Frihed er...

[Amélie af Dison]

Tråd tilegnet Christofle af Tardigy

Levagnys gader - Et af de pænere byhus-kvarterer

Tidlig eftermiddag

Købmænd, sladrende tanter, pænere herrer der var på vej ud på jagt, lyde af hestehove og ikke mindst tjenestefolk der løb ærinder…Alle disse ting var at møde i gaderne i byhuskvartret, hvor familien Dison boede. Solen skinnede og stod højt på himlen, som den mørkhårede komtesse havde vovet sig udenfor, for at gå en tur med sin spaniel; Calla. Hun havde siddet inde det meste af dagen. Fingrene var en ømme, efter flere timers fløjtespil og efterfølgende broderi, så det at komme udenfor, føltes befriende. Ikke mindst, når hun trods alt havde en smule selskab i form af Calla. - Og dog…For komtessen gik atter en smule i egne tanker, som hun gik og dagdrømte sig en smule væk. Under armen havde hun en bog og et lille tæppe, som hun havde planlagt at ville gå en tur lidt udenbys og op på bakkekammen nærved. - Det gjorde hun trods alt oftere, når muligheden bød sig.

[Christofle af Tardigy]

Egentlig var Christofle på vej mod Paladset, som han skridtede hesten gennem teaterkvarteret hvor størstedelen af adelen havde sine byhuse. Det var blot en vej igennem, intet andet. Og dog skulle de vise sig at være et midlertidigt ophold, da han fik øje på Komtessen af Dison, der kom slentrende med en lille hund og noget i favnen, som han endnu ikke kunne se hvad var. Episoden på markedspladsen krøb frem fra hans erindringer, som han ellers havde haft glemt igen. Det var en ganske pinlig sag. Ikke desto mindre fandt Christofle det fjollet at dreje hesten af og smutte udenom. Istedet skridtede han ganske bevidst mod hende og holdt dyret an da han nåede derhen. "Ah, Nådigfrøknen af Dison." Hilste han og kunne endda præstere et halvhjertet, venligt smil. Ikke fordi han ikke ville, men nok mere fordi Christofles smilebånd ikke var det mest brugte.

[Amélie af Dison]

Amélie gik i egne tanker, da hovene fra en velkendt lys hest sneg sig ind omkring hendes synsfelt. De mørke øjne flakkede en smule omkring, som pinlige billeder flakkede over hendes nethinde og lidt akavet skuttede den unge kvinde sig, som hun rettede lidt på sin kåbe og derefter hankede op i det hun havde i favnen. Det havde været direkte pinligt den dag admiralen havde måtte følge hende hjem til hendes fader i våde og beskidte klæder. - At der så efterfølgende var begyndt at svirre ubehagelige rygter blandt de kvindelige adelige, gjorde ikke just sagen bedre. Tværtimod. Det syntes i Amélies optik lettere uretfærdigt, når hun principielt var ’uskyldig’ .

Hovedet løftede hun dog atter af ren og skær høflighed, som hun stoppede op, da admiralen selv gjorde holdt for sin hest for at hilse på hende. ”Ridder Tardigy..” Hilste hun pænt, som hun sendte et lille venligt smil i hans retning. ”Jeg ser at De er ude og ride igen…Jeg håber ikke at jeg bør se mig nervøs.” Bemærkede hun lidt forsigtig tog drilagtigt, som hun trak linen til sin spaniel en smule kortere, for ikke alene at holde hende tæt til sig, men også for ikke at komme hesten for unødigt tæt.

[Christofle af Tardigy]

Smilet blegnede bort igen, stille og roligt, og det stoiske ansigt hvilede atter i hans evigt ulæselige ansigt. Brynene rynkedes dog vagt, ved hendes bemærkning og Christofle følte et behov for at pointere: "De kan være ganske rolig. Om end min væbner har meget at lære på hesteryg, så har jeg tilbragt mange år herpå." Korrigerede han, med en vag skarphed. Han var ridder - hovedesenssen i dette var; at ride. Man skulle ikke betvivle hans grundlag eller kompetencer herindenfor. Ej heller skønt man var en nydelig komtesse. Men da det så var sagt, mildnede han straks op igen og gik tilbage til at være lige så ulæselig som før. "Men jeg kan meddele Dem at væbner Ernaut er blevet mindet om sit fejltrin i udstrakt omfang." - "Han ser ikke ydersiden af staldmurene igen, førend han kan styre kræet på bane." Forklarede han lidt indforstået. Hvad han i virkeligheden sagde var; at Ernaut blev sat på hest som var han en page der ikke havde set en hesteryg før. Det var ganske skamfuldt. Men i hans tilfælde også velfortjent.

