Spidsen af en teske [Åben!!]

[Simmonete af Vigny]

Ivray
d. 4/8 - skovturen
Tidlig eftermiddag

---

Simmonete rejste sig i samme sekund, at kammerpigen havde lagt en sidste hånd på hendes krøllede lokker. Håret var kunstfærdigt, men kun halvt opsat, hvoraf det lange, sorte hår kunne anes under det påsatte hovedlin med et farveprydet stofdiadem der faldt i ét med kjolens mellemlyse toner der komplimenterede komtessens mørklødede hud. Om halsen havde hun bundet et stykke silkebånd tæt i en tilsvarede farve, som Emir Schafari havde hjulpet hende med at finde. I midten vinkede et diskret, stykke ædelmetal som påhæng på halskæden. Således trådte komtessen af Gustabis ud fra sine gevandter i et nydeligt display af underspillet rigdom, elegance, men med passende dekorum. 

Mængden af adelighed samlet på græsset til den foranstående skovtur mod Lenets flodbred, var ganske imponerende. Folk på heste, folk uden hest, folk med hunde. Nogle slentrende, andre vadende. Selv havde Simmonete hægtet sig på veninden Amélie af Dison , skønt hun dermed også måtte tåle den ulidelige Josephine af Aren og hendes tvære meninger. Men skønt lille trekløver ellers lystigt pippede afsted, valgte Simmonete at bryde fra for blot at vandre lidt for sig selv, under træernes løv.

[Amélie af Dison]

Amélie havde været så heldig at have fået lov af sin fader til at komme med på rundrejse. Hun havde længe længtes efter at komme ud og se noget andet end blot Levagny og lenet Dison, som hun selv var fra og således var al den friske luft Komtessen kærkommen.

Trods at det burde være forventeligt at komtessen hovedsagligt opførte sig anstændigt, havde hun atter sneget sig til nogle ture for sig selv i selskab med faderens livvagt i nogle af småbyerne, for at se, hvordan den almene befolkning levede. De forskellige menneskers levevis og gebærden fascinerede den unge komtesse, men alligevel forsøgte hun trods alt også at deltage i de mere ’formelle’ arrangementer.

Således tog Amélie også del i dagens skovtur. I dagens anledning var hun iført en lyseblå silkekjole med et sart lyserødt mønster og høje sko. Håret var pænt sat op, men atter tildækket af det sædvanlige dumme klæde, som Amélie indædt hadede for sig selv.

I lille løbetempo med de høje sko, var Amélie løbet efter veninden Simmonete, som hun havde spottet forlade sit telt og derpå indhentede hun hende atter hurtigt. ”Simm..! Vent lige.” Kaldte hun, som hun lidt kluntet fandt op på siden af veninden.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete lukkede den lune sommerluft ned i lungerne, og nød eftermiddagssolens bagen på hendes mellembrune hud. Hver gang solen tittede frem på denne måde, savnede hun straks sit hjem i Gustabis. En hjemve, hun nok aldrig overkom. Hun blev dog revet ud af sin dvælen, da hun blev kaldt ved det kælenavn, Amélie plejede at bruge. Hun standsede og vendte sig halvt om, og ganske rigtigt kom den mørkhårede veninde fra Dison løbende. "Amé." Smilte hun i hilsen, som hun fortroligt hægtede sin armen i venindens, da hun først var fundet op på siden af hende. "Skal du med på skovturen?" Spurgte hun med et muntert smil på læben.

[Amélie af Dison]

Komtessen sendte et smil i venindens retning, som hun nåede op på siden af hende. Hun nikkede, som hun en smule forpustet hægtede sig på venindens arm og hun hankede en smule op i sin kjole, som hun forsøgte at få skørterne bredt ud, så hendes påklædning sad pænt. ”Mhmm…Du tror vel ikke at du bare kan tage af sted uden mig?” Klukkede hun, som hun puffede lidt drillende til veninden. ”Når denne slags arrangementer byder sig og vi kan gøre os lidt til, har jeg trods alt kun dig, til at gå og tale pænt for mig,..” Bemærkede hun sagte. ”Det er Josephine ikke helt så god til.” Bemærkede hun sigende til veninden, med et lille glimt i øjnene. Tydeligvis mere som et kompliment til hende, end som kritik af den anden. For sådan mente Amélie det bestemt ikke. Kendte man hende godt, ville man vide, at hun slet ikke tænkte i negative eller kritiske baner på den måde. For hende at se, havde hun bare forskellige veninder at dele forskellige ting med.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete skævede smilende til hende. "Jeg ville ikke drømme om det." Bemærkede hun kvikt. Så rettede hun blikket lidt fremfor sig igen og betragtede den smukke natur Ivray havde at byde på, imens hun lyttede til Amélies stemme. Hun studsede lidt over det sidste hun sagde. "Tale pænt for dig?" Gentog hun og skævede til veninden, "Hvad mener du dog?" lød det lidt undrende. Men da Amélie så nævnte Josephine, var det som om at brikkerne faldt på plads. "Åh, jeg ved ikke hvad du ser i hende, Amélie." Klagede hun lidt, "Jeg bliver træt i mine ører, af at høre på hende." - "Der er jo ingen fornuft?"

