Giftermål

[Helene af Suilleaux]

Helene var i den formidable situation at hun var gift nu. Hun behøvede aldrig mere veje sin families formue og indflydelse, sine egne lidt buttede former og underbid eller sin alder op mod hinanden for at vurdere hvor godt hun kunne blive gift. Hun var Lancelin af Suilleaux's og hun var en lensgrevinde.

Derfor havde hun også lidt mere at give af nu. Hun rejste sig roligt, bød veninden sin arm i en lille gestus og bevægede sig over imod den noget ældre slægtning med is i maven. Hun ventede på at han selv opdagede dem, før hun smilede tilfreds. "Kære fætter. Ridder Tardigy. Jeg håber De har en god aften? Tillad mig at præsentere Dem for min gode veninde, Amélie af Dison."

[Amélie af Dison]

Amélie tog imod Helenes arm, som hun bød hende den og derpå fulgte hun hende hen imod den lille gruppe af herrer, der stod og konverserede. Som Helene introducerede hende, nejede hun pænt og høfligt for Ridder Christofle af Tardigy og et lille varmt smil havde indtaget komtessens læber.

[Christofle af Tardigy]

Christofle stod med en mindre gruppe af bekendte, som han ikke havde set i lang tid. Et lille smil hang på læben, som han lyttede til en indforstået anekdote om en jagt der gik galt sidste efterår. Den lille gruppe af mænd brummede leende af afslutningen og fortsatte med at debattere diverse affærer. Christofle lyttede opmærksomt med, men blev forstyrret, da han pludseligt mærkede et blik på sig.. eller rettere to, for da han instinktivt vendte sig om for at se hvem det skulle være, faldt han blik på den nygifte kusine og en genkendelig komtesse. Han vendte fronten mod dem, som de skridtede den sidste lille afstand mod ham. "Ah, Helene" Hilste han med varme i stemmen, men kom så i tanke om at hun jo ikke bare var kusine og komtesse Helene mere, han gjorde derfor et høfligt, men vagt buk med hovedet, "Deres Excellence." Hilste han istedet formelt, men hentydende og med et glimt i øjet. "Lykke til med Dem og Lensgreven".
Christofle kastede et kort blik over skulderen på den lille gruppe af mænd, der blot havde fortsat med at tales, inden han vendte det tilbage igen. "Så sandelig. Det er rart at se gamle bekendtskaber igen, efter længere tid." Lød det venlig fra ridderen. Da lensgrevinden dirigerede Christofles opmærksomhed mod den lille komtesse ved hendes side, gjorde han ligeså et passende buk. "Nådigfrøken." Hilste han, og evnede på ganske fortrinligvis at se neutral ud i ansigtet, på trods af at han for blot lidt tid siden havde set både ankler og lægge, da nådigfrøkenen næste blev rendt ned på markedet. Christofle havde besluttet sig for at slettet mindet fra sin hukommelse og bare lade som om at det aldrig var hændt.. selvom det ganske vist var nogle pæne ankler hun havde.

[Helene af Suilleaux]

Helene nejede nydeligt og var tilfreds med at se veninden gøre det samme. Mændene i hendes familie indbød typisk til respekt og Christofle, på trods af den manglende formalitet, ligeså.

"Tak, kære fætter. Det er min største lykke," forsikrede hun, som hun havde lært. "Jeg håber vi snart kan se Dem netop så lykkelig. Sæsonen er jo snart slut, men måske på rundrejsen...? Jeg regner med at De skal med?"

[Amélie af Dison]

Amélie sendte et lille varmt og charmerende smil i ridderens retning, som han bukkede for hende. Hun foldede hænderne pænt foran sig, som hun rankede sig en smule og hun lod blikket følge Christofle og Helene, som de konverserede. Helene havde altid være god til at tale for sig og at hun netop ulejligede sig en smule, for at introducere Amélie selv for Ridder Tardigy, betød noget for komtessen. Hun blev således en smule mere bevidst om at Helene også værdsatte, hvad de to piger havde haft sammen siden de mødtes på pigeskolen.

[Christofle af Tardigy]

Christofle betragtede komtessens varme smil for den korteste stund, men sendte ikke selv et tilbage. Istedet rettede han opmærksomheden tilbage på Helene, da hendes ord lød. "Forhåbentlig." Lød det uden megen føling i. Sandheden var nok at Christofle havde haft for meget at se til, til rigtigt at drage fordel af sæsonens frivoliteter. Han var lensarving og besad en stilling som Admiral. Der var unægteligt megen arbejde. Arbejde, som overskyggede prioriteten af at finde en hustru. Men man kunne knapt bebrejde ham. Christofle var blot en dedikeret og pligtopfyldende mand.

Christofle nikkede en enkelt gang, da han blev spurgt til deltagelsen i rundrejsen. "Bestemt. Såfremt der ikke opstår noget presserende, der ligger til hinder for det." Svarede han og holdt en kort pause, "Hvad med Dem, kære kusine? Deltager De og Deres nye husbond?" Spurgte han, men vendte næstefter blikket mod komtessen af Dison, "Og De, nådigfrøken?"

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede. Hun skulle til at nævne at Suilleaux endda var det første len, der fik besøg, men så spurgte fætteren til veninden og hun valgte at forblive tavs.

Faktisk så hun sig om efter en undskyldning for at efterlade dem alene.

[Amélie af Dison]

Amélie nikkede ganske let, som ridderen henvendte sig til hende. ”Ja, det gør jeg.” Smilede hun forsigtigt, som hun rankede sig en smule. ”Trods alt, giver rundrejsen rig mulighed for at promovere og samtidig også fremvise, hvad Dison har at byde på, som len og handelspartner.” Erklærede hun roligt. ”Derudover er det naturligvis også ganske berigende at komme ud og se resten af Falanie.”

[Christofle af Tardigy]

Christofle nikkede lidt og trak på et afmålt, men venligt smil som hun fortalte. Han ville egentlig gerne tale lidt mere med nådigfrøknen af Dison, hvorfor han sendte sin kusine et sigende blik, der netop viderebragte den besked til hende på en diskret måde. Han rettede blikket tilbage mod komtessen. "Så sandelig." Svarede han høfligt, "Ville De tillade mig at eskortere Dem, så jeg kan høre mere om Dison?" Spurgte han først og fremmest Komtessen, men blikket flakkede også mod Helene, da hun holdt den højeste rang og i første omgang havde bragt Amélie, inden det faldt tilbage mod komtessen.

[Helene af Suilleaux]

Det blev et nik, et let smil og så var Helene på vej væk. Lancelin kunne heller ikke lade hende vente meget længere.

Baiiii

[Amélie af Dison]

Det kom ærligtalt en smule bag på Amélie at ridder Tardigy udviste hende interesse, som han gjorde. - Særligt efterfulgt markedssceneraiet. Ikke destomindre, glædede denne interesse hende og hun tilsmilede ham, som hun dertil nikkede og bød ham sine ene arm. ”Det vil jeg meget gerne.” Indvilgede hun, som hun gjorde mine til at følge ham og cirkulere salen med ham. ”De er måske nysgerrig på noget specifikt?” Prøvede hun.

//Lukket efter aftale