En nysgerrig hund

[Sephare Gørtler]

Til: Svari Våbensmed
Maven var nu begyndt at vokse, så Sephare Gørtler ikke længere kunne skjule for nogen at hun var gravid, hvem der var faderen kunne hun dog godt skjule og det havde hun også tænkt sig, så længe hun levede. Han skulle ikke få fornøjelsen af, at alle vidst, hvad hun havde gjort. Det var derfor på tide, at hun fandt babytøj trods hun intet viste om kønnet. Selv ønskede hun sig en pige, for sådan en vidste hun, hvad hun skulle stille op med. En dreng.. Det måtte Niot vide. Ikke at hun havde meget tiltro til det.



Derfor befandt hun sig på markedspladsen, hvor hun ledte efter stof, som hun kunne få syet om eller skrædderboden, hvor hun måske kunne få noget, der ikke var blevet købt efter de havde syet det. I sine egne tanker om børn, tøj og sin mand, glemte hun at holde øje med hunden, Fidé, der nysgerrigt snusede rundt, dog med en vis afstand til andre mennesker. Så snart nogen kom for tæt på den gravide kvinde, farede han dog tilbage til hende for at holde øje med hende. Han var en smule overbeskyttende, men det nød Sephare. Hun vidste det kom af kærlighed. Det var hundens måde, at takke hende, for at have reddet den.

[Svari Våbensmed]

Svari var denne morgen gået ned på markedspladsen, som så oftere før. Hun egentlig gået derned, blot for at købe lidt brød, men hun var alligevel ligeledes faldet over lidt bær og marmelade, hvor hun ikke havde kunnet dy sig.

Den mørkhårede smededatter gik således lidt mellem boderne, da en vildfaren hund fandt interesse i hende og pludselig stod og snusede til den unge kvindes kjoleskørt. De rosa læber trak op i et lille smil, som hun bukkede sig ned og forsigtigt kløede hun hunden lidt bag øret, som hun tog øjemål af den. "Hej ven.." Tonen var mild og blid, som hun strøg den lidt bag ørerne. "Er du faret vild?" Hun så både ren og pæn ud...Så den var næppe herreløs. Ikke destomindre, syntes Svari ikke direkte at kunne få øje på ejermanden, som hun lod de brune øjne gennemsøge markedspladsen.

[Sephare Gørtler]

Blikket var rettet imod et stykke stof, da Sephare bemærkede at den velkendte følelse af at have Fidé lige i nærheden var væk. Hun så op med et ryk og ganske rigtig var den lille hund ikke til at se nogen steder. Det lignede ham ikke, da han var en meget opmærksom og loyal hund, men mad var trods alt det han elskede allermest, så lugten af kød kunne måske have lokket ham væk. Sephare måtte rive sig væk fra boden for at kalde på hunden. “Fidé” hendes blik gled mellem folk, mens hun bevægede sig tilbage gennem markedet mod det sted hun kom fra.

Kaldende fortsatte hun indtil hun så en kvindeskikkelse, der sad på hug foran en hund. Først da hun kom tættere på genkendte hun sin elskede niece Svari. Nok var hende niecer og nevøer ved at blive voksne, men hun så dem stadig som de små søde børn de havde været. "Svari. Så forstår jeg bedre, at han ikke kom, da jeg kaldte" hunden var mest tryg ved folk han kendte. Gørtler konen smilede til pigen, der sad sammen med den lille hund.

[Svari Våbensmed]

De brune øjne flakkede op imod mosterens velkendte skikkelse, som hun pludselig tårnede sig over Svari. Mundvigene trak op i et lille og Svari kløede hunden ganske let bag øret en sidste gang, før hun rejste sig, "Hej Sephare.." Svari glattede skørtet på sin kjole lidt, som hun rankede sig. Hun tiltede hovedet lidt på skrå og placerede derefter en hånd på hver side af hofterne. Tænksomt, som hun nærstuderede mosteren hun efterhånden ikke havde set længe. "Jeg genkendte ham slet ikke...Han er vokset.." Kommenterede hun. "Det er længe siden.."

[Sephare Gørtler]

Sephare så ned på den unge kvinde foran sig, der virkelig var vokset op, mens mosteren selv havde haft travlt med alt muligt andet end at besøge sin familie. Nok havde hun et anstrengt forhold til Celeste Våbensmed, men det ændrede ikke, hvor meget hun elskede sine nevøer og niecer. Graviditeten havde bare igangsat en masse og givet hende travlt med at forberede sig. “Alt for længe søde niece. Hvordan har du det?” spurgte hun oprigtigt interesseret i Svaris velvære.

“Ja, han er langt fra den lille, tynde forpjuskede hund jeg fandt. Han plejer nu også at knurre overfor folk der kommer for tæt på mig, men han må kunne huske din lugt” Fidé lignede i hvert fald en der nød opmærksomheden.

[Svari Våbensmed]

Armene foldede sig ganske let over kors over brystet, som Svari stod og betragtede både tanten og hunden. Hun havde virkelig ikke set dem længe. Tiden syntes pludselig blot at være gået så stærkt. Som om den rendte som sand mellem fingrene.

”Jeg har det fint..” Svari førte en mørk lok om bag øret, som hun lod de brune øjne følge hunden, som den trippede rundt. Det var løgn at hun havde det fint. Lige nu havde hun det alt andet end fint..Men realiteterne var nu engang af og til barske..Og lige nu måtte hun blot affinde sig, med de kort guderne måtte have tildelt hende. Hvad end det var for usle guder. Løgnen flød dog let på hendes læber og således gik der ikke længe før hun atter mødte Sephares blik. ”Hvad med dig selv, Sephare?” Lød det venligt.

[Sephare Gørtler]

De brune øjne betragtede sin niece med en hvis intensitet. “Jeg regner med at din mor oplærer dig godt i husets pligter” Sephare havde en gammeldagsholdning til hvordan en kvinde skulle opføre sig, hvilket tit havde givet problemer mellem hende og Celeste Våbensmed. Det, at Svaris tvilling var på universitetet var Sephare ikke glad for, men hun vidste også at hun ikke burde blande sig. Desuden var hun ikke ligefrem selv den mest lydige hustru, men det burde ingen vide.

Sephare strøg en hånd ned over den bulende mave. “Nogenlunde. Selvom at babyen er meget urolig for tiden” hun sov generelt mindre end hun ønskede, men sådan var det, at være gravid.