At få benene fejet væk under sig...

[Amélie af Dison]

Tråd tilegnet Christofle af Tardigy

Markedspladsen

Eftermiddag

Overskyet vejr

Det var en overskyet dag. Én af de dage, hvor svag vind susede og gamle efterårsblade susede rundt blandt gader og stræder, imens nye skud atter syntes at titte frem på træer og blandt blomsterbede.

Amélie havde sammen med en tjenestepige begevet sig ned på markedspladsen, blot for at gå og kigge i nogle af boderne. Den unge kvinde havde trukket en mørkeblå foret kåbe godt omkring sig, for ikke at fryse og under denne var hun iført en mørkegrøn kjole med en smule ydmygt broderi, der dog stadig pænt statuerede hendes adelige rang. Hendes hår var opsat, som det nu engang sømmede sig for de pænere adelige kvinder og om halsen bar hun et lille fint guldsmykke, der endte ud i et medaljon-vedhæng.

Hun stod netop og kvidrede lystigt med sin tjenestepige om et stykke silkestof som hun betragtede, da en stor lys destrier kom galoperende og hun måtte vige til side for ikke at blive overrendt. Dette resulterede dog i at den unge adelige kvinde snublede over en kurv der stod ved standens hjørne og at hun landede direkte på halebenet. Et lille udbrud lød fra hende, som hendes hænder smertede vagt over forsøget på at tage fra for det meste af stødet og lidt kluntet forsøgte hun så atter at komme på benene med sin tjenestepiges hjælp. ”Er De kommet noget til Nådigfrøken?” Spurgte hun. Amélie rystede svagt på hovedet, men skævede atter efter den store hest, der nær havde overrendt hende, før blikket atter faldt på hendes egne hænder. - Det kunne nemt være gået mere ilde…

[Christofle af Tardigy]

Larmen og råben var markedspladsens kendetegn. Var der ikke noget at sælge, så var der noget at købe og det kunne være alt fra dyr, til mad, til råvarer til ja, sikkert også lyssky ting. Markedspladsen lå i midten af Levagny og var derfor også den hurtigste vej mod enten byhuset i teaterkvarteret eller mod Paladset. Blandt mængden af handlende folk kom Christofle travende på sin destrier. Om sig luntede et par at slottets heste med nogle soldater, som han havde haft med udenfor byens mure. De var nu på vej tilbage i en vis hast. Christofle holdt sin ganger i en frisk hastighed, men uden at være forsvarlig. Der var trods alt mange mennesker tilstede og han måtte af og til sagtne farten for at væve ind og ud mellem menneskemængder. Det var dog noget andet for en af de unge soldater, som havde placeret sig forreste i feltet. Om det var han, som sparkede sin ganger i galop eller om den blev forskrækket og rendte med ham, vidste Christofle ikke, men han kunne da konkludere at dyret havde en fart der fik folk til at springe for livet. Suk... og gæt hvem der rede trådene ud, hvis den unge knægt rent faktisk rendte nogen ned. Christofle sparkede liv i hesten under ham, med intentionen om at indhente fæet og få kontrol over situationen igen inden nogen kom rigtigt til skade. Længe nåede han dog ikke at bevæge sig, inden hans blik landede på, hvad han hurtigt kunne regne ud var en adelsfrue. Ja, så var det jo ligesom sket. Christofle så ingen anden mulighed end at hoppe af og hjælpe hende på benene igen, og håbe at hun ville acceptere en undskyldning. Man kunne ikke se det på Christofles altid stoiske ansigt, men man kunne nok godt fornemme det sammenbidte udtryk og det irriterede blik, der var rettet mod den uforsvarlige soldat som blot gled ud af syne. Christofle standsede brat sin hest og hoppede af. "Er De uskadt, Milady?" Spurgte han med en bekymring i stemmen, som han bukkede sig mod hende og tilbød hende en hånd.

