Rygterne siger..

[Svari Våbensmed]

Tråd tilegnet Talon Våbensmed

Familien Våbensmeds smedje

Eftermiddag

Vejret var vildt og voldsomt denne Oktober-dag. Udenfor regnede det vildt og voldsomt og vinden ruskede i både træer, buske og blade. Smededatteren Svari havde gemt sig for uvejret nede i smedjen. Her gik hun og arbejdede på sit mesterstykke, der langsomt var begyndt at udforme sig, som hun ønskede det. Fine ciseleringer og små detaljer blev så småt tilføjet til skaftet, som hun koncentreret sad ved bordet med noget mindre værktøj, end alt det tunge, mand sædvanligvis så hende med. Således, var Svari også iført en tyk uldtrøje, for at kunne holde varmen, når hun var stillesiddende.

På trods af at man skulle tro, at smededatteren sad stærkt koncentreret, kredsede hendes tanker dog om helt andre ting end det sædvanlige. De lå nemlig hos ridderen Éduin af Lemaux , som hun dagen forinden havde snøret godt og gevaldigt, efter at have delt et enkelt kys med ham. Morsomt havde det bestemt været i øjeblikket at stikke af med hans tøj. - Men som det meste af Levagny nu syntes at hviske i krogene om optrinnet, var det måske knapt så heldigt. Trods alt, løb der også snak om, hvad der mon havde ført til optrinnet og det satte ikke ligefrem den dydige smededatter i verdens bedste lys.

[Talon Våbensmed]

Tilværelsen som en del af Levagny’s ordensmagt indebar blandt andet en lind strøm af sladder. Den blonde drabant havde efterhånden måtte lægge øre til en del. Alt lige fra beskyldninger om savsmuld i brødet så melet rakte længere og fortjenesten blev større, til utugt og ulovligt afbrudte graviditeter. Alle rygter blev taget med et garn salt og et smil, mens der blev forsikret at der naturligvis ville blive set nærmere på sagen.

Talon ville da også som altid have trukket lidt afslappet på smilebåndet over det nyeste rygte, hvis ikke det havde været fordi han på vej til gårsdagens vagt med egne øjne havde nået at fange et glimt af Svari med favnen fuld af tøj og en så godt som nøgen mand efter sig. Det havde derefter ikke taget lang tid at finde ud af hvem manden var. Opdagelsen huede bestemt ikke den ellers normalt afslappede onkel.

”Jeg ville være tilbøjelig til at se forbi det faktum at Éduin af Lemaux er på alder med mig selv, hvis ikke det havde været fordi han ikke alene var adelig, men også var ridder og endda livvagt for selveste Dronningen.” Den mørke stemme var rolig - en anelse nonchalant, da Talon trådte ind i smedjen. Det blå blik fæstnede sig på niecen, der udad til virkede til at være fordybet i mesterstykket, men onklen vidste bedre. Stillesiddende arbejde var det bedste sted at forgabe sig i alt det, der ikke tilkom en; om det så var en ridder eller en bagerkone.
Den bredskuldrede skikkelse standsede først da han stod nær arbejdsbordet, hvor han lod armene krydse sig afventende på smededatterens forklaring.

[Svari Våbensmed]

Svari lagde ét lille redskab fra sig til fordel for et andet. Hun sad koncentreret bukket indover sit arbejde og hun skævede kun kortvarigt op for at se, hvem der trådte ind, da smededøren åbnede. ”Onkel..” Hilste hun. Læberne strammedes, som hun fugtede underlæben koncentreret og vagt brummede hun blot for sig selv ved hans ord. Knapt var han trådt indenfor, før han begyndte med irettesættelser og formanende ord. Kunne han da i det mindste ikke hilse på hende først?

Hun førte en mørk vildfaren lok om bag øret og et lavmælt suk forlod hendes læber. Var det ikke nok at hendes forældre Eirik Våbensmed og Celeste Våbensmed sikkert ville flå hovedet af hende, når de hørte derom? Skulle han nu også prædike for hende?

