Frihed er...

[Amélie af Dison]

Som det kolde vand omsluttede dem, kunne Amélie mærke at hun landede halvt om halvt direkte ovenpå Admiralen. Kjolen blev tung og våd næsten øjeblikkeligt og som silkestoffet foldede sig tæt omkring hendes lægge, var det svært at flytte sig. Hendes ene hånd havde fundet hvile på hans brystkasse og den anden hvilede imidlertid…HELT andetsteds. Noget der først syntes at gå rigtig op for komtessen, som hendes brune øjne mødte admiralens blå.

For et øjeblik kiggede hun bare dumt på ham. Hun betragtede ham, som han et øjeblik lignede én der ville sige noget, men som han lukkede munden, kiggede hun atter væk. Som hans hånd omsluttede hendes gippede det panisk i hende og hastigt trak hun sig. – Ved eftertanke måske lidt for hurtigt, som han syntes at skride på den mudrede bund og derved formåede at få hovedet under vand igen.

Amélie greb instinktivt ud efter hans ene overarm og skulder i et forsøg på at hive ham op igen. Hun formåede at placere sig på hug ved siden af ham, så han kunne blive fri af hendes enorme kjole og hun tørrede så atter selv en våd hårlok og lidt mudder væk fra sin ene kind. ”Er du okay?” Spurgte hun bekymret, som han spruttende sad der og spyttede vand ud. Hun lagde hovedet lidt på skrå, som hun lænede sig ind imod ham og fejede en længere hårlok ud af øjnene på ham. Længe gik der dog ikke, før en lille klukkende latter forlod hende. Der var noget morsomt over hele scenariet. Hvad det var, vidste hun ikke…Men lidt skægt, var det.

[Christofle af Tardigy]

Vandet drev ad Admiralen, som han sad der. Det krøllede hår, glat og gennemblødt klæbende til huden, øjnene. Mithras, hvor var det heldigt at det kun var dem der var her til at bevidne det hele! Han blinkede lidt, da hun førte fingerspidsen over huden for at føre en lok af hans hår ud af øjnene. Så samlede han de sandkorn og skidt som var røget ind i munden ved turen under vand, ude på tungespidsen og kørte det af på tommelfingeren, idet han skar en grimasse. "Det går." Mumlede han, stadig lidt væmmende over at have sand i munden. Han havde i dette øjeblik, egentlig mest opmærksomhed på faktummet om hvor gennemblødte og beskidte de var blevet af den her tur til vands, men i samme nu fyldte Amélies latter stilheden ud. Christofle rettede blikekt lidt undrende på hende, for hvad var det der var så sjovt? Han anede det ikke. Men hendes latter var smittende, så han begyndte selv at le. I guder, hvor så de begge ud.

Latteren stilnede af og Christofle rejste sig nu fra vandet, som plaskede af de våde klæder. Et smil hang på læben, som han rakte hende sine hænder. "Kom, vi må op herfra inden vi bliver syge." Sagde han og hjalp hende på benene, såfremt hun ønskede det.

[Amélie af Dison]

Det var underligt sjovt at se admiralen stå der…Drivvåd fra top til stå. Der var både noget sødt og lidt komisk over at se manden stå og tørre sand og vand ud af mundvigene og Amélie tilsmilede ham, som han skar et par små grimasser. Ligesom hende selv, lignede han en druknet mus.

Amélie hankede lidt op i de våde og tunge skørter. Ikke alene var hun våd, men også halvmudret. Skørterne var tunge og var det ikke fordi Christofle havde hjulpet hende på benene, var hun ikke sikker på, at hun var kommet op og stå igen. Hun nikkede forsigtigt og hun kravlede så atter op på bredden, før hun lidt kluntet bevægede sig tilbage mod tæppet under træet – stadig dryppende og med halvvådt hår klistrende til nakke og kinder.

Hun så sig lidt tilbage efter Christofle, som han fulgte hende og hun rynkede så atter lidt på næsen. ”Du skulle se dig selv…” Klukkede hun så lidt drillende, før hun lod øjnene vandre lidt ned af sig selv. ”Ikke at jeg ser bedre ud..” Den formelle tiltaleform blev for et øjeblik glemt, som den akavede og lidt mere..afslappede stemning havde taget overhånden.

