Du er dejli'

[Theuderic af Sangy]

Lancelin af Suilleaux
Tidlig aften, Sangys byhus

---

"Jamen jeg har fandme ingen anelse om, hvad han har tænkt sig. Jeg ved bare at han først overdrager tømmerne, når jeg er gift." Sagde Theuderic som han lænede nakken lidt tilbage mod støtten i en af pejsestuens to komfortable lænestole. Han førte glasset med vin til læberne. Èn blandt de mange. Det var ikke ualmindeligt, at de to gamle kammerater i stuen kunne arbejde sig gennem et par flasker når de sås. "Men nu drager han til Levagny for at undervise." Tilføjede han med et skuldertræk og en ligegyldig mine. "Og jeg aner ikke om regnskaberne ligger i en skuffe i Sangy, om hushovmesteren har overtaget dem eller om de pludseligt ligger på pulten herinde." 

[Lancelin af Suilleaux]

Der lød en let klirren, da Lancelin stillede den tomme rødvinsflaske ved siden af en anden tom flaske på gulvet. Ilden knitrede i pejsen og varmede stuen op, men med de to herrers sædvanlige tempo i indtagelse af alkohol når de befandt sig sammen, så gjorde alkoholen også en imponerende del i at få dem til at holde varmen. I hvert fald, så havde de åbnet et af stueetagens vinduer for at lufte lidt ud, og det hvide gardin dansede let i den kølige aftenvind.

"Og hvordan ser det ud med et kommende ægteskab, Theuderic?" spurgte Lancelin med et diskret træk i mundvigen, idet at han rettede sig op i stolen og rakte ud efter en ny flaske, der stod klar på træbordet ved deres side. Den røde væske skvulpede en anelse, da han fyldte sit glas.

"Er der stadig ingen kvinde, der har formået at fastholde din interesse længe nok?"

[Theuderic af Sangy]

Egentlig havde det været Pierre af Sangy's  valg og beslutninger som rumsterede i hovedet på Ridderen. Men de blev hastigt erstattet da Lancelin spurgte til spørgsmålet om ægteskab. Theuderic tav lidt, tænkte så og brød ud i et bredt smil der ufrivilligt dukkede op på læberne. "Det gør de allesammen, jo." Lo han så, "Det er jo det er gør det så fandens svært, ikke?"

Latteren stilnede og Theuderic åndede lidt tungt ud. Rødvinen gled stille rundt i cirkler i glasset. "Der er nogen jeg overvejer." Erkendte han så uden at se på vennen, "Men jeg har ikke besluttet mig endnu."

[Lancelin af Suilleaux]

Såmen, så var Theud kendt som værende en ualmindelig stor charmør, der kunne liste sig ind i et hvert pigehjerte. Hvor mange sukkende kvinder havde han efterhånden ikke på samvittigheden? Så det fik blot Lensgreven af Suilleaux til at grine en anelse, da Theuderic gik til bekendelse om situationen.

Som latteren stilnede af, blev der stille kort i stuen. Lancelins blik hvilede på ilden, der knejsede i pejsen. Som Theud kom til orde, skimtede Lancelin roligt over på kammeraten, der ganske pludselig virkede en anelse alvorlig i sin tale.

"Jaså?" sagde Lancelin overrasket, "Og hvem af alle i Falanie, kan det dog være?"

[Theuderic af Sangy]

"Pepin Præst." Svarede han nonchalent, hentydende til en lille buttet, knapt så vellidt præst der også gik under øgenavnet Pepin Den Korte. Hans navn var blusset op for lidt tid siden, for en bommert der fik det meste af Levagny til at grine og nu stod lidt som en stående joke.. og så var han en lav mand. "Han er så sød." Tilføjede Theuderic og så nu på Lancelin ud af øjenkrogen med et gavtyveagtigt blik. Tæt på at le. "Skål for det." Han hævede sit vinglas til kammeraten og førte det så til læberne.

Stadigt lidt smilende over sig selv og sine egne morsomheder, vendte Theuderic blikket fremfor sig igen. "Adelaide Af Zorete." Svarede han så, for at besvare kammeraten ordenligt.

[Lancelin af Suilleaux]

Den stående joke fik Lancelin til at smile bredt. Det var typisk Theuderic at tage så let på tingene, til trods for, at det ansvar, han stod overfor med sin titel, åndede ham i nakken. Det var trods alt også derfor, med hans frihed og drengethed, havde formået at holde sig ugift endnu og nyde godt at livets goder.