[Amélie af Dison]

Amélie trak på skuldrene. Jo, @jose kunne da være trættende selskab. - Men de delte også visse mere....Frisindede holdninger. Josephine var for Amélie en slags frihed, hvor hun kunne lufte ud. Hun var en veninde, hvor Amélie oftest ikke behøvede at tænke så meget, før hun talte...Og selvom Simm også udfyldte en sådan plads relativt godt, så var Simm destomindre alligevel ikke bleg for også at irettesætte Amélie en smule. Trods alt...Så havde hun jo også af og til tendens til at drømme sig en smule væk fra virkeligheden. "...Jeg ser vel en form for frihed." Erklærede hun så, før hun nåede at tænke videre derover.

Ganske blidt gav Amélie venindens arm et klem. "Tænk dig engang Simm...Hvis man bare kunne...Gøre som man ville. Hvis man kunne tage ud og rejse, debattere eller..." Hun åndede tungt og lidt længselsfuldt ud. "Tænk, hvis vi kunne gøre som mændene.." Mumlede hun.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete rystede lidt på hovedet. "Hvornår lærer i, at friheden kommer med accepten af situationen." Sukkede hun stille, lidt opgivende. Hun havde egentlig vendt blikket fremad, men lod det falde tilbage på veninden da hun mærkede et blidt klem på sin arm. Simmonete overvejede Amélies tanke. Simmonete gjorde faktisk allerede hvad der passede hende. Hun elskede at bruge tid i opiumshulen, med sine elskere. Så på den måde, var hun allerede tilpas med sine omstændigheder. "Jeg finder mig ganske tilpas i min situation." Proklamerede hun, med en lille hemmelighedsfuld musen om læberne. "Men.." Sagde hun så og gjorde en lille pause blot for at understrege de følgende ord; "Hvis jeg var en mand. Så ville jeg ride ud uden følge." Sagde hun, som om det var et drømmescenarie der aldrig ville ske. "Drikke alt for meget vin og ligge med Levagnys smukkeste kvinder." Klukkede hun i morskab.

[Amélie af Dison]

Amélie sukkede og rystede lidt på hovedet af veninden. "Jeg tror vi har vidt forskellige begreber om hvad frihed er, Simm.." Lullede Amélie, som hun lagde hovedet lidt tilbage og indåndede den friske luft. Hun vendte sig dog imod den anden komtesse igen, som hun berettede om, hvad hun ville gøre, hvis hun var en mand. "Simm!" Udbrød hun en smule chokeret, men alligevel også leende, som hun forsøgte at greje veninden udtryk. "Du mener vel ikke? Vent, har du...?" Hun rynkede brynene lidt, som hun stoppede op. Havde Simmmonete på en eller anden måde fået noget erfaring på det felt, uden at Amélie havde bidt mærke deri? 

[Simmonete af Vigny]

"Minsandten." bekræftede den mørkelødede komtesse, af venindens konstatering. Amélies efterfølgende chorkerede udbrud, fik blot Simmonete til at smile bredt som hun ligegyldigt trak på skulderen. Der var ingen der kunne høre dem, som de gik der og kvidrede med dem selv. "Hvad? Det var hvad jeg ville gøre." Lød det uskyldsrent fra den mørke, "Kom ikke også sig at du ikke ville det samme."

Simmonete stoppede op, da Amélies greb i hendes arm, automatisk trak dem begge ind i et holdt. Hendes udtryk, fik Simme til selv at rynke brynene lidt. ".. Lagt med Levagnys smukkeste kvinder?" Gentog hun, med det ene bryn lidt hævet og med lidt ridikule i stemmen. "Nej."

