Frihed er...

[Christofle af Tardigy]

Han hævede et bryn lidt overrasket ved Komtessens invitation, både fordi han ikke havde ventet den, men også fordi han fandt det.. modigt? "Udenfor byen?" Gentog han, "Plejer De at gøre det, uden eskorte?" Undrede han sig så. Egentlig ville han gerne slå hende følge, fordi han fandt hende lidt.. interessant? Men udover det, så havde han ihvertfald ikke i sinde at lade hende vandre udenfor bymurene alene. Folk blev jo myrdet derude.. og en komtesse helt alene? Det var jo en åben invitation. "Ja, det ville glæde mig." Svarede han så dog ret hurtigt, inden hun rigtigt ville kunne nå at svare på det første spørgsmål. Tænk hvis hun trak invitationen tilbage og hun dernæst ville gå derud alene. Han behøvede dog ikke lige virke som om, at det blot var hendes sikkerhed han overvejede. Derfor stillede han sig ved hendes side med et venligt blik i øjnene, da han tilbød hende sin arm. "Jeg tænker at De kender vejen bedst?" Spurgte han med et let hævet bryn, "Måske De kan sige hvilken vej?" tilføjede han. Umiddelbart kendte Admiralen vejene ud og ind af byen ganske godt, men det kunne jo være den lille komtesse kendte en smutvej, som hun måske plejede at tage?

[Amélie af Dison]

Det var efterhånden ikke unormalt for Amélie at bevæge sig en tur udenfor bymuren. Oftest var hun ifølge af sin faders livvagt, som følge af hans påbud, men indimellem sneg komtessen sig atter afsted selv. Hun kunne måske godt høre at det lød både en smule dumt og halvfarligt, når admiralen spurgte hende på den måde, om hun oftere gjorde det alene og hun skulle netop til at komme med en undskyldning for at gå selv eller vende snuden hjem, da han atter indvilgede i at følge hende.

”Altså..Jeg går sjældent selv, medmindre jeg…sniger mig ud.” Betroede hun ham. ”Min fader bryder sig ikke om, når jeg bevæger mig udenfor bymuren, så han sender altid en livvagt med mig. Hans selskab er blot…En smule kedsommeligt.” Erklærede hun forsigtigt, som hun tog imod Admiralens arm og med et lille nik med hovedet gjorde mine til at hun ville bevæge sig mod østporten. Det var den vej hun oftest gik, når hun spadserede. Desuden havde hun et lille ’spot’, som hun holdt særligt af, ikke alt for langt fra bymuren. – Og netop dét satte hun kursen imod. ”Sig mig, går de på jagt, Admiral?” Forsøgte hun sig, med henblik på at forsøge at få en samtale i gang. I et forsøg på at få ham til at fortælle lidt også.

[Christofle af Tardigy]

"Jaså?" Sagde han med det ene bryn løftet. "Jeg må indrømme, at jeg forstår hans behov for sikkerhed. Lige fortiden summer der rygter som en farlig mand på fri fod, som Drabanterne ikke kan fange.." Han tav et lille øjeblik, som han overvejede emnet. "..selvom beskrivelsen af ham, lyder som det pure opspind, så kan man næsten ikke være for sikker." Bemærkede han, som han lod hende føre dem begge i retningen af østporten. Han betragtede hende lidt ud af øjenkrogen, inden han så åbnede munden igen. "Men det De har set derude, må være risikoen værd?" Spurgte han så og smilte sit afmålte smil - det ene af tre slags han overhovedet kunne præstere at smile. Hans arbejde gav ham sjældent anledning til at smile, hvorfor det med tiden var blevet en fremmed ting for ham at gøre.

Han drog en indånding, da hun spurgte ham til interessen for jagt. "Såfremt det forventes." Forklarede han og tav lidt. Overvejende om han burde sige mere. Så så han lidt ned mod hende, ansigtet lagt i neutrale folder som han stille betragtede hendes reaktion. "Jeg har en jagthund, som jeg ynder at gå på fuglejagt med." Han skævede til komtessens skødehund, "Af udseende minder den om Deres." Sagde han, indirekte indikerende at det var en spaniel, ligesom hendes.. men blot langt fra en skødehund.