Da Theuderic til sidst svarede med alvor, rettede Lancelin sit blå blik nu fast i hans. Det havde måske ikke ligefrem været den mest åbenlyse for Lancelin, at det skulle have været enkefruen af Zorete. Det havde måske været mere realistisk med en eller anden ung komtesse, der tungt havde mistet sit hjerte til ridderen.

"Den havde jeg ærligt ikke set komme, Theud," sagde Lancelin, "Er det følelser eller strategi, det her handler om?"

[Theuderic af Sangy]

De grå øjne mødte de blå, som alvorens stemning krøb sig ind i den ellers lune stue. Theuderic hævede et bryn og lod den ene mundvig pege lidt opad. "Nej." Svarede han så. Han havde nok ventet vennens reaktion ville være således. Han satte sig mere op i stolen og drejede overkroppen, så fronten var vendt mere mod ham. "Lancelin, jeg bliver nødt til at have noget, der kan mere end kigge på mig med blå øjne og lege galionsfigur." Forklarede han, "Nogen der har lidt mere mellem ørene." - "Det har Adelaide." ... udover at være en spændende tilstedeværelse i sengen. Han lænede sig derpå mere tilbage i stolen igen, men et vurderende udtryk. "Er det følelser eller strategi..? Tjah." - ".. jeg aner det ikke."

[Lancelin af Suilleaux]

Adelaide og Lancelin havde en fortid, som de færreste kendte - det var adskillige år før Lancelin fandt Helene. For en kort stund havde de haft en affære, men det havde ikke været andet end spændinger imellem dem, som skulle udleves. De fik dem løst, og efterfølgende var der heller ikke mere i det. Det havde givet dem en dyb kendskab til hinandens styrker og mangler, og relationen imellem dem var nu strategisk. Blandt andet havde Adelaide givet udtryk for ønsket om, at hendes egen datter skulle giftes med Lancelins forhåbentlig kommende søn.
Så at Theud fortalte, at han ønskede en kvinde med noget imellem ørerne, så kunne han såmen godt forstå hans valg.

Lancelin så tavst overvejende på sin ven ved sin side. Så tog han en hørlig indånding og lænede sig en smule tungt mod armlænet, "Theuderic, efter alle disse år kender jeg dig efterhånden godt nok til at vide, at ægteskab får det til at løbe dig koldt ned ad ryggen.." Lancelins blik faldt mod flammerne inden at han lommefilosofisk fortsatte med en skjult bagtanke, "På et tidspunkt vil det være uundgåeligt. Lensarvingen af Sangy´s bryllup kommer til at efterlade mange knuste kvindehjerter blandt gæsterne. Er der ét, du for alt i denne verden ville undgå, at se det ske for?"

[Theuderic af Sangy]

Tavst overvejede Grevesønnen, kammeratens ord. Lancelin vidste at ægteskab var en svær ting for den frisindede Theuderic, hvilket heller ikke havde bidraget til at alvoren om valget af Adelaide, var faldet lettere. Trods alt havde Theuderic aldrig udtalt sig om et kommende prospekt.
Det bundede nok i at Theuderics hjerte og lyst til at binde sig permanent, døde sammen med Christabelle. Han var kun lige begyndt at lade sig selv føle på dén måde igen... og om følelsen kom fra ungmøerne, nådigfruerne - frøknerne eller enken - det kunne han faktisk ikke helt hitte rede i. Men da Lancelin så opstillede et scenarie for ham, så blev det pludseligt lidt mere tydeligt for ham. Der var jo særligt én, som han helst ikke så med tårene rendende ad kinderne og med et blødende hjerte i hånden. "Jeg kan ikke få hende." Svarede han blot, lidt sammenbidt. "Jeg kan ikke gifte mig så meget under stand. Du ved hvordan reglerne er."

[Lancelin af Suilleaux]

Nonchalant lagde Lancelin benene over kors, alt imens at han blot blev siddende afslappet tilbage i stolen og med blikket mod pejsens flammer. Rødvinen dansede let i vinglasset, som han sad der og twirlede den rundt imellem et par lange fingre.

