndt at få en lidt anden smag som månederne var blevet koldere. For til trods for, at det ikke var et syn man så hver dag, så var det heller ikke værdigt af meget mere end et flygtigt kig. Der var vigtigere ting, end at beskue et ungt kvindfolk højt til vejrs på en stige og i kamp med et rustent svingskilt.

Efterårsstormene havde ikke været venlige mod skiltet. Det kunne måske i stedet diskuteres hvorvidt, lysmagermesteren selv var skyld i forfaldet på grund af manglende vedligeholdelse, men de hårde vinde, havde dette år været kraftige og voldsomme nok til at skiltet nu hang og dinglede i én sølle ring frem for at svaje velkommende i to. Rust havde svækket metallet betydeligt og stormene havde slidt sig igennem. Den sidste dråbe havde været, da nattefrosten var kommet ind nord fra.
Hvad Amélia Étrangère så ellers lavede på stigen var dog ikke et forsøg på at montere skiltet tilbage på sin plads på metalstangen igen - hvad sørgelige rester der var tilbage af ringhængslet ville ikke engang være brugbar som en krog længere. Hun prøvede at få den stadigfastsiddende del af, så skiltet kunne tages ned og forhåbentlig bragt til smedjen til en længeventet reparation og pudsning. Og Aemar, den ældre lysmagermester, havde heller ikke brugt sig om tanken om, at skiltet potentielt kunne falde af af sig selv og ramme folk der gik ind eller ud. Det var vel ret ressourcefuldt tænkt af hende at have tænkt, at hun ville kunne finde ud af at gøre det, men det var en stille formiddag. Hun havde tiden. Hun skulle nok kunne finde ud af det. Om ikke det var en tand vovende.

Stigen, hun stod på, var ikke just lang. Den var lang nok til at nå lidt op over døren, hvor dens ende kunne have haft et solidt støttepunkt ind mod muren, hvis ikke det var fordi, at den blev balanceret på således, kun den ene kant faktisk havde kontakt. Som når man lænede sig tilbage i en stol og kun to ud af fire stoleben var i gulvet. Faktisk var det også kun det ene af de to ’ben’ i bunden af stigen, der var sat i jorden. Balancen som Amélia til gengæld præsterede, stående på det tredje øverste ’trin’, var selvsikkert. Og med koncentrationen til stede i hendes ansigt, skulle man nærmest tro, at hun ikke selv havde lagt mærke til, hvad hun lavede endnu. Blot ønsket at placere sig bedre.

Hængslet kunne i princippet åbnes til at lade ringen fri, men skruen der holdte det hele lukket var lige så rustent som alt andet. Der var absolut ingen mulighed for hende, at dreje den omkring, og da slet ikke uden redskaber. Redskaber som hun ikke havde. Heldigvis var hun ikke helt uden.. Det var som om, at skruen havde smeltet sammen med hængslet, sådan som rusten havde lagt sig, så med en syl i hånden som en pen, stod hun og skrabede omkring, hvor skruen og hængslet mødtes i håb om, at det ville kunne løsne det hele og så med en løsnet skrue kunne hun vove sig forbi en håndværker efter det rette redskab.
”Arh!” udbrød hun brat, da sylen blev fanget i en uheldig vinkel, der pludselig havde hende miste grebet i den. Straks så hun efter den, som den faldt mod jorden og refleksivt havde hun rakt ud for at gribe den i luften. Havde hun ikke balanceret sådan på stigen, havde det måske lykkedes hende, men i samme øjeblik som hun faldt ud af fokus, blev hendes balance komprimeret og stigen begyndte at svaje. Endnu et uvilligt hvin sprang over hendes buttede læber, idét hun i stedet glemte sylen for at genvinde balance. At få stigens alle fire støttepunkter tilbage, hvor de skulle være, så hun ikke skulle ende samme sted som hendes redskab, som på daværende tidspunkt sat lodret op med spidsen stykket i gruset..

[Henri af Migran]

Det var én ad de dage. Én af de dage, hvor der ikke skete synderligt meget i Levagny. Ikke udover det sædvanlige i hvert fald, som bønder og andet godtfolk samlede sig ikke alene på markedspladsen, men også indtog gader og småstræder for at gøre deres indkøb. Henri selv, var blot ude for at spadsere en tur. For at få lidt frisk luft efter at have siddet længe med adskillige pergamenter, hovedbrydende regnskaber og dertilhørende pligter som lensarving hele formiddagen.