Én ting kom dog bag på Svari. Ganske vist, havde Éduin sagt at han var livvagt på paladset..Men at det var for selveste dronningen…! Hun rømmede sig, for at klare halsen og i et forsøg på at virke rolig, rankede hun sig til sidst. Hun lagde sit værktøj fra sig og hun placerede så armene foldet imod bordpladen. ”Hvad vil du have, at jeg skal sige? At jeg fortryder det? For det gør jeg ikke.” Konstaterede hun køligt.

[Talon Våbensmed]

Naturligvis fortrød pigebarnet ikke. Havde det ikke været fordi Talon intet mindre havde forvente ville han have sluppet et frustreret suk over niecen. Svari havde alle dage været en livlig sjæl på godt og ondt, hvis nogen i byen kunne finde på at lade en mand jagte hende halv nøgen gennem gadebilledet, så var det smededatteren.

”Jeg vil have du holder dig fra Nådigherre af Lemaux, Svari.” Rettede han hende, og lod armene løsne sig. Han skar en grimasse over, hvor far-agtig han endte med at lyde. Det var ikke hans plads at forbyde hende at se forskellige mænd, den opgave tilfaldt hendes forældre så længe hun endnu var ugift.
Han bøjede sig frem for at tage det skaftet og de fine små detaljer i bedre øjesyn. Talon havde aldrig selv haft interessen i at stå nær essen og forme metal for sin vilje, men han var stadig i stand til at vurdere hvornår en smeds håndværk var godt eller dårligt. Et spædt smil trak i mundvigene, stolt over det håndværk der lå foran Svari.

”Har du ligget med ham?” Smilet blegnede, mens en alvors rynke satte sig mellem de lyse bryn ”Svar ærligt.” Hovedet vendte sig, så han kunne se hendes ansigt.

[Svari Våbensmed]

Smededatteren betragtede sin onkel med kølig mine. De mørke øjne udstrålede ingen fortrydelse, whasoever. Var der noget hun fortrød fra dagen igår, var det nok snarere sin opførsel overfor Rory Sydgård. Trods alt, kunne hun ikke lade være med at have en smule ondt af ham, til trods af Éduins formaning. ’ Du må ikke få ondt af ham, forstår du? Han er en af dem der bliver ved, indtil at du giver op, og så vil dit ja ikke være andet end halvhjertet.’

Ordene gik igen i Svaris hoved, som hun stod og drømte sig lidt væk i sin egen verden. Hun blev dog øjeblikkeligt hevet tilbage til virkeligheden ved onklens ord. ”Hvad? Det….Det kan du da ikke bare sådan sige.” Erklærede hun, som hun løftede sig lidt op fra bordet, som hun stadig stod lænet indover. Håndfladerne hvilede nu bare imod bordpladen.

De mørkebrune øjne blev dog først vilde ved hans næste ord. ”Om jeg har…ligget? Nej, selvfølgelig har jeg ikke det!” Konstaterede hun sammenbidt, som hun halvarrigt rankede sig. ”Og selv, hvis jeg havde, vedkom det ikke dig!”

[Talon Våbensmed]

Talon havde på inden måde forventet at hun uden videre ville godtage forbuddet om at rende omkring Éduin af Lemaux . Han var trods alt en nydelig mand og havde sikkert allerede tryllebundet hende med både udseende og ord. Selv en selvstændig unge kvinde som Svari kunne forføres. Drabanten havde selv været vidne til det ved mere en lejlighed, hvad enten det var på afstand eller på kloshold.
Han rankede sig ”Ikke det?” Spurgte han retorisk, og skød sigende det ene bryn til vejrs. Det var ikke op til hende at afgøre.

Naturligvis blev hun vred over antagelsen af den manglende uskyld, hvilket hunkøn ville ikke det? Det var der i hendes værdig lå som kvinde, set med samfundets briller på. Onklen var derimod langt mere bekymret om hendes ry, på den skade det kunne tage og de konsekvenser der kunne komme. Hun risikerede ikke at blive taget seriøst.
”Så længe du er ugift, så vedkommer det mig.” Mindede han hende brysk om ”Du kan syntes jeg er jordens mest irriterende onkel lige nu, men hele byen hvisker om dit lille stunt, Svari.” Det var kun et spørgsmål om tid før det kom Eirik Våbensmed og Celeste Våbensmed for øre, at deres datter eftersigende skulle fløjte rundt.

