I rasende storm

[Jehanne Renard]

Roland Sværdsvinger

Det var godt ud på en stormfuld nat, da Jehannes vagt sluttede og hun måtte forlade universitetet. Turen tilbage til havnekvarteret var velkendt, men føltes lang, især med den tunge regn og ruskende vind i mørket. Hun havde slået hætten op og var allerede gennemblødt, og ikke ligefrem optimistisk ved tanken om at skulle tørre tøjet i det små, evigt fugtige værelser på havnen, hvor hun boede.

Det var de tanker, der tog hendes opmærksomhed og med det begrænsede udsyn i uvejret, bemærkede hun ikke de tre mænd, som hun under normale omstændigheder fornuftigt ville have ændret rute for at undgå.

Nu gik det først for sent op for hende, for hun hørte først de grove tilråb, da hun ikke kunne nå at ændre retning. Musklerne spændtes og hun rankede sig lidt, men i løbet af øjeblikke var det klart, at selvsikker gang og autoritet ikke var nogen løsning her. I hvert fald lukkede en hånd sig snart hårdt om hendes overarm og trods hendes ordre om at give slip, var der blot endnu en hånd, der tilsluttede sig den første.

Faresignalerne var mange og hun forsøgte at vride sig fri, men - trods sin ellers gode form - kunne ikke stå alene imod tre, berusede mænd fra den dårlige ende af byen. Panikken meldte sig i baghovedet, velvidende at stormvejret ville sløre alle forsøg på udråb og hun forsøgte at lægge en plan, udvidende om, at de fire ikke var helt alene i mørket.

[Roland Sværdsvinger]

Det var ikke et vejr at være ude i, især ikke, når man havde et varmt hus, hvor man kunne sidde i tørvejr. Eller en god seng.
Men selvom Roland havde boet i Levagny i en god måneds tid, var han ikke blevet forvænt, og han havde brugt aftenen og det første af natten på at skabe sig nye kontakter. Han havde spillet kort, lyttet til historier og forsøgt at spore sig ind på, hvad der foregik i Falanies mere mørke kroge. Hvem man skulle kende for at finde arbejde. Hvem man skulle holde sig fra. Tyvekongen og hans hof, som Roland absolut havde tænkt sig at gå udenom. Så længe som muligt.

Til sidst var kroen ved at være tom, og han havde slået sin hætte op for at begive sig igennem de regnvåde og stormende gader mod sit hjem, hvor Jost sad så pænt spærret inde og ventede på hans tilbagekomst. Sikkert med flugt og hævn i tankerne, men så var han da beskæftiget.

Vinden rev i ham og regnen slog mod hans ansigt, trods hætten. Det var lige ved at gå ham forbi, at der skete noget nede ad en anden gade, men han var en opmærksom mand, og de tre – nej fire – skikkelser tiltrak sig hans opmærksomhed. Uden tvivl tre store mænd og en kvinde. Noget han ikke skulle blande sig i, men noget fik ham til at stoppe op og knibe øjnene sammen. En mand rev i kvinden og i det svage lys fra en fakkel, der klamrede sig til livet i det våde vejr, afslørede den let genkendelige jakke under kappen. En drabant. En kvindelig drabant. Roland vidste, at de eksisterede, men han havde ikke set en. Før nu. Det gav ham en mulighed.

Uden at tøve, gik han med lange skridt ned mod dem. Ingen af de tre mænd lagde mærke til ham, før det var for sent. Han grev fat i den nærmeste bagfra, han havde en hestehale som Roland tog ved og rykkede bagover, inden han bankede skæftet på sin kniv direkte i ansigtet på ham uden advarsel. En hård fod i knæhasen fik manden ned på knæ, og kniven gled ned for at lægge sig mod hans hals.
De brune øjne stirrede igennem regnen på de to andre mænd.
”Jeg har ingen kvaler ved at skære halsen over på ham og fortsætte med jer, én ad gangen. Lad hende gå og gå hjem.” Han hev lidt hårdere i hestehalen og pressede kniven en smule hårdere mod halsen, hvor man kunne se blodet begynde at løbe, blandet op med regn. Hans hasneanske accent havde været tydelig, og han så afventende på de to mænd, med et udtryk så tomt for følelser, at man ikke kunne være i tvivl om, at han ville gøre det. At han kunne gøre det.

[Jehanne Renard]

Jehanne var træt efter en lang dag på vagt, men adrenalin strømmede gennem hende nu og skærpede sanserne. Hjernen arbejdede på en eller anden plan, noget, der kunne få hende ud af den penible situation. Før hun nåede at komme frem til noget, var der pludselig tumult i stormvejret og hun selv så først hasneaneren, da han havde kniven for en af mændenes strube.

