Mundkåd

[Josephine af Aren]

Aften
Bartholomeus af Charenoy

---

Hvad årsagen var til dette selskab, anede Josphine faktisk ikke. Det interesserede hende heller ikke. Det havde været rart med en pause fra hoffet, hvor man sådan skulle træde på æggeskaller for ikke at vanære sig selv på enten den ene eller den anden måde. Men nu? Hun var blot sluppet fra det ene selskab for at delagtiggøre sig i det næste. Hendes familie holdt et selskab for nogle udenfra kommende Herrer, deres hustruer og ældre børn. Josephine kendte deres navne, vidste hvem de var, men havde aldrig mødt dem af hvad hun kunne huske. Det var uden tvivl et vigtigt arrangement for hendes fader - og dermed hendes familie.. og dermed hende selv. Derfor forsøgte Josephine også at plastre et smil på, hver gang hun bemærkede et sæt øjne betragte hende. Men Josephine havde aldrig haft et godt pokerfjæs.. Hendes smil var pivfalsk, skønt hun dog faktisk forsøgte. Hun havde med tiden lært at bruge sin kvindelist med omhu, for at undgå konversationer og invitationer til dans. Således var det lykkes hende at finde et stille hjørne lidt for sig selv, hvor hun kunne smide sin alt for gennemskuelige facade og sidde og mugge lidt over sit liv. 

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var et kødmarked. Så enkelt kunne det siges. Alle, der var til festen, var enten ugift og en okse til salg eller en af forældrene til oksen, der styrede de unge og knapt så unge. Således var det også Bartholomeus' mor, der prikkede ham ganske let på armen og foreslog at han gik hen og hilste på værtens datter, der stod for sig selv. Han mente umiddelbart at hun lignede en, der på ingen måde havde lyst til at blive hilst på og han forstod, for han havde heller ingen interesse i at hilse. Det kunne der dog ikke blive tale om at udtrykke, så han nikkede blot en smule stift og gik over imod den lille pige. Hvad var hun? 17? Han havde hoser, der var ældre end hende.

"Nådigfrøken," hilste han dog alligevel, før han bukkede lige præcis så dybt, som situationen påkrævede. Og så sagde han ikke mere, for han var ingen charmetrold, der lige kunne finde på en linje.

[Josephine af Aren]

Hans skikkelse faldt indenfor hendes skævende blik, som hun registrerede at der var en med retningen mod hende. Men hun havde hurtigt set væk igen, taget en dyb indånding og ladet som ingenting. Straks lød sætningerne for hendes indre øre, som hun formede en passende undskyldning for ikke at byde ham ind.. skønt dette et eller andet sted var absurd adfærd for en Komtesse af hendes rang. De fleste ugifte i hoffet, ville give en højre arm for en mulighed for at indynde sig hos en mand som Bartholomeus.. End havde hendes forældre, ligesom alle de andre forældre til de ugifte komtesser, nok også øjnet muligheden for et match med ham, da Josephine synes at se sin mor betragte dem, da Bartholomeus bukkede og hilste på hende. Typisk. Selv nejede Josephine lidt stift, som hun tildelte ham den påkrævede opmærksomhed. "Nådigherre," Lød det lidt anstrengt fra hende, efterfulgt af en form for stilhed, da ingen af dem efterfølgende sagde noget. Egentlig følte Josephine stilheden abnormt akavet, men samtidig havde hun ikke lyst til at snakke.. hvilket blot lod hende tilbage med en konflikt om hvad hun i grunden lige skulle gøre. Hun sukkede lidt for højlydt, da hun blev enig med sig selv om at hun nok burde sige et eller andet. Så hun rettede blot blikket lidt stift fremfor sig, og lod som om hun betragtede gæsterne der lystigt pludrede og mængede sig med hinanden. "Nyder De aftenen?" Spurgte hun lidt tomt i manglen på interesse.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede et bryn over tiltalen, men sagde intet til det. Han fornemmede ingen overvældende entusiasme fra den unge dame, hvilket var lettere overraskende. De fleste unge damer var blevet nøje instrueret i at forsøge at charmere enhver arving. Så mange var der ikke på markedet.