[Amélie af Dison]

Amélie fumlede en smule kluntet rundt, som hun lå der blandt alskens kurve, bagerbrød og kornposer, som hun var blevet væltet omkuld. Ikke alene lå hun næsten med både skørt og sko i vejret, men hun havde også formået at placere den ene hånd direkte i en vandpyt, som hun havde taget af fra sit fald. Utålmodigt brummede Amélie en smule af sin kammerpige, som hun forsøgte at glatte sine krøllede og nu snavsede gevandter ud. ”…Louise, kan du se min læderpung? Den må være røget ned ved...” Amélie fumlede en smule omkring i et forsøg på at komme på benene, da en hånd netop blev rakt frem imod hende. Hendes mørke øjne søgte håndens ejermands og ganske let, rystede hun på hovedet. ”Ehm…Nej…Det tror jeg ikke.” Fik hun formuleret, før hun lidt kluntet fik tørret den ene hånd af i sit kjoleskørt, så den ikke var helt våd, når han tog imod den. ”Eller…Jeg mener…Jo..- Jeg er uskadt..” Erklærede hun, med en lille forvirret hovedrysten og eftergivende armbevægelse, som hun endelig kom på benene. 

[Christofle af Tardigy]

Hans blik hvilede observant på adelsfruen, som hun fumlede lidt rundt, forvirret. Havde hun mon slået sit hoved? Der var ikke megen ændring at spore i hans evigt neutrale ansigtsmimik. Selv da han opdagede at fruens skørter var endt oppe ved hendes knæ, så underbenet var for fuld skue for ham, da trak han blot nonchalent stoffet nedover hendes blottede læg og ankler uden at fortrække så meget som en mine, inden hans fokus atter var rettet mod hende, som hun talte. Han lukkede roligt hånden om hendes mindre og dog fugtige hånd, og trak forsigtigt i hendes arm, for at støtte hende som hun kom på benene. Christofle fik øje på hendes læderpung i vandpytten, hvor fruens skørt havde skygget for den og han gjorde et nik mod den til tjenestepigen, som hentydning til at hun skulle samle den op. "Er De sikker?" Spurgte han og bukkede sig lidt ned for at se hende i øjnene, nok mest i håbet om at kunne afklare om hun var konfus eller på anden måde havde slået hovedet.

[Amélie af Dison]

Amélie syntes ikke at kunne erindre at have været udsat for noget så tåkrummende pinligt længe. - Og det på trods af at den unge adelsdame så sandelig syntes at have taget del i sin andel af flove optrin. Endnu mere pinlig syntes hele eskapaden dog at blive, da Amélie bemærkede at adelsmanden hev ned i hendes skørt for hende.

Med dybrøde kinder og småfiltret hår forsøgte hun således at glatte sine gevandter ud, som hun skuede en smule tilbage på sin kammerpige, før hun vendte sig og atter mødte herrens blik. - Denne gang betydeligt mere opmærksom og en smule mindre forvirret. Derpå tilskikkede hun ham samtidig også et lille varmt og venligt smil. ”Ganske sikker….Sir.” Svarede hun, som hun slap den mørkhåredes underarm. - Dette efter at have bemærket, at hun stadig havde haft fat omkring hans underarm, efter at han havde hjulpet hende op og stå. Godt nok kom tituleringen en smule nølende…Men hun antog at hun forhåbentlig tog sig ud som værende lettere undskyldt, situationen taget i betragtning. "Og..Ehm...Tak fordi De...." Hun gestikulerede vagt imod vandpytten, som hun kneb øjnene en smule sammen, i tydelig mangel på ord...For hvordan takkede man en adelsherre for på sin vis at have skånet én mod offentligt at blive til grin på baggrund af blufærdighedskrænkelse? "Hjalp mig op..." Fortsatte hun.

[Christofle af Tardigy]

En rød farve lagde sig på hendes kinder, som hun glattede skørterne ud. Christofle betragtede hende nu med et lidt sympatisk blik, lidt medfølende over den situation hun var havnet i - og så ovenikøbet for alle at se. Hendes blik fulgte tjenestepigen, der nu havde samlet fruens læderpung op, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod ham med et varmt smil. Hun så så betuttet ud, som hun stod der med sine viltre lokker og røde kinder. "Det glæder mig", kommenterede han med et vagt, venligt smil på hans læber, som han gjorde et resolut nik i respons. Han blev først rigtigt bevidst om den fortsatte fysiske kontakt, da hun løsnede grebet om hans underarm, og han rettede sig blot lidt op og antog en mere rank holdning, da han ligesom blev bevidst om at han måske ikke lige fremstod så professionel som han ønskede. Fruen var højst sandsynligt gift, og han var teknisk set travlt optaget af at bestyre en flåde.. og tilsyneladende uduelige soldater. Han foldede derfor blot stateligt hænderne bag ryggen. "Ingen årsag, Nådigfrue. Det var det mindste jeg kunne gøre." Bemærkede han, "Den løbske hest er under min kommando, sammen med dens rytter. Jeg er usikker på hvad der forårsagede sådan et skødesløst ridt, men jeg kan forsikre Dem om, at det ikke ikke sker igen." Lovede han og lod et beslutsomt blik vise.

