Brormand

[Gennevote af Falanie]

Elyot af Falanie

Det var den bedste dag i Gennevotes liv. Hun havde fri fra skole og havde hørt at hendes bror var tilbage på paladset. Hun havde skyndt sig tilbage i slottet og havde spurgt et par tjenestepiger hvor hun kunne finde ham. De havde set ham i tronsalen sammen med kongen. Det skræmte hende en smule, at hendes far var der, men hun forsatte alligevel ind i salen.
"Elyot!" Udbrød hun og løb hen til ham og gav ham et kæmpe kram, mens de omkringstående mænd kiggede på hende med rynkede øjenbryn.

"Vi er vist også færdige her." Brummede kongen og Gennevote nejede pænt overfor ham, inden hun tog Elyots hånd og forsøgte at hive ham med ud af tronsalen.

"Kom med." Sagde hun, uden at acceptere et nej.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde forladt Levagny som kronprinsens søn og var kommet hjem som kronprins. Det var stadig ved at sætte sig i ham og dagen i dag havde han fulgt kongen rundt og lyttet med. Han var også blevet udspurgt om sine fremskridt, af hvilke der var en del.

Da dørene blev slået op og hans navn råbt, farede han lidt sammen, før han måtte undertrykke barnlig begejstring og se mere værdig ud. Kongen havde vist mere på hjerte, men lod dem alligevel gå. Elyot bukkede let for sin far og holdt ryggen rank, imens han blev trukket ud, kun for at overgive sig, da de var væk fra de høje herrer og omfavne og løfte sin lillesøster.

"Ustyrlige møgunge," drillede han, som han satte hende ned.

[Gennevote af Falanie]

Man kunne slippe afsted med meget, når man var en lille pige som Gennevote, der ikke havde set sin bror i lang tid. Hun havde et stort smil på sine læber, da han løftede hende og hun mærkede hvor meget stærkere hendes bor var blevet.
"Du er blevet højere og stærkere." Sagde hun med et smil.
"Og jeg er ikke en møgunge. Det er lang tid siden jeg har set dig og jeg har savnet dig." Sagde hun og løftede sin hage, mens hun lettere fornærmet truttede sine læber.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede lidt af Gens fornærmede udtryk og uglede hendes hår kærligt, selvom han vidste at hun hadede det før han rejste og sikkert endnu mere nu. "Jeg har også savnet dig, møgunge," drillede han og lagde en arm omkring hende, før han begyndte at gå ned af gangen, væk fra rådssalen. Han skulle ikke fanges i barnligheder med sin søster af rådets medlemmer, der alle var langt ældre og mere myndige end han var. Han var deres fremtidige konge og gik op i sin værdighed.

"Du er også blevet højere, som en bønnestage. Du er næsten en lille kvinde," pointerede han. "Hvor gammel er du blevet?"

[Gennevote af Falanie]

Gennevotes ansigsudtryk blev endnu mere surt og hun glattede hurtigt sit hår, så det forhåbentligt stadig var pænt at se på, selvom han havde uglet det. Alligevel gik hun dog med ham ned ad gangen, uden at tænke særlig meget på om der gik gamle mænd forbi dem.
"Ja, jeg er blevet meget høj!" Sagde hun med et stort smil og rettede sig lidt mere op, hvorefter hun lagde hovedet mod hans skulder.
"Jeg er blevet 13 nu. Så nu er jeg snart en af de ældste på pigeskolen." Sagde hun med et smil, selvom der stadig var nogle der var ældre end hende.

[Elyot af Falanie]

Elyot hørte en hvis overdrivelse i Gens svar og var ikke nådig nok til at overhøre den. Han var hendes irriterende storebror.

