Noget nyt og spændende?

[Amélie af Dison]

Tilegnet Mirielis af Lemaux

Suilleaux' byhus

En morgenstund

Amélie var denne morgen blevet inviteret hjem til morgenmad hos veninden Mirielis. Det var efterhånden længe siden at de to havde set hinanden. Ja, tiden syntes indimellem bare at flyve enormt stærkt, når man hver især havde sine ærinder at give sig til. Selv havde Amélie i de små deltaget i rundrejsen med sin fader og hun var nu vendt tilbage til Levagny efter at have fået sig nogle mindre oplevelser med i bagagen.

Hun var netop trådt ind af hoveddøren i venindens byhus, hvor et par tjenestefolk havde taget imod hende og hun knappede derpå forsigtigt sin kappe af, for derefter at overrække sit overtøj til tyendet.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var et stort virvar. Hun havde ikke været sig selv siden rundrejsen og det var et helt held at hun havde haft overskud til at invitere en af sine ældste veninder til morgenmad. Men her stod hun i spisestuen hvor der var blevet dækket op til to.

Amélie blev ført ind og Mirielis tog imod hende med åbne arme, som blidt blev lagt om hende. "Sødeste Amélie, hvor er det dejligt at se dig" svarede hun ømt og holdte hende tæt et ekstra sekund før hun slap sine arme.

[Amélie af Dison]

Amélie gav Mirielis et klem og hun tilsmilede veninden lidt, før hun selv gav slip. "I lige måde..Det er længe siden.." Erklærede hun, før hun glattede sit skørt lidt forsigtigt. "Hvor ser det fint ud.." Smilede hun, som hun gestikulerede lidt til morgenbordet, der var dækket med alskens lækkerier, lige til Amélies søde tand. "Du kender mig alt for godt." Klukkede hun, som hun rystede lidt på hovedet. Hun havde trods alt alligevel savnet nogle af Levagnys søde sager, fremfor de sjove specialteter der også havde været at prøve rundt omkring i resten af landet på rundrejsen. Netop dér, var Amélie nok lidt...Tryghedssøgende og godt hjemmevant.

[Mirielis af Lemaux]

"Det er det" erkendte Mirielis med et let suk. Hun havde ikke været den bedste til at finde tid til nogen af sine veninder og allerede da Amélie trådte ind i stuen føltes det hele lidt lettere. Hun havde skubbet sig fra Gisella der havde haft det svært med hele hendes egen tvangsforlovelse.

Mirielis følte sig alt for alene i hovedbyen og havde allerede skænket sig selv et glas sød vin. "Der er også lavet te, jeg vidste ikke hvor dit humør lå for tiden" svarede hun og tog et par små kager over på sin tallerken.

[Amélie af Dison]

Der skulle ikke meget til for at se, at Mirielis ikke var i helt samme gode humør, som hun plejede. Noget lod til at trykke komtessen og Amélie mistænkte lidt at det måske havde noget med søsteren Gisella af Suilleaux og hendes nylige trolovelse at gøre. Hun valgte dog at tie herom, som hun håbede at Mirielis måske i stedet selv ville betro sig til hende. Trods alt, kunne det også være noget andet der trykkede.

Hun tog plads ved bordet og hun hældte så lidt te kop i sin kop. ”Du virker nedtrykt, Mirielis…Er alt som det skal være?” Spurgte hun atter lettere bekymret.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik flakkede hen over venindens ansigt og hun mærkede fortvivlet tårerne presse på. Hun kunne benægte og undertrykke følelserne endnu mere. Men hun havde følt sig så alene den sidste tid og ikke spor tilpas.

Hun stak til kagen og tog i stedet en småkage som kun fik et par enkle småbider før hun trak vejret dybt ind. "Jeg er bekymret for Gisella. Jeg vidste min far var vred, men at kaste hende i armene på den frygtelige mand.." Hun sank og måtte føre en hånd op for flygtigt at tørre sine tårer væk.

"Jeg har snart kun dig tilbage, kæreste Amélie." Helene af Suilleaux havde sit at se sit og kunne af gode grunde ikke være i Levagny hele tiden. Selvom den unge komtesse havde lovet sig selv at besøge hende inden længe.

[Amélie af Dison]

Det gjorde komtessen ondt at se sin veninde så fortvivlet. Sjældent syntes hun at kunne erindre at have set den anden lyshårede komtesse ulykkelig. Sen var Amélie således ikke til atter at rejse sig og forsigtigt flytte sin stol over ved siden af venindens. Hun tog plads endnu engang og forsigtigt tog hun venindens hånd i sin. ”Jeg forstår dig godt.” Forsøgte hun så. ”Jeg ville sådan ønske jeg kunne gøre noget for jer…Jeg ved bare knapt, hvad jeg skal sige.” Mumlede hun stille, som hun så på veninden med medfølende øjne. Hun kunne trods alt næppe vende Suilleaux-pigernes situation til det positive. At forsøge ville næsten være..Naivt. Selv for Amélie. Men lytte og være der, kunne hun.

[Mirielis af Lemaux]

Smilet var da at se da veninden nærmest i et ryk fik flyttet sin stol op ved siden af hende selv. Da hånden lukkede sig om hendes gik det op for Mirielis at hun havde holdt vejret. Langsomt og tiltrængt pustede hun ud før hun vendte de mørke øjne mod Amélie.