Han var således på vej ned igennem en af sidegaderne til markedspladsen, da han gik øje på hende. En lyshåret lille krøltoppet kvinde på toppen af en vakkelvogen stige. De mørke bryn røg op i panden, som han bevægede sig igennem folkemængden. Allerede vidende om at ulykken ville indtræffe..Ene og alene på baggrund af en summende mavefornemmelse. Således nåede han da også kun netop at gribe fat om stigen og holde den på plads, da et hvin lød.

Ridderen noget nær stormede ind fra venstre, som han greb den lille kvinde om livet med den ene hånd og støttede stigen med den anden. Hans venstre fod fandt fæste imod træstigens nederste ben og hans grå øjne søgte hendes, som han med lethed hjalp hende ned på fast grund og stå. ”Pas på De ikke slår Dem selv halvt ihjel, lille Frøken..” Tonen var skarp, om end venlig som han slap sit tag i hende og de grå øjne søgte et øjeblik det dinglende skilt over dem, før han instinktivt, trådte et lille skridt til siden. Guderne måtte vide, hvornår det ville falde ned og ramme nogen i hovedet.

[Amélia af Blauhöring]

Amélia forberedte sig helt ubevidst på at gøre sammenstød med gruset. Væbnede sin mentalitet til smerten, det ville sende igennem hendes krop; meget muligt igennem hendes skulder. Straffen for hovmodigt uheld. Men sammenstødet stede aldrig. Instinktivt havde hun lukket sine øjne lige inden og klemt dem godt sammen, så det kom som en større overraskelse, da hun følte en varme klamre sig stærkt og hårdt omkring hendes krop. Og ikke mindst var hun stadig stående lodret op frem for liggende på langs. En smule tøvende, vovede hun da at åbne sine øjne igen, hvor til hendes forbløffelse, hun kunne kigge direkte ind i et var fremmede øjne og lettere chokeret måtte hun trække sit ansigt en anelse tilbage og lige blinke et par gange for at vide sig sikker på, hvad hun så.
”Hvo-…” Hun bandt knude på sin tunge igen, så snart at det første ord overhoved var på vej over den. Det var ikke usikkerhed på, hvad hun skulle sige, men nærmere at hun i dét øjeblik blev enig med sig selv om, at der alligevel ikke var nogen grund til, hvad end der nær havde ladet sig slippe. Så hendes læber samlede sig og hun drejede hovedet for at orientere sig om situationen. Ikke engang stigen havde væltet. Den stod solidt op ad muren som en stige skulle, når den blev taget i brug. Hun havde sågar stadigvæk en fod placeret på den til trods for, at hun mere eller mindre lå lænet i redningsherrens arme. Ligeledes lagde hun diskret mærke til, hvordan han egentlig holdte stigen stabil, som hun blev sat sikkert ned på sine egne ben. Imponerende var en sølle ros at give hændelsen.

Lige straks, at hun kunne, trådte hun et ekstra skridt på afstand fra ham og gled nemt ud af hans arm. ”Jeg frygter, jeg ville kunne have risikeret at slå mig selv helt ihjel, havde De ikke nået mig i tide,” ytrede hun sig med et stadig galopperende hjerte i brystet og taknemmelighed der alligevel lige akkurat kunne skimmes igennem det følelsesneutrale stemmeleje. Så med en ekstra dyb indånding til at berolige det sidste af nerverne, søgte hendes blik videre ned over sig selv, før hvidblege hænder begyndte at glatte og rette i det ler-brune skørt og tjekkede for mulige rifter i stoffet.

Hun gjorde et kast med hovedet, da hun atter så op, for at afholde de løsthængende krøller fra at være som et slør for hendes ansigt. Og så så hun det. Det var ikke genkendelse. Men det var de tydelige tegn af privilegere der faldt hende i øjnene. Han var ikke nær så poleret til blank og skinnende som adelen var så tilset som, men… Hun havde en dårlige fornemmelse af dette.
Atter sænkede hun sit blik, så ned på sylen, der stak ned i jorden. ”De kom vel ikke noget til selv?” spurgte hun som hun faldt ned på hu for at hive sylen fri. Kort kiggede hun op på ham, men hendes blik forblev ikke på ham alt for længe, før det veg væk igen. Spillede på det som var det ydmyghed.