"Indtil videre," svarede han lidt tamt. "Og de selv? Får de... Mødt en masse mennesker?"

Det så virkelig ikke sådan ud. Tværtimod havde hun gemt sig i et hjørne.

[Josephine af Aren]

Hun skævede lidt mod ham, som han talte og bed mærke i hans egne ords manglende velvilje, men turde ikke tolke yderligere på det. Hun slog blikket lidt i jorden ved hans næste kommentar, som hun nok fandt lidt.. hentydende? Havde han luret hende? Et lille, vagt smil havde fundet sin vej frem på hendes læber. Et lille bevis på, at hun i særdeleshed, på dette specifikke sted, absolut ikke fik 'mødt en masse mennesker'. Hun tvang det dog væk igen, så snart hun opdagede det og hævede derpå hovedet, som hun i stedet lod blikket falde selvsikkert på ham, skønt et mildere udtryk lå i hendes ansigt. "Jeg vil mene at sandsynligheden er større, såfremt jeg bevæger mig ind i midten af rummet. Men jeg nærer ikke behovet for at stille mig selv til skue på den måde." Svarede hun, som man nærmest kunne fornemme hendes rebelske natur imellem linjerne, skønt hendes intention ej var at virke provokerende overfor ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus kneb øjnene den mindste smule sammen, før hans blik gled til midten af rummet, hvor der mest af alt var en stadig gennemstrømning af forskellige mennesker. Han så tilbage på hende.

"Nogen ville mene, at man stiller sig selv endnu mere til skue, når man bevidst trækker sig alene hen i et hjørne, hvor alle kan lægge mærke til, at man står alene," pointerede han, det meste han endnu havde sagt til hende.

[Josephine af Aren]

Ridderens kommentar fik komtessens bryn til at trække sig sammen, og ændrede straks hendes udtryk til et mere stramt et. Hun pressede lidt luft ud af næsen, i form af et maskeret fnys og rankede ryggen på lidt indigneret vis. "Et bevis på, at man nok er til skue, uanset hvor man er placeret i rummet." Svarede hun så, i erkendelsen af at han nok havde ret.. men at hun også havde. Hun flyttede efterfølgende blikket fra ham. "Når jeg står alene bemærker De det, når jeg har æren af Deres selskab, bemærker andre det." Tilføjede hun, "Jeg kan se folk sende diskrete blikke..", sukkede hun stille.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus betragtede den unge kvinde, der åbenbart havde det utrolig hårdt. Ifølge hans erfaring var der intet mere attraktivt for en kvinde end at blive lagt mærke til til en fest, især i samtale med en fremtrædende adelsmand.

"De får det til at lyde som et problem," pointerede han. "Hvorfor, hvis jeg må være så fri?"

[Josephine af Aren]

Josephine overvejede lidt hvad hun skulle svare ham. Hvordan skulle hun forklare det? Især overfor en der nok levede allerhøjest på samfundets konstellationer, i kraft af hans kommende titel som Greve i guldskjoldenes bog. Næst under den royale familie, ville han jo være placeret. Måske bør hun tie, imens hun stadig havde chancen? Måske var det hendes manglende visdom, i kraft af hendes unge alder, der fik hende til at åbne sin mund på ny.. måske var det noget andet. Ihvertfald trak hun på en lidt skæv grimasse, hvis formål primært var at appellere til en form for forståelse hos ham. "Det er blot så.. opstyltet. Altsammen." Kommenterede hun stille, og lod blikket falde på en mindre gruppe af Komtesser, som Josephine genkendte fra Pigeskolen. Deres stjålne blikke var rettet mod Bartholomeus og dernæst var det rettet mod Josephine, med en væsentlig anden mine. Gribbe. "De blikke er kun forudsat af egen interesse for at byde på et stykke kød." Lød det alt for bramfrit fra hende. Kort efter opdagede hun hvad det var hun lige havde sagt og spærrede hun øjnene lidt op i forskrækkelse over sig selv. Hun skævede derpå mod sit selskab for hans reaktion. Hun var stille et lille øjeblik, inden hendes ord atter lød. "Forstå mig ret, Herre. Men ingen her er kommet uden en agenda."

