Det sorte øjeblik

[Gennevote af Falanie]

Frieda af Hasnea

Det var sent på aftenen og Gennevote var begyndt på en af sine nattevandringer som hun efterhånden var blevet så glad for. Efter Caspian af Vigny havde slået hendes kanin ihjel på så grusom hvis, havde hun ikke kunne sove. Hver gang hun lukkede sine øjne kunne hun se den vride sig i vandet, mens Caspians fingre borede sig ind i dens pels. Et dyr hun havde elsket længe var taget væk fra hende. Det virkede fjollet at det betød så meget, men det gjorde det - måske netop fordi at intentionen bag havde været så grusom.

Gennevote havde isoleret sig selv en hel del, til stor frustration for alle der forsøgte at få hende til at være deltagende i rundrejsen. Hun ville ønske at hun kunne flyve langt væk - væk fra alt presset, ansvaret og de dumme drenge. Samtidig følte hun selv at hun var ved at forandre sig og det skræmte hende ligeså meget, hun var begyndt at reagere på uhensigtsmessige måder. Hun havde altid været den perfekte datter, men nu havde hun det som om der gik skår i porcelænen.

På vej tilbage til sit værelse for hun dog vild og kom til at åbne døren til et forkert rum og gik indenfor uden at tænke sig om. Det var bældmørkt, men hun stivnede da hun indså at hun var på sin brors forlovedes værelse.

[Frieda af Hasnea]

Solen havde for længst overgivet himlen til månen og dens stjerneslør. Det var dermed også flere timer siden at Frieda havde trukket det tykke sengetæppe tæt omkring sig inden øjnene lukkede sig. Ude af stand til at finde ro, var hun endt med at vende og dreje sig i et væk før hun slutteligt havde måttet opgive jagten på en god nats søvn.
Tæppet blev slået til siden inden hun forlod sengens bløde lag og tog plads i den ene efterårs kølige vindueskarm. Hun nød den kolde flade, hvordan kulden trængte gennem den tynde særk og satte sig i huden og mindede hende om hjem.

Nynnende lavt for sig selv hvilede panden mod det flade cylinderglas, mens det blågrå blik fæstnede sig på den blege halvskive udenfor. Den mørke egetræsdør ind til værelset gik op og fik melodien til at stoppe brat. Med bankende hjerte, drejede Frieda hovedet i retningen af den nytilkommende og med autoritær stemme beordrede;  "Giv Dem selv til kende.". 

[Gennevote af Falanie]

Gennevote kom fra den mørke gang og ind i et værelse der kun var svagt oplyst af månens skær. Hendes blik gled rundt på omgivelserne mens hun forsøgte at se gennem mørket og mens hendes blik vænnede sig til det, indså hun at hun var det forkerte sted. I samme øjeblik hørte hun en efterhånden velkendt stemme fra vinduet og hendes blik blev derefter vendt mod lydens ejermand. Det var ikke meget hun havde talt med Frieda. Gennevote havde kun dukket op til de ting hun havde pligt til og kun talt lidt til hendes brors forlovede. Det var dog ligeså meget fordi, at hun ikke talte særlig meget længere.

"Gennevote af Falanie." Hviskede hun og fik blanke øjne, mens hun så sig omkring. "Tilgiv mig, jeg er vist gået forkert." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun overvejede om hun bare skulle gå, men hun var bange for hun måske havde fornærmet Frieda af Hasnea og ville gerne være sikker på at hun havde accepteret hendes undskyldning.

[Frieda af Hasnea]

Månen var langt fra fuld, dens aftagende tilstand vidnede i stedet om at nymåne stod for døren. Det sparsomlige lys var derfor ikke nok til at oplyse meget andet end silhuetter, så det var muligt at orientere sig nok i mørket til ikke at støde ind i møblerne. Resten lå stadig hengemt i nattens mørke.
Frieda havde derfor ikke kunnet identificere personen, mere end at hun var sikker på der ikke var tale om en ridder eller lignede. Højden og drøjden tydet på den ubudne gæst var af hunkøn eller en meget lille mand. Uvisheden sørgede for at holde pulsen oppe og musklerne opspændt, klar til flugt eller kamp.