[Amélie af Dison]

”Frøken...Nådigfrøken Amélie af Dison.” Rettede hun ham på velment, men høflig manér, som hun udgjorde et lille nik for ham. Trods alt, virkede det lidt mere anstændigt end at byde ham en halvfugtig hånd at kysse, omstændighederne taget i betragtning. Rettelsen havde som sådan måske ikke nogen personlig betydning for hende, men ikke destomindre statuerede hun dermed tydeligt sin sociale rangering. - Når man var født ind i guldskjoldenes bog, var man trods alt ikke helt til at overrende med en hest, uden at det på en eller anden måde havde sin effekt. Hun nikkede dog derpå ellers blot lettere høfligt af adelsherren.. - Eller hvad var han egentlig? Hun mindedes ikke at have taget notits af ham tidligere til alskens selskaber…Men derfor kunne han vel godt have deltaget, hvis hans stand var til det? ”Og De….?”

Amélie nåede tydeligvis knapt at stille sit ønskede spørgsmål, før hun blev afbrudt af en ung knægt der forpustet kom luntende med fast greb om deletøjet på den hest der før havde overrendt nådigfrøkenen. ”Sir, sir…! Jeg er altså frygtlig ked af det…Hesten blev forskrækket over en høne der kom kaglende……Den løb LIGE ud foran! Raphael sagde at jeg på Nådigfrøkenen af Dison’s vegne vist fik skabt et optrin for markedets herre der formegentlig ville kunne gøre det ud for et visit eller to på ’Den tørstige hat’, men…” Knægten stoppede først op, da han bemærkede hvorledes hans herres blik ramte ham. Tydeligt var det at den unge væbnerknægt nok næppe havde tænkt over, hvem hans herre konverserede med….At han så derudover også knævrede mere end hvad godt var…

Amélie, stod på nuværende næsten bleg som et spøgelse over drengens kommentarer. For kunne dette optrin mon blive mere tåkrummende? Hun rømmede sig vagt, som hun rankede ryggen og hun rettede så ellers en smule på sin blå kåbe. - Som om hun forsøgte at fastholde bare en smule værdighed, på trods af at hun stod der sølet ind i regnvand og brødkrummer fra de respektive kurve, som hun var skvattet ned oveni.

[Christofle af Tardigy]

"Ah, nådigfrøken." Rettede Christofle. Der kunne man bare se. Med hovedet dybt begravet i flådens pligter, så havde Christofle ikke megen energi tilover til at bide mærke i de unge komtesser, der graduerede fra pigeskolen. Han var derfor ej heller synderligt kendt blandt deres kredse - ihvertfald ikke, hvis ikke han var blevet øjnet som muligt giftermål. "Mig en ære." Kvitterede han, på hendes introduktion. "Jeg er Christofle af Tardigy." Præsenterede han sig formelt, efterfulgt af et ganske lille, resolut, men høfligt buk. Christofle åbnede dernæst munden for at tilføje en kommentar, men rettede istedet sin opmærksomhed mod den unge væbner, hvis eksistens var skyld i hele det her rod. Hvis Christofle havde kunnet nå at stoppe et neg i bøtten på ham, så havde han gjort det, men knægten talte i en ordstrøm så høj at man kunne høre det på den anden side af bymurene. Christofle klemte øjnene fortrydende sammen og førte hånden op til ansigtet i en facepalm agtig gestus. Da han atter åbnede øjnene, var hans blik koldt og alvorligt. "Stille!, Væbner Ernaut." Beordrede han. "Hvis De ellers havde begavelse til at holde Deres bøtte tilstrækkeligt længe til at reflektere over Deres handlinger, så ville De sikkert erfare at det ikke er Jeg, som De skylder en undskyldning." Bemærkede han spidst.