[Henri af Migran]

Den lille kvinde var ikke synderligt tung at holde på plads. Tværtimod, var det mere udfordrende for ridderen i det hele taget at holde balancen. Balance havde trods alt aldrig været Henris stærkeste side, om end han formåede at holde samling på situationen. Således blev den lille dame sat ned på fast grund og Henri rettede stigen en smule til imod husmuren, før han atter rettede sin fulde opmærksomhed imod den lyshårede. ”Nej…Jeg har det ganske fint.” Erklærede Henri, som han rettede lidt på den tunge brynje.

De grå øjne gled granskende henover lysmageren, som han lagde armene lidt tænksomt over kors. Der var noget over hende, der virkede underligt bekendt ved det krøllede hår. Sjældent sås det i så gylden en nuance..Men han kunne ikke sætte ord på, hvor han skulle genkende hende fra.

Brynene rynkedes, som han fornemmede at hun undveg hans blik og lidt nysgerrigt forsøgte han at komme til at kunne se hende rigtigt an. ”Hvad lavede De også deroppe?” Spurgte han så.

[Amélia af Blauhöring]

Hun kunne mærke hans blik på sig. Hun kunne endda næsten mærke, hvordan det dirrede efter at se mere. Det var ikke lige som hendes egen blik, der for det mest var både intenst og stabilt. Ikke vitterligt påvirket af krybende ubehag, der kom når bekymringer om at stirre voksede op i en. Diskret skubbede hendes tungespids sig ud imellem de rosa læber og fugtig gjorde dem i et opvejende øjeblik, før hun atter rejste sig.
Hagen løftede hun også igen, dog ikke for at kigge på ham. I stedet søgte hendes blik op mod skiltet, idét han spurgte ind til hendes egentlige gøremål. ”Jeg forsøgte mig med at afmontere skiltet,” svarede hun i en kort og ligetil besvarelse. I hendes små fine hænder balancerede hun sylen, nulrede lidt fraværende den smule afskrabede rust af spidsen af den.
”Vind og vejr har løsrevet den halvt, som De kan se. Og mens det virker til at det stadig hænger solidt fast i det intakte hængsel, så kan det umuligt vise professionalisme for lysmageriet, at have et forfaldt skilt hængende. Eller megen sikkerhed for at ikke have det falde ned over en.” Endelig bed hun det i sig, og lod sit blik mødtes med den bredskuldrede mand. Ridder, vel og mærket, med mindre andre villigt begav sig rundt iklædt brynje på den måde. Men dét bekræftede blot yderligere hendes fornemmelse fra før. Dog var det noget lidt andet, der denne gang fik hende til at gøre kunsten efter ham og krummede ganske svagt i brynene. Hans øjne… Nej. Ikke hans øjne, som sådan. Men måden hvorpå hans buskede bryn rammede hans øjne. Det var hende pludselig bekendt..

Hurtigt sørgede Amélia dog for at glatte udtrykket ud igen og i stedet gav et ekstra lille løft i hagen der ligeledes rettede ud på hendes kropsholdning. ”Hængslet er gammelt. Og jeg er desværre ingen erfaren håndværker, så mit forsøg har til dels vist sig at være forgæves. Om ikke mere besvær end andet,” forklarede hun videre med et sagte, forarget suk. Før eller senere ville det muligvis have lykkedes den unge komtesse – hun stolede i hvert fald rigeligt på sine egne ressourcefulde evner - men ikke nok med, at hun ville fortsætte risikoen for at vælte som før, så ville det tage alt for meget tid.

[Henri af Migran]

Henri kunne ikke komme udenom det. Der var noget genkendeligt over den lille blondine. Noget der sagde hans mavefornemmelse, at der var noget rivende og ruskende galt. Og var der noget Henri stolede på..Så var det sin egen intuition og mavefornemmelse.