[Amélie af Dison]

”Åh, virkelig?” Amélie’s mine blev et øjeblik bekymringsfuldt, som hun lyttede til Christofles ord. Hun havde skam godt hørt rygterne om bæstet der hærgede Levagny. Hun bed sig en smule i underlæben, som hun ubevidst gav hans underarm et lille klem og uden selv at bide mærke i det, gik hun pludselig en smule tættere op af ham. Måske i et forsøg på ubevidst at søge lidt tryghed. ”I så fald ser jeg mig heldig, at De vil ledsage mig.” Smilede hun, som hun rettede blikke top imod ham igen. ”Men det er bestemt smukt…De får at se..” Erklærede hun, næsten en smule drømmende.

Komtessen blev dog atter kaldt tilbage til virkeligheden, da Admiralen svarede på hendes spørgsmål om jagt. Han lød ikke just begejstret for emnet og således brummede hun blot et lille; ”Aha.” Hun skævede lidt til Calla, som han forklarede at han også selv havde hund. Hun fornemmede dog at der lå lidt mere bag hans ord, når han på den både indikerede at hunden kun lignede hendes af udseende. – Som om de ikke skulle kunne minde om hinanden af sind. ”Min fader bruger skam også Calla til jagt indimellem. Hun kommer fra min fars sidste kuld af jagthunde. Da hendes kuld blev født, var hun bare så lille og skrøbelig…Jeg endte med at snige mig ned i køkkenet og flaskefodre hende om natten, fordi min fader truede med at lægge hende ned. Da han opdagede at jeg sad og sov i krogen på køkkengulvet hos hende....Ja, så fik jeg lov til at tage hende med op i en kurv i mit sovegemak istedet..” Berettede hun, på trods af at han sikkert ville finde historien lidt patetisk og lettere åndssvag. Hun løsnede hunden fra sin snor, som de nåede udenfor byporten og derpå lod hun hende pænt tulre lidt afsted foran dem.

[Christofle af Tardigy]

Christofle nikkede stille til hendes løfte om det sted hun ønskede at tage dem begge. "Jeg tror Dem gerne." Svarede han så og trak lidt på den ene mundvig.

Brynene måtte dog rynkes i let skepsis, da komtessen proklamerede skødehundens jagtegenskaber. Christofle tvivlede. Sådanne hunde, holdtes i gårde af en årsag og ikke på skødet af en kvinde eller foran pejsen. De kunne helt simpelt ikke præstere godt nok hvis man tillod dem at blive lade på denne måde. Selv holdt Christofle sine dyr i stramme, faste rammer, så de var skarpe og klar, når de blev brugt... præcist som han holdt sit tjenestepersonale, sin væbner, sit udstyr og med tiden; sit Len. En soldats disciplin, kunne man vel sige?
Det meget praktiske, disciplinerede og dog rolige gemyt som Christofle besad, efterlod ikke megen rum til blødsødenhed. Han havde aflivet kræet, såfremt det var svagt. Præcis som hendes fader ville. Uden tvivl. En hvalp ved dårligt helbred, havde alligevel intet værdigt liv foran sig. Men hvem kunne også benægte sin datter en smule lykke såfremt hun fandt den i en sølle hund? Det havde han nok heller ikke selv kunnet, såfremt det var han. Af den grund valgte han ikke at diskutere brugshunde kontra skødehunde med hende. Det var en snak for andre ører at høre. Istedet rettede han blikket lidt fremfor sig igen. "De har et godt hjerte."

[Amélie af Dison]

Amélie vidste inderst inde godt at hendes historie næppe vandt mange point hos en mand. Og dog, havde hun ingen intention at gemme på sig selv og hvad hun som menneske indeholdt. Hvis han ikke brød sig om det eller hende for den sags skyld, måtte han vel trods alt bare sige fra? Ikke destomindre, så var det sådan Amélie var. Hun var.....Hvad mange nok ville betegne som blødsøden. Men hun var også en ung kvinde med hjertet på rette sted..Og der ramte Admiralen alligevel en smule plet, på trods at at hun godt kunne mærke at han ikke syntes at have meget andet tilovers for følsom snak. "Det forsøger jeg ihverfald at bestræbe mig på at have.." Mumlede hun, før hun åndede let ud og bevægede sig videre ud af byen.