[Amélie af Dison]

Det var tydeligt for Amélie allerede før ridderen besvarede hendes kommentar, at hun måske havde vovet sig ud på lidt for dybt vand. At hun med sin udtalelse var gået en smule over stregen og således nikkede hun blot høfligt til hans svar, som hun så ellers foldede hænderne pænt foran sig. ”Jeg forstår.” Hvad hun ellers skulle sige eller tilføje, vidste den unge komtesse ikke. Trods alt, var situationen noget særpræget og dertil kom også det faktum at hun faktisk fandt ridderen ganske….attraktiv. Dét på trods af han næppe kunne have fået et fantastisk førstehåndsindtryk af hende. ”..Men tilgiv mig. Det var ikke min intention af betvivle Deres egen evne på en hesteryg.” Undskyldte hun, som hun sendte et lille charmerende smil i hans retning.

[Christofle af Tardigy]

Christofle gjorde et vagt nik, men bibeholdt sit stoiske selv. "Alt forladt." Kommenterede han så, inden han lod tavsheden fylde tilfordel for nogle flygtige overvejelser indeni. Et vurderende blik hvilede lidt fjernt på komtessen i de få sekunder det varede, inden han delte læberne blot for at bemærke at.. "Jeg ser De læser." konstaterede han og flyttede blikket mod hendes hænder der var foldet om en læderindbundet bog. Han rettede derpå blikket tilbage mod hendes ansigt, for at afkodet det udtryk der hvilede heri, inden han svang sig af sadellejet. "Er det Deres Fader der har lært Dem det?" undrede han sig, da han ikke var bekendt med at det var en del af pigeskolens pensum. Christofle trådte hende efterfølgende lidt nærmere. "Må jeg?" spurgte han, som han rakte en hånd frem mod det lille bundt af pergament og læder.

[Amélie af Dison]

Amelie trak vagt på smilebåndet ved admiralens forladelse. Hun greb en smule fastere om Callas snor, som hun for et kort øjeblik mærkede utålmodigheden gibbe lidt i den lille hund for at komme videre. Yderligere gjorde hun dog blot en lille bevægelse med hånden der signalerede at den skulle blive, før den pænt satte sig og komtessens blik atter blev rettet imod admiralen, der imellemtiden havde haft lejlighed til at tage øjemål af hende og hendes…fritidsbeskæftigelse som for eftermiddagen tog form af en bog.

”..Det gør jeg.” Konstaterede hun, med tydeligt fortsæt om at forsøge at lyde selvsikker og robust som han selv i hans konstatering. ”Han lærte mig det allerede da jeg var seks og jeg begyndte at sidde og hive bøgerne ud af hans reol..”
De mørke øjne flakkede et øjeblik imod bogen, som den høje herre steg af sin hest og forsigtigt strammede hun grebet om den, som han rakte en hånd frem for at spørge om han måtte se. - Som om hun for et øjeblik, var bange for, om han skulle tage den fra hende.

For et kort sekund, stod hun bare dumt og tøvede, men hun rakte ham den så atter. Dette, som hendes mine samtidig blev en smule mere alvorlig. Trods alt, havde hun ingen idé om, hvad han mon ville mene om at en ung kvinde som hende selv, fandt interesse i en bog om Falanies politiske intriger, handelsaftaler og andet politisk gennem tiden. En bog hun tydeligvis havde lånt fra faderens boghylde i hjemmet.

