Vågen og søvnløs

[Sephare Gørtler]

Til: Oudine Pottemager
Poserne under Sephares øjne, var synlige i dagslyset, selvom hun opførte sig som om, hun havde al den energi i verden hun burde. Ingen måtte se, hvor skræmmende det føltes at bære rundt på et lille nyt menneske i maven. Det var en del, af at være den perfekte kvinde, så selvfølgelig kunne hun sagtens klare det. Hun ventede også barnet med glæde, men hun var også skrækslagen for, at hun ville mislykkes som mor. End ikke Niot delte hun sådanne tanker med, men der var én, der måske kunne få det ud af hende.



Faktisk havde hende fødder fået lov at overtage magten, så det var ikke så meget et valg som en nødvendighed, at hun søgte sin ældste veninde. Med en hånd på lænden og en mod døren, bankede hun på bagerkonens bolig. Måske de var ude? Hun kunne godt vente et øjeblik. Det øjeblik brugte hun på at læne sig op af dørkarmen og de trætte øjne kom et sekund til at klappe i.

[Oudine Pottemager]

Ouddie delte hus med sine svigerforældre, men hun var alene hjemme med Andréas denne dag og rendte rundt i hælene på ham for at forhindre at han lavede ulykker. Hun havde netop samlet ham op på hoften, da det bankede på døren nedenunder.

Hun var lidt tid om at få ham med derned, men huskede hvad hun havde lovet Talon Våbensmed og stoppede op ved slåen for døren.

"Hvem der?"

[Sephare Gørtler]

Sephare kom til sig selv, da hun kunne gøre Oudines stemme på den anden side af døren. “Oudine?” kaldte hun tilbage en smule undrene over hvorfor hun ikke bare åbnede døren. “Det er Sephare” hun lagde armene over kors i en naturlig reaktion på at stå derude og tale gennem en dør. Det virkede lidt mærkeligt, men veninden måtte vel have en grund. Fidé havde hun efterladt sammen med Niot, da han for tiden var meget overbeskyttende og ikke lod mange komme tæt på sin ejer.

Mens hun ventede på, at veninden fik lukket døren op, strøg hun fraværende bulen på maven med hånden et par gange. Gad vide, hvad det var for et liv hun bragte den lille ind i? Det var en af grunden til, at hun havde så svært ved at sove for tiden. Tankerne fygede rundt i hende sind, men hun talte aldrig rigtig med nogen om dem. Slet ikke Celeste Våbensmed. Hun måtte ikke vide, hvor forvirret hun var.

[Oudine Pottemager]

Sephare. Oudine skyndte sig at slå slåen fra og døren fløj op. Hun smilede, men det falmede mærkbart over synet af veninden. I det samme kom Andréas løbende og hun måtte bøje sig for at samle ham op og forhindre at han løb udenfor.

"Kom ind, kom ind. Hvis du vil lukke og låse efter dig. Vi må passe på for tiden. Ikke lukke fremmede ind."

[Sephare Gørtler]

“Hej Andréas” hilste hun mildt på den lille dreng, der kom farende, da døren blev åbnet. Sephare smilede om end et meget træt smil, før hun vendte blikket til veninden, der stod med drengen på armen. Han var en virkelig sød dreng og nogle gange kunne Sephare bedre håndtere børn end voksne.

“Og hej til din mor også” blikket var rettet mod Oudine med et undrende udtryk. Det lignede hende ikke at være så påpasselig med hvem hun lukkede ind. Selvfølgelig gjorde Sephare hvad der blev hende påbudt. Døren blev forsvarligt lukket og låst efter den trække gørtlerkone var trådt indenfor. “Hvem er du bange for løber ind?”

[Oudine Pottemager]

Oudine kyssede sin søn på panden og satte ham ned, for at han kunne løbe cirkler om Sephares ben. Han var ustyrlig, fordi han ikke kom nær så meget ud som før. Fordi hans far heller aldrig mere var hjemme til at lege med ham. Hun så også træt ud og var det. Blikket mødte venindens og hun tog en dyb indånding.

"De finder flere og flere håndværkerkvinder. Dræbte. Talon Våbensmed fik mig til at love at jeg ville passe på og låse døren."

[Sephare Gørtler]

Det løb Sephare iskoldt ned ad ryggen, da veninden fortalte om de døde kvinder. Et urinstinkt i hende fik hende til at frygte for sit ufødte barn. Hvis der skete Sephare noget, gik det også udover barnet i hendes mave. Nok var barnets far en sjuft, men det fik ikke Gørtlerkonen til at elske det mindre. “Hvorfor har vi ikke hørt mere om det? Det vidste jeg intet om. Det burde da være noget man fortalte folk” det kunne nu godt tænkes, at det var var gået Sephares næse forbi, fordi ikke mange kvinder brød sig om hende og hendes gammeldags synspunkter.

