Et møde med skidtet

[Iltier Paschalis]

Amélie af Dison

Det var daggry og Iltier havde været på et opiumstrip hele natten, efter at han havde hjulpet et par slyngler med at afhøre en af deres fjender. Han havde brugt al sin energi på det og opiumet havde ikke virket så godt som han havde håbet. Efter at have vandret hvileløst rundt i byen hele natten, var han endt i markedskvarteret hvor han var faldet i søvn udenfor et byhus. Han vidste ikke hvilket hus det var, men han vidste han ikke kunne blive længe. Det var sikkert en eller anden adelig familie, der ikke ville bryde sig om at en fremmed sad og hang ud foran deres hus.

Derfor satte han sig op og rejste sig, hvorefter han satte sig op på en lille træstub i nærheden. Han måtte snart komme tilbage til templet, men først skulle han være sikker på at hans lille trip var overstået. Han ville helst ikke blive opdaget. Det eneste problem var at han var ret sulten, men han måtte vente til at få mad til han var tilbage.

[Amélie af Dison]

Det var sjældent at Amélie bevægede sig ud på dette tidspunkt af døgnet. Ja, egentlig var hun kun stået op, fordi hun ikke kunne sove længere. Komtessen havde ligget og vendt og drejet sig det meste af natten og således var hun spadseret til bageren for at hente morgenbrød og æg, selvom det under normale omstændigheder var for tyendet at gøre. Hun havde trods alt godt af den friske luft og hun nød de stille morgentimer, hvor duggen stadig hang en smule i luften.

Det var hér at hun på vejen tilbage imod byhuset fik øje på ham. En yngre herre, der sad på en stub og så noget nær modløs ud. Forsigtigt nærmede hun sig ham og hun lagde en lille blid hånd på hans skulder, som hun lagde hovedet på sned og bukkede sig lidt ned imod ham. ”Undskyld….Er alt som det skal være?” Spurgte hun venligt.

[Iltier Paschalis]

Det var bestemt ikke som det skulle være. Iltier burde slet ikke være her, han skulle være i templet med de andre og bede nu. Han var dog for udmattet til at gå den lange tur derhen, så for nu ville han blive siddende her og vente på at han havde genvundet sine kræfter.

Han kiggede pludseligt op, da en hånd hvilede på hans skulder. Han havde slet ikke bemærket hende, så træt havde han været. Iltiers blik flakkede op mod hende og han kneb øjnene lidt sammen da solen var lige bag ved hende. Hun lignede en gudinde med lyset skinnende bag sig.

"Det går. Lang nat." Sagde han med en hæs stemme. "De er alt for venlig Nådigfrøken. De skal ikke tænke på mig." Sagde han og blottede tænderne i et skævt smil mens hans blik flakkede en anelse.

[Amélie af Dison]

Med bekymring at spore i de mørkebrune øjne, betragtede den mørkhårede komtesse den lettere forhutlede skikkelse. Han så ikke ligefrem godt ud..Hvad end han havde spenderet natten på. Hun gav hans skulder et lille venligt klem og forsigtigt dristede hun sig så til at spørge; ”Er der noget jeg kan gøre for Dem? Jeg kunne måske hjælpe Dem et sted hen? Eller hjem?” Tilbød hun forsigtigt, til trods for at hendes papa, næppe ville bryde sig om at hun på den måde fulgtes med fremmede mænd.

Umiddelbart vurderede den lille komtesse dog ikke at han så videre farlig eller for den sags skyld truende ud. Tværtimod, så lignede han knapt én, der kunne stå på sine egne ben på nuværende tidspunkt. Hans læber var næsten blåviolette og umiddelbart lignede han en der frøs. Hun bandt derpå sit sjal op. ”De ligner én der fryser…” Konstaterede hun.

[Iltier Paschalis]

Iltier havde lyst til at fortælle denne gode kvinde, at hun ikke skulle gå hen og tale til fremmede mænd. Han var ikke en der ville såre hende, men han vidste der var en masse rigtig væmmelige mænd derude, som kunne finde på hvad som helst.

