To undulater på en pind

[Simmonete af Vigny]

Overskyet, eftermiddag
Amélie af Dison
Familien Dison's byhus.

---

Simmonete skuttede sig under den tunge uldkappe. Det havde været overskyet hele dagen og solen havde næppe varmet meget op i dagstimerne. Hun øgede tempoet på sin Palfrey - et af hendes kæreste eje, og hesten gik nu raskt fremad. Bag hende kunne hun høre lyden fra Emir Schafari's tungere hest. Han fulgte hende overalt, og skulle uden tvivl, og sikkert til hans glæde, bevogte komtessen som hun besøgte en anden komtesse i hendes byhus. Snart var hun fremme. Elegant svang hun sig fra hestens sadelleje og lod et par karle tage sig af dyrene, imens Simmonete vandrede op til hoveddøren i forventning om at blive ledt indendøre med sin ledsager og præsenteret for husets beboere.

[Amélie af Dison]

Amélie havde den sidste halve time gået og forberedt bord til te sammen med sin kammerpige, til når hun fik besøg. Godt nok var der nogle ting der ikke hørte sig til en frøken i huset at gøre, men så var hun alligevel sikker på at hun fik sit tebord, som hun ønskede det. Hun var i dagens anledning iklædt en fin lyseblå kjole og let og nynnende, tulrede hun omkring, da hun hørte hoveddøren gå op. Derpå bevægede hun sig ud i hall’en, for at ønske sin gæst velkommen. ”Simmonete…Åh, hvor ser du køn ud..” Bemærkede hun komplimenterende, som hun hilste veninden og gjorde anledning til et knus. ”Jeg har glædet mig til at du kom..” Bemærkede hun.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete trådte indenfor og afleverede dit ydertøj til tjenestepersonalet. Ikke langt tid efter blev hun modtaget af Amélie, der altid havde kunnet besnære de fleste med sit varme væsen. Simmonete var ikke typen de uddelte knus og varme gestusser, men hun kunne alligevel præstere et lidt stift et, når det var veninden af Dison der tilbød.
Simmonete klukkede lavt og smilte et selvsikkert smil. "Som vår, efter en lang vinter." Musede hun hoffærdigt i spøg, til venindens kompliment af hende. "Det er så længe siden Amélie." - "Jeg mindes ikke at vi har sås, siden vinter i det forrige år?" undrede hun sig, "Jeg er spændt på at høre, hvad du har været i færd med siden?"

[Amélie af Dison]

Amélie tilsmilede veninden, som hun trak sig fra det venskabelige knus og ganske let og venligt gav hun venindens underarm et kærligt klem, som hun slap hende. ”Åh, jeg er sikker på at vi nok skal have noget at tale om..” Kvidrede hun, som hun udgjorde en lille gestus med den ene hånd imod stuen hvorfra de kunne bevæge sig videre ud på terrassen. Her havde komtessen dækket et lille tebord op, som ventede dem og var prydet med alskens småkager, frugt og andet sødt. ”Jeg har dækket op til os ude under parasollen..Der er dejlig lunt på terrassen…” Bemærkede hun, som hun førte an.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete nikkede høfligt og lod sig føre af veninden, til de nåede et nydeligt opdækket bord. Simmonete tog plads i den ene side og glattede skørtet ud. Den milde vind der blæste blidt fra tid til anden, var kærkommen hos komtessen fra Gustabis. "Åh, jeg savner solen og varmen Amélie. Hvis ikke jeg gives en husbond i denne sæson, så agter jeg at tage hjem igennem vinteren." sagde hun og samlede en kop med the op, der var blevet hende skænket imellemtiden. "Det er længe siden jeg har sat mine fødder i mit fødehjem." Tilføjede hun lidt henkastet og nippede til koppens dampende indhold.

[Amélie af Dison]

Hun tog plads overfor Simmonete ved det lille bord, før hun gav sig til at skænke dem hver en kop te. Amélie skubbede høfligt den lille bakke med sukker og mælk tættere på veninden og selv gav hun sig derefter lidt afventende til at øse et par små kager og lidt frugt op på en lille tallerken, før hun ville række det videre. ”Det kan jeg godt forstå Simmonete..” Nikkede komtessen forstående. "Det må være noget lunere i Gustabis…Jeg ser heller ikke frem til vinterens komme..” Sukkede hun let, som hun rakte ud efter sin tekop. ”Hvor længe er det siden?” Spurgte hun.

[Simmonete af Vigny]

Den royale komtesse trak på et lille smil, imens hun nikkede stille. "Lunere, mere solrig." Medgav hun, "Du burde tage med mig? Jeg er sikker på din fader vil indvillige såfremt han forstår at det er med mine forældres velsignelse og at vi bliver eskorteret af min livvagt." Foreslog hun nærmest muntert. "Jeg er næsten sikker på at du ville kunne lide det." Tilføjede hun og stillede koppen fra sig, for istedet at række ud efter et stykke frugt. Hun bed et stykke af og overvejede venindens spørgsmål. "Kan det mon passe, at det er 10 år siden, jeg sidst har været der?"

[Amélie af Dison]

Det var næppe nogen hemmelighed at Amélie længtes efter at komme ud og rejse og se noget af verdenen. Tværtimod ville man, hvis man kendte hende godt, vide at hun havde stor udlængsel og at hun på sin vis nok var noget mere…frisindet, end hvad der egentlig var dydigt for en ung komtesse som hun. Amélie holdt trods alt af at tilbringe tid ude og det var ikke så sjældent at hun sneg sig op i nogle af de mindre skovområder udenfor byen, blot for at kunne dyppe anklerne i bækken og dertil sidde og læse i sine bøger.

