Diciplin

[Adelaide Af Zorete]

Det var modvilligt, at Adelaide af Zorete søgte hendes ældre bror udenfor Ivray-borgens høje mure. Der var stilfærdigt der, hvilket gjorde enkefruen utryg. Hun vidste ikke hvad Henri af Migran ville hende og hvis hun skulle være ærlig, var det ikke en oplysning hun søgte med iver. Dog havde hun ikke noget valg. Kammertjeneren og vagten havde fulgt hende derhen og det ville skabe en scene, hvis hun havde prøvet at flygte. Ingen andre skulle vide, hvordan hun havde det med sin ældre bror. Det var ikke noget de skulle blande sig i.



“Henri” sagde hun med rejst pande, da hun så ham stå og vente på sig. “Hvad vil du?” ingen andre end tjenere og vagten kunne høre dem, så hun nægtede at behandle ham med almen høflighed. Kjolen hun bar var overdådig som altid og håret havde Noella Pilkvist sat i den smukkest frisure. Noget kunne kammerpigen dog finde ud af. Det måtte hun give hende. Mere utilfreds var hun med de rygter der svirrede om kammerpigen og den interesse hun fik fra de adelige mænd.

[Henri af Migran]

Man kunne ikke just påstå at Henri af Migran havde et ukompliceret forhold til sin søster, Adelaide. Snarere tværtimod. Adelaide var en kvinde af speciel støbning. Mærkværdig, intrigant og arrogant, efter Henris mening. Selv som børn var de aldrig rigtig på bølgelængde og værre var det kun blevet med årene. Til gengæld kunne nådigherren trøste sig med at han i grove træk var sluppet for hende, siden han havde lovet hende væk til Zorete på faderens vejne.

At hun så nu stod som enkefrue og han stadig uden eget len, havde han indtil videre måtte trivedes med. Som rundrejsen havde taget form, var det dog efterhånden ved at blive tydeligt, at Henri med sin alder manglede noget. Ikke blot for sig selv, men også i sit indre, var han overbevist om, at dette ligeledes måtte være noget andre var begyndt at bide mærke i. Således havde han sendt bud efter sin søster Adelaide, idet han nu over længere tid havde gået og funderet over, hvorledes han mon skulle gribe fremtiden an. Trods alt, kunne midler fra fortiden måske hjælpe ham af denne vej.

Minen var kølig, som han vendte sig imod den mørkhårede søster og tænksomt stod han med hænderne foldet på hænderne bag på ryggen.
”Adelaide..” Hilste han køligt, som han tog notits af hende fra top til tå. ”Vi har noget vi skal snakke om.” Erklærede han, som han rankede sig. ”Jeg vil gå lige til sagen…Og du vil gøre klogt i at lytte og tie imens.” - Det var tydeligvis en ordre. Den kølige mine blev bibeholdt, som den mørkhårede herre trådt hende lidt nærmere. ”Migran er ved at rådne op under faders dårlige styre og økonomien er de seneste år styrtet i intervaller. Du ved lige så vel som jeg at Migran har indflydelse på både din egen og min status.” Fortsatte han, som om han håbede at hun kunne gætte, hvor han ville hen. ”Jeg vil have ham af vejen.”

[Adelaide Af Zorete]

Kæberne var spændte, da hende bror begyndte at formulere sig. De fine træk i hendes ansigt blev strammere, da ordene forlod den brede mand foran hende. Adelaide brød sig ikke om, når han rykkede tættere på hende og trådte uden at tænke over det, et skridt tilbage. Der var ikke så meget som et lyttende øre tilstede på denne side af den massive borg og hun tog sig i at overveje om ikke det var fornuftigt at have mindst én, der ikke var i Henris tjeneste, til at lytte med og vidne om sådan en samtale.

Det var tydeligt at ubehaget ved at tale med ham var gengældt. Ingen af dem havde nogensinde kunne enes og efter Henris arrangerede den nu enkede frues ægteskab, havde hun næret et bittert had til ham. Faderen var hun heller ikke glad for, men han havde haft mindre at gøre med den tragedie, der var et ægteskab til Zorete. Og nu var det netop denne fader han nævnte.

“Jeg ved godt, at du mener, du kan gøre det bedre selv, men du bliver jo nødt til at finde dig i det indtil guderne tager ham til sig” hun havde selv en nemmere måde at få dem til den slags, men det behøvede han ikke at vide noget om. Det var sandt, at Migrans status havde indflydelse på, hvem der ville gifte sig med en enkefrue. Jo rigere hendes fødelen var, des mere attraktivt var det for en lensherre at lade sin arving gifte sig med hende.