[Christofle af Tardigy]

At få bakset komtessen opad vandet, var en større opgave med alt det vandtunge stof hun nu rendte rundt med. I guder! Hun måtte jo bære rundt på flere kilo. Således var der jo intet at sige til, at pigebarnet havde svært ved at holde balancen. Christofle støttede hende så godt han kunne, men mærkede sin egen balance skride lidt med den løse sandbund. Heldigvis slap de for at falde endnu en gang. Det kunne have været kønt, hm?

Amélie slap fri af vandets greb og efterlod nu Christofle tilbage i åen. Plaskende vandrede han få skridt ind til bredden, hvor hans fødder atter kunne få fæste. Han samle sine sko op, som nok var det eneste tørre beklædningsgenstand han ejede... og sjovt nok dét der skærmede allermindst for den kulde de begge nok ville sidde og bøvle med meget snart. Han rettede det blå blik mod komtessen da hun atter lo af ham. Han hævede det ene bryn, med et skævt smil på læbe. "Aha, jeg synes ellers så tit jeg hører, at moden er tætsiddende gevandter." Lød den rolige og dog sjældent spøgende stemme. ".. i så fald, må man da sige at jeg er blevet ganske moderne, ikke sandt?" Han gestikulerede til længderne af klistrende og gennemvædet bomuld, uld og læder og smilte da hun efterfølgende adresserede sig selv. Blikket dvælede lidt ved hende, "De er... " Sagde han, lidt betaget af hende. ".. også meget moderne." Svarede han så, hentydende til de meget våde, klistrende gevandter. ".. og også ganske nydelig. Moderne gevandter eller ej."

Christofle iklædte sig efterfølgende de tørre sko. "Jeg finder noget til at starte et bål med, ellers er jeg bange for vi aldrig bliver tørre." Bekendtgjorde han, "Men jeg bliver i nærheden."

[Amélie af Dison]

Amélie følte sig et øjeblik næsten skyldbetynget over ikke at kunne hjælpe admiralen op af vandet. I stedet stod hun blot og betragtede ham med korslagte arme og hovedet lidt på sned. Smilet på hendes rosa læber blev bredere ved hans ord og en hånd fandet vej op foran munden i et forsøg på at skjule hendes klukkende grineri. ”Åh, vældigt!” Morede hun sig, som hun måtte læne sig lidt forover for at kontrollere latteren.

Hendes klukken ophørte dog, som han selv syntes at betragte hende og i stedet indtog en varm og rosa farve hendes kinder. ”Åh…De er også…Ganske nydelig.” Musede hun, som hun med et lille drilagtigt glimt i øjnene øjnede ham fra top til tå. Jo…Christofle af Tardigy var så bestemt en ganske nydelig herre. Hun bukkede sig så, for at samle lidt op i de våde skørter i et forsøg på at vride dem for vand. ”…Skal jeg hjælpe Dem?” Spurgte hun så.

[Christofle af Tardigy]

Hendes kompliment fik Christofle til, bare et øjeblik, at overveje Amélie som andet end en ung komtesse, frisk fra pigeskolen. Han var hverken blind eller tungnem. Han forstod at hun fandt ham interessant. Men Christofle tænkte kun med hovedet, hvorfor hans pragmatiske sind ikke tillod ham at beundre hendes smil eller glæde, men nærmere vægte hende på sin evne til at forstå, gebærde sig og påtage sig ansvar. Indtil videre havde hun været klodset, omend han følte sig smigret over hendes betagelse af ham, så var der intet der indikerede at hun havde hvad der skulle til for at tage ansvaret som Baronesse og bestyre et Len i hans sted, når han var borte... det var jo den fremtid der ville vente hans hustru. Christofle var jo ikke blot kommende Lensherre, men også Admiral - en stilling der ofte bragte ham rundt i landet og ellers til Levagny. Hans manglende tilstedeværelse i Lenets affærer, under disse rejser, måtte derfor varetages af sin hustru indtil en arving kunne involveres.

Han behøvede en med intellekt, indsigt og rygrad.