Jehannes øjne spærrede sig lidt op, mens effekten på de to andre mænd var mærkbar. I hvert fald slækkedes grebet nok til, at Jehanne vred sig fri og snublede udenfor rækkevidde, takket være den mudrede gade. Mændene så efter hende, før deres blikke vendte tilbage til den krigerisk udseende mand. "Det var jo bare for sjov," endte en af dem til sidst med at svare med et klæbrigt smil, som han gav sin kammerat en albue.

Selvsamme kastede et dystert blik på den drivvåde, kvindelige drabant, før han så tilbage på manden med kniven og gryntede sin enighed. Ikke uden raseri i blikket, men dog med fornuft nok til ikke at risikere sin vens liv. Regnen slørede det, men måske anede Jehanne en snert af frygt bag vreden.

[Roland Sværdsvinger]

Rolands blik var fastlåst på de to mænd, selvom drabanten vred sig fri og kom udenfor rækkevidde. Det var en start. Som drabant burde hun ikke være helt ubrugelig, men Roland antog alligevel, at han var alene med tre mænd, der nu hellere end gerne så ham banket til en blodig klump i rendestenen. Unfair odds, men Roland havde prøvet værre. Lige nu havde han da overhånden, som han stærkt regnede med, at ingen ønskede at se manden i hans greb få skåret halsen over.

Der kom ikke noget svar fra hasneaneren, som den ene mand påstod, at det var for sjov. Hans udtryk modsagde ham, og den anden så på Roland, som havde han lyst til at gå i flæsket på ham.
I stedet lænede Roland sig en anelse ned mod manden, samtidigt med at kniven gled ud mod det ene øre som om, at han var klar til at skære halsen over.
”Hvis jeg var dig, ville jeg bede dine to kammerater om at smutte, før den eneste lyd du kommer til at lave er, når blodet fylder dit luftrør.” Hans stemme var stadig rolig og kunne tydeligt høres igennem regnen for manden på knæ.

Mandens øjne var store af skræk og han sank en klump, før han hævede stemmen og næsten råbte ad de to andre.
”Skrid nu med jer, ved Triatos, han mener det! Skrub hjem!” Han lavede en bevægelse med armen som for at sende dem af sted. Roland så afventende på de to mænd, der udvekslede blikke og stadig tøvede.
”Jeg slipper ham fri, når I er kommet ud af syne.”
Endeligt greb den en mand den anden i armen og de begyndte endeligt at fortrække ud i regnen. Roland bandede indvendigt over ikke at have sin ring på, der gav ham evnen til at se noget bedre i mørke, men lå trygt og godt i hans pung lige nu. Han havde ikke regnet med, at han ville få brug for den en aften som i aften. Nu var han dét klogere.

Da han mente, at nu var de to mænd langt nok væk, lænede han sig ned og hviskede noget i mandens øre, inden han slap ham og trådte et skridt tilbage. På usikre ben kom manden på benene og kastede et rædselsslagent blik på Roland, inden han snublede ned ad gaden og forsvandt efter de andre.
Roland så ikke efter ham, men satte kniven tilbage i bæltet og vendte i stedet sin opmærksomhed mod kvinden.
”Er De kommet noget til?” Hans stemme var venlig og man kunne måske bilde sig ind, at der var en snert af bekymring i hans udtryk. Accenten var lettet noget, selvom man stadig kunne høre den.

[Jehanne Renard]

Det var en presset situation og adrenalin pumpede endnu gennem Jehanne, men hun var ikke ubekendt med farer og bukkede ikke ligefrem rædselsslagent under. Tværtimod fandt hun hurtigt sit fodfæste og fulgte opmærksomt med i ordudvekslingen. Måske burde hun, som den praktiske forlængelse af den lovgivende magt, komme med indvendinger til truslerne, men det var hun ikke ligefrem indstillet på.

Tværtimod fulgte hun blot opmærksomt udvekslingen, uden indgriben og fulgte nøje mændene med blikket; så godt, som hun kunne gennem regnen. Noterede sig, hvor hun mente, de forsvandt hen. Først da så hun tilbage på hasneaneren, rynkede brynene over udtrykket på den anden mands ansigt, men så endnu engang blot til, som han stak af gennem regnen.

