Min nye tante

[Lanval af Suilleaux]

Helene af Suilleaux

Lanval gik rundt til festen og følte sig ikke rigtig i festhumør. Det var jo egentlig ikke fordi, at han ligefrem så frem til livet som arving men alligevel brød han sig ikke om at der muligvis ville komme en ny arving i fremtiden. Desuden, syntes han at det var ret akavet, at hans nye tante var på alder med ham og generelt var der mange ting ved det, der føltes underligt.

På et eller andet tidspunkt måtte han dog danse med hende og hans forældre, der deltog i brylluppet havde diskret bedt ham om at byde det nye medlem af familien op til dans. Det skulle jo nødigt se ud som om, at han var imod ægteskabet. Efter de var blevet korrekt introduceret, bukkede han foran sin nye tante og smilede derefter til hende.
"Nådigfrøken, vil De gøre mig den ære at danse med mig?" Spurgte han, selvom han havde lyst til at rende ud og finde sin ridder og spørge om de ikke kunne tage ud og fange nogle banditter.

[Helene af Suilleaux]

Helene kendte ikke den unge væbner. Han var for ung til at hun havde flirtet med ham og selvom han var køn, så han også lidt for gnaven ud. Da han bød hende op, studsede hun et øjeblik over hvad det var, der var underligt, før det pludselig gik op for hende og en svag rynke fandt hendes pande.

"Deres Excellence," rettede hun ham. "Jeg er Deres Grevinde, Væbner Suilleaux."

Det føltes kraftfuldt, selvom hun sagde det mildt. Hun rankede sig instinktivt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval skar en lettere undskyldende grimasse og bøjede hovedet. "Beklager, Deres Excellence." Bemærkede han. Derefter blev han stående og overvejede, om den sure dame ikke havde lyst til at danse med ham alligevel. I så fald, var han vel fri til at gå og havde gjort sin part for at opføre sig pænt og spillet kedeligt skuespil overfor gæsterne til festen.

[Helene af Suilleaux]

Intet ved Helenes udstråling var vredt. Hendes tone var mild, hendes ansigt lagt i rolige folder, kun brudt af den ene, lille panderynke. Alligevel fik hun indtrykket af, at hendes nye slægtning var blevet stødt. Hun tog en dyb indånding og klarede halsen let.

"Ingen skade sket," svarede hun. "Selvfølgelig vil jeg gerne danse med Dem, Væbner Suilleaux. Vi er jo i familie nu."

Hun rakte sin hånd frem i et tilbud, for at finde hans arm, hvis han bød den. Hun vidste ærlig talt ikke hvad hendes relation til den unge mand ville blive, men hun ville ikke støde nogen på den første dag. Lanval var, lige nu, Lancelin af Suilleaux's arving. Det ville blive hendes mission at forhindre det i at ske, men skulle det blive sådan, så var hun afhængig af ham for sin sikkerhed for fremtiden.

[Lanval af Suilleaux]

"Glimrende. Ja, det er vi. " Sagde han og bød hende sin arm, hvorefter han ledte hende ud på dansegulvet, hvor de havde en smule mulighed for at tale sammen, selvom der blev spillet musik.
"Så er De tilfreds med Deres bryllup?" Spurgte han, mens musikken begyndte og han bevægede sig efter de korrekte dansetrin der hørte til denne dans.

[Helene af Suilleaux]

Helene fulgte Lancelin af Suilleaux's nevø ud på dansegulvet. Her var der en lang, indviklet kæde af par, der trådte i et kompliceret, indøvet mønster. Selv holdt hun frygtelig meget af at danse, så hun nød det og behøvede ikke danse med en god partner for at more sig. Det hjalp selvfølgelig, hvis man ikke blev trådt over tæerne.

"Naturligvis," svarede hun selvfølgeligt med et kønt smil. "Meget tilfreds. Har De haft en god fest? Det må være dejligt ikke at skulle servere?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var som godt som sikker på at alt hvad han sagde til sin tante ville ryge direkte videre til Lancelin, den mest nedern mand i verden. Han havde vel ondt af hende på en måde, at hun var endt sammen med ham, men det kunne han jo ikke gøre så meget ved nu.