“Og hvordan havde du så tænkt dig at bære dig ad med det?” spurgte hun så nonchalant, at man skulle tro de snakkede om andet end at lade deres fælles far dø. Det måtte han jo selv rode med. Hun kunne ikke se hvad det havde med hende at gøre. Det var et større ønske fra hans side end hendes. Hun ville kun få lidt ry og rygte ud af det og han ville få et helt len. De brune øjne hvilede hårdt mod ham som observerede hun ethvert lille vip med tærende han ville lave.

[Henri af Migran]

Henri løftede hagen en smule, som han stod og tog notits af Adelaide, der syntes at træde et skridt tilbage, hver gang han trådte et frem. For sig selv kunne han ikke lade være med at fryde sig en smule over, hvis hun frygtede ham en lidt. Det ville han trods alt kun kunne drage nytte af, hvis hun følte sig lettere intimideret.

Et lille køligt og håndligt fnys forlod ham ved hendes bemærkning om at han bare måtte affinde sig med det og som han lod minen lægge sig i mere eftertænksomme folder, trådte han hende atter et skridt nærmere, så han nu stod hende umådeligt tæt. Han ville ikke længere behøve at tale højt, for at udpensle, at det var ham som stod stærkest på nuværende. ”Du vil gøre klogt i ikke at undervurdere eller tale ned til mig, Adelaide.” Brummede han. ”Hvis du vitterlig var lige så intelligent, som du selv gik og troede, ville du vide, at ikke ville involvere dig, hvis ikke jeg allerede havde dig med som et kort i mit spil.” Han trak sig et skridt tilbage og vandrede derpå lidt omkring, mens han lod stilheden flyde et par sekunder, før han fortsatte. ”Jeg vil have at DU skaffer ham af vejen…Og om du vil det eller ej…Så gør du det. Fordi jeg beder dig om det.”

[Adelaide Af Zorete]

Adelaide spejlede sin ældre bror bevægelser i en ubevidst bevægelse, som for at vise, at hun ikke var det mindste bange for ham. Det var ikke sandt. Henri skræmte hende, men det blev over hendes lig om hun ville indrømme noget så svagt som frygt. Især overfor ham. Han skulle ikke have noget på hende. Ingen klemme. Derfor blev hun også stående denne gang, da han trådte frem. Dog havde hun lyst til at skabe langt større afstand mellem dem.

Et fnys flød over de bløde læber, da han kom med sin ordre. For det var præcis hvad det var. Hvorfra troede han, at han kunne kommandere med hende? Nok var han en mand og hun hans søster, men det lå ikke til Adelaide Af Migran, og nu Zorete, at adlyde nogens ordre. “Du vil gøre klogt i at behandle mig med en større respekt” gav hun igen. Der var ikke nogen som Henri, der kunne få Adelaide til at vise sine sande farver. En hård, kynisk mine lå i hendes ansigt og hun lagde ikke fingre imellem “Hvis du var klogere end én rotte ville du holde mig udenfor og generelt lade mig værre i fred Henri. Vi er søskende, men vi behøver ikke at have andet med hinanden at gøre. Jeg foretrak, hvis jeg kunne så dig, når far bad os om at være sammen som en familie” hvilket sjældent skete, men dog hændte det.

“Og hvorfor skulle jeg det? Jeg ville ikke få noget synligt ud af at skaffe ham af vejen. Og hvordan ville du have jeg skulle gøre det? Han er en mand og flere gange min størrelse, endda trænet i kamp modsat hans yngre datter” det lød fuldkommen åndsvagt.

[Henri af Migran]

Det var tydeligt at det Henri pålagde Adelaide ikke var en forespørgsel, men derimod en ordre. Kun yderst sjældent var det rent faktisk modsat. Således lød ordene fra ham også med stor selvsikkerhed og ro. Først som hun kækt og fræk som en slagterhund svarede ham igen, vendte han om på hælen for at lade en fast hånd gribe om hendes strube i et truende greb. ”Hvad sagde du lige?” Hans ord var kun en hvislen, som de sneg sig ud imellem de sammenbidte tænder. Øjnene var mørke, som han tålmodigt tog notits af den spinkle skikkelse under sig.