[Christofle af Tardigy]

Christofle brummede blot til hendes sætning, som en tilkendegivelse af at han havde hørt hende. En tålmodig mand, hendes fader, tænkte Christofle lidt sidebemærkende indvendigt. Selv synes Herren af Tardigy ikke at kunne forestille sig at have tid til at lære en datter at læse - specielt ikke med et Len og øvrige sønner at oplære først. Nok mest fordi en kvinde ikke have noget at bruge det til medmindre hun skulle på universitet - men det var også noget af det mere moderne.
Han rettede sit blik mod komtessens, som hun rakte ham bogen. "Er det meningen at De skal studere på Universitet?" Spurgte han nysgerrigt, som resultat på de tanker der svirrede i hans sind. Han lod blikket hænge lidt betragtede ved hendes ansigt, inden han flyttede det mod bogens omslag der afslørede at den indeholdt informationer om landets geografi og dertilhørende Lener. Christofle havde selv læst den engang for mange år siden, og synes at mindes at den gennemgik Lenernes indbyrdes aftaler og handelsruter fra tidligere tider. En historisk gennemgang om man ville. De nutidige aftaler fandtes kun dokumenteret i form af kontrakter, som trygt lå opbevaret på Lensherrens 'kontor' i deres respektive Lener. Christofle var tavs, imens han reflekterede over bogens og den nuværende ejermand. Så rettede han endelig lidt blik op mod hende og så på hende med et hævet bryn. "Politik?" Spurgte han, som optakt til at hun skulle forklare sig.

[Amélie af Dison]

Dison var bestemt ikke et len der var ringeagtet set, i sammenligning til mange andre. Tværtimod, var lenet ganske velhavende, som de i særdeleshed handlede med stof, uld, beklædning og alskens broderitekstiler. Handel, politik og småaftaler len imellem, var således noget Amélie efterhånden havde overhørt ikke alene fra faderens kontor i smug, men også fra andre adelsmænd, når han havde haft nogle hjemme til ’forretningsmiddag’.

Komtessen fugtede underlæben lidt tænksomt ved Admiralens spørgsmål. ”..Nej….Mine forældre mener at mit fokus bør ligge andetsteds. Men derfor ser jeg intet forkert i at være interesseret.” Hvad ’andetsteds’ dækkede over, tvivlede hun på at han ville misforstå. Trods alt, fremgik det tydeligt at hun havde deltaget i den sociale sæson, om end den ikke syntes at være faldet ud til hendes fordel på nuværende.

Hun blev stående fast og solidt, som hun granskede hans udtryk. Hvad han egentlig mente om hendes lille….hobby, syntes hun dog ikke helt syntes at tyde ud fra hverken hans stoiske udtryk eller tonefald. ”Jeg er blot nysgerrig på, hvad der foregår i verden omkring mig, når jeg næppe får meget af den at se. Det er en anden måde at…Rejse på. Og jeg kan godt lide at tillære mig noget som er…Nyttigt.”

[Christofle af Tardigy]

Christofles ansigt var som mejslet i sten. Det var det altid, skønt han indeni både var i stand til at føle og tilkendegive en holdning. Han nikkede kort til hendes ord. "Jeg forstår Deres pointe." Svarede han blot og sænkede blikket mod bogen igen, inden han resolut klappede den sammen og rakte hende den tilbage. "Jeg hører, at Kronprinsen agter at turnere Falanie med følge. De bør måske deltage, såfremt De ønsker at se mere af verdenen? Om end blot landet." Foreslog han og holdt en kort pause. "... Lære noget mere om Lenernes produkter og økonomien dertil." Tilføjede han så med det ene bryn let hævet og antydning af et smil på læberne. Det var nok det tætteste man kom på bifaldelse af en sådan hobby fra ham.

[Amélie af Dison]

De spinkle læber trak opad i et lille smil hos Amélie, som hendes bekymring falmede ved ridderens kommentar. Hun havde frygtet at han ville have været alt andet end bifaldende, men han overraskede hende nu positivt med sin vage billigelse. ”Det burde jeg måske.” Svarede hun, som hun tog imod sin bog igen. De mørke øjne faldt et øjeblik på Calla, som så småt var begyndt at snuse til ridderens støvler og forsigtigt trak hun hunden lidt til sig igen. ”Beklager…Hun er frygtelig nysgerrig af sig.…” Undskyldte komtessen. ”Velsagtens lidt som jeg selv.” Bemærkede hun vagt, før hun atter gled tilbage på det forgående emne. ”Tager De selv afsted på rundrejsen? Det gør De vel...?” Besvarede hun halvt selv, som burde svaret have været indlysende, tog mand hans rang og position i betragtning.