Hun slog vejen ned om stolen og som de nåede et stykke derned af, bevægede hun sig lidt væk fra stien og op imod en lille lysning istedet. Hun slap admiralens arm, for at kunne løfte lidt op i sit skørt og hun fortsatte så lidt op igennem buskadset ved et af 'hullerne' for at komme ned til den anden side af bækken. Hvorvidt det var 'passende' for en komtesse at kravle op af af små bakkeskrænter og igennem små buske, gad hun ikke engang diskutere..For synet der mødte dem, ville være det værd, så snart de nåede ned af den lille skrænt på den anden side. Som hun nåede toppen, vendte hun sig om, for at skæve lidt efter ham. "Kom nu..!" Drillede hun.

[Christofle af Tardigy]

Spadsereturen gennem Levagny og ud gennem Østporten var ganske nydelig. Christofle hilste på nogle enkelte velkendte ansigter, som han og komtessen strøg forbi menneskemængderne i byens gader i færd med at tilse alle deres gøremål. Livet lige udenfor bymurene var ikke just charmerende. Alle byens mindre charmerende erhverv holdt til herude og stanken fra deres produktion lå som et tæppe i deres nærhed. Heldigvis drejede den lille komtesse dem af, mod en skovbevoksning et stykke derfra. Lugten aftog, efterhånden som de kom skoven nærmere og Christofle kunne ånde lettet op, da han ikke behøvede at koncentrere sig om at ignorere stanken.

Christofle fulgte Amélie som hun drejede fra stien og lod hende gå, da hun slap grebet om hans arm. De var ret langt væk fra alting lige nu, synes han. Mere nåede han dog ikke at tænke inden den lille komtesse, styrede mod et buskads, kravlende opad små bakkeskrænter. "Jamen..!" Lød det bekymret, da hun uden tøven blot tulrede afsted, som en eller anden munter bjergged. "Jamen Amélie, Deres kjole?" Ja, for den blev da ødelagt af buskadsets hiven og flåen i stoffet, for ikke at tale om al det jord og snavs der krøb i de små komtessesko? Christofle så lidt efter hende - usikker på hvad han skulle sige eller gøre for at få hende til at komme ned der fra igen. Men da hun bare vendte ansigtet mod ham, med hvad han så som et drillende smil, kunne han ikke lade være med et trække lidt et på selv inden han fulgte hende.

[Amélie af Dison]

Amélie forsøgte så vidt muligt at være forsigtig og varsom i forhold til sin kjole, da hun krøb igennem buskadset. Det lykkedes velsagtens også ganske godt, som hun havde formået at finde et godt hul at kravle igennem. Et øjeblik frygtede hun nær at admiralen ville have stoppet hende eller være kommet med dumme reprimander..Men i stedet fulgte han hende atter, som hun smilede til ham.

Amélie kravlede om på den anden side af den lille bakketop og derfra bevægede hun sig så det lille stykke vej, der var ned til bækken, der lå for foden. Hun vendte sig lidt op, for at se efter Admiralen og som han faldt hende for øje, blev smilet bredere. ”Et øjeblik havde jeg nær troet at De ikke var fulgt med.” Konstaterede hun, som hun bredte skørtet ud. Det havde ikke lidt mere overlast en lidt jord i kanten, der nemt ville kunne gå af ved vask. Heldigvis. - Ellers havde hendes far nok også slået hende halvt ihjel.

Hun satte sin kurv fra sig ved foden af et af træerne der skyggede langs bækken og op af den, hev hun et lille tæppe, som hun bredte ud. Rykkede de lidt sammen, ville de godt kunne sidde to. Hun tog plads, efter at have bredt sit skørt lidt ud under sig og hun gestikulerede så forsigtigt ud, som hentydning til at han gerne måtte tage plads. ”Er her ikke smukt?”