"Er de yngste ikke 11 og de ældste 16? Så er du da ret langt fra at være ældst, lille rolling," drillede han med et skælmsk smil.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote brugte hver en mulighed på at finde en grund til at være voksen og hun syntes selv, at 13 var meget voksent.
"Kun tre år!" Sagde hun og knyttede sine hænder. "Men. Nok om mig, jeg vil høre dine heltemodige historier Ely." Sagde hun og mødte hans blik med et smil.
"Har du reddet en dame i nød?" Tilføjede hun, mens hendes øjne strålede af beundring ved tanken. Hun forestillede sig sin bror ridde rundt på sin flotte hest og gøre den ene heltemodige ting efter den anden, ligesom i et eventyr.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde haft meget matematik som page og endeløse timer om regnskaber med Philippe af Neaune. Han havde lyst til at fortælle Gen, at hun var i den yngre halvdel af pigerne på pigeskolen ud fra den logik, men undlod. I stedet gav han hende bare et lille klem til søsteren og rystede på hovedet af hende.

"Klart," drævede han. "Jeg har reddet tyve, bare ved at kaste et blik på dem, Genny."

[Gennevote af Falanie]

"Kaste et blik på dem?" Gentog Gennevote en smule skeptisk. "Sådan redder man altså ikke damer i nød Elyot." Sagde hun og skar en grimasse.
"Det kan godt være alle piger forguder dig, men der skal altså lidt mere til end det." Bemærkede hun og fnøs.
"Du er blevet mere selvoptaget af at være væk fra paladset." Kommenterede hun og lagde armene over kors, mens hun rettede sig op.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn over den skarpe bemærkning og fnøs lidt af sin lillesøster. "Og du er blevet en rigtig lille strigle," svarede han stridslystent og hev hende lidt i håret.

Han var måske nok seksten år og burde ganske givet være mere moden end det, men Gen var vildt provokerende og han hev til.

[Gennevote af Falanie]

"Av!" Udbrød hun højlydt, selvom han egentlig ikke havde hevet særlig hårdt.
"Du ødelægger min frisure." Bemærkede hun lettere irriteret, derefter skævede hun mod ham. "Og jeg er ikke nogen strigle, jeg er faktisk ret sød." Sagde hun.
"Det er ikke min skyld, at du ikke kan se det." Tilføjede hun og skubbede lidt til ham med albuen.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs og himlede med øjnene. Han skubbede ikke, men da hun gjorde, fangede han hende med begge arme, så han låste hendes ned mod siderne og trak hende tæt ind med hendes ryg imod hans brystkasse.

"Er det sådan du har tænkt dig at tale til kronprinsen fra Odriara?" Han holdt godt fast. "Kalde ham selvoptaget og bagefter sige, at du er sød og at han bare ikke kan se det?"

[Gennevote af Falanie]

Elyot havde været væk så længe, at Gennevote havde glemt sin plads en smule og måske var blevet en anelse kæphøj og følte at hun havde meget at skulle have sagt end hun egentlig havde. Da han tog fat i hende, fik hun et overrasket udtryk i ansigtet.
"Hvad laver du? Giv slip." Sagde hun irriteret.
"Der er lang tid til jeg skal tale til kronprinsen af Odriara? Hvorfor tænker du på det nu?" Sagde hun og vred sig en smule, mens hun vendte ansigtet så hun kunne se på Elyot med et lettere irriteret blik. Dumme storebror, tænkte hun.

[Elyot af Falanie]

Elyot pustede Gen lidt i øret, provokerende i sin fysiske overmagt, men uden nogen egentlige, dårlige hensigter, andet end at demonstrere overfor hende, at han var den store og den stærkeste. Han fnøs over hende og strammede sit greb lidt.

"Fordi du burde vise din storebror den samme grad af respekt. Jeg er også kronprins nu," pointerede han. Og det var en ny tilstand, som han især havde mærket forskellen på siden han og Philippe af Neaune kom tilbage til Levagny.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote skar en grimasse da han pustede hende i øret, primært fordi det kildede en smule. Han var stadig utroligt irriterende, det havde turen ikke ændret noget på. Da han strammede grebet, udbrød hun en lettere klagende og måske lidt overdrevet smertefuld lyd.

"Jeg sladrer til mor om at du opfører dig som en bølle." Sagde hun surt, mens hun forsøgte at vride sig igen selvom hun dog snart var ved at overgive sig. Der var ikke så meget hun kunne gøre, han var stærkere end hende og hun måtte åbenbart opføre sig efter hans hoved, for at komme fri.