Man kan ikke se væk i et øjeblik

[Estienne af Chales]

Estienne havde intet problem med at lade hende gøre præcis, hvad hun havde lyst til. Ærligt talt måtte han koncentrere sig lidt for ikke selv at give efter, når hun tydeligvis var på en mission. Hun havde før anklaget han for at være egoistisk.

Han holdt sig dog ikke fra at flytte hænderne til hendes hofter eller at trykke sig lidt op mod hende.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau åbnede øjnene igen, da Estienne lagde hænderne mod hendes hofter. Hun smilede svagt og fangede hans blik. I stedet for at blive en distraktion, blev hans deltagelse et skub videre. Det var bekræftende.

Der gik ikke frygtelig længe, før det hele kolliderede for hende og hun fik sin forløsning, imens de havde øjenkontakt.

Lidt forpustet sad hun stille på ham og smilede saligt.

[Estienne af Chales]

Det var et ophidsende syn og Estienne nød hvert et sekund af det, selv hvis han ikke nåede i mål med hende. Han smilede smørret og slap en lyd af tilfredshed.

"Det er meget svært at have en dårlig dag, når man bliver vækket på den måde."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau smilede skævt og tog en dyb indånding. Hun rykkede lidt på sig. "Det må vi gøre igen," konstaterede hun med et glimt i øjnene.

"Men hvis jeg ikke tager helt fejl, så er vi ikke... Helt færdige?"

Hun klemte lidt sammen omkring ham med usynlige muskler.

[Estienne af Chales]

Estienne lavede en lille lyd, da hun klemte sammen om ham og han smilede med umådelig stor tilfredshed i kølvandet på det. Hans blik spillede fandenivoldsk.

"Mh, jeg ved, at du aldrig er færdig," svarede han, selvom det var at vove pelsen. Han skød sig dog også lidt sigende op mod hende.

"Heldigt for mig..."

[Ysabeau af Chales]

Et lille fnys forlod Ysabeau og selvom han trykkede sig op imod hende og det føltes virkelig godt, så stoppede hun et øjeblik igen. "Kun fordi jeg er så gavmild," pointerede hun, inden hun trykkede sig langsomt ned imod ham. "Du ér heldig."

Med det på plads, blev hendes bevægelser hurtigere. Hun red ham som hun vidste det var bedst for ham og ikke for hende mere, for det var ham det handlede om nu. Hun havde en mission. Det betød overhovedet ikke, at hun ikke nød det samtidig.

[Estienne af Chales]

Estienne kunne godt have diskuteret om hun var gavmild eller bare umættelig, men i sidste ende var der andet han hellere ville fokusere på.

Med Ysas kyndige indsats, fandt han snart sin forløsning med fingrene klemt sammen om hendes lår.

Han sank sammen mod madrassen, øjnene endnu lukket.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau var måske en lille smule umættelig. Hun var i hvert fald ikke en af de adelskvinder, der kun fandt sig i det. Måske fordi hun kun var halvt en adelskvinde i det hele taget.

Da hun havde ledt Estienne hele vejen, bøjede hun sig ned og plantede et ømt kys på hans læber.

"Mad," mumlede hun. "Vi må hellere stå op og spise det, selvom jeg gerne levede op til dine drillerier og blev i sengen hele dagen med dig."

[Estienne af Chales]

Estienne kunne ikke komme på nogen bedre hjemkomst end denne og sjældent havde han været så fristet til at ignorere alle sine pligter og blive præcis, hvor han var. Havde de været alene på borgen, havde han måske gjort det.

"Mh," brummede han. "Og vi kan vist heller ikke byde vores gæster at blive væk meget længere."

Ærligt talt burde han vel næsten have dårlig samvittighed over at have haft så tilfredsstillende en morgen, mens nogen andre uden tvivl havde en noget mere ulykkelig en. Så god var han dog ikke.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau smilede skævt over Estiennes konstatering og brummede sin enighed, imens hun strøg fingrene over hans hals. Så blev hun lidt mere alvorlig.

"Hvad tror du de har mest brug for fra os? Jeg vil så gerne hjælpe dem. Stakkels Baronessen... Men også Heinrich."

[Estienne af Chales]

Estienne slap en udånding. Det var lidt en kold spand vand, men heldigvis spolerede det ikke noget. Han havde da også selv bragt det op. Hånden strøg over Ysas lår i et blidt kærtegn, uden at han gjorde noget for at hive hende væk fra placeringen.

"Jeg ved det ikke," svarede han ærligt. "Måske har de primært brug for fred og ro, men selv da... Vi er nok nødt til at være tilgængelige."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau nikkede lidt. Hun strøg sin næsetip mod Estiennes.

"Jeg er så glad for, at du er kommet uskadt hjem til mig," sagde hun dæmpet. "Jeg elsker dig."

[Estienne af Chales]

Estienne tog en dyb indånding, men smilede også og lukkede sin ene hånd blidt om Ysas nakke.

"Jeg elsker også dig," forsikrede han og dvælede et lille øjeblik endnu, før han tog sig sammen. "Lad os stå op."

Måske luk?