To undulater på en pind

[Simmonete af Vigny]

Simmonete begyndte at le lidt, ved tanken om Caspian som en drømmeprins, sådan som de var afbildet i poesi. "Det er ved guderne, at jeg heller ikke gør." Lo hun og lod den stilne af, inden hun åbnede munden igen; "Men det er ligemeget om han så var fyrre, fordrukken og færdig. Jeg kender min pligt og agter at udføre den, men det er ikke ensbetydende med at jeg har i sinde at bruge resten af mit liv på at tilse en mand jeg finder ringe interesse i." Sagde hun så lidt kryptisk, skønt de meget direkte ord. Simmonete ville distancere sig selv og tage elskere istedet, når først arvefølgen var sikret.

[Amélie af Dison]

Komtessen vidste ærligtalt ikke om hun fandt venindens holdning til ægtemænd og ægteskab frastødende eller imponerende. Men indtryk, det gjorde hun...For Amélie var bestemt ikke ligeglad med, hvem hun ville blive lovet bort til. Hun skulle skam nok udfylde sin rolle og gøre sine pligter...Men hun agtede bestemt ikke at være dydig hustru for enhver pris. Det var hun ikke sikker på at hun ville kunne. - For tænk, hvis hun blev lovet væk til en fordrukken gris? Tanken alene var nok til at gøre den unge kvinde utilpas.

Hun betragtede veninden med nysgerrighed. "Hvad vil du så bruge resten af dine dage på?"

[Simmonete af Vigny]

Simmonete ville uden tvivl bruge resten af sine dage i syndens tegn. Men det kunne hun jo ikke fortælle Amélie, så hun spidsede læberne lidt eftertænksomt, idet hun hævede hagen lidt. "Brodering." Jokede hun med et skælmsk glimt i de mørke øjne. Kendte man komtessen af Gustabis bare lidt, så ville man vide at hun gerne spyttede på håndarbejde og langt hellere nød underholdning på Teateret med et glas vin i hånden. Simmonete var ikke en kreativ anlagt menneske, såfremt det handlede om kunst. Den hedonistiske livsstil gjorde hende kreativ på andre måder, men ikke til at udforme kunst i nogen art. Hun tiltede hovedet lidt nysgerrigt på skrå. "Hvad med dig, Amélie?" - "Har din Papa luftet nogle prospekter for dig?" Spurgte hun og førte koppen lidt læberne, i det øjeblik hvor hun også ønskede at vide hvad hun ville bruge sin lange evighed på, såfremt hun blev fanget i et elendigt ægteskab. "... og hvad ville du bruge resten af dine dage på, hvis du endte op ligesom jeg?"

[Amélie af Dison]

”Brodering..” Amélie fnøs, som hun lidt latterfyldt rystede på hovedet af veninden og hun åndede stille ud, som hun rakte ud efter en småkage på bordet. Simmonete kunne være en sjov størrelse til tider. Ikke destomindre, var hun dog nok det tætteste Amélie kom på en bedsteveninde og således havde hun ikke i sinde at fordømme veninden på den konto.

Hun trak lidt på skuldrene af venindens spørgsmål. ”Jeg ved det ikke…Jeg tror måske han og maman går i stille sind og kigger efter potentielle ægtemænd til mig..Men de er meget hemmelighedsfulde..” Sukkede hun. ”Men…For at være ærlig, så…Så har jeg set mig en smule varm på Admiralen af Tardigy..” Betroede hun hende lavmælt. Amélie var dog atter bevidst om at hendes chancer ikke nødvendigvis var de bedst. Ved Yphion...Hun ville da være et godt parti for mange adelsmænd. Men en admiral? ”Jeg kunne godt håbe at han…Syntes, jeg var et interessant parti. – Men skulle jeg ende op med en gammel gris af anden kaliber, må jeg vel leve dermed…” Mumlede hun småbekymret.

[Simmonete af Vigny]

"Hmm..." Brummede hun eftertænksomt, som hun pillede lidt ved tekoppens hank. Da hun nævnte Falanies Admiral som fikspunkt for sin interesse, smilede Simmonete blot lidt. "Admiralen, huh?" musede hun med et lidt skælmsk blik. "Er han ikke lidt for stivnakket til dig, Amé?" spurgte hun med lidt drillen i stemmen. Ved venindens sidste ord, skød den mørke komtesse et latterfnys. "Christofle er så velopdragen. Han tager den kvinde, hans papa stikker i hånden på ham. Ærligt talt så tror jeg ikke den mand evner følelser." Tilføjede hun lidt spottende og førte koppen til læberne. "Kun arbejde og forretning. Alt det der." Viftede hun afvisende med hånden af ham.