[Christofle af Tardigy]

Christofle trak på den ene mundvig, hvilket glattede den alvorlige mine der konstant hang ved hans ansigt, lidt mere ud. Et resolut, men kort nik understregede billigelsen af hendes tanker om at ville deltage. Det var en glimrende mulighed for hende, for at komme til at se mere af verdenen, når nu det var hvad hun fandt interessant.

Den unge Admiral skævede ned til skødehunden, der snuste til hans støvler, men han ignorerede den blot. Dyr, ifølge Christofle, skulle være lydige og opdragne. Han havde under ingen omstændigheder tænkt sig at tilegne den mere energi, medmindre den formåede at lugte blodsporet fra en anskudt hjort eller spotte en kanin halvvejs nede i sit hul.. Han tvivlede på at kvindernes skødehunde kunne meget mere end agere varmepude på kolde nætter. Men af høflighed for komtessens kære eje, gjorde han intet andet end at lade som om den ikke var tilstede. "Nysgerrighed kan være en god drivkraft, så længe man er påpasselig med ikke at stikke næsen for langt frem." Bemærkede han og lod sætningen hænge i luften lidt til refleksion. "Den kloge komtesse udvikler hurtigt en god intuition." Tilføjede han så lidt antydende og med et lille glimt i øjet.

Komtessens spørgsmål, fik Christofle til at sukke lidt. "Nej, desværre." Indrømmede han, "Mine pligter ligger i Levagny." - "Jeg ville ellers have nydt at gense de nordfor-liggende Lener, men må nok erkende, at en sådan mulighed først rigtig byder sig når begge royale bryllupper er sikret, og der vel og mærke stadig er fredstid."

[Amélie af Dison]

Der var noget ved Admiralens lille drag på smilebåndet, der fik Amélie til at falde til ro. Det var som om at hendes nerver dulmede en smule, som han nikkede billigende til hende og som Calla atter satte sig pænt ved hendes fødder, smilede hun blot atter af hans kompliment og velmenende ord til hende. ”De smigrer…” Musede hun en smule ydmygt, som hun strøg en vildfaren lysebrun hårlok om bag øret og derpå lod blikket glide en smule forlegent ned over sit eget kjoleskørt, ude af stand til helt at vide, hvor hun ellers skulle kigge hen.

Længe gik der dog ikke, før hendes blik atter flakkede op for at møde hans igen, som han proklamerede at han atter blev i Levagny. ”Åh…Javel ja. Men Levagny kan vel næppe undvære alle sine gode mænd..” Bemærkede hun derpå, i et forsøg på at smigre ham lidt uskyldigt tilbage. 

[Christofle af Tardigy]

Christofle var ikke sikker på om det han sagde faktisk var smiger, men komtessen opfattede det sådan og Christofle var ikke den der skulle fortælle hende andet. Han fandt hende.. kær. Sådan som hun betuttet flyttede sit blik genert mod jorden. Det fik ham til at overveje om han kunne fremprovokere blussen på de ungdommelige, men blege kinder. Han var dog for godt opdraget til at te sig sådan. Så han lod være med at bore i det.

Hendes bemærkning, fik Christofle til at hæve brynene lidt kort inden hun fik tilranet sig endnu et rustent smil fra den ellers stoiske Admiral. "Gode mænd?" Gentog han, venlig betvivlende den tildelte titel. "De er for venlig, Komtesse." Tilføjede han så, da han ikke nødvendigvis så sig selv som en god mand. Han havde været skyld i megen ulykke. Det var en ting der kom med jobbet. "Men hvis De siger det, Nådigfrøken, så vælger jeg at tro det er sandt."

[Amélie af Dison]

Ærligtalt, så vidste Amélie ikke rigtig, hvad hun yderligere skulle svare admiralen. Derfor, fløj ordene til sidst bare ud af hende, måske mest af alt, blot for at bryde den akavede tavshed: ”Måske kunne Admiralen have lyst til at gøre mig selskab på min spadseretur? Jeg havde tænkt mig at gå en tur udenfor bymuren og ned af bakkekammen…?”

Hun fortrød næsten sin forespørgsel, så snart den havde forladt hendes læber. For tænk, hvis han afviste hende? Eller værre…Hvis han takkede ja og begyndte at stille alle mulige spørgsmål, hun skulle kunne svare anstændigt på?