Hun blev trukket tilbage til virkeligheden, som Simmonete gjorde anslag til at hun en dag kunne tage med hende til Gustabis og et lille smil bredte sig over Amélies læber. Smilet gik dog i et og falmede kort derefter igen. ”Jeg er ikke sikker på at min fader ville bryde sig om det…Du ved, hvor overbeskyttende han kan være..”

[Simmonete af Vigny]

Simmonete lagde sin hånd på bordet, strakt mod veninden. Et forsikrende smil på det rosa læber. "Amélie, min fader er Hertug. Hvis han siger at han sørger for vores sikkerhed, så bliver der sørget for vores sikkerhed." - "Din fader kan umuligt sige nej." Smilte hun venligt, inden hun stille trak hånden til sig og trak på et lidt mere, knapt så overbevist ansigtsudtryk. "Vi skal bare have overtalt min fader og moder.." sagde hun så. ".. og specielt min moder, ønsker at se mig bortgiftet snart. Så det kan nok først blive derefter, at vi kan tage afsted."

[Amélie af Dison]

Amélie rakte ud og tog imod veninden fremstrakte hånd, som hun lænede sig lidt ind over bordet. Hun gav hendes hånd et lille beroligende klem , men måtte så atter lade et lille suk forlade læberne. ”Jeg ved det godt, Simm…Om forladelse, det var ikke sådan ment…Det ved du vel.” Amélie sendte veninden et lille smil og hun førte så med sin frie hånd en lille lok hår om bag øret. ”Men...Jeg håber ikke at du bliver forlovet alt for snarligt…Så ender jeg jo helt alene..” Forsøgte hun at drille. "Har dine forældre nogle særlige i tankerne til dig...? Ved du det?"

[Simmonete af Vigny]

Simmonete rynkede brynene lidt uforstående. "Der er ingen grund til at undskylde. Du fornærmer mig ikke." Sagde hun mildt og sendte den mørkhårede et smil, som forsikring på hendes ord. Så slap hun Amélies hånd og trak den lidt til sig igen, for istedet at fatte om theen og nippe til den. "Du må altid besøge mig." Foreslog hun lidt drillende. Amélie var en nær veninde, så hun ønskede naturligvis ikke at hun skulle føle sig forladt af hende, selvom alle vidste at dagen ville komme hvor hun var nødt til at rejse til sin husbonds hjem og leve sit liv der. Da komtessen spurgte til Simmonetes fremtidsplaner, tiltede hun hovedet en anelse på skrå. "Min moder har informeret mig om min forlovelse til min fætter, Caspian af Vigny." - "Men det er ikke annonceret endnu." Tilføjede hun så, som en lille disclaimer om at hun bør tie med informationen. "Jeg skal møde ham en af dagene i den første måned."

[Amélie af Dison]

Amélie tilsmilede veninden. Simmonete var nok hendes tætteste. Trods alt, havde de to unge kvinder altid fundet fælles fodslag og det hændte sjældent at de var uenige eller gik hinanden på klingen.

Amélies mørke øjne spærrede dog en smule op ved Simmonetes store nyhed. Caspian af Vigny ? Af alle de mulige matches? Amélie kunne næsten mærke hvordan myrekrybene bredte sig ned over ryggen på hende og i et forsøg på at undertrykke sin mening, varmede hun blot de spinkle hænder lidt på sin tekop. Hvad der helt var ved Caspian af Vigny , som hun ikke brød sig om, vidste komtessen egentlig ikke helt. Hun havde trods alt ikke konverseret med ham før..Men han virkede blot…Ubehagelig. Ved de fælles selskaber de havde deltaget i, havde hun egentlig altid bare diskret forsøgt at undgå den mørkhårede herre. ”Spændende..” Svarede hun.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete hævede et bryn, da hun fornemmede at veninden trak sig lidt. "Med omtanke for min familie er han et godt match." Kommenterede hun. "Han arver både titel som Hertug og Lensgreve." Tilføjede hun så og nippede lidt nonchalent til sin the. "Det overgås kun af en prins.. og Elyot af Falanie ér forlovet til en hasneansk prinsesse." Sagde hun, som om de diskuterede sødme og syre blandt appelsiner. Simmonete var praktisk tænkende og var langt fra naiv nok til at tro at ægteskabet rent faktisk ville medbringe lykke. Hun vidste hvad hendes pligt var, og dem havde hun i sinde at honorere.
Fidusen var blot at gøre det besværet værd, ved at håbe på en mand der kunne forsørge hendes dyre smage og eksklusive livsstil godt og samtidig bringe familien goder.

[Amélie af Dison]

Amélie nikkede vagt. Hun forstod godt venindens synspunkt. Det gjorde hun virkelig. Hun forstod godt hvorfor Caspian på papiret ville været et godt match til Simmonete. Men ligesom hun havde haft en dårlig mavefornemmelse til forårsballet, da hun havde konvereseret med veninden Gisella af Suilleaux om baronen Marcel af Monteres , snørede hendes mave sig også en smule sammen nu, på veninden Simmonetes vegne.

Ét eller andet sted, priste hun sig dog samtidig også lidt lykkelig for at hendes egen fader ikke havde lovet hende væk til nogen..endnu.

”Jeg forstår det godt.” Erklærede hun så. ”Du ved også bare…Hvordan jeg ofte drømmer..” Undskyldte hun så sin manglende entusiasme. ”Tilgiv mig Simm…Jeg ser bare ikke Caspian af Vigny som nogen…drømmeprins.”

[Caspian af Vigny]