[Amélie af Dison]

Amélie kunne mærke at hendes kinder atter blev en smule røde ved tanken om Admiralen. Trods alt, var han ikke alene en pæn mand..Men også..Civiliseret og en ganske ordentlig en af slagsen. Det var i hvert fald hendes indtryk..Og sådan syntes veninden velsagtens også om ham, om end hun fornemmede at Simmonete fandt ham kedsommelig. ”Stivnakket? Det ved jeg ikke…Han virker…Ordentlig.” Kommenterede hun atter, i mangel på bedre. ”Ærligtalt, så vil jeg måske hellere have en stivnakket husbond af slagsen, end en som føjter omkring og tér sig åndssvagt.” Erklærede hun en smule fast, som hun stædigt vedholdt sin lidt eventyragtige illusion af ægteskab for sig selv. Trods alt…Så forstod hun ikke de som brød den slags løfter i utroskab. Og nogle mænd tenderede med deres tåbelige opførsel måske mere dertil end andre typer.

[Simmonete af Vigny]

Hun betragtede veninden med hovedet lidt på sned, som hun fortalte om sin anskuelse af hvad Simmonete anså for en af verdens kedeligste mænd. Et lille medgivende nik tilføjede hun dog, da hun nævnte at Ridderen af Tardigy var ordenlig. Dét var hun overbevist om at han var. Om han virkede umådelig tør. "Touché, min ven." Sagde hun så, "Jeg tror dog de fleste adelige Herrer føjter omkring i en eller anden kaliber." Sagde hun i et neutralt toneleje, "Min mor siger, at de først har rendt hornene af sig når de har været udlært Ridder i nogle år." - "Men jeg tror ikke helt på det. Du kan jo bare tage Theuderic af Sangy, som et eksempel. Han er endda ældre end din Admiral." Påpegede hun og nippede til theen. "Det er ikke for at ødelægge noget for dig, Amé, men jeg køber altså ikke, at selv en stivnakket Admiral ikke har brug for lidt.. adspredelse." Og det mente hun. "Det ville simpelthen være for godt til at være sandt."

[Amélie af Dison]

Amélie fnøs. ”Tror du det?” Amélie syntes ærligtalt at tanken virkede en smule absurd. Altså…Jo…Der var da nogle mænd der føjtede. Men Christofle? Noget i Amélie fik hende til at tvivle. Og dog…En del af hende frygtede også at veninden havde en smule ret. For tænk, om han i så fald mon ville finde hende komplet uinteressant?

Amélies mine fortrak sig til en bekymret én af slagsen og lidt eftertænksomt fumlede hun ved sit skørt. ”Han finder mig sikkert hverken interessant eller attraktiv alligevel.” Erklærede hun så, som hun forsøgte at gøre sig lidt hård i filten.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete gjorde et ganske kort, lidt ligegyldigt nik. "Ja, det tror jeg." Svarede hun. Hun tiltede dog hovedet lidt på skrå, med brynene let rynkede i en blanding af undren og sympati. "Hvorfor skulle han ikke det?" Spurgte hun, "Bare fordi manden føjter, er det vel ikke ensbetydende med at han ikke også kunne føjte lidt med dig?" Hun smilede nu skælmsk og lidt lusket.

[Amélie af Dison]

Amélie kunne mærke et stik af irritation sætte sig ved tanken om en føjtende Christofle. Jalousi? Hun var ikke sikker...Og selv hvis hun havde været det, ville hun næppe stå ved det. Skeptiske øjne betragtede veninden ved hendes ord og lidt køligt, klukkede hun af grin. "Med mig? Måske ville det først og fremmest kræve at han var interesseret.."

[Simmonete af Vigny]

"Er han da ikke det?" Spurgte hun med et løftet bryn, som hun trak en småkage af tallerknen imellem dem. Et stumpt knæk lød fra den, da hun brækkede et stykke af med tænderne. "I så fald tror jeg der er brug for en intervention." Konkluderede hun. "Du.." Hun pegede med fingeren, ".. kommer til the hos mig i morgen." Lød planen. "Så ser vi til, om vi ikke godt kan få hægtet Admiralen af Tardigy på krogen." Hun smilte lidt lusket. Tydeligvis var den royale komtesse ude på noget hemmelighedskræmmeri... Når hun var det, kan man kun håbe på at det var til ens egen fordel.

[Amélie af Dison]

”Åh, Sim…” Amélie lød et øjeblik bekymret. Næsten som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv ved venindens ord. For tænk om den mørke komtesse havde fået endnu en famøs ’dum’ idé?

Hun skævede til veninden som hun bed sig lidt i underlæben og en tænksom lille rynke dannede sig i den ellers fine pande. ”Jamen…Okay…Nuvel så..”

Den lille brunette rettede blikket fremfor sig igen og hun tog så atter selv en småkage fra fadet. Således blev de to undulater siddende på hver deres pind det meste af formiddagen...Sludrende om løst og fast.

//Lukket