[Bartholomeus af Charenoy]

Et enkelt, mørkt bryn blev hævet over den ekstremt frie tale fra en Komtesse han indtil videre havde udvekslet ganske få ord med. Det var temmelig uformel tale fra en lille størrelse som hende og selvom hans mor ofte sammenlignede ham med en utæmmet vildmand, så var han ikke så utæmmet.

"Og Deres agenda er at latterliggøre hele selskabet," svarede han. Det var ikke et spørgsmål. "Hvad regner De med at opnå med det?"

[Josephine af Aren]

Josephine kunne nærmest fornemme hans negative respons. Hun tav brat for en stund. Hun havde sagt for meget. "Det kunne aldrig falde mig ind." Kommenterede hun så oprigtigt, på trods af sin manglende forkærlighed for selskaber. "Men man kan vel ikke tvinge nogen til at synes om noget, de ikke synes om? Og for hvad?" forsøgte hun stille. Hun lod blikket glide lidt rundt i rummet igen. "Min agenda er at komme igennem aftenen." Svarede hun blot som en konklusion, og lod den hænge ved dét.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hørte sine til tider egne tanker spejlet, men vidste bedre end at erklære sig moderat enig.

"De er adelig," konstaterede han. "Det er uden konsekvens om De bryder Dem om fester. Her er De. Få det bedste ud af det eller bliv bedre til at gemme Dem, er mit råd."

[Josephine af Aren]

Josephine modstod trangen til at himle lidt med øjnene af hans bemærkning, da hun i dén grad var bevidst om det faktum at hun var adelig. Men skønt komtessen ikke umiddelbart brød sig om hans ord, så overvejede hun dem alligevel. Udnyttelse eller stikken af? Hun tyggede lidt på disse to valg.. men når hun jo nægtede at spille spillet, så var der jo kun én mulighed tilbage? Hun nikkede stille, da hun hittede på en ny strategi. "Javel." Lød det, skønt et lille smil hang på hendes læber. "Og hvad med Dem? Med forlov? Vil De kapitalisere på aftenens muligheder, eller har De også tænkt at gemme Dem?" Smilet hang stadig lidt om hendes læber, som hun sagde dette. Spørgsmålet var nok lidt for frejdigt rettet mod ham, så hun trak lidt i land igen og sænkede blikket lidt i en respektfuld gestus, for at understrege at hun ej mente provokation. "For så vil jeg ikke være mere til ulempe for Dem." Tilføjede hun så, og indikerede at hun ellers ville tage sin exit.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede begge bryn over spørgsmålet. Hun var en flabet størrelse og ikke på en særlig charmerende måde. Han kunne måske have sympatiseret med hende, hvis ikke hun var så... Ung omkring det hele. På det nærmeste et barn, men opførte sig som om hun vidste det hele. Måske var det meget typisk for pigebørn på den alder.

"Det er nogen fine ord De har lært Dem," svarede han tørt. "Og jeg er både lidt for gammel og lidt for bredskuldret til at prøve at gemme mig bag gardinerne." Han hævede begge bryn lidt i antydning.

[Josephine af Aren]

Hun rynkede lidt på brynene ved hans første bemærkning og rynkede lidt indigneret på næsen. Den tog hun faktisk lidt som en fornærmelse.. Hun valgte dog at løfte hagen lidt og blot se fremfor sig istedet. "Jeg holder af at læse, når det falder mig ind." Hun holdt en kort pause, inden hun tørt tilføjede; "Af og til lærer man lidt af det.", egentlig havde Josephine ikke mere at tilføje end dét, men alligevel sneg der sig et mentalt billede ind af Ridderens kæmpe skikkelse absurd dårligt gemt bag en af de tunge draperinger der hang fra loftet, da han sagde sin næste kommentar. Hun forsøgte virkelig at lade være, men et lille, leende fnys undslap hende altså ufrivilligt. Josephine fortrød med det samme og forsøgte hurtigt at indtage et stoisk udtryk. "De har nok ret." Kommenterede hun så blot, i mangel på bedre.