Kroppen løsnede sig ved genkendelsen af stemmen. Overraskelsen over at høre det var den kommende svigerinde der havde forvildet sig ind i hendes kammer, fik de lyse øjenbryn til at trække op i panden. Gået forkert, men hun burde jo slet ikke være ude af sin seng.
Med månen som baglys, rystede Frieda en smule på hovedet og skubbede sig fri fra stenkarmen. ”Det kan være svært nok at finde rundt i dagslys, så det skal De endelig ikke tænke på, Deres Kongelige Højhed.” Forsikrede hun med mild stemme og nærmede sig den lille fedtlampe nær sengen ”Lad mig tænde lidt lys.” Læberne strakte sig i et lille smil.
Med lidt mere lys i natten, drejede hun sig mod Gennevote. Det var ikke meget de to prinsesser havde snakket sammen og de samtaler der havde været havde alle været høflige og korte. Nu stod hun der næsten midt i værelset og Frieda kunne ikke undgå at bemærke de glasklare øjne. ”Er De okay?” Spurgte hun oprigtig bekymret.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde forventet meget forskelligt, men alt andet end venlighed. Hun havde allerede haft mange skrækkelige ideer om hvordan det ville være med brorens forlovede, pigen fra Hasnea med det blonde hår og de vilde skikke. Hun havde ikke regnet med at blondinen ville være sød og hun var samtidig lidt skeptisk. Måske specielit fordi hun lige havde oplevet noget, der havde sået en mistillid til hende i forhold til andre mennesker.

Lyset blændede hende næsten. Hun havde gået rundt i mørke så længe, at hendes øjne havde vænnet sig til det. Hun blinkede et par gange og trådte et skridt tilbage.
"Jeg har det nogenlunde." Mumlede hun og betragtede den ældre pige med et skeptisk blik.
"Fortæller De det til min familie at jeg går rundt om natten?" Spurgte hun og pillede lidt nervøst ved sin natkjole.

[Frieda af Hasnea]

Ligesom Gennevote kunne Frieda ikke se sig fri for at måtte misse med øjnene, for at omstille sig til lyset så det ikke skar i øjnene.

Begge de lyse øjenbryn skød overrasker op i panden ved prinsessens svar. Frieda havde forventet at blive fejet af med en løgn, selvom Gennevote’s øjne tale deres egen sandhed. Hun var ikke okay, og hun havde ingen gang kræfterne til at forsøge at male et andet billede for den unge Hasneaner. Tanken fik Frieda til at mærkede et skarpt stik i brystet.
Bekymringen blev heller ikke mindre, da hun ville vide om svigerinden havde tænkt sig at sladre til den øvrige familie. Det åbenlyse svar havde været ja, men måden hvorpå den yngre prinsesse pillede ved sin natkjolen fik Frieda til at ryste på hovedet. I stedet prøvede hun at få klar syn på, om i nat blot var en engangsforeteelse  ”Er det noget De gør ofte?”.
Natten var ikke et sted for en ung pige og bestemt ikke en kronprinsesse, at vandre rundt alene - heller ikke natmørke borggange.
Frieda tog den frakkelignende beklædningsgenstand, der var blevet lagt frem til hende til morgendagen, hvorefter hun med rolige, langsomme skridt nærmede sig Gennevote for at række hende slåbrokken ”Her tag den, De må være blevet kold helt ind til benet.” Hun sendte kongedatteren et prøvende smil.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote glemte ofte sine ture om natten når hun vågnede, træt og udmattet næste dag. Hun kunne næsten leve i to verdener, den mørke og den lyse, den hvor hun følte sig som sit ægte jeg og der hvor hun lod som om. Gennevote spurgte ofte sig selv om hvem hun var - hvis hun ikke var den perfekte, gode, prinsesse - hvem var hun så? Og havde hun overhovedet noget at tilbyde verden?

"Nogle gange." Hviskede hun og så på den anden prinsesse med et frygtsomt blik. Nogle dage følte Gennevote sig voksen og andre, som et barn. Lige nu følte hun sig næsten 5 år gammel, som et lille barn, der bare havde lyst til at løbe ind i sin mors favn, i tryghed.

Da prinsessen af Hasnea rakte hende slåbrokken, tog hun imod den og tog den på med rystende bevægelser. Derefter bandt hun snoren, så den sad fast omkring hende og hun vendte blikket mod den lyshårede prinsesse igen, mens hendes øjne blev blanke.

"Jeg kan ikke holde ud at være alene. Må jeg blive her?" Spurgte hun med en spinkel og desperat stemme, hvorefter hun trådte et skridt frem og pressede sig ind mod prinsessens varme krop, mens hun lagde armene om hende, så hun ikke kunne slippe væk. Det var hårdt at blive voksen og prinsessen af Hasnea virkede stærk, voksen og alt det som Gennevote ikke kunne overskue. Måske hvis hun var tæt nok på hende, kunne hun få noget af prinsessens styrke og derved overskue at leve sit liv.

[Frieda af Hasnea]

Med højdeforskellen mellem alene var det ikke så underligt at slåbrokken på ingen måde passede den Falanistiske prinsesse. Den broderi dekodere kantbånd i bunden ramte de mørke gulvplader og syningerne ved skulderne hang lidt nede på prinsessens overarme, men Frieda tog ingen større notits af det. Det var ikke dét der denne nat havde relevans.