Drengen fræs rundt om Sephares ben, men hun glemte at give ham den opmærksomhed hun ønskede, da Oudines ord, havde lamslået hende et øjeblik.

[Oudine Pottemager]

Oudine nikkede. "Nyheden har spredt sig. Jeg er ked af at være den, der fortæller dig det. Du bør også passe på."

Hun stoppede Andréas i hans ræsen og løftede ham op på en arm, selvom han var stor.

"Talon er meget udkørt. I jagten på den skyldige er de sat ekstra ind. Jeg håber de snart fanger ham."

[Sephare Gørtler]

Sephares hjerte sad oppe i halsen selvom hun ihærdigt prøvede at virke nonchalant. At angive andre følelser end dem hun havde var ikke kvindens bedste talent. “Ja, nu kan jeg godt føle mig en smule usikker på turen hjem” det lød næsten bebrejdende selvom hun ikke mente det sådan.

“Godt han er på sagen” mumlede hun for sig selv indtil hun fik set ordentligt på veninden og hevet sig selv ud af den selvmedlidende sky hun befandt sig i. “Hvordan har du det Oudine? Du ser træt ud” det var egentlig omsorgsfuldt selvom Sephare tit kom til at lyde dømmende.

[Oudine Pottemager]

Oudine havde ikke så meget medlidenhed at give af. Hun havde været bange i en måned og Andréas var ved at få kuller af alt den tid indenfor. Hun var nok også selv ved at få lidt kuller.

"Du kan blive her, indtil Jean kommer hjem og kan følge dig på vej," konstaterede hun, lidt træt. Hun smilede til Andréas. "Ja, jeg ved det godt, skat. Skal vi gå ud i køkkenet, så kan du få en bolle?" Han nikkede, hun nikkede med og gik i retningen.

Hun fik aldrig svaret på venindens spørgsmål, men opfordrede hende med et kast med hovedet til at gå med ud.

[Sephare Gørtler]

“Tak” svarede Sephare kortmælt og kneb øjnene bekymret sammen. Nok var hun selv træt og klar til at blive mor i stedet for blot at bære den fyldige mave, men der var noget med Oudines fraværende adfærd, der gjorde hende bekymret. Hun fulgte med veninden ud i køkkenet, hvor hun forsigtigt lagde en hånd på hendes arm.

“Ouddie er der noget jeg kan hjælpe med?” nok var Sephare af den overbevisning, at kvinder burde kunne alt i hjemme selv, men hun kunne se, at der var noget galt og ville gerne hjælpe sin veninde, hvordan hun nu kunne.

[Oudine Pottemager]

Oudine rynkede panden dybt, da veninden lagde hånden på hendes arm. Hun rystede svagt på hovedet og klemte et smil frem.

"Ikke medmindre du pludselig blev drabant og opklarede sagen," svarede hun beklagende. "Du har nok på tallerkenen, Sephare. Hvornår er det nu du skal føde?"

[Sephare Gørtler]

Et svagt smil spillede på den gravide kvindes læber. “Det er nok over min evne som kvinde” hun vidste godt talon havde en kvindelig makker og var dybt uenig med dette, men det var ikke tidspunktet at pointere det.

“Snart” sukkede Sephare og så ned. Hun var mere ræd for fødslen end hun ville indrømme, men hun glædede sig også til at barnet var der, så hun kunne føle sig som en rigtig mor. “Forhåbentligt meget snart. Jeg føler ikke jeg har sovet siden før jeg blev gravid”

[Oudine Pottemager]

Oudine smilede let overbærende. Hun delte ikke Sephares holdninger til det hele, men hun vidste at mange gjorde. Også Jean, som jævnligt omtalte Talon Våbensmed og hans makker Jehanne Renard med mindre kønne gloser.

"Jeg ved hvad du mener," svarede hun muntert. "Og man kan ikke ligge på ryggen eller maven og kun dårligt sidde almindeligt op og får ondt af at ligge på siden. Det er en pine den sidste tid, men snart er det ovre og du er mor." Hun smilede varmt. "Må jeg røre?" Hun strakte hånden ud efter maven.

[Sephare Gørtler]

Sephare lyste en anelse op, da veninden satte ord på præcis de problemer hun baksede med for tiden. Altid var besværligt, men hun ville ikke brokke sig, for hun elskede det barn lige meget hvem faderen var. “Nemlig. Der er ingen stilling der er behagelig længe nok til, at man kan finde ro” tilføjede hun.

Et nik blev givet som tegn med, at hun gerne måtte røre den udspilede og trætte mave. “Ja, snart. Barnet lader dog vente på sig” det var tæt på, at hun havde kaldt barnet hun. Det vidste hun egentlig ikke noget om, men Sephare havde en følelse i kroppen af, at det var en pige, der lå derinde.