[Svari Våbensmed]

Det irriterede Svare gevaldigt at Talon syntes han skulle komme her og belære hende. For hvad bildte han sig egentlig ind? At stå der og udspørge hende, som havde hun gjort noget kriminelt eller strafbart ene og alene ved at være i en mands selskab. Håndfladerne hvilede stadig fladt imod bordpladen. De mørke øjne rasede og irriteret fnøs hun blot af ham ved hans efterfølgende ord. "Så kan du bekymre dig længe...For jeg skal ikke giftes i nogen nær fremtid." Erklærede hun bistert, som hun trak sit sværd lidt over til sig og bukkede sig ind over det, for at nærstudere de detaljer hun allerede havde studeret i timevis, yderligere. Ene og alene i et forsøg på at slippe for at tale yderligere om den mørkhårede ridder.

[Talon Våbensmed]

Svari var mere end velkommen til at være harm over sin onkels udspørge, men der skulle betydeligt mere til før han ville korse sig end en trodsig teenager pige. Niecen kunne skule til ham nok så meget, men han havde alt ret til at bekymre sig. Han spurgte trods alt ikke for at udskamme hende.

En hånd lagde sig over sværdet, da hun forsøgte at trække det nærmere for på den måde lukke af for flere spørgsmål ved at forgive hun var stærkt optaget af metal arbejdet. Vægt blev lagt i hånden, fast nok til våbnet lå kilet fast til bordet, ude af nærsyn, men ikke så hårdt at der var fare for at klingen ville bøjes for bestandigt.
”Og derfor er der grund til at lade dit ry plettes af en gemen adelsmand? Svari, du er klogere end det.” Hånden blev fjernet fra det kolde metal ”Det eneste end mand som han vil kunne give dig er et barn af bastard stand. Du er tidsfordriv, intet andet, uanset hvad han så påstår.” Brummede han brysk.

[Svari Våbensmed]

Svari havde ikke lyst til at indvie sin onkel i yderligere detaljer om de udskejelser hun og Éduin af Lemaux havde gjort sig, den dag i stalden. Godt nok havde de blot udvekslet et uskyldigt kys….Men smededatteren ville alligevel lyve, hvis hun påstod at hun ikke havde haft den mindste lyst til at udforske det en smule yderligere. Éduin af Lemaux var trods alt ikke alene høj, flot og velsoigneret. Men han var også kæk, optimistisk, direkte og humoristisk. Han havde formået at fængsle Svaris interesse og bibeholde den, som han udfordrede hende. At hun til gengæld næppe ville se ham igen efter æblekageskandalen med Rory Sydgård, måtte være en anden sag at bekymre sig om.

De mørke øjne fangede onklens, som han stoppede hende i hendes overspringshandling og de rosa læber strammedes i en utilfreds mine. Hun brød sig ikke om hans ord. Hvor velmente de så end var. For indeni havde de selv samme tanker og bekymringer alligevel rodfæstet sig. At han derved blot prikkede yderligere til dem, var alt andet end ønsket. ”Hvad tager du mig for? En tøjte der giver min krop til hvem som helst? Du skulle nødig snakke om bastardbørn med de rygter der løber om dig og Oudine Pottemager!” Røg det ud af hende.

[Talon Våbensmed]

Talon ville aldrig nogensinde stoppe med at bekymre sig om Magnus Våbensmed , Svea Købmand , Búrin eller Svari ligegyldigt hvor gamle de så var blevet. Det blonde muskelbundt havde aldrig ønsket andet end det bedste for hvert og et af hans brors børn. Som minimum et lykkeligt liv og det var ikke et en adelsmand som Éduin af Lemaux kunne tilbyde, uagtet hvad han hviskede smededatteren i øret.