Han var dog ikke for hurtigt til at bedømme nogen. Når man havde folk under sig og engagerede sig i deres poster og udvikling heri, så opddagede man at folk ofte rummede mange flere lag, end de der umiddelbart kom til udtryk. Han afskrev derfor ikke komtessen - muligvis fordi han brød sig om hende og ønskede at få øje på nogle mere seriøse kvaliteter i hende. Så da hun tilbød hjælp til noget banalt og bestemt ikke komtesse-agtigt arbejde, takkede han blot ja. "Så meget tørt brænde De kan finde, Nådigfrøken. Intet gammelt, intet frisk, men noget der er afbrækket og virker 'let'." Forklarede han, som de fulgtes ad, dybere ind i skoven.

[Amélie af Dison]

Amélie lod de brune øjne glide væk fra Admiralen, da hun mente at de havde hvilet på ham længe nok. Trods alt, ville hun heller ikke fremstå alt for intimiderende og stå der glo dumt som en anden skolepige. Hun rettede således fokus en smule imod sin kjole i stedet, som hun stod der og vred vand ud af både skørter og særk på næsten umulig vis.

”Mhm..” Hun brummede en smule tænksomt for sig selv ved admiralens beskrivelse af træet og som hun lod de brune øjne spejde ind imellem træerne for at skimme brynet for træ der matchede denne beskrivelse, begav hun sig så ellers småkluntet efter ham, tydeligvis uvant over at gå i det ujævne skovterræn. Sådan gik de foren stund og indsamlede nogle gode stykker træ hver især, før de vendte tilbage til udkanten af den lille lysning, hvor Amélie lagde den lille bunke fra sig, som hun havde samlet, i håbet om at hun havde samlet blot en smule nyttigt og dermed også kunne bidrage lidt.

Som solen langsomt var forsvundet og skyerne trukket indover himmelen, stod Amélie nu med korslagte arme og tænderne fast sammenbidt. Hun frygtede at ville klapre, forsøgte hun at åbne munden. Én ting var at hun var forfærdeligt kuldskær i forvejen..Én anden var at de tunge lag af kjole og stof tyngede og fik hende til at føle sig som en istap. Hun lod tavsheden indfinde sig for adskillige minutter, som hun betragtede ham bygge et lille bål op, men hun lod så atter et par ord flyde over de nu blålilla læber. ”Jeg….Jeg er k-ked af det m-med Calla..” Fremstammede hun, som de brune øjne flakkede lidt skamfuldt væk. - Velvidende om at hendes fader og ikke mindst moder ville krympe sig alene ved tanken om, hvordan hun havde gebærdet sig idag. 

[Christofle af Tardigy]

Hun havde blot brummet lidt af hans ord og det fik ham til at overveje om hun i virkeligheden havde ønsket, at han havde afslået hendes tilbud om hjælp. Han hævede et bryn af dette, nok mest for sig selv, men var så blot fortsat med at lede efter antændeligt træ og noget til at opstarte et bål med.

Et rums tid gik med dette, førend de kunne vende tilbage til Amelies tæppe med favnene fulde af træ. Christofle havde set hvordan Amélie havde anvendt hele favnen, for at bære så meget som hun kunne. Noget han satte pris på. Der var de komtesse der nok havde samle tre-fire småpinde og holdt dem i strakte arme for ikke at grisse med bark og jord på dem selv. Christofle kunne derfor kun beundre at Amélie kunne tage fat uden at hyle over det - skønt hun ikke just var en terrængående type. Men hvad vidste han. Han var så vant til blod og lydighed, algeskum og havsprøjt, skønt han ej var en frontmand. Måske var Christofle også lidt blind for at kvinder ikke skulle det samme som mænd, omend de også havde to arme og to ben at gå på.

Ihvertfald fik de samlet en god bunke brænde, som Christofle arrangerede og satte ild til med en kniv og et stykke tændstål... ja, visse læringer fra væbner og pagetid forgik ikke, selvom man var en granvoksen mand der sjældent havde brug for sådanne remedier. Ild kom der og der lunede allerede. Han vendte opmærksomheden mod hende da hun talte. "Kom hen og få varmen, Nådigfrøken." Inviterede han og rejste sig for at vige pladsen for hende. Han gik over og tog hendes tæppe, for at slå det om hendes skuldre. "Det er iorden - det med hunden. Men måske i skulle øve lidt på lydigheden?" Lød det med lidt drilagtighed i stemmen.