[Christofle af Tardigy]

Christofle anede egentlig ikke hvad han tænkte på i det øjeblik hans ben blot gav sig til at følge komtessen opad bakkeskrænten, mellem buskadset og ind i den lette skovbevoksning. Hendes bekymringsfrie smil, havde på en eller anden måde forsikret ham om at det nok var okay? Alligevel hev det lidt i det moralske kompas ved tanken om at de lige nu befandt sig mutters alene ude i en skov, væk fra de fleste øjne og ører. Hvilket på én måde var ganske afslappende og på en anden ganske bekymrende. Hvad skulle han sige, såfremt de rent faktisk blev set sådan her? Rygterne ville være tykke af digtninger og antagelser. Det kunne skade hans omdømme gevaldigt... og hendes.

Alligevel betrådte han skrænten med lange skridt og fulgte hende om på den anden side, hvor lyden af en rislende bæk pludseligt ramte hans ører. Han rettede blikket mod den og stoppede op ved komtessens side. Hendes ord bragte hans opmærksomhed tilbage til hende. Han skød brynene lidt op i panden og så ét øjeblik lidt tvivlende ud. "Det havde jeg nær heller ikke troet." Indrømmede han, men trak så på et lidt skævt smil,  "De har gode overtalelsesevner."

Han fulgte hende lidt med blikket, som hun vandrede over til et stort træ nær den klare bæk og bredte et tæppe ud. Det var tydeligt for Christofle at hun havde gjort dette mange gange før, for der var ikke den mindste tøven eller overvejen i hendes handlinger. Da hun vendte opmærksomheden mod ham igen og gestikulerede til at han kunne sidde ved siden af hende, hev det atter lidt i moralen. Han burde virkelig lade være. Burde føre hende tilbage til byen og idet mindste sørge for en anstandsdame næste gang de skulle på en sådan udflugt. Men så alligevel.. det var jo ikke fordi han var en uhæderlig mand. Hvorfor kunne de ikke sidde og tale lidt her, uden at det skulle være en skidt ting? Christofles ben bevægede sig letter modvilligt hen for at indtage den ledige plads ved siden af Amélie. Tæppet var ikke stort, og de måtte derfor rykke sig lidt sammen for at kunne være der. Men det gik. Han lod dernæst blikket glide over det idylliske billede af bækken, træerne og lyset der brød gennem de store kroner. "Jeg forstår hvorfor De er glad for at komme her." Tilkendegav han, "Kommer der aldrig forbipasserende?" Spurgte han så, med lidt bekymring i stemmen.

[Amélie af Dison]

Amélie stod og smilede bredt ad Admiralen, som han dukkede op over bakkeskrænten imod al forventning. Hun glattede kjolen lidt, imens hun lod ham stå og tage øjemål af deres omgivelser og hun tog så ellers plads på sit tæppe.

Hun havde måske egentlig ikke tænkt så nøje over, hvor tæt de egentlig ville komme til at sidde. – Netop den del, syntes først rigtigt at gå op for Komtessen af Dison, da Admiralen tog plads ved siden af hende og han nær havde sat sig på en del af hendes skørt. Hun flyttede forsigtigt lidt på det, men hun lod så atter blikket falde frem for sig, imens Calla tog plads ved siden af hende på græsset.

Hun rystede lidt på hovedet af hans spørgsmål. ”Her er ganske fredfyldt. Jeg har en enkelt gang spottet et par dådyr, men det er også det...” Svarede hun, som hun rettede sit blik imod ham. Som de sad dér, ganske tæt, syntes hun først rigtigt at bemærke, hvor køn han egentlig var med sine krøller og grågrønne øjne. Hun bemærkede at hun kunne dufte ham, tæt som de sad. At det et øjeblik syntes som om alle hendes sanser skærpedes, som de sad der og hun betragtede ham tæt. 