"Bare at du er her er godt nok. Du må love mig at tage med mig når jeg skal besøge min søster. Jeg tør ikke være alene på det sted. Men jeg er nødt til at støtte hende og vise at familien Suillaux er der for hinanden" De første ord gøs hende langt ned af ryggen men jo mere snakken faldt på familie rankede hun sig en smule.

[Amélie af Dison]

Amélie’s smil var varmt og mildt, som hun forsøgte at fange venindens blik og opmærksomhed. Hun gav Mirielis’ hånd et kærligt og velment klem og hun lagde så hovedet lidt på skrå, som hun lyttede.

Hun nikkede. Hun forstod godt den lyshårede komtesses bekymring. Trods alt, gik der ikke alene forfærdelige historier og rygter om baronen, men hun havde ved en enkelt lejlighed også set ham til et bal, hvor hun faktisk bevidst, men diskret havde undgået ham. Trods alt, havde hun indtil Gisellas forlovelse selv kunnet være i farezonen, for at blive lovet væk til den sindssyge baron. - Selvom hun håbede at hendes fader havde bedre i sinde for hende.

”Naturligvis…” Forsøgte hun at støtte. ”Men hør…Mirielis…Gisella er kløgtig…Jeg er sikker på at hun nok skal klare sig.” Bemærkede hun forhåbningsfuldt.

[Mirielis af Lemaux]

"Jeg ved ikke hvad min far har tænkt. Hvis jeg troede han var gal før, så er han da skingrende sindsyg. Ingen far som føler bare en smule kærlighed til deres barn ville gøre det." Men måske var det en straf; Gisella havde trods alt råbt og skreget over at hun elskede en Gabriel Fisker.

Så måske havde hun selv klokket i det?

"Jeg håber sådan at hun klare sig, og at der i det mindste er nogen der er gode ved hende." sukkede hun og nippede til vinen endnu en gang.

[Amélie af Dison]

Et lille suk gled over Amélies sarte rosa læber. ”Åh, Miri..” Hun gav venindens hånd et blidt klem, som hun forsøgte at sende hende et lille opmuntrende blik. ”Jeg er sikker på at hun nok skal klare sig…Gisella er en stærk pige.” Forsøgte hun, som hun strøg venindens håndryg stille.

Hun overvejede et øjeblik, hvorvidt hun skulle fortælle veninden om hende og Gisellas brevkorrespondance, men på en eller anden måde, ønskede hun alligevel ikke at udlevere @gisella. ”Altså…Jeg har udvekslet et par enkelte breve med hende…Rådgiveren, Alexandre af Monteres , skulle efter sigende være god ved hende..” Amélies ord var kun en sagte mumlen nu. Hun ønskede trods alt ikke at blive overhørt, skulle der befinde sig andre i huset.

[Mirielis af Lemaux]

"Men vi ligner hinanden for meget. Jeg er bange for at hun gør noget virkelig dumt." sukkede Mirielis og forsøgte at løfte hovedet i et let smil. Deres dag sammen skulle ikke ødelægges af hendes triste mine.

"Åh det letter mit hjerte. Så ved jeg at nogen er hos hende" svarede hun og klemte Amélies hånd før hendes blik søgte over de små anretninger.

"Lad os ikke dvæle mere ved det. Hvordan har du det?"

[Amélie af Dison]

”Mon dog..” Amélie forsøgte at smile lidt opmuntrende af Miri og venligt lænede hun sig ind imod veninden, før hun gav hende et lille klem. ”Du skal se at tingene nok skal ordne sig.”

Amélie lod de brune øjne glide over de små anretninger og hun rakte så ud efter en lille kage på et af fadene.

”Åh…Det går. Kunne dog gå bedre…Jeg var ude og spadsere med Ridderen af Tardigy for ikke så længe siden. Det endte bare så pinligt…Calla jagtede en and ned i bækken og så endte vi begge to liggende nede i vandet.” Mumlede hun alvorligt, om end det sikkert ville lyde grinagtigt.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis ville ikke være en tør kiks, og smilet var dog også mere oprigtigt. Nu havde de endelig tid til at ses og det skulle ikke hænde sig at en Suilleaux ikke kunne underholde sine gæster.

"Nej!" hviskede hun gispende og foldede hænderne let sammen. "Hvad skete der så? Skældte han dig ud?" Hendes øjne blev store og greb ud efter endnu et lille stykke kage.

[Amélie af Dison]

Den lille komtesse rynkede på hovedet. Brynene havde trukket sig en smule eftertænksomt sammen og lidt skamfuldt krummede hun sig, som tilbageblikket flød for hendes indre blik. ”Nej…” Mumlede hun så stille. ”Vi grinte…Eller…Jeg lo af ham og så…Så stod vi bare der og smilede af hinanden...” Erklærede hun.

”Han…Han kaldte mig yndig..” Forklarede hun, som et lille smil alligevel udformede sig på hendes læber. ”Og så…Så jokede han lidt med mig…Admiralen..Vil du tro det?” Spurgte hun, som hun foldede hænderne lidt i skødet, ved tanken om den ellers meget ordentlige og alvorlige Admiral.