[Amélie af Dison]

Da den unge væbner Ernaut endelig syntes at erfare at han havde dummet sig, blev kinderne ildrøde. Den unge mand mumlede lavmælt noget uforståeligt for sig selv, før han akavet kløede sig i nakken og derefter henvendte sig til Komtessen for at melde et lavmælt ‘undskyld’. Et undskyld der for Amélies vedkommende måske ikke syntes at være nær tydeligt nok taget den forlegenhed i betragtning hun var blevet bragt i, men ikke destomindre, var det bedre end ingenting. Derpå tav hun således blot for en stund, da væbneren atter luntede af, for endnu at efterlade sin herre med komtessen. Tavsheden, tillod Komtessen dog ikke at fylde længe, som hun stod der, ildrød i hovedet, halvusselt tilredt og ikke mindst noget ydmyget. ..”Jeg formoder at De ovenpå denne fadæse som det mindste overtager regningen for mit rensetøj....” Erklærede hun nu en smule køligt, tydeligt lettere berørt af situationen og ikke mindst det at blive gjort sådan til grin. Ikke at they som sådan var af betydning...Men lige nu var alt hun kunne vinde på, bedre end at tave yderligere ansigt. Godt nok var den sociale sæson ved at være slut...Men hvordan ville folk og fæ stadig ikke tænke om hende, når der snart ville gå rygter om dette optrin? Bejlere ville der nok ikke blive mange af, hvis de alle stod og grinede af hende i krogene.

[Christofle af Tardigy]

Christofles blik hvilede hårdt på den unge mand der nu stod ved siden og da han blot synes at mumle noget utydeligt istedet for at mande sig op og tage ansvar for det lort han havde lavet, så vendte Christofle blot blikket frem for sig, idet han vappede knægten en dummeflad over nakken, inden han blot stateligt foldede hænderne bagom ryggen igen. Det frembragte trods alt et lavmældt undskyld, der dog langt fra var acceptabelt. "Ved Triatos, Ernaut!" Bandede Christofle, der havde en evne til at bande med værdighed, således at han ej virkede grov, men bare meget, meget stram. "Forsvind." Afviste han ham, og sendte ham bort. Christofle rettede nu opmærksomheden tilbage mod den unge komtesse og skulle faktisk til at give hende den undskyldning, som Ernaut uhjælpeligt nægtede at give. Men Komtessens ord kom ham i forkøbet. Christofle skød overrasket brynene i vejret i et kort øjeblik, inden han lod dem falde tilbage i sin vante neutrale mine. "Javel." indvillige han, blot for at denne forestilling skulle passere mindst smerteligt. Væbneren ville utvivlsomt komme til at rense både lokummer og muge heste det næste lange stykke tid. Hans blik fladt automatisk på det våde og beskidte stof, der nu udgjorde hendes klæder. "De ender med at blive syg, hvis går rundt med våde klæder. Tillad mig, at eskortere Dem til Deres byhus?" Således, kunne Christofle også få forklaret situationen til hendes far eller anden værge, så regnskabet kunne gøres op.

[Amélie af Dison]

Amélie var så udmærket klar over at hun til tider måske udgjorde sig kækkere friheder end hvad hun syntes berettiget til. At hendes forespørgsel var småfræk, alene på baggrund af at hun var kvinde og dermed burde lade sig føje af herren og hvad han måtte byde hende af undskyldning.- Ikke destomindre, mente hun, at hun ovenpå en fadæse som denne, næsten ville kunne tillade sig hvad som helst. Trods alt, stod det halve af markedspladsen tydeligt og morede sig over optrinnet på hendes bekostning og havde han ikke i sinde at udrede det for hende, måtte hun vel til dels gøre det selv. Hun hævede en smule forbavset brynene af hans tilbud, men gav så et vagt nik fra sig. ”Nuvel...” Indvilgede hun, som hun forsigtigt rettede en smule på en vilter hårlok og fejede den ind bag øret. Dette før hun trådte nådigherren og hans destrier et skridt tættere.

[Christofle af Tardigy]

Da komtessen indvilligede, trådt Christofle et skridt til siden og spurgt med blikket om hun ønskede at ride, eller spadsere. Ønskede komtessen af Dison af spadsere, så spadserede de. Ønskede hun at ride, ville han trække hesten for hende.

[Amélie af Dison]

Amélie lod sig pænt hjælpe op på den høje hest, da det blev hende budt at tage valget mellem at ride og spadsere. Derpå, lod hun sig efterfølgende følge hjem til byhuset, hvor resten af familien Dison ventede og fromegentlig snart ville servere frokost.

/Afsluttet