De mørke øjne flakkede og hun rettede sig selv lidt op, som Calla rejste sig fra sin plads. Hunden havde tydeligvis fået øje på noget, men blev for så vidt stående et øjeblik, før den stille luntede lidt ned mod bækkens siv. "Calla.." Kaldte hun forsigtigt.

[Christofle af Tardigy]

Han rettede blikket mod hende som hun talte, og gjorde en anerkendende mine til hendes ord. Okay, et privat sted, noterede han sig. Dog ikke mindre bekymret for hendes sikkerhed, når hun vandrede herud alene. Skønt det var fredeligt og ellers kun besøgt af vildt. Det var jo bare et spørgsmål om tid inden nogle andre kunne finde det samme. Hvad ville hun da gøre?

Han havde egentlig rettet blikket væk fra hende igen, som han fundrede over alt dette. Men han kunne alligevel mærke hendes blik på ham, hvilket fik ham til at flytte det tilbage. Og ganske rigtigt tog han hende i at sidde og betragte ham. Det trak et smil ud af ham. "Er der noget i mit hår?" Spurgte han og flyttede blikket op, inden han børste håndfladen henover krøllerne for at få det potentielt invaderende element ud.

I samme nu rejste hunden sig og luntede ned til bækken for at gøre et eller andet. Komtessens kalden fik ikke rigtigt hunden tilbage og de sad blot lidt tilbage og så efter den, om den ikke vendte tilbage efter lidt tid.

[Amélie af Dison]

Amélie kunne tydeligt mærke at hun blev rød i kinderne, som Admiralen sådan tog hende i at betragte ham. Hun rystede vagt på hovedet af ham, som han spurgte om han havde noget i håret og hun smilede blot lidt glad for sig selv. ”Nej…Nej, det er det ikke. Det…Det er bare pænt.” Røg det ud af hende, som hun så lidt op på ham igen. ”Du har sådan nogle små fine krøller indimellem..” Røg det ud af hende, som hun pludselig glemte alt om både høflige tiltaleformer og etikette. Hun rømmede sig dog så lidt, som hun lidt akavet rettede på en lok af sine egne. ”

Hun flyttede lidt på sig, som hun ud af øjenkrogen syntes at spotte Calla på vej ned mellem sivene i bækken. ”Calla…!” Kaldte hun igen, før hun lidt kluntet rejste sig med et lille; ”Undskyld.”

Som hunden pludselig knurrende og småplaskede i bækken blev Amélie først urolig. ”Calla nej…Slip..Slip for…- Du skal ikke..” Hun skævede bagud imod Admiralen og hun løftede så atter op i skørtet, blot for at smide skoene i græsset og derefter fortsætte ud efter hunden, der nu havde en halvsprællende and i munden. ”Christofle! Hun…Hun har fat i en and..” Lød det flovt, men også nærmest hjælpeløst og frustreret fra hende, tydeligt uvidende om, hvorledes hun skulle håndtere både det levende og halvdøde dyr uden at kunne få fat i nogle af dem.

[Christofle af Tardigy]

Han anede ærligt talt ikke hvordan han skulle respondere på komtessens kompliment. Aldrig var hans krøller blevet omtalt som værende 'fine' og 'små', som om de var noget nuttet noget. Det var noget ganske uvant. Lidt paf sad han bare og så lidt dumt på hende. Ude af stand til at formulere et ordenligt svar. 'Heldigvis' blev fokus flyttet på den hund, som aldrig vendte tilbage. Det undskyldte Christofle til at undgå at skulle fremstamme et 'øh, bøh' svar.