"Jeg bor på klosteret, jeg har intet hjem." Mumlede han og mødte hendes blik flygtigt, inden ham så væk. Normalt var det ham der var for meget, men i dette tilfælde var det ham selv, der følte at den unge kvindes omsorg var alt for overvældende. Den gjorde næsten ondt på ham.

"De behøver ikke hjælpe." Sagde han da hun bandt sit sjal op. Han havde prøvet det der var værre, at fryse var ikke så ualmindeligt når man boede i et kloster og han blev sjældent syg.

[Amélie af Dison]

Amélie nikkede en smule kort for hovedet. Hun stoppede et øjeblik op midt i sin svingbevægelse, som hun tog sit sjal af og hun tog et øjeblik øjemål af ham, før hun atter lagde det beslutsomt over hans skuldre. Han havde trods alt mere brug for det lige nu, end hun.

”De kan ikke sidde her…De bliver syg..” Konstaterede hun en smule fast og bestemt.

[Iltier Paschalis]

Iltier skævede lidt til sjalet, som varmede mere end han havde troet det ville. Hans blik flakkede hen over hendes ansigt, mens han tænkte at han nok ikke ville slippe af med hende foreløbigt.
"Hvad foreslår De så?" Spurgte han og tænkte at hvis han måske gjorde som hun ønskede, kunne han hurtigere slippe ud af situationen.

[Amélie af Dison]

”Jeg…Jeg kunne følge Dem tilbage til templet?” Foreslog hun prøvende, som hun søgte hans blik. Han måtte trods alt være Novice, hvis han boede på klosteret? Nogen præst lignede han i hvert fald ikke helt, tænkte hun for sig selv. Hun bed sig lettere eftertænksomt i læben, som hun lagde armene lidt over kors. Hun rakte ham så en hånd. ”Kom…Jeg hjælper dem op..” Forsikrede hun ham med et lille smil.

[Iltier Paschalis]

Iltier rejste sig op med hendes hjælp og trak sjalet tættere omkring sig. Derefter begyndte han at gå og skævede lidt mod hende, mens han overvejede hvad han skulle sige. Omsorgen hun viste gjorde ham utilpas, han foretrak helt sikkert at han havde lidt mere styr på situationen.
"Tror det er hurtigst at gå forbi kroen derhenne og til højre." Sagde han afdæmpet, mens han trak sin hætte hen over hovedet så man ikke kunne se ham så nemt.

[Amélie af Dison]

Amélie forsøgte så vidt muligt at lade den fremmede stå og gå selv. Hun var dog opmærksom og holdt nøje øje med, hvorvidt han ville vakle, som de bevægede sig afsted. Hun nikkede stille og begav sig derpå stille afsted i retning ned mod kroen. ”Okay..”

Komtessen lod de brune øjne flakke en smule. Gaden var trods alt næsten helt mennesketom, bortset fra en tidlig markedshandlende, der trak afsted med et mulddyr og en vogn.

[Iltier Paschalis]

Iltier fulgtes med hende ned ad gaden i det kolde vintervejr. Han havde dårlig samvittighed over, at hun havde påtaget sig sådan en kedelig opgave. Derfor følte han sig nødsaget til at finde på noget at sige, der var en smule underholdende.
"Hvor ofte hjælper De mennesker frøken? De må være beriget af Guderne med et godt hjerte." Sagde han og smilede en anelse.

[Amélie af Dison]

Det ville være løgn at påstå at Amélie sådan oftere fulgte fremmede hjem. Dog bekymrede hun sig for andre mennesker og hun brød sig således ikke altid lige meget om de skyggesider samfundet også bød på. Hun gengældte dog hans smil, som han komplimenterede hende. ”Måske oftere end jeg burde.” Svarede hun. ”Men hellere det end at De ville sidde og fryse ihjel i denne kulde. Det ville min samvittighed ikke kunne bære.”