Hun forsøgte at sætte færden til Ivrays flod igang i igen, ved at genne lidt på Amélie. Diskret lod Simmonete blikket scanne omgivelserne for tætte forbipasserende, som evt. kunne overhøre dem. "Men tæt på." Tilføjede hun så, dæmpet og med et lille, selvtilfredst smil.

[Amélie af Dison]

”Åh Sim…” Amélie rystede lidt opgivende på hovedet af veninden, men hun trak dog alligevel lidt på smilebåndet. Hun vidste for så vidt ikke, hvad hun ville gøre, hvis hun var mand. Eller jo…Hun ville udnytte sin hjerne til at omstrukturere nogle af landets politiske aspekter og få noget indflydelse…Men…Samliv? Modsat adskillige af sine veninder, var den lille komtesse allerede på det punkt noget mere bly.

Hun spærrede øjnene lidt op, som Simmonete betroede hende sine hemmeligheder og lidt nysgerrigt trak hun veninden tættere. ”..Hvordan er det?” Spurgte hun så, en smule tøvende.

[Simmonete af Vigny]

Hun klukkede leende af Amélies overraskelse og dernæst hemmelighedskræmmeri omkring det, som hun alligevel udfrittede den mørke for svar. Hun så smilende på den lyse. "Hvis jeg sagde, at beskrivelserne i kærlighedsromanerne beskriver det meget godt, ville du så tro det?" Spurgte hun. "Om end sagens kerne pakkes flot ind i elegante fraser, der skjuler lidt på aktens... uhm... Naturlige del." Sagde hun så med en tænkepause.

[Amélie af Dison]

”Nej…” Et skælmsk glimt havde sneget sig ind i Amélies øjne. Hendes nysgerrighed var blevet vakt, nu hvor Simmonete smed kortene på bordet. Amélie så et snit til at udfritte veninden og det havde hun i allerhøjeste grad i sinde at udnytte en smule. Hun trippede trods alt indimellem en smule for at se lidt andet end brune og kedelige pergamenter og halvslidte broderiplader.

”Du er nødt til at uddybe lidt..” Bad hun drilagtigt.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete klukkede lidt af den nysgerrige veninde. "Hvor meget?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn. Så rettede hun ansigtet fremad, men lod blikket hvile mod veninden ud af øjenkrogen. En neutral mine i ansigtet, skønt den ene mundvig var vendt en anelse opad. "Har du ikke mere lyst til selv at finde ud af det?" Spurgte hun så uskyldigt, skønt hun lod veninden høre på hendes stemme, at hun i dette øjeblik forsøgte at overtale hende til en ide.

[Amélie af Dison]

Hvor meget? Ja, hvor meget ville Amélie egentlig vide? Lige nu og her, var hun nysgerrig på hvad som helst, som veninden ville have at kunne berette om. Hun sendte veninden et lille lurvet smil, som hun trak på skuldrene og hun lænede sig atter lidt hemmelighedfuldt ind imod veninden. "Fortæl...Fortæl mig om, hvordan man tilfredsstiller mænd.." Bad hun, med lettere røde kinder, der kun blev rødere ved venindens næste spørgsmål. "Hvad mener du?"

[Simmonete af Vigny]

Hun så et sekund overrasket ud, som Amélie nævnte tilfredsstillelse af mænd. Dét var en anden sag. Hun valgte ikke at påtale det, men istedet bare glide med på den. Simmonete havde svoret til Flavia af Gustabis, at hun ikke lod sig.. ehm.. afblomstre af andre end sin husbond på bryllupsnatten. Men det afstod ikke komtessen fra at dyrke andre former for aktiviteter med det modsatte køn, skønt det havde været ved at gå galt flere gange. Hun havde derfor tyet til kvinder istedet. Det havde været mere sikkert, og med tiden var hun begyndt at favoriserer dem fremfor mænd. Skønt hun nok i realiteten var til begge dele.

Simmonete rettede blikket fremfor sig. Et uskyldigt udtryk i ansigtet. "Jeg mener, såfremt du ønsker at kende lidt til området og ikke være komplet uvidende når du engang befinder dig på sin bryllupsnat. Så kunne det måske arrangeres, i al diskretion selvfølgelig, at du kunne få lov til at få en lille smagsprøve på hvad der var i vente?" - "Selv danne dig et indtryk, istedet for at tage mine ord for gode varer."