"Virkelig?" lød Lancelins stemme nonchalant, som om, at deres samtaleemne var så ganske nede på jorden, som hvis de havde talt om dette hen over et spisebord hos familie. I virkeligheden handlede det her dog om noget meget mere alvorligt. Det her omhandlede en potentielt fremtid, som Theud på et eller andet tidspunkt ville stå overfor.

Lancelin stoppede sin leg med vinglasset, og hævede i stedet kanten til de smalle læber, "Hvem, Theud?"

[Theuderic af Sangy]

Han tav da Lancelin spurgte yderligere ind. Kæben spændtes lidt, som han overvejede om han burde indrømme, eller om det klogeste var at holde sin bøtte. Glide af på spørgsmålet, med en vittig, halvflabet kommentar og istedet dreje emnet ind på noget andet.
Theuderic ville nok ikke helt være ved det faktum, at det nok, i dette ganske øjeblik, gik op for ham at han rummede for varme følelser for hende. Det gjorde alting så frygteligt rodet og kompliceret. Fanden tage Lancelins nysgerrighed altså..

Fortsat sad han lidt sammenbidt, som han tænkte alt dette. Så sukkede han tungt, "Fleur af Aren", mumlede han modvilligt.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin hostede en anelse, som han fik vin galt i halsen. Fleur af Aren? Den rødhårede komtesse var ganske køn og tilforladelig. Godt nok kendte Lancelin til Theuds store svaghed for kvindekønnet og hans mange "affærer", men dette var noget nyt. Theuderic af Sangy ønskede ikke Fleur af Aren med et ødelagt hjerte.

Blikket blev sigende rettet mod Theud, en anelse alvorligt. "Tænk sig, Lensarvingen af Sangy har gjort Nådigfrøknen af Aren varm for ham. Det er ikke noget nyt.." mumlede Lancelin kort for hovedet. Så rettede Lancelin sit blik mod pejsen idet at hans konklusion kom til orde imellem dem, "Men ved Mithras, ligeledes har hun gjort det samme ved ham.."

[Theuderic af Sangy]

"Årh, hold bøtte, Sokrates." Beklagede Theuderic sig halvhjertet, ved Lancelins eftertænksomme konklusion på problematikken. Ordene kammeratligt ment, men stadig understregende Lancelins tendens til lommefilosofi. Der lå ingen animositet i det.

Han drak den sidste mundfuld i glasset og skænkede blot sig selv et nyt. Det var heldigt det var venskabeligt selskab der var øre for de sandheder er efterhånden blev bragt på bordet. "For lav af stand og kusinen har jeg arrangeret til Tómas." Tilføjede han så, "Så det kan på ingenmåde blive." Han satte sig lidt tungt tilbage i stolen. Blikket rettet lidt opgivende op i loftet, med et lille suk. "... Hun er åbenart vanvittig." mumlede han så lavt, inden han rettede blikket mod Lancelin. "Kusinen." Uddybede han, "- Lider sikkert af månesyge."

[Lancelin af Suilleaux]

"Hm," brummede Lancelin med et træk i mundvigen, som Theud ændrede samtalens retning væk fra det sårbare. Typisk. I det mindste havde lensgreven af Suilleaux fået stillet sin nysgerrighed. Theuderic af Sangy havde åbenbart en mulighed for at blive varm om hjertet for en eller anden kvinde. Det var lige før, at Lancelin var sikker på, at det ikke var muligt. Nuvel.

"Det er nu din brors problem," sagde Lancelin med en flabet undertone, som han rettede sig en anelse i stolen og lænede sig hen over sit armlæn mod Theud ved sin side, "Måske er det også sundt nok for ham, at få lidt sved på panden.." funderede lensgreven kort for hovedet.

Hans blå blik hvilede roligt på kammeraten, "Jeres forældre må vel være enige."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic hævede det ene bryn ved Lancelins bemærkning, skønt smilet bredte sig lidt underholdt. "Jeg er enig." Bemærkede han, "Omend knægten kommer til at hade mig resten af sit liv for det match, så er det for god en aftale til at lade gå forbi." - "Men hun bliver et stykke arbejde. Det må vi kun kunne konkludere." Tilføjede han, inden hans udtryk ændrede sig til et mere undrende et af slagsen, da kammeratens lyse blik atter hvilede lidt afventende på ham. "Enige? Om hvad?" Spurgte han, ikke lige helt med på, hvad Lancelin mente med sine ord.