Frieda havde været af stor overbevisning om, at brunetten foran hende nærede et stærkt hadet til hende, at det var derfor de aldrig havde haft samtaler udover de, der havde været krævet af dem begge. Hun bebrejdede ikke Gennevote det mindste. Virkeligheden var at som prinsesse af Hasnea så var hun i manges øjne fjenden. En fjende hvis eneste formål var at skulle gøre Elyot af Falanie varm, på den ene eller anden måde. Ikke at det havde været en større succes, men hun havde heller ikke særlig aktivt prøvet.

Forsørgelsen gjorde derfor den unge hasneaner lettere perpleks de kendte knapt nok hinanden. De var end ikke Dus. Men med tydelig tårevædet øjne havde Frieda ikke hjertet til at forslå de fandt en kammerpige, som kunne tilbringe natten med svigerinden.
”Naturligvis, De må blive så længe som De har brug for.” Armene lukkede sig tæt om den yngre pige, knugede hende forsigtigt. ”Lad Dem ikke narre af stolenes puder, de er hårde som sten. Det er den mest behagelige siddeplads her inde.”Armene gjorde sig fri efter lidt tid, var det med en inviterende gestus mod sengen.

”Hvad ville De sige til, at vi glemmer formaliteterne lidt og er Dus? Om ikke andet bare for en nat, hvis det er Dem mest komfortabelt?” Forslog hun og tog plads i sengen, hvorefter opmærksomheden blev rettet tilbage på Gennevote.

[Gennevote af Falanie]

Gennevotes sindstilstand var en smule skrøbelig i øjeblikket og prinsessen af Hasnea virkede stærk. Måske hun kunne give hende noget af hendes styrke, hvis hun prøvede hårdt nok. Hun trak sig dog tilsidst væk, mest fordi hun havde brug for at se på hende for at se hendes reaktion. I virkeligheden, havde hun mest lyst til at blive tæt på hende for altid. En tanke der nok ville ændre sig når hun vågnede op næste dag. Måske ville hun endda skamme sig over sin underlige opførsel.

"Tak." Sagde hun med et svagt smil. Hun skævede hen mod sengen. Det var nok det bedste valg ja og der var vel plads til dem begge. Gennevote fyldte trods alt ikke så meget. Forslaget om at være Dus kom bag på hende, ikke fordi hun var imod det, men fordi det slet ikke var gået op for hende at hun skulle huske formaliteterne.
"Ja, det kan vi godt." Sagde hun og gik derefter hen til den modsatte side af der hvor Frieda havde sat sig på sengen og satte sig der.
"Kan du heller ikke sove?" Spurgte hun og så på prinsessen med et forsigtig blik.

[Frieda af Hasnea]

Frieda ville have leet, hvis nogen som meget som havde antydet at hun indenfor den første måned i fremmed land, ville ende op med at sidde i klædt sine natklæder overfor den unge Gennevote, fordi ingen af de to prinsesser havde kunnet finde ro for natten. Hun ville ligefrem havde nægtet at det overhovedet ville være en mulighed – nogensinde, og alligevel sad de nu her i hver sin side af hendes midlertidige seng.

Det faldt Frieda aldrig ind at forsøge at stikke Gennevote en hvid løgn, hun måtte have set hende sidde i vindueskammen med månen som baglys, og der ville man næppe sidde hvis man var på nippet til at falde i søvn. Derfor endte hun med at ryste ganske let på hovedet og trække sengetæppet over benene ”Mine tanker er desværre for optaget af minder hjemme fra til at jeg har kunnet finde ro, men det er okay jeg er alligevel ikke så træt.” At også hendes rigide storebror fyldte, undlod den unge Hasneaner.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde aldrig tænkt over, at det ville være svært for prinsessen at forlade sit hjemland og komme hertil. Det var lidt komisk i sig selv, fordi om et par år ville hun lide samme skæbne og det bragte hende allerede stress nu.
"Savner du dit hjem?" Spurgte hun og så nysgerrigt på den lidt ældre blonde pige. Nu hun sad overfor hende, fik hun lyst til at høre mere om Hasnea og det faldt hende ind at hun havde været så optaget af sin egen ulykke, at hun ikke havde indset hvad hun kunne få ud af prinsessen.
"Vil du fortælle mig om Hasnea?" Spurgte hun og så på prinsessen med et blik der havde forandret sig fra skræmt til nysgerrigt.

[Frieda af Hasnea]

”Meget,” Indrømmede hun, og sænkede blikket til hænderne i sit skød, hvor den ene pegefinger pillede uroligt ved en fold i tæppet. En træning kunne anes i den ene mundvig, i et bittersødt smil. ”alt her er så anderledes, - selv vejret.” Hun havde glædet sig til det mildere klima, men nu savnede hun den tidlige efterårsfrost.

Hun løftede derfor blikket og vendte det mod Gennevote ”Ligegyldigt hvor tætte veninder der vil følge dig til et fremmed land, så vil de ikke kunne fylde det tomrum eller det savn ud som du vil føle.” Ingen hjemme i norden havde forberedt Frieda på størrelsen af hjemveen ”Jeg håber for dig, at din forlovede vil gøre sit for at få dig til at føle dig velkommen og ikke mindst hjemme. Det gør jeg virkelig.” I virkeligheden burde hun nok være mere påpasselig med sine ord, men Gennevote var nu en gang prinsesse af Falanie. Det betød også at hun gik en lignende skæbne i møde og Frieda tvivlede på svigerinden var bedre forberedt, end hun selv havde været eller følt sig.

Med et nik justerede hun sin sidestilling så mere af fronten var vendt mod den yngre prinsesse. ”Folk tror det hele bare er is og sne så lang øjet rækker. En ørken af hvid, men det passer ikke. Vores vintre er længere og koldere, men vores somre er grønne og milde – i det meste af landet. De nordligste egne er altid tiliset og der går solen aldrig ned.” Et oprigtig, varmt smil brød frem i det lyse ansigt ”Jeg har hørt jeres somre skulle være meget varmere, så du ville nok syntes det var køligt om sommeren.” Bemærkede hun med et glimt i de gråblå øjne.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde nok ikke indset hvor meget hun ville lytte til prinsessens ord, men da Frieda begyndte at tale, var det som om hun for første gang mødte en der forstod hende. Forsigtigt knuede hun sig hånd rundt om kappens stof og slog blikket ned. Hun havde aldrig tænkt over helt hvor meget hun ville komme til at savne sin familie og sit hjem, det havde da slået hende en gang imellem, men nu hvor hun hørte Frieda tale om det, virkede det pludselig meget voldsommere.

"Det ville jeg nok." Sagde hun og så op og mødte prinsessens blik. "Jeg har aldrig mødt eller snakket med min forlovede. Jeg aner ikke hvordan han er, kun hans navn." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. De var ikke engang sikker på hvor gammel han var, han kunne være alt fra hendes alder til på alder med hendes far.
"Jeg håber min bror har været sød ved dig." Sagde hun og smilede en anelse.

"Selvom mit umiddelbare gæt er at det nok ikke er tilfældet." Bemærkede hun og pillede lidt ved tæppet som lå ovenpå sengen.

"Hasnea lyder som et smukt land." Tænkte hun højt og lod blikket glide ud i lokalet.

[Frieda af Hasnea]

”En dag, så kan det være at jeg kan være så heldig at vise dig Hasnea selv, så du med egne øjne kan se dets skønhed.” Det var ren ønsketænkning, men det var endnu en af de få ting der stadig intet kostede. Sandsynligheden for Frieda nogensinde igen ville sætte fod på modsatte side af bjergkæden var forsvindende lille. Hun ville aldrig kunne vise den unge brunette nordlandet.

Frieda strakte sig og rakte frem til hendes hånd lagde sig hen over Gennevote’s, der var optaget af at pille ved tæppet. ”Din bror er…” Begyndte hun, men brød sig selv af, som hun måtte lede efter passende ord der var passende. En mundfuld var nok det der kom nærmest, men Frieda havde alligevel skam nok i livet til ikke at male ham som skurken i deres fortælling. Det var trods alt Elyot af Falanie ’s lillesøster som hun sad overfor – også selvom søsteren selv indrømmede, at han næppe havde været Mithras’ bedste barn.

I manglen på bedre valgte hun i stedet et retningsskifte ”Fortæl mig i stedet hvordan du forestiller dig at din forlovede er? Glem alt om virkeligheden, hvordan drømmer du om han vil være? Hans interesser og lignende.” Spurgte hun oprigtig nysgerrigt, og trak sin egen hånd til sig efter at have givet den Falanistiske prinsesses et blidt klem, der stadig formåede at holde en vis styrke.

[Gennevote af Falanie]

"Irriterende." Afsluttede hun prinsessens sætning og skar en grimasse. Hun syntes at hendes storebror havde udviklet sig til en meget usympatisk ung mand. Hun syntes at han var blevet meget selvoptaget og hun var lidt træt af ham. Hvis Frieda også syntes dette, ville hun ikke være overrasket.

"Min forlovede?" Gentog hun og sukkede dybt. "Jeg aner det ikke." Sagde hun. Gennevote havde brugt hele sit liv på at forestille sig hvordan han var, men med alt det der var sket på det sidste, føltes det som om hele hendes virkelighed var blevet vendt på hovedet. Hun følte ikke hun vidste hvad der lå i kortene mere.
"Jeg håber han er klog, sød og interesseret i mig." Sagde hun.
"Det værste ville vel være, hvis han ser mig og tænker at jeg er grim." Svarede hun og bed ned i sin underlæbe.