De grå øjne betragtede indgående den lille kvinde, som hun fortalte og imens brød hjernen med et helt andet spørgsmål, end det han netop havde stillet. Læberne strammedes i den altid genkendelige og alvorlige mine og ganske let brummede han anerkendende, som han nikke. ”Javel, ja..” Var hans eneste simple svar på hendes ord…Og da gik det op for ham…Som de stod og talte, bemærkede han den svage, men dog underliggende accent i hendes stemme og i en nem bevægelse, rakte han ud efter hende. Han greb den hånd der havde fat om sylen og han tvang den op imod husmuren i en låst bevægelse, før han lod sin anden hånd finde vej op under hendes hage, for ganske blidt at tvinge hende til at se på ham.

”Amélia af Blauhöiring..” Mumlede han så tænksomt, men lavt for sig selv, som han så ind i de næsten violette øjne. Hun havde kun været ganske lille, dengang han havde set hende på lensborgen i Wufrurg. Han havde blot været på gennemrejse…Et par enkelte dage var han blevet som hendes faders gæst, men ikke destomindre, havde den lille pige rendt dem om benene og leget. Således, kunne han ikke bebrejde sig selv, eller for den sags skyld andre, at hun ikke var blevet spottet tidligere. Men han var sikker…Komtessen var ikke død. Hun stod spillevende foran ham, men langt væk hjemmefra.

[Amélia af Blauhöring]

Amélia nåede kun lige akkurat at fange hans bevægelse, men hun reagerede for sent og nåede ikke langt i sin undvigelse, før et fast greb lukkede sig omkring hendes håndled, som en slange der havde hugget ud efter sit bytte. Hun gispede per automatik af den egentlige forskrækkelse og som han med styrke, hun umuligt kunne gøre det mindste imod, kastede hendes hånd mod muren, blev hun ligeledes tvunget til at tage et par meget klodsede skridt nærmere grundet afstanden. Både nærmere muren, men også nærmere ham. ”Ngh!..” Forunderligt nok så havde det ikke helt været nok til, at hun havde givet slip på sylen. Tværtimod havde hendes fingre refleksivt lukket sig bedre omkring grebet. Hun havde ingen planer om at bruge den imod ham – så stor en fysisk trussel opfangede hun ikke fra ham. Ikke endnu. Og så snart hans anden hånd guidede hendes hoved og opmærksomhed stift mod ham, så blev hun blot mere overbevist om, at der lå noget helt andet i det. Det blev gjort tættere på det af kærtegn end krav. Hendes teori var ikke længe om, at blive bevidnet.

Det ville være umuligt at skjule hver enkel lille mikroskopisk reaktion, den lave lysmager havde til lyden af hendes navn. Hendes rigtige navn. Hun gjorde da sit bedste for at skjule det så godt, som hun kunne, men de skarpe bryn trak sig alligevel ildebefindende sammen og blikket i hendes riddersporeviolette øjne flakkede let, som de så på ham og ham på hende.
Hun rakte sin stadig ene frie hånd op for at gribe fat omkring den af hans, der holdte om hendes hage, dog gjorde hun ikke nogen indsats for at fjerne den selv. I stedet var det en passiv hentydning til, at hun ønskede, at han slap hende, allerede før anmodningen verbalt ville glide over hendes læber. ”De må have forvekslet mig med en anden, Herre,” påpegede hun ikke bare selvsikkert men også selvbesiddende og kontrolleret. Fuldkommen klar i sin sag. Også selvom det var en flammende løgn, så efterlod den ingen tegn på at være netop dét. I hvert fald ikke da den blev sagt. ”Jeg kender ingen Amélia af Blauhöring.”

De havde tiltrukket sig et par nysgerrige øjne fra forbipasserende. Ikke underligt, eftersom de befandt sig udenfor i Håndværkerkvarteret. Ikke just hjertet af kvarteret og selvfølgelig var der langt fra samme mængde som Markedskvarteret havde, men privat kunne deres affære ikke kaldes længere. Amélia kunne mærke øjnene på dem; hun behøvede ikke at se bort fra Herren for at vide det. Og hvordan det ikke måtte se ud.

”Slip mig,” ytrede hun endelig. Hverken kommanderende men heller ej bedende, hvortil hun lidt prøvende vred armen, han holdt låst mod muren.