”Vi ved begge to godt at Perote ikke bare faldt død om af sig selv…” Erklærede han endelig, som han overførte truslen til en af søsterens dybere hemmeligheder. En hemmelighed og ikke mindst et tungt rygte, som Henri i mange år havde hemmeligholdt og gemt på i håbet om at kunne udnytte det på rette tidspunkt. ”Jeg er sikker på at du nok kan være kreativ, når du ønsker at varetage dine egne interesser.” Mumlede han sagte. ”….Og lige nu…Så har jeg på fornemmelsen at det ligger meget højt på din interesseliste at holde dig på god fod med mig….Din ugerning skulle vel næppe komme andre for øre?” Fortsatte han, som han iskoldt og insisterende tvang Adelaide til at se direkte på ham.

[Adelaide Af Zorete]

Kæben spændtes tydeligt ved benævnelsen af Adelaides afdøde mand, Perote, og ilden var næsten tydelig i de brune øjne. “Hvor vover du at tale om min mand på den måde. Jeg elskede ham” hvilket ikke var en løgn, men det var ikke en romantisk kærlighed. Han var en god mand, men han måtte lade livet for hendes bedste, lige meget hvor meget hun havde holdt af ham. Alt i hende skreg. Ingen kendte hendes hemmelighed, ingen havde fået det at vide og aldrig havde hun sagt noget til nogen. Hun stolede ikke på nogen overhovedet. Den eneste man kunne stole på, var en selv.

“Jeg får intet ud af at være kreativ omkring vores far, Henri” prøvede hun at holde fast i og ikke miste ansigt. Hvis hun insisterede længe nok, ville han måske droppe den tro, at hun havde forgiftet sin egen mand og overladt ham til den kolde død.

[Henri af Migran]

Henri’s greb om søsterens kæbe parti var fast og bestemt. Han tvang hende til at blive stående, som han så hende dybt i øjnene og hans egen mine var ikke alene iskold, men også bestemt. ”Elskede ham…” Et hånligt fnys forlod Henri, som han slap taget i sin søster. Han himlede med øjnene, som han rystede vagt på hovedet af hende og han småsmilede derpå lidt for sig selv. ”Du kender næppe til begrebet kærlighed, Adelaide.” Tonen var bidsk, som han atter vendte sig om for at se på hende og han foldede hænderne lidt bag sin ryg. ”Jeg mener hvad jeg siger..Du får indtil årets udgang. Det er for Migrans bedste.” Erklærede han. ”Og….Ellers skal jeg personligt sørge for at angive dig for mordet på Perote.”

[Adelaide Af Zorete]

Udtrykket i Adelaides øje var bistert og hun havde langt sværere ved at holde den almindelig hårdhudede maske, når det galt Henri. Ingen andre bragte hendes ægte følelse til syne som hendes storebror gjorde. Derfor var han også en af grundende til, at hun holdt langt mere af sin elskede lillebror Christophe af Migran. Han var langt fra som deres storebror, mild, sjov og på ingen måder en magtbegærlig mand, der troede han ejede sin familie, som hun mente Henri gjorde.

Hun gjorde sig fri af hans greb, da han slap hende, som for at understrege, hvor lidt hun brød sig om, at han rørte ved hende. Der var intet hun hadede mere. “Hvad ved du om kærlighed Henri? Så vidt jeg ved er der aldrig nogen, der har holdt af dig og næppe nogen du har følt sådan for” bed hun igen. Det var sandt, hun havde holdt af Perote, men han tjente ikke hendes drømme, så selvom det havde gjort ondt, måtte han af vejen. “Du ville ikke kunne genkende kærlighed, når du så det, så hvad jeg ved om kærlighed vil altid være meget mere end hvad du gør” hun holdt sig i ro selvom ordene var hårde. Mest af alt havde hun lyst til at slå ham, men hun vidste, at det ikke ville gøre nogen forskel og han ville slå igen.

“Hvilke beviser har du for det?” hun havde intet andet at gribe efter. Beviser var ligegyldige, hvis han kunne bevise folk om, at det var sandheden og det vidste hun godt, men hun nægtede at tabe ansigt overfor ham.

[Henri af Migran]

Henri betragtede søsteren med kølig og næsten afslappet mine nu. Han havde overhånden her…Og han var ikke det mindste i tvivl om at hun vidste netop dét, lige så vel, som han selv. Hendes ord prellede af på ham, som var de ingenting. Havde enhver anden smidt dem efter ham, var han sikkert flegnet og flippet fuldstændig, men Adelaide’s mening kunne han ikke være hverken mere eller mindre ligeglad med. Således rystede han blot lidt opgivende på hovedet af hende. ”Det lover jeg, at du vil finde ud af, hvis det kommer dertil.” Svarede han, før han atter vendte hende ryggen for at gå.

”Jeg ville ikke vente for længe Adelaide..”

//Afsluttet?