Istedet fulgte han hende med blikket som hun rejste sig, "Selvfølgelig." Fik han mumlet, som hun trådte ned til sivene. I næste nu, skete der optøjer dernede med hunden. Christofles bryn skød op i panden, da komtesse kastede et blik tilbage mod ham og efterfølgende tog skoene af idet hun holdt skørtet op. Så trådte hun ud i vandet, til en sjaskvåd hund med en halvdød, skrigende and i munden. Han havde blot betragtet scenariet lidt blinkende, inden han så ganske roligt rejste sig, da hun kaldte ham til. "Tag fat om hunden istedet." Sagde han, som han trak skoene af og efterlod dem på bredden. Ugh, han var ikke så meget typen til at soppe. Men han sjoskede ud i bækken til komtessen, anden og hunden og fik fat om andens blødende hals. Den anden hånd lagde han om hundens kæber og pressede fingrene ind i kæbemuskulaturen til det burde smerte den og den derved ville slippe den dødende and. Da den først var fri, brækkede han halsen på den så den idet mindste var helt død. Det der med anskudte dyr og halvvejs i live, det gik Christofle ikke ind for... men altså, nu havde de da ganske fin middag?

[Amélie af Dison]

Amélie havde fortrudt næsten øjeblikkeligt at hendes kompliment var røget ud på den måde den var. Det måtte have lydt umådeligt dumt. Kunne hun da ikke bare have komplimenteret ham på anden vis? Sagt noget klogt? Nej…Det kunne hun velsagtens ikke. Og nu stod hun tilmed halvt om halvt med en ivrig og våd hund i favnen, en kjole der var våd helt op til midten af skinnebenene og mudder mellem tæerne.

Amélie tog fat om Calla i et forsøg på at gøre som Admiralen bad hende om og som han så ellers tvang hende til at slippe taget om sit byttedyr, løftede hun hende væk og tilbage på bredden på fast grund. Hun skar en lille grimasse ved synet af Christofle der brækkede halsen over på den stakkels and og en lille rynke dannede sig mellem hendes bryn, som den blev smidt på bredden.

Komtessen forsøgte at løfte lidt op i sit skørt, som hun vendte sig for at kravle op på bredden igen. Ikke alene var det besværligt at se, hvor hun gik, men det var også svært at få hele kjolen med. Kort derefter, lød et lille hvin fra hende, som skørtet hang ved i en gren. I et dumt forsøg på at holde balancen havde hun grebet fat i admiralen, men som hun fik overbalance, resultere dette blot i, at hun hev dem begge ned og ligge i det iskolde vandløb blandt sivene.

Han landede nederst og hun øverst med en halvtung kjole. Som om det ikke var nok at hun landede er midt på hans brystkasse med den ene hånd…Ja, så havde den anden tilfældigvis fundet hvile usandsynligt tæt på hans ædlere dele nær inderlåret. Naturligvis ved et uheld.

[Christofle af Tardigy]

Med 'krisen' afværget havde Christofle egentlig vendt sig rundt for at følge med Amélie ind mod bredde igen. Han væmmede sig lidt ved følelsen af den slimede mudderbund mellem tæerne og gjorde en lille trækning på halsen. Bedst som han så skulle til at tage et skridt, væltede komtessen pludseligt ind i ham. Han nåede ikke at registrere hvad der var årsagen til det. Han kunne bare konkludere at hun mistede balancen og pludseligt trak ham med i faldet.

Det var med et stort plask, at det kolde vand vældede opad baghovedet, nakke og ryg og det meste af beklædningen optil taljen var totalt gennemvådt. Han spruttede lidt for det vand der havde tilsølet blikket og som havde fundet sig vej ind i hans mund. Han rakte en hånd op og kørte den over ansigtet, kun for at se direkte ind i Amélies våde ansigt. Hun var så ganske tæt på ham. Hendes ene hånd hvilende med vægten mod hans bryst og den anden...? Hva? Christofle spærrede øjnene op, som han blinkede et par gange, da han tydeligt kunne mærke placeringen af hendes fingre der nok var lidt for tæt på hans skridt, end hvad han nok egentlig nogensinde havde overvejet at de skulle. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen da han ikke kunne komme på noget galant at sige.
Istedet rakte han bare sin egen hånd ned i vandet og greb blidt om hendes vildfarne hånd og ville flytte den. Men som han gjorde dette, gled den hånd han støttede sig til i sandet, som kornene skred under vægten af dem begge. Christofle plaskede nu helt under vandet så hovedet var dækket, inden han hurtigt brød gennem overfladen igen og spruttede på ny da han denne gang fik vand i mund og næse.