Måske burde hun også selv være utryg ved den fremmede mand, men denne gang var hun forberedt og på vagt, som hun drejede sig mod ham. Forberedt, men ikke decideret mistænksom. Tværtimod faldt skuldrene lidt og hun nikkede. "Ja," konstaterede hun simpelt, men fortsatte dog. "Tak. Mester...?"

[Roland Sværdsvinger]

Roland kunne sagtens sætte pris på det korte svar, der kom fra kvinden. Regnen trommede stadig mod alt omkring dem og fik det til at dryppe fra hættens kant. At være våd var ikke nyt for ham, der var sjældent læ på landevejen, men det betød ikke, at han havde tålmodighed til at stå her og lytte på en længere klagesang fra et hysterisk kvindemenneske. Men hun var heldigvis overraskende rolig, og Roland måtte huske sig selv på, at hun var en del af Drabantkorpset. Det blev man vel ikke, hvis man ikke kunne holde sig rolig under pres.

”Godt.” Han blev stående, han ville ikke virke truende for hende. Hun skulle helst gerne se ham som en allieret, ikke en fjende. Han gjorde også så meget han kunne for, at hans kropssprog ikke kunne virke truende.
”Sværdsvinger. Roland.” Tilnavnet klingede en smule hult, som han stod der uden sværd ved siden, men byens lov hed sig, at en borgerlig ikke måtte bære sværd inden for bygrænsen, så det gjorde han selvfølgelig ikke. I stedet lå det efterladt hjemme i det store hus, klar til hvis han en dag skulle forsvare sig inden for hjemmets fire vægge. Han havde lige bevist, at han sagtens kunne klare sig med sine knive.

”Måske det vil være en god idé at finde et mere sikkert sted, jeg er ikke sikker på, at de tre mænd bliver ved med at være fornuftige i deres rus. Bor De i nærheden?” Han var straks klar over, at spørgsmålet kunne forstås forkert, og han skyndte sig at tilføje: ”Det behøves De ikke at fortælle mig, men jeg vil tilbyde at følge Dem hen til et sted, hvor De kan komme indenfor i sikkerhed.” Han gjorde sig umage med at udtale ordene på forståelig falaniansk i et blødt tonefald, modsat hans normalt følelsestomme måde at udtrykke sig på.

[Jehanne Renard]

Et rødt øjenbryn hævede sig en my over tilnavnet, men som hun så på hasneaneren, var der intet videre overraskende over det. Han lignede ikke just en skriver, der tilbragte sine dage med pergament og blækhus. Hvis noget var overraskende, så var det høfligheden fra den bryskudseende nordbo og hun kunne ikke afholde sine mundvige fra at sitre.

"Sikkert er nok så meget sagt, men det er i hvert fald tæt på," svarede hun med den tørre munterhed, som for det meste var hendes vartegn og tog sig ikke selv så meget af formaliteterne. "Der er sjældent tørt på havnen, mester Sværdsvinger, men lige denne nat er måske en undtagelse." Regnen faldt stadig tungt og hårdt. "Hvis du vil lægge din vej forbi, så køber jeg dig et krus af noget varmt som tak for ulejligheden."

Nåja, havnens beværtninger var heller ikke ligefrem for finere folk, men hun kunne ikke ærligt forestille sig, at den slags ville genere ham. Og så var det tæt på hendes hjem, men ikke for tæt.

[Roland Sværdsvinger]

Om det var Rolands manglende forståelse for sarkasme og den slags, eller om det var det falanianske, der stadig drillede ham ind i mellem, tog det ham et øjeblik at fange, at hun havde humør i sine ord. Tavst lod han hende tale færdigt, mens lyden af regnen blandede sig med hendes stemme. Han antog, at nu hun brugte morskab i sine ord, var hun ikke skræmt væk af hans mere voldsomme entre i det lille scenario, der havde udspillet sig mellem hende og de tre mænd. Det var godt. Roland var ikke personligt interesseret i hende, men hendes position gjorde hende til en værdifuld bekendt, og det var det, han håbede han kunne gå derfra med denne nat.

Han lod som om, at han kort overvejede hendes ord, inden han angav et let buk med overkroppen.
”Et tilbud, jeg vil takke ja til.” Et svagt smil lagde sig i mundvigene i det skæggede ansigt, og han trådte et skridt til siden, så hun kunne vise vejen. Det var den modsatte vej af, hvad han skulle, som hans hus lå i Markedskvarteret, men det gjorde ham ikke noget. Han havde ikke travlt med at komme hjem, slet ikke med selskabet i tankerne.