Kæben spændte sig ved benævnelsen af Oudine. "Drop det, Svari. Jeg vil ikke finde mig i at du ligger ord i munden på mig." Advarede han i en kølig tone med mørkede øjne. Hun prikkede med vilje til den sovende bjørn og det var det eneste der holdt onklen i ikke at fare i flint. 
"Grevesønner gifter sig ikke med borgerlige piger. De fornøjer sig med dem, indtil de uheldigvis bliver med barn og derefter bliver tvunget til en kvaksalver for at få fejltagelsen fjernet. Kun for at blive efterladt i søllet for at kæmpe for sit eget liv. Er det dét du vil med dit liv?" Amuletter havde forhindrede mange sådanne en skæbne, men de var intet værn med et knust hjerte og selv magi kunne glippe. Talon havde selv set det mere end en gang med egne øjne. Nogle gange var de heldige at finde pigebarnet og kunne få hende til en healer i tide, men selv ikke den bedste healer kunne gøre et hjerte helt igen og drabanten havde stået foran selv samme pige få uger efter, når hun havde tabt kampen til det ituslået hjerte.

[Svari Våbensmed]

Svaris øjne var mindst lige så kølige og mørke som Talons, som hun stod og så ham direkte i øjnene. Vreden og irritationen voksede støt hos hende i takt med at ordene forlod hans mund og irritabelt skubbedes hun sit mesterstykke et lille stykke frem på bordet imod ham i en småaggressiv bevægelse, før hun skubbede sig fra bordet og vendte onklen ryggen. ”Jeg gider ikke høre på det dér.” Erklærede hun, mindst lige så fast, som han før havde gjort det. ”Jeg er ikke så dum og naiv, som du går og tager mig for.”

Svari lagde armene over kors og hun stod så ellers bare og så lidt ind i smedjen, hvor gløderne stadig blussede og knitrede svagt.

[Talon Våbensmed]

"På hvad? Sandheden?" Spurgte han stikkende, men gav ikke plads for hun kunne komme til orde før han atter havde taget ordet "Du vil måske heller høre den fra dine forældre? Jeg kan allerede nu afsløre for dig, at de ikke vil fortælle dig en anden virkelighed." Forsatte han skarpt.

Hendes vrede var lige så rødglødende som ilden i essen og hendes stærke reaktion, der kun syntes at tage til i styrke bekræftede kun hans mistanker. Ridderen var måske ikke kravlet under niecens hud, endnu, men han havde sat spor i det unge sind og det var mindst lige så slemt, hvis ikke værre.
Talon tog mesterstykket fra bordet og med målfaste skridt trådte han forbi hende, hen foran den glohede esse "Du kan hade mig alt hvad du vil eller ønske mig til Mortem fra nu af og til han kommer for at hente mig, men jeg vil ikke se passivt til at du ødelægger dit liv. Du er så meget klogere end det Svari og en dag vil du forhåbentligt forslå..." Sagde han med sværdet hold frem mod hjertet af smeden og uden tøven slap "Indtil da må du lægge din tid og energi andet sted." Pointerede han med fattet stemme. Det føltes på ingen måde godt at ødelægge hendes tæt på fuldendte mesterstykke, men det var et nødvendigt onde. 

[Svari Våbensmed]

Svaris øre kunne lige så vel have været tilstoppet med vat. Hun ønskede ikke at øre på, hvad onklen havde at sige og således blev hun tavst stående med ryggen til ham. Hun var ikke sikker på at han forstod…Eller for den sags skyld nogensinde ville forstå den trang hun havde til frihed og til at bestemme over sit eget liv. At folk hele tiden ville bestemme for hende, var begyndt at blive trættende og Svari var ved at blive sindssyg over det.

Det næste der skete havde Svari dog på ingen måde set komme. At hendes onkel ville gå så vidt, som at ruinere det mesterstykke hun havde arbejdet på næsten det sidste år, noget nær ødelagde den unge pige, som hun så det forsvinde ind i den svage blussende ild og gløder der stadig var i ildstedet. ”Nej!” Et hvin forlod hende, som hun ængsteligt og desperat rakte ud efter det glohede jern i gløderne. Hendes fornuft veg fuldstændig fra hendes hoved, som hun lukkede højre hånd om det varme jern og trak det ud på gulvet i en hastig bevægelse. Raseri og tårer vældede op i hendes øjne, som hun peb i smerte og hun stak så sin hånd ned i den halvsnavsede tønde med vand, der stod nærved, som ellers altid blev brugt til jern.

