Det sorte øjeblik

[Frieda af Hasnea]

Hvornår havde søskendepar nogensinde ikke fundet hinanden dødirriterende? Det var nærmer reglen end undtagelse, en kosmisk lov om man ville. Den yngre prinsesses bud var derfor ikke særlig forbløffende. Naturligvis fandt Gennevote kronprinsen vanskelig, han var trods alt hendes storebror.
Frieda havde været lige ved at korrigere hende og kalde Elyot ud som værende egocentrisk, men undlod. Frieda blev derimod nødt til at træde varsomt. Hun havde i virkeligheden ingen en idé om, hvor tætte søskende de var. En udefinerbar lyd, der mest mindede om en blanding af et fnys og et fnis kunne dog ikke undgås.

”Tænke om dig som grim?” Begge øjenbryn hævet sig i overraskelse ”Næppe - i så fald ville han være ikke bare blind, men direkte inkompetent til at vurdere skønhed.” Sagde hun og rystede let på hoved, afvisende for det overhovedet ville være mulighed ”Jeg er sikker på at når han ser dig, så vil det være med stor lettelse og glæde over din ynde.” Prinsessen var måske nok ung, men det var tydeligt at hun inden længe ville ende med at modtage spandevis af beundrende blikke når hun drejede hoveder i hoffet.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote smilede en anelse over prinsessens søde ord. Selv var hun i tvivl om hun var køn eller ej, sandt nok så var hun prinsesse, men det gjorde hende ikke fysisk tiltrækkende i sig selv. Det gjorde hende bare til en genstand som mænd ville have, fordi det viste deres egen status i samfundet. Gennevote havde også et ønske om at prinsen også ville se hende som en kvinde.
"Det håber jeg." Sagde hun og smilede svagt. Derefter gabte hun en anelse og lagde sig ned på sengen, fordi hun alligevel var ved at være træt.
"Måske er du ikke så slem alligevel. Jeg var bange for at jeg ikke ville kunne lide dig, men det kan jeg godt." Sagde hun og så på prinsessen.
"Håber ikke du bliver sur over jeg siger det."

[Frieda af Hasnea]

”Tro mig, du vil ikke skuffe ham.” Det var ikke sagt i et forsøg på at være høflig eller for at objektivisere hende. Den slags skulle andre nok sørger for at praktisere, når de mente det ville komme dem til gode. Frieda behøvede ikke at være endnu en stemme i det kor. Hun mente det, når hun påstod at prinsessen allerede var køn og kun ville vokse sig endnu kønnere.

Frieda slap et lille lavt latterfnys ”Mm, ja jeg er nok ikke nært så meget den bjergtrold som der er blevet tænkt, men det er jeg glad for.” Kommenterede hun, uden antydning af harme. Der var ingen grund til at blive sur eller fornærmet over noget så uskyldigt.

”Du må gerne blive og sove, hvis du vil?” Egentligt burde hun tilbyde Gennevote at følge hende tilbage til hendes gemak, men måden hvor på hun var kommet ind på værelset og med viden om det ikke var første gang, at hun havde gået rundt om natten kunne Frieda ikke få sig selv til at efterlade hende alene i mørket.

[Gennevote af Falanie]

"Du er ingen bjergtrold, du er en frelsende gudinde." Sagde hun afdæmpet. Gennevote følte sig så alene i verden i øjeblikket, at hun følte at Frieda var som en spirituel ledsager, der havde taget hende i hånden og fået hende til at føle at fremtiden stadig så lys ud. At der var mennesker der var gode.

"Tak. Det vil jeg gerne." Sagde hun. Gennevote nåede ikke engang at lægge sig under tæppet før hun falt i en dyb og tung søvn. Så tryg følte hun sig i nærheden af den lyshårede prinsesse at det ikke faldt hende ind, at hun burde holde sig vågen i hendes nærvær.

//Out, Gennevote sover.

[Frieda af Hasnea]

Trætheden indhentede Gennevote med sådan en hast at hun ikke kunne lade være med at tænke på, hvornår hun sidst havde fået en ubrudt nattesøvn. Tanken stak i hjertet.

Frieda rejste sig fra sengen for at kunne lægge tæppet over den sovende svigerinde, mens hun lovede sig selv at hun uagtet alt andet fremadrettet ville tjekke op på den sovende prinsesse. Med lyset pustet ud, lagde den Hasneanske prinsesse sig tilbage i den anden side af sengen, hvor hun efter lidt tid faldt i søvn.

| Lukket |