”Jeg antager, at De ikke er på arbejde i øjeblikket?” Trods at kvinden havde valgt at være dus, bibeholdt Roland den finere tiltale, som det føltes som det mere korrekte. Hun var trods alt, i hans forståelse, i et højere samfundslag end ham, i form af uniformen. På arbejde eller ej. Og de mange år i hænderne på den gamle ridder havde givet ham en indgroet sigten efter korrekt tiltale. Noget der havde været ganske fornuftigt senere i hans liv, hvor han havde taget en del arbejde for de fine og rige.
Begyndte hun at gå, ville han slutte op ved siden af hende med en god armslængde i mellem dem, så han ikke brød hendes personlige rum.

[Jehanne Renard]

Jehanne burde måske være bekymret og ville nok også være det, hvis hun blot var en håndværkerhustru. Som det var, så havde hun set vold før og stolede på sine instinkter, som lige nu ikke føltes alarmerende. Hun nikkede og viste vejen, mens hun trak hætten lidt tættere op, som værn mod regnen.

"På vej hjem fra," medgav hun. Det var da også den eneste gode grund til at færdes ude midt om natten i frygteligt vejr. Netop det fik hende også til at skotte interesseret op mod ham. Røde krøller klæbede til kinderne i regnen.

"Forhåbentlig har du selv en mere opløftende grund til at være ude i det her vejr. Omend jeg sætter pris på tilstedeværelsen uanset."

[Roland Sværdsvinger]

Støvlerne plaskede igennem vandet, der lå i søer på brostenene, som de gik ned af gaden. Kappen holdt stadig det meste af vandet ude, men Roland havde ikke sit rejsetøj på, og han kunne mærke regnen trænge ind og gøre huden våd i pletter. Godt han havde en kamin at hænge tøjet til tørre ved, når han kom hjem, og selv få varmen ved.

På vej hjem fra. Perfekt. Så havde hun forhåbentligt ikke travlt, andet end at en nats søvn sikkert lokkede.
Hendes halve spørgsmål fik et svagt smil frem på det hærgede ansigt.
”Jeg fandt mig selv i godt selskab og glemte tiden.” Hans blik gled til hendes kønne ansigt med de røde, våde krøller, der ellers var gemt væk under hætten. Han var en anelse nysgerrig, hvorfor mon hun havde valgt at blive drabant? Et spørgsmål til, når de sad trygt og godt i en kro.

”Somme tider tilsmiler guderne en.” Ikke at han selv var specielt religiøs, han forventede i hvert fald ikke, at guderne tog sig af en sølle eksistens som ham selv eller kvinden ved hans side. ”Men jeg er glad for at være kommet forbi på det rigtige tidspunkt.” Smilet blev en anelse større, inden han så frem igen, interesseret i, hvor hun ledte dem hen.

[Jehanne Renard]

En ganske almindelig håndværkerfrue ville måske være blevet intimideret af den bryskudseende hasneaner, men Jehanne var gift med en sømand, boede på havnen og havde, selv før hun blev drabant, været mere nysgerrig, end hvad godt var og var. Som resultat deraf, havde hun gennem tiden gjort sig mange, brogede bekendtskaber og endnu engang fandt hun sin interesse vakt af denne fremmede i natten.

Det var da også synligt i hendes blik, så meget som natten nu tillod, da hun så op på ham og smilede et rævesmil. "Det hænder," medgav hun og slog et lille slag med nakken i indikation af, hvilken retning, de skulle. De rundede et hjørne og derfra var der kun få skridt over til en skæv bygning med bittesmå vinduer. Sidstnævnte afslørede, at der stadig var liv på den anden side og da hun slog døren til havnekroen op, blev de mødt af den dybe rumlen af stemmer og duften af billig tobak.

"Jeg lovede Dem et krus af noget varmt, men krydret vin er ikke ligefrem en specialitet her," konstaterede hun med et glimt i øjet, som hun slog hætten tilbage over de fugtige, og dermed lettere uregerlige, krøller. "Øllen er dog hæderlig, selv lunet i kedlen over ildstedet."

[Roland Sværdsvinger]

Det var ikke langt de skulle i regnen, før en lille kro dukkede op af det våde mørke. Det var ikke et sted, Roland havde besøgt før, men der var også mange små steder især i de mere snuskede dele af byen. Det betød ikke så meget, hvor det var henne, Roland var ikke en mand der gik så meget op i sine omgivelser, så længe han kunne få det, han var efter. Og her var der drikkevarer og tag over hovedet.
De brune øjne gled over kroens indre med et undersøgende og vagtsomt blik, indtil han havde registreret, hvem der var til stede, hvor alle udgange var og hvor det ville være sikrest at sætte sig. Han blev dog afbrudt, som drabanten snakkede om drikkevarer.