"Ja bestemt, selvom jeg nu aldrig har haft noget imod at servere." Sagde han og trak på skuldrene. I det mindste havde man så noget at lave, i stedet for at rende rundt og prøve at snakke med mennesker der i bund og grund var dybt kedelige.
"Det har altid givet mig en følelse af at være en større del af festlighederne, når man også skal sørge for festen glider på den praktiske måde." Sagde han. "Hvad med Dem? Foretrækker De ikke at have pligter i løbet af en fest?" Lanval var tæt på at besvime af kedsomhed.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde lært hvordan man arrangerede en fest, men hun havde aldrig rent praktisk gjort det. Derfor måtte hun også helt ærligt svare sin nye... Nevø:

"Jeg har ikke prøvet andet end at være gæst. Før i dag, måske."

Og selv i dag var hun vel nærmest en slags forgyldt gæst. Hun havde i hvertfald ikke gjort særlig meget andet end at dukke op og sige ja. "Men De kan jo ikke blive ved med at servere som ridder," pointerede hun. "Så måske er det god øvelse."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval nikkede en anelse over hendes svar, mens han førte hende videre gennem dansen og rundt om et par der krydsede dem. Han smilede skævt over hendes ord.
"Det ville ellers se flot ud hm? En ridder med en bakke og vinbægre?" Bemærkede han, uden rigtig at forvente et svar.
"Gæst er vel også at foretrække, så kan De jo serviceres af diverse tjenere og lade Dem beundre af de danselystne mænd." Bemærkede han. "Ja, mine forældre ser da også gerne at jeg bliver god til at gå til fester." Bemærkede han, selvom han havde lyst til at kaste op.

[Helene af Suilleaux]

Han snakkede meget. Lidt for meget. Måske var det et familietræk. Helene smilede svagt af det og lod sig et øjeblik føre væk af dansen, før de igen var overfor hinanden.

"Det ville utvivlsomt være et syn," svarede hun på hans tidligere bemærkning. "Men nok knapt så meget til beundring, som til undren."

Hun nikkede let, drejede rundt om ham og tog en dyb indånding. "Beundrer De selv nogen dansende Komtesser?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval syntes bare det var kedeligt at danse uden at snakke og Helene talte jo ikke særlig meget, så måtte han jo prøve at finde på noget.
"Ville det ikke være upassende at sige, når jeg nu danser med Dem?" Spurgte han, uden selv at være helt sikker på svaret, han ville bare ikke fornærme hende.
"Men nej, ikke i aften, desværre, er der en De kan anbefale?" Bemærkede han og måtte danse væk fra hende et øjeblik, inden de mødtes igen.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs let over svaret, men hendes mundvige sitrede og hun gjorde sig umage med at opføre sig pænt overfor Lanval. Det var vigtigt at gøre sig til venner med ham, så hun pointerede ikke, at det var en anelse upassende at spørge om. I stedet greb hun muligheden.

"Jeg kender en både køn og charmerende komtesse, som bestemt er værd at se efter," konstaterede hun. "Og det er bestemt passende, Væbner Suilleaux. Vi er jo familie nu."

[Lanval af Suilleaux]

"Så det udelukker vel også mine kusiner? Hvor ærgeligt." Sagde han og dansede videre. De var også gyselige, eller, måske ikke for andre end ham, han kunne bare ikke holde dem ud fordi de mindede ham om hans onkel.
"Der er alligevel længe til at jeg skal giftes og have børn." Bemærkede han derefter.
"Håber De at få mange børn?" Spurgte han mens han lagde hånden ærbødigt på hendes talje, for at føre hende rundt i det som man kaldte for en mølle.

[Helene af Suilleaux]

Helene bemærkede igen hvor meget han talte. Hun nåede ikke at svare på en ting, før det næste kom. Til sidst stod hun med en hel serie af afbrudte overvejelser.

"Det... Ved jeg ikke," svarede hun slet og ret. Og ærligt. Hun vidste at hun skulle have en søn, så Lanval ikke arvede.

"Kan De ikke lide Deres kusiner?"

[Lanval af Suilleaux]

"Nej." Sagde han. "Tilgiv mig, men de minder mig for meget om min onkel og Lancelin er en af de værste mænd jeg kender." Bemærkede han, mens de dansede. Han var ligeglad med hvad Lancelin tænkte hvis han hørte det han havde sagt, han hadede ham alligevel en hel del i forvejen.
"Jeg håber virkelig, at De kommer til at gøre ham glad." Bemærkede han og skar en grimasse.