Bunden og borgen

[Libitina Farver]

Til | Henri af Migran

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Som frue i eget hus og desværre ikke af en stand, der gjorde det muligt at huse tjeneste folk som kunne klare størstedelen af de huslige pligter, så hørte det til sjældenhederne at Libitina kunne sige sig aften fri. I aften var ingen undtagelse, på nær at hun denne aften havde taget en aktiv beslutning, at lade dagens sidste gøremål stå til den følgende morgen.
Det var efterhånden ved at være lidt over en uges tid siden, at Farver konen første gang havde bemærket den arret ridder siddende ved et af hjørnebordene på ’Falken og Kronen’. Til en start havde hun ikke skænket ham mange tanker, arret alene havde været nok til at det overfladiske menneske syn havde budt hende at vende blikket den anden vej, indtil de hviskende stemmer var nået hendes øregange. Den aldrende mand var eftersigende greve søn og endda arving til Migran lenet.

Med håbet om at han ville dukke op i krostuen, havde Libitina indtaget pladsen ved det bord hun sidst havde set ham sidde ved. De pupiløse øjne var vendt mod døren, hvor de urokkeligt havde hvilet de sidste mange minutter, kun brudt af de tiltrængte blink. Restløst fulgte den ene fingerspids glassets kant rundt i den samme cirkulære bevægelse, om og om igen. 
Mulig gjort af familiens erhverv var hun som altid klædt i mørke farver. Kjolen var sort og kontrastfuld til den snehvide hud, sølvfarvede broderier løb langs kanterne. Ved første øjekast var det let at forveksle den sorthåret kvinde med en af højrestand end borgerlig rang.

[Henri af Migran]

Det var efterhånden mere eller mindre alment at Henri var at finde på ’Falken og kronen’ hen af aftenernes senere timer. Godt nok, var Henri en mand der havde meget at se til, når det gjaldt daglige gøremål, men når dagen gik på hæld, havde han modsat de fleste andre ikke nogen at tage hjem til. Godt nok havde han sig et nydeligt byhus og en pengepung der ville kunne købe det meste selskab..Men oftest fandt sig bedst tilpas, var han blot sig selv.

Således, var han også denne aften spadseret ned på kroen. De mørke øjne gled omkring i krostuen, som han bandt sin kappe op, da han trådte over dørtærsklen og med sikre skridt, bevægede han sig imod sin sædvanlige plads. Som han spottede en mørkhåret kvinde, ved det sædvanlige hjørnebord, stoppede han dog op. Læberne trak sig sammen i en lettere anstrengt mine, men han smed så i stedet sin kappe på bænken og satte sig i stedet ved bordet ved siden af hendes. Derpå, løftede han hånden sigende mod bartenderen i en håndsoprækning, der næppe kunne betyde andet end; ’det sædvanlige’ og han plantede derpå tre kobberskærver på bordet foran sig.

[Libitina Farver]

Fingerspidsen havde endeligt standset sin færd rundt om glassets top, for i stedet er lægge sig omkring det tynd pustede glas så den dybrøde væske i stedet for at stå til pynt kunne indtages. Vinen havde knapt nok nået hendes læber, før døren gik op og ind trådte den længe ventet gæst.

En halvtom krostue forpurrede midlertidigt alle Libitina’s planer om at lede grevesønnen til sit stambord. Det huede ham ikke at hun havde taget hans bord, det havde været tydeligt selv uden den strammede mund. Som en mand der ønskede at blive ladt alene for aften søgte han i stedet til nabobordet, efter de kortvarigt havde haft øjenkontakt.
Med glasset løftet til læberne, tog Farver fruen en passende tår af det gærede indhold, inden det atter blev placeret foran hende. Hun var her trods alt ikke for at fulde sig.
”De er velkommen til at tage plads, lad dem endelig ikke genere af min tilstedeværelse.” Sagde hun, højt nok til at han selv fra bordet ved siden af kunne høre hende, men heller ikke så højt at resten af kroens gæster ville vende opmærksomheden deres vej. Hun vendte blikket mod ham og forklarede sig, smilende ”Det var det eneste ledige bord da jeg ankom.” En løgn, men det kunne han jo ikke vide med sikkerhed.

[Henri af Migran]

Henri tog imod sit krus med øl, da krofatteren kom og placerede det på bordet foran ham. Han lagde kruset imod læberne, tog en tår og placerede det atter foran sig igen, netop som kvinden ved nabobordet i den mørke kjole henvendte sig til ham. Han hævede brynene en smule af hende og lod blikket vandre en smule skeptisk omkring i krostuen ved hendes ord. Han kom trods alt ofte på Falken og Kronen og der var sjældent fuldt hus, medmindre man kom sent om aftenen eller hvis der var rigtig gang i gaden. Han fandt således hendes påstand tvivlsom, men nikkede blot. ”Det er fint.” Brummede han så. ”Erfaring siger mig bare, at her sjældent er godt selskab at finde….Så er et hjørnebord at foretrække.”