”Et krus øl vil være ganske udmærket.” Han havde allerede drukket et par stykker i løbet af aftenen, men ikke nok til at være beruset. Der var en velkendt snurrende følelse i kroppen, men han kendte sine egne begrænsninger, og han var god til at få et krus til at vare det meste af en aften.

Han havde spottet en fri plads, hvor han ville have et godt overblik over kroen, og han tillod sig at bestemme, at det var der, de skulle sidde. Om hun fulgte med, eller om hun hentede drikkevarer, Roland satte sig på en bænk ved et bord, hvor han sad med ryggen mod væggen. En let følelse af træthed gled over ham, som varmen trængte ind på ham, men han slog hætten ned og skubbede følelsen væk. Han kunne altid hvile, når han kom hjem.
”De er vist den første kvindelige drabant, jeg er stødt på i min korte tid i byen. Jeg var ikke klar over, at kvinder greb til våben i Falanie.” En halv løgn, bare for at starte en samtale. Han så interesseret på hende, nu der var mere lys.

[Jehanne Renard]

Jehanne nikkede og slog kursen op til baren, hvor hun udvekslede et par ord og en lidt beskidt latter med krofatter, som tydeligvis var hende en bekendt. Kort efter var hun på ved ned til bordet og kunne snart sætte to, skummende krus øl fra sig. Det ene blev skubbet hen til hasneaneren, mens hun selv dumpede ned på en skammel, allerede lidt bedre tilpas i det lune rum end ude i vejret.

Et dæmpet fnys røg over hendes læber ved hans konstatering, før tænderne kom til syne i et rævesmil, der levede op til hendes navn. "Det er moderne tider vi lever i, Mester Sværdsvinger," konstaterede hun med et spillende blik i den dunkle belysning. Hun løftede kruset og så på ham henover det, men drak ikke med det samme. "Men De har ret i, at der ikke er mange af min slags."

[Roland Sværdsvinger]

Drabantens bekendthed med kroen og krofatter gik ikke Roland forbi, men han tænkte ikke noget ved det. Drabanter var borgerlige, og så vidt han havde forstået, behøvede man ikke engang at være fin borgerlig. Og det gav vel også nogle kompetencer, at man kendte de mere beskidte steder i byen. Og helt slem var kroen ikke, han havde set indersiden af Den Fede Kat, klientellet var vist værre dér.

Han rakte ud og trak kruset til sig, da hun skubbede det mod ham.
”Det er det,” svarede han med et smil. For ham var kvinder med våben ikke noget nyt, livet var anderledes i Hasnea. Folk i Falanie var noget mere konservative, når det kom til den slags, derfor hans forundring.
”Hvad fik Dem til at tage den vej i livet? Hvis De ikke har noget i mod, at jeg spørger?” Han ville slutte sætningen af med tiltale, men tøvede så. ”Undskyld, jeg tror ikke, at jeg har fået Deres navn?” Han vidste, at han ikke havde fået hendes navn, det ville han kunne huske.

Han satte sig en anelse bedre til rette på den hårde bænk. Selvom han var til stede i deres samtale, var lidt af hans opmærksomhed som altid rettet mod hans omgivelser. Nok burde han være rimeligt sikker her i Levagny, men det ville ikke være første gang, at nogen havde tænkt sig at forsøge at få deres hævn over noget, han havde gjort, midt i en kro.

[Jehanne Renard]

Jehanne elskede at stille spørgsmål og havde i forlængelse af det, heller ikke noget imod at få dem stillet. Hun tog en tår fra kruset, mens han talte og lod blikket vandre en enkelt gang over det mærkede ansigt. Han lignede absolut en, der selv havde mange historier at fortælle.

“Renard,” skød hun hjælpsomt ind, først da bevidst om, at hun aldrig havde præsenteret sig. “Jehanne. Og De er velkommen til at spørge,” tilføjede hun og rettede sig lidt op. Hun skubbede et par fugtige krøller tilbage. “Min mand er sømand og tilbringer det meste af sin tid på verdenshavene. Jeg valgte en, for mig mere betydningsfuld vej, end at bruge mit liv på at vente på, at han går landgang et par gange om året.”

Eller sjældnere end det, som den seneste tid havde været et eksempel på. Hun lød dog ikke tilnærmelsesvis bitter, som hun sagde det. Tværtimod var tonen snarere i retning af noget muntert. Hun havde ingen klager over sit livs udformning.