[Henri af Migran]

Grebet om hendes håndled var fast og kontrolleret. Urokkeligt, på trods af at han ikke lagde mange kræfter i. Med en lille kvinde af hendes størrelse, krævede det trods alt ikke meget af ham at overgå hende. Størrelsesmæssigt var de af fysik næsten som elefant og mus.

De grå øjne gled kritisk over den lille kvinde – som han var overbevist om var den savnede komtesse af Blauhöring – og uden snert af hverken anger eller skepsis, rystede Henri på hovedet. ”Nej. Jeg tager ikke fejl..” Mumlede han, som han overbevist om sin egen påstand bed tænderne sammen og overvejede, hvad hans næste træk skulle blive. For hvad skulle han gøre med hende? Hvordan skulle han forholde sig? For hun stod her vel næppe uden grund? Spørgsmålet var: Hvorfor her? Hvorfor var hun i Levagny og ikke hjemme på lensborgen, hvor hun egentlig hørte til? Hvad lavede komtessen sådan på afveje? Spørgsmålene rungede og rumsterede i hovedet på ridderen, som han nøje granskede hende. Afsøgte hendes mimik og granskede hende nøje i et forsøg på at finde en logisk forklaring. Lige lidt syntes han dog at nå længere og således brummede han blot for sig selv, som han strammede grebet om hendes vridende håndled en smule yderligere. ”Slip sylen..” Bad han dæmpet, før han skævede imod døren. ”Så går vi indenfor..i butikken..Medmindre De vil stå her på åben gade og diskutere med mig..” Tonen var rolig. Afmålt, men dog bestemt. Tydeligt var det trods alt, at han ikke gave hende noget valg i den situation de befandt sig i.

[Amélia af Blauhöring]

I al den tid, at lens-arvingen stod og så spekulerende på hende, veg hendes blik heller ej bort fra ham. Hun stod standhaftigt og til trods for den overvældende forskel i måde styrke og størrelse, så viste den unge komtesse stadigvæk ikke de mindste tegn på at føle sig intimideret. Det eneste der måske stod lidt frem i den ellers neutrale personer var en ganske mild provokation. Åbenlyst bragt på banen af hans yderst uberettigede behandling af hende. Han havde været hæderligt, da han havde reddet hende fra et meget uheldigt fald, og hvad hun havde følt af taknemmelighed og forundring i dét øjeblik havde da bestemt ikke været falsk, men det var hurtigt blevet kastet til siden og sløret over nu.
Hun bed automatisk tænderne lidt mere sammen og krummede kortvarigt de mørkeblonde bryn af, da hans tag kun fortsat strammede. Nej, slippe havde han ikke planer om. Så meget var blevet sikkert.

I nærmest en strygende bevægelse, slap hun ham med hånden, der havde holdt om hans for så at føre den omkring således, hun kunne lægge håndryggen mod hans underarm og der med, i en blanding af et dask og et skub, fjernede hans lette tag om hendes hage. Og mens de violette øjne kiggede ham i øjnene, åbnede hun fingrene, der havde holdt om sylen. Lod den falde tungt, som sådan et redskab nu engang var, tilbage mod jorden. Som han havde bedt hende om. Modsat de to, så måtte hun være den eneste af dem, som forstod sig på ren og skær høflighed.
”Nu; for Dem at også give slip, Herre,” gjorde hun ham opmærksom på, som havde det haft en usagt aftale sat i kræft. Hun slap sylen, som han nok havde været bekymret for, at hun ville bruge mod ham. Og han slap hende. ”Jeg har ikke i sinde at træde indenfor på min egen arbejdsplads, uvilligt holdende i hånd..-” Igen. ”- med en fremmed ridder, som har jeg begået mig ulovligt.” Men fremmed var han jo egentlig ikke. Hun huskede ham endnu ikke, som han huskede hende, men hun havde siden sin ankomst gjort det sin pligt at holde styr på folk og fæ. Det inkluderede specielt adelen. Og selvom han ikke havde været øverst på listen af, dem hun ihærdigt skulle holde sig på afstand fra, så kunne man ikke komme uden om, hvor genkendeligt arret i hans ansigt var.

Amélia flyttede fortsat ikke på sig. Ikke før, at han slap hende – eller på en eller anden måde trak eller skubbede af sted med hende. I hvert fald stod hun ved sit eget løfte om, at ikke være vejføreren for ham.