Hendes øjne lynede, som hun så på Talon. ”Jeg hader dig..” Mumlede hun så. ”Jeg hader dig! SKRID!” Hendes mumlen blev til råb på et splitsekund og Svari greb den nærmeste genstand hun kunne få fat i, som i dette tilfælde var en lærredstaske. Hun kylede den efter ham med venstre hånd i et næsten ynkeligt kast, som hun stod der, stadig med den anden hånd i vandet og hun sank så ellers lidt sammen indover den tønde hun stod ved. ”Må Mortem tage dig..!”

[Talon Våbensmed]

Havde Svari ikke haft så travlt med at forsøge at lægge onkel ord i munden, så havde tingene næppe været gået så vidt som de gik. Harme og forurettelse lukkede fornuften ude og gjorde hende ude af stand til at rent faktisk at lytte til hvad der blev sagt.
Han var ikke i mod at hun potentielt søgte mandligt selskab, han havde noget i mod hvem det kunne være. En adelsmand kunne man ikke stille til ansvar, hvis uheldet skulle være ude. Selv med en støttende familie havde piger som hende stadig alt at miste. Hun ønskede at gå i sin fars fodspor, det samfund de levede i, så risikerede hun at blive fravalgt alene på baggrund af at være en ugift kvinde stå stod med et bastardbarn på armen. Ligegyldigt hvor dygtig en smed hun så måtte ende ud med at blive.

”Svari!” Stemmen, der indtil nu havde den været rolig om end hård hævede sig. Talon havde forudset hun ville kaste sig mod essen. Han havde stået klar til at svinge en arm om livet det smalle liv for at trække hende væk, men niecen var hurtigere end beregnet og han nåede ikke at holde hende fra ilden før hun desperat havde fået trukket det rødglødende sværdet ud.

Det næste øjeblik stod hun med hånden i det sodet vand. Talon tog en hørlig vejrtrækning og nikkede forstående ”Det ved jeg.” Responderede han med et hint af smerte i den mørke stemme, men forblev stående selv lærredstasken blev kastet og ramte mod skosnuderne. Der ville gå længe før de store brune øjne ikke ville se på ham med dybt følt had, men det var pris han havde været villig til at betale, hvis det kunne holde dronningens livvagt ude af smededatterens skørter.
Først da hun sank sammen over tønden nærmede Talon sig, og greb grebet et mindre beskidt stofklæde fra arbejdsbordet med på vejen ”Kom med din hånd.” Med håndfladen vendt op holdt han sin ene hånd frem ”Jeg går når din hånd er forbundet og jeg er sikker på du får den tilset af din mor.” Pointerede han før hun kunne nå at bide hovedet afvisende af ham. Selvom drabanten ikke var synderligt overbevist om gaverne var velsignelser fra guderne, så var det helbredelse den eneste af dem han kunne se fornuft i. Om ikke andet ville Celeste Våbensmed vide hvordan forbrændingen skulle behandles og med hvad, så der ikke skete permanent skade på vævet.

[Svari Våbensmed]

Forblændet af stolthed havde brunetten urokkeligt nægtet at give sig. Nægtet at lyttet til onklens ord, hvor velmente og kærlige de så end måtte have været på bunden af egentlig bekymring. Hendes sind blev dog nu tilsmudset af andet end blot stædighed. Vrede, ulykke og ikke mindst afmagt. Afmægtig stod hun der, med hånden i det sorte vand og alt imens mærkede hun tårerne presse sig på i øjenkrogene, før de stille trillede ned over de let fregnede kinder.

Lige så hurtigt, som hun var sunket sammen over tønden rankede hun sig igen. Hun afværgede ham med den frie hånd og med mørke og hadefulde øjne lod hun arrigskaben møde ham til trods for den ro han udstrålede. ”Du skal ikke røre mig!” Advarede hun, så hun løftede en pegefinger og tårerne atter gled uhæmmet ned over kinderne på hende. Hun rystede på hovedet og atter afvisende vendte hun siden til ham, tydeligvis modvillig fra at modtage noget der kunne så meget som minde om hjælp eller omsorg fra ham, nu hvor han gjorde hende sådan fortræd. ”….Du…Du skal bare gå, Talon.” Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. En lavmælt mumlen, som hun skælvende af raseri lod sin før frie hånd falde om kanten af tønden, så knoerne blev helt hvide. Om det hendes ord var en ordre eller noget lignende en trussel, måtte være op til egen fortolkning.