[Libitina Farver]

Nå, så man det, manererne rakte tilsyneladende kun til ikke at pege de hvide løgne ud. Til den sorte kvindes overraskelse gjorde han sig end ikke ulejligheden i at lade som om, at han overvejede tilbuddet om at sidde til bords med hende, før han valgte at afslå.
Libitina havde som et minimum forventet han ville have forgivet. Ligesom hun samtidigt var overbevist om den grove adelsmand havde set direkte gennem hendes løgn og regnet ud, at hendes plads ved stambordet ikke var rene tilfældigheder, som en fyldt krostue.

Heldigvis var Farver konen ikke en kvinde der uden videre bare sådan lod sig slå ud af kurs. Afvisningen fik hende ikke til at bøje nakken med en beklagelse for at have forstyrret ham.
Hun drejede sig i stedet på stolesædet, krydsede det ene ben over det andet og skrånede hovedet, som en hundehvalp der havde hørt en uigenkendelig lyd ”Pardon? Antyder De at jeg er et ringe selskab og så uden at De kender mig?” - ”Her troede jeg at en mand af Deres status var opdraget bedre, men grænsekampende mod norden har måske slebet polituren af Dem?” Spurgte hun, og hævede et øjenbryn. Stemmen var klar, men hverken skarp eller fjendsk stemt.

[Henri af Migran]

Henri havde aldrig rigtig forstået sig på kvinder. Hvor den var gået galt, var han ikke sikker på…Men han havde aldrig rigtig været typen til at hore rundt, eller flirte til højre og venstre. Og han var bestemt heller ikke vant til at blive flirtet særlig meget med heller. At kvinden ved hjørnebordet fandt ham interessant, havde han således også kun kunnet konkludere, måtte bero på interesse for hans status, som forhåbentlig snarlig lensgreve.

De mørke øjne fæstnede sig ved hende, som han trak lidt skævt på smilebåndet og han nippede lidt til sin øl igen. ”Det antydede jeg ikke, Madam. Men til gengæld har jeg på fornemmelsen at de har deres antagelser om mig. De ved trods alt tydeligvis hvem jeg er…Og jeg antager måske at Deres interesse beror derpå.” Erklærede han, som han selv løftede et bryn lidt af hende. ”Eller tager jeg fejl?”

[Libitina Farver]

Læberne strakte sig derimod i et oprigtig smil ”Det er svært at gemme sig i en riddertitel, særligt blandt borgerlige.” Det der med løgne havde aldrig været en svær sag for den stolte farverkone. De gled lige så let af tungen som olie på vand, men hun fandt ingen grund til at forsøge at overbevise grevesønnen om modsatte af hvad han allerede vidste. ”Min interesse ligger mange steder, inklusiv i Dem, Ridder Migran.” Hun gjorde et inviterende håndudslag ud mod en af de tomme stole ved hjørnebordet hun sad ved ”Jeg fortæller Dem glædeligt mere, hvis De tillader at tale med mindre luft mellem os?”

[Henri af Migran]

Henri tog et øjeblik kritisk øjemål at kvinden i de mørke klæder. - Vurderede, hvorvidt han ønskede hendes selskab. Lige så irriterende, hun dog umiddelbart virkede, virkede hun også interessant. Hans nysgerrighed blev vakt og med en lettere modvillig brummen, rejste han sig fra sin stol. ”Nuvel..”

Med sin store bjørnelap greb han om ølkruset og han flyttede derpå plads til hjørnebordet, hvor han trak en stol ud. Afventende løftede han de mørke og lettere buskede bryn, som han foldede begge bjørnelapper om kruset og lænede sig ganske let ind imod bordkanten. ”Nå så…Lad mig høre. ”

[Libitina Farver]

Libitina forblev siddende rank som var hun af adeligblod, selv da den skamferede lensarving så hende nøje an med de lyse øjne. Det eneste hun havde at miste var en afvisning og det ville alligevel have den store betydning for hendes videre færden hverken for resten af aften eller hendes liv.
Henri endte med at give efter og Farverkonen lagde ikke skjul på sin egen selvtilfredshed over situationen.

Hun rakte hånden frem for ham at tage ”En introduktion er vel på sin plads først?” Tog han hendes hånd ville hun præsentere sig som Libitina Farver. Der var trods alt ingen grund til at digte et falskt navn.

”Jeg formoder det er korrekt at De endnu er en ugift mand og at der endnu er en forlovet til gode? Bare rolig, jeg er ikke ude på at forføre Dem. Det har De allerede vist Dem for kløgtig til, til at det ville være besværet værd.” Indledte hun. De sorte øjne hvilede afventende på ridderen. Det var i sandhed en skam med arret, han ville have været en nydelig mand ellers.
"Noget der ikke kan siges om alle